lxxxii. ὑπέρ, ἀντί.

Det er ofte blevet hævdet – og det for at forsvare en altafgørende sandhed, nemlig at offeret i Kristi død er stedfortrædende – at ὑπέρ skal opfattes som ensbetydende med ἀντί i steder som Hebr 2,9; Tit 2,14; 1 Tim 2,6; Gal 3,13; Luk 22,19.20; 1 Pet 2,21; 3,18; 4,1; Rom 5,8; Joh 10,15, hvor det overalt siges, at Kristus døde ὑπὲρ πάντων, ὑπὲρ ἡμῶν, ὑπὲρ τῶν προβάτων og lignende. Videre fremføres det, at eftersom ἀντί er præpositionen først for ligeværd (Homer, Il. ix. 116, 117) og dernæst for udveksling (1 Kor 11,15; Hebr 12,2.16; Matt 5,38), må ὑπέρ på alle disse steder have samme betydning. Hvert af dem ville på den måde tydeligvis blive et dictum probans [bevissted] for en sandhed, der i sig selv er yderst livsvigtig, nemlig at Kristus led, ikke blot på vores vegne og til vores gavn, men også i vores sted, idet han bar den straf for vores synder, som vi ellers selv måtte have båret. Selv om nogle har benægtet det, må vi dog regne det for sikkert, at ὑπέρ undertiden har denne betydning. Således i Platons Gorgias, 515 c: ἐγὼ ὑπὲρ σοῦ ἀποκρινοῦμαι, «jeg vil svare i dit sted»; jf. Xenofon, Anab. vii. 4. 9: ἐθέλοις ἂν ὑπὲρ τούτου ἀποθανεῖν; «Ville du dø i stedet for denne dreng?», som sammenhængen og ordene εἰπαίσειεν αὐτὸν ἀντὶ ἐκείνου gør fuldt ud tydeligt; Thukydid, i. 141; Euripides, Alkestis, 712; Polybios, iii. 67. 7; Filem 13; og måske 1 Kor 15,29. Men det er ikke mindre sikkert, at ὑπέρ på langt flere steder ikke betyder mere end «på vegne af» eller «til gavn for»; således Matt 5,44; Joh 13,37; 1 Tim 2,1 og utallige andre steder. Heraf må det indrømmes at følge, at hvis vi i Skriften kun havde udsagn om, at Kristus døde ὑπὲρ ἡμῶν, at han smagte døden ὑπὲρ παντός, ville det være umuligt heraf at udlede et uimodsigeligt bevis for, at hans død var stedfortrædende – at han døde i vores sted og selv på sit kors bar vores synder og straffen for vores synder – hvor meget vi end kunne finde det andetsteds, som vi uden tvivl gør (Es 53,4–6). Kun fordi vi har andre udsagn om, at Kristus døde ἀντὶ πολλῶν (Matt 20,28) og gav sig selv som et ἀντίλυτρον (1 Tim 2,6), og fordi vi lader disse andre udsagn belyse de første, får vi fuld ret til at hævde, at udsagnene om Kristi død for os også er udsagn om hans død i vores sted. Og i disse udsagn bruges præpositionen ὑπέρ utvivlsomt netop, fordi den kan rumme begge betydninger og udtrykke, at Kristus døde både for vores skyld (her nærmer den sig betydningen af περί, Matt 26,28; Mark 14,24; 1 Pet 3,18; også διά forekommer én gang i denne sammenhæng, 1 Kor 8,11) og i vores sted; ἀντί ville kun have udtrykt det sidste.

Tischendorf har i sin lille afhandling Doctrina Pauli de Vi Mortis Christi Satisfactoriâ [Paulus' lære om Kristi døds fyldestgørende kraft] nogle fremragende bemærkninger om dette spørgsmål, som jeg vil citere, selv om det, jeg lige har sagt, delvis har foregrebet dem: «Fuerunt, qui ex solâ naturâ et usu praepositionis ὑπέρ demonstrare conarentur, Paulum docuisse satisfactionem Christi vicariam; alii rursus negarunt praepositionem ὑπέρ a N. Test. auctoribus recte positam esse pro ἀντί, inde probaturi contrarium. Peccatum utrimque est. Sola praepositio utramque pariter adjuvat sententiarum partem; pariter, inquam, utramque. Namque in promptu sunt, contra perplurium opinionem, desumta ex multis veterum Graecorum scriptoribus loca, quae praepositioni ὑπέρ significatum, loco, vice, alicujus plane vindicant, atque ipsum Paulum eodem significatu eam usurpasse, et quidem in locis, quae ad nostram rem non pertinent, nemini potest esse dubium (cf. Philem. 13; 2 Cor. 5:20; 1 Cor. 15:29). Si autem quaeritur, cur hâc potissimum praepositione incerti et fluctuantis significatûs in re tam gravi usus sit Apostolus—inest in ipsâ praepositione quo sit aptior reliquis ad describendam Christi mortem pro nobis oppetitam. Etenim in hoc versari rei summam, quod Christus mortuus sit in commodum hominum, nemo negat; atque id quidem factum est ita, ut moreretur hominum loco. Pro conjunctâ significatione et commodi et vicarii praeclare ab Apostolo adhibita est praepositio ὑπέρ. Itaque rectissime, ut solet, contendit Winerus noster, non licere nobis in gravibus locis, ubi de morte Christi agatur, praepositionem ὑπέρ simpliciter == ἀντί sumere. Est enim plane Latinorum pro, nostrum für. Quotiescunque Paulus Christum pro nobis mortuum esse docet, ab ipsâ notione vicarii non disjunctam esse voluit notionem commodi, neque umquam ab hâc, quamvis perquam aperta sit, excludi illam in istâ formulâ, jure meo dico.» [Nogle har alene ud fra, hvad præpositionen ὑπέρ er, og hvordan den bruges, forsøgt at bevise, at Paulus lærte, at Kristi fyldestgørelse var stedfortrædende; andre har omvendt benægtet, at NT's forfattere med rette har brugt præpositionen ὑπέρ i stedet for ἀντί, for derved at bevise det modsatte. Begge parter tager fejl. Præpositionen alene støtter begge synspunkter lige meget; lige meget, siger jeg, begge. For i modsætning til de flestes mening foreligger der steder hos mange gamle græske forfattere, som klart tillægger præpositionen ὑπέρ betydningen «i nogens sted, på nogens plads», og ingen kan tvivle på, at Paulus selv har brugt den i samme betydning, og det på steder, som ikke vedrører vores sag (jf. Filem 13; 2 Kor 5,20; 1 Kor 15,29). Spørger man derimod, hvorfor apostlen i en så vigtig sag netop har brugt denne præposition med dens usikre og vaklende betydning, så ligger der i selve præpositionen noget, der gør den bedre egnet end de andre til at beskrive den død, Kristus led for os. For ingen benægter, at sagens kerne er, at Kristus døde til gavn for menneskene; og det skete netop sådan, at han døde i menneskenes sted. For at udtrykke både gavn og stedfortræden på én gang har apostlen med stor træfsikkerhed brugt præpositionen ὑπέρ. Derfor hævder vores Winer, helt rigtigt som sædvanlig, at vi på vigtige steder, hvor der er tale om Kristi død, ikke må opfatte præpositionen ὑπέρ som simpelthen = ἀντί. Den svarer nemlig ganske til latinernes pro, vores für. Hver gang Paulus lærer, at Kristus er død for os, har han villet, at tanken om gavn ikke skulle skilles fra selve tanken om stedfortræden; og jeg siger med god ret, at stedfortræden aldrig er udelukket fra gavnen i denne formel, hvor åbenlys denne end er.]