lxxxiii. φονεύς, ἀνθρωποκτόνος, σικάριος.

Oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.) har gengivet alle disse ord med «murderer» (morder). Det passer godt nok til det første (Matt 22,7; 1 Pet 4,15; Åb 21,8), men er samtidig så bredt, at det i de to andre tilfælde skjuler karakteristiske træk, som ordene ellers ville fremhæve.

Ἀνθρωποκτόνος, der svarer nøjagtigt til vores «manddraber» eller «drabsmand», forekommer i NT kun i Johannes' skrifter (Joh 8,44; 1 Joh 3,15, bis [to gange]); det findes også hos Euripides (Iphig. in Taur. 390). I vor Herres mund, på det første af disse steder, er ἀνθρωποκτόνος særlig træffende; intet andet ord ville have passet nær så godt. Der hentydes her til det store og desværre delvis alt for vellykkede angreb på hele menneskehedens naturlige og åndelige liv, som Satan foretog, da han plantede synden, og gennem synden døden, i dem, der var bestemt til at være ophav til hele menneskeslægten, og dermed forgiftede den menneskelige tilværelses strøm ved dens kilde. Satan var altså i sandhed ὁ ἀνθρωποκτόνος (βροτοκτόνος i det græske triodion [den ortodokse kirkes liturgiske bog for fastetiden]); for han ville gerne have dræbt, ikke dette eller hint menneske, men hele menneskeslægten.

Σικάριος, der kun forekommer én gang i NT, og det bemærkelsesværdigt nok i munden på en romersk officer (ApG 21,38), er et af mange latinske ord, som havde fulgt det romerske herredømme helt ind i rigets østlige provinser, der i modsætning til de vestlige havde nægtet at lade sig latinisere og stadig beholdt deres eget sprog. «Sicarius», der har navn efter «sica», et kort sværd, en dolk eller en stilet, som han bar og var hurtig til at bruge, var den lejede voldsmand eller sværdkæmper. I Republikkens lange dødskamp holdt folk som Antonius og Clodius hele flokke af dem i deres sold, ofte også som livvagt, for at indgyde en sund frygt og om nødvendigt rydde dem af vejen, som var dem en torn i øjet. Ordet havde fundet vej til Palæstina og til det græsk, der blev talt dér: Josefus giver os på to lærerige steder (B. J. ii. 13. 3; Antt. xx. 8. 6) udførlige oplysninger om dem, som dette navn blev overført til. De var «assassins» (snigmordere) – efter min mening den bedste gengivelse i ApG 21,38 – og de skød frodigt op i de sidste dage af den jødiske stat, da alle samfundets bånd hastigt var ved at gå i opløsning som et varsel om den forestående undergang. De skjulte det korte sværd under klæderne, blandede sig med mængden ved de store fester og stak i trængslen de af deres fjender ned, som de ville ramme; derefter stemte de i med de omkringståendes rædselsudbrud og ledte på den måde effektivt mistanken bort fra sig selv.

Af det, der er sagt, vil det fremgå, at φονεύς kan betegne enhver morder: det er slægten, og σικάριος er en art inden for den, nemlig en snigmorder, der bruger et bestemt våben og driver sit blodige håndværk på en særlig måde. Ἀνθρωποκτόνος har til gengæld sin egen vægt og sit eget eftertryk. Den, der får dette navn, er en morder af mennesker, en drabsmand. Φονεύς kan bruges mere løst: Et ondt menneske kunne kaldes φονεὺς τῆς εὐσεβείας, en ødelægger af fromheden, selv om det ikke direkte gik nogen på livet, og en forræder eller tyran φονεὺς τῆς πατρίδος [fædrelandets morder] (Plutark, Praec. Ger. Reip. 19); og sådanne anvendelser af ordet er ikke sjældne.