lxxxiv. κακός, πονηρός, φαῦλος.

Det, som er moralsk ondt, kan betragtes fra forskellige sider og ud fra forskellige synsvinkler. De forskellige betegnelser, det derved får, fremhæver hver især et af de aspekter, hvorunder det har vist sig for os.

Κακός og πονηρός står sammen i Åb 16,2, ligesom κακία og πονηρία i 1 Kor 5,8. De διαλογισμοὶ κακοί hos Markus (Mark 7,21) er διαλογισμοὶ πονηροί i parallelstedet hos Matthæus (15,19). Forskellen mellem dem drøftes bedst, når vi kommer til πονηρός. Κακός er den faste modsætning til ἀγαθός (5 Mos 30,14; Sl 33,14; Rom 12,21; 2 Kor 5,10; jf. Platon, Rep. x. 608 e) og, dog ikke helt så ofte, til καλός (1 Mos 24,50; 44,4; Hebr 5,14; Plutark, Reg. Apoph. 20). Ordet siger om det, det betegner, at der mangler egenskaber og forhold, som ville gøre det værdigt til det navn, det bærer.1 Det gælder først i fysisk forstand. Κακὰ εἵματα (Homer, Od. xi. 190) er således ringe eller laset tøj; κακὸς ἰατρός (Aischylos, Prom. v. 473) er en læge, der mangler den dygtighed, en læge bør have; κακὸς κριτής (Plutark, Rom. Apoph. 4) er en udygtig dommer. Også i Skriften bruges ordet ofte uden nogen etisk betydning (Ordsp 20,17; Luk 16,25; ApG 28,5; Åb 16,2). Ofte får det dog en sådan betydning. En κακὸς δοῦλος (Matt 24,48) er således en tjener, som mangler den troskab og flid, man med rette kan forvente af en tjener; jf. Ordsp 12,12; Jer 7,24; 1 Kor 15,33; Kol 3,5; Fil 3,2.

Men πονηρός er, som Ammonios kalder ham, ὁ δραστικὸς κακοῦ, den, der aktivt udfører det onde, tyskernes «Bösewicht» [skurk, ugerningsmand]. Eller som Beza (Annott. in Matt. v. 37) har formuleret forskellen: «Significat πονηρός aliquid amplius quam κακός, nempe eum qui sit in omni scelere exercitatus, et ad injuriam cuivis inferendam totus comparatus.» [πονηρός betyder noget mere end κακός, nemlig den, der er øvet i al slags forbrydelse og helt og holdent rede til at tilføje hvem som helst uret.] Efter ordets afledning er han ὁ παρέχων πόνους, en, der, som vi siger, «volder andre besvær»,2 og πονηρία er «cupiditas nocendi» [lyst til at skade], eller som Jeremy Taylor forklarer det: «en tilbøjelighed til at spille andre slemme puds, til at fryde sig over ulykker og tragedier; en lyst til at plage sin næste og gøre ham fortræd; en tvær, vrang og gnaven adfærd i omgangen med andre» (Doctrine and Practice of Repentance, iv. 1). I πονηρός træder ondskabens positive aktivitet langt tydeligere frem end i κακός. Derfor står ordet bestandig i modsætning til χρηστός, det gode betragtet som det nyttige (Isokrates, Or. i. 6 d; viii. 184 a; Xenofon, Mem. ii. 6. 20; Jer 24,2–3), og forbindes på samme måde med ἄχρηστος (Demosthenes, 1271). Er κακός «mauvais», «méchant» [dårlig, ond], så er πονηρός «nuisible», skadelig eller «noisome» i ordets ældre engelske betydning [skadelig, fordærvelig]. Den, der er κακός, kan nøjes med selv at gå til grunde i sin fordærvelse, men den, der er πονηρός, er ikke tilfreds, før han også fordærver andre og drager dem med sig i den samme undergang. «De kan ikke sove, før de har gjort ondt, søvnen flygter fra dem, før de har fået nogen til at falde» (Ordsp 4,16). Vi ved – eller vi er endnu lykkeligere, hvis vi ikke engang af omtale ved det – hvad man på fransk mener med «dépraver les femmes» [at fordærve kvinder]. Således er ὄψον πονηρόν (Plutark, Sept. Sap. Conv. 2) en usund ret; ᾄσματα πονηρά (Quom. Adol. Pöet. 4) er slette sange, som ved deres frivolitet fordærver de unges sind; γυνὴ πονηρά (De Virt. et Vit. 2) er en ond hustru; ὀφθαλμὸς πονηρός (Mark 7,22) er et øje, der udvirker skade. Satan er i særlig grad ὁ πονηρός [den Onde] som den første ophavsmand til al ulykke i verden (Matt 6,13; Ef 6,16; jf. Luk 7,21; ApG 19,12). Glubske dyr er i Septuaginta altid θηρία πονηρά (1 Mos 37,33; Es 35,9; jf. Josefus, Antt. vii. 5. 5). Ganske vist forekommer κακὰ θηρία én gang i Det Nye Testamente (Tit 1,12), men betydningen er ikke helt den samme, som sammenhængen tydeligt viser. En lærerig linje hos Euripides (Hekabe, 596) vidner om, at grækerne opfattede en mere medfødt og grundlæggende ondskab hos den, der er πονηρός, end hos den, der er κακός:

Ὁ μὲν πονηρὸς οὐδὲν ἄλλο πλὴν κακός. [Den onde er intet andet end slet.]

Ser man på sammenhængen, viser det sig, at Euripides mener følgende: Et menneske med en ond natur (πονηρός) vil altid vise sig nedrig i sine handlinger (κακός).

Men de fleste sprog har ord – og φαῦλος er et af dem – som betragter det onde fra en anden side. Det er ikke så meget den aktive eller passive ondskab, der er i fokus, men snarere dets værdiløshed: at der aldrig kan komme nogen virkelig gevinst ud af det. Sådan er det med «nequam» (egentlig modsætningen til «frugi») og «nequitia» på latin (se Ramsay om Plautus' Mostellaria, s. 229) [nequam: uduelig, slet; frugi: brav, duelig; nequitia: slethed]; med «vaurien» på fransk [døgenigt, slubbert]; med «naughty» og «naughtiness» på engelsk [uartig, uartighed; oprindelig: slet, værdiløs]; og med «taugenichts», «schlecht», «schlechtigkeit» på tysk [døgenigt, dårlig, slethed].3 Omvendt er «tugend» (= «taugend») dyden betragtet som det, der duer og er nyttigt. Denne forestilling om værdiløshed er kernen i φαῦλος (som nogle meget tvivlsomt har identificeret med «faul», «foul» Etym. Note. 35). På græsk gennemløber ordet efter hinanden følgende betydninger: let, ustadig, drevet om af enhver vind (se Donaldson, Cratylus, § 152; «synonymum ex levitate permutatum» [et synonym, der har skiftet betydning ud fra letheden], Matthäi), lille, ringe («schlecht» og «schlicht» på tysk er blot forskellige stavemåder af samme ord), middelmådig, uden betydning, værdiløs, dårlig – men dog overvejende dårlig i betydningen værdiløs. Således er φαύλη αὐλητρίς (Platon, Conv. 215 c) en dårlig fløjtespillerske, og φαῦλος ζωγράφος (Plutark, De Adul. et Am. 6) en dårlig maler. I overensstemmelse hermed er den faste modsætning til φαῦλος σπουδαῖος (Platon, Legg. vi. 757 a; vii. 814 e; Filon, De Merc. Mer. 1). Stoikerne inddelte alle mennesker i to klasser, enten σπουδαῖοι eller φαῦλοι, og anerkendte ingen etisk mellemposition. Ordet står også over for χρηστός (Plutark, De Aud. Poët. 4), καλός (De Adul. et Am. 9), ἐπιεικής (Aristoteles, Ethic. Nic. iii. 5. 3) og ἀστεῖος (Plutark, De Rep. Stoic. 12). Ord, som det ofte forbindes med, er ἄχρηστος (Platon, Lysias, 204 b); εὐτελής (Legg. vii. 806 a); μοχθηρός (Gorg. 486 b); ἀσθενής (Euripides, Med. 803); ἄτοπος (Plutark, De Aud. Poët. 12; Conj. Proec. 48); ἐλαφρός (De Adul. et Amic. 32); βλαβερός (Quom. Aud. Poët. 14); κοινός (Proec. San. 14); ἀκρατής (Gryll. 8); ἀνόητος (De Comm. Not. 11); ἄκαιρος (Conj. Proec. 14); ἀγεννής (De Adul. et Amic. 2); ἀγοραῖος (Chariton). Φαῦλος har i Det Nye Testamente nået det sidste trin i sin betydningsudvikling. Τὰ φαῦλα πράξαντες stilles i direkte modsætning til τὰ ἀγαθὰ ποιήσαντες og dømmes som sådanne til «en opstandelse der fører til fordømmelse» (Joh 5,29; jf. 3,20; Tit 2,8; Jak 3,16; Aristoteles, Ethic. Nic. ii. 6. 18; Filon, De Abrah. 3). Den samme modsætning mellem φαῦλα og ἀγαθά finder vi andre steder (Falaris, Ep. 144; Plutark, De Plac. Phil. i. 8). En god note om ordet findes hos Schoeman, Agis et Cleomenes, s. 71.

Fodnote 1 Cremer: «So characterisirt κακός dasjenige was nicht so beschaffen ist wie es, seiner Natur Bestimmung und Idee nach, sein könnte oder sollte.» [Således betegner κακός det, som ikke er beskaffent, sådan som det efter sin natur, bestemmelse og idé kunne eller burde være.]

Fodnote 2 J. H. H. Schmidt mener, at forbindelsen mellem πόνος og πονηρός ikke er denne, men en anden. Vi har her, mener han, et af de eksempler på, hvad vi kunne kalde sprogets aristokratiske tilbøjeligheder, som vi møder så ofte og på så mange sprog. Hvad er det, spørger han, ved de fattigere naboers levevis, som mest må falde de få med fritid i øjnene – hvad andet end dette, at de altid arbejder? De er πονηροί, slidsomme, for deres πόνοι holder aldrig op. Det varer dog ikke længe, før et ord, der stadig bruges om de fattige, får en ufordelagtig bibetydning. Det er sket med utallige ord, som med vores egne «churl» og «villain» [oprindelig: bonde, landarbejder; senere: tølper, skurk] og mange flere. I tanken antages de fattige også at være de slette, og ordet glider ned i en lavere sfære i overensstemmelse med tanken.

Fodnote 3 Graff (Alt-hochdeutsche Sprachschatz, s. 138) tillægger på samme måde «bose» («böse») den oprindelige betydning svag, lille, intet værd.