lxxxv. εἰλικρινής, καθαρός.

Forskellen mellem disse ord er svær at udtrykke, selv om man instinktivt kan føle den. De findes hele tiden i hinandens selskab (Platon, Phileb. 52 d; Eusebios, Proep. Evan. xv. 15. 4), og de ord, der forbindes med det ene, forbindes stadig også med det andet.

Εἰλικρινής forekommer kun to gange i Det Nye Testamente (Fil 1,10; 2 Pet 3,1) og én gang i De Apokryfe Skrifter (Visd 7,25); εἰλικρίνεια forekommer tre gange (1 Kor 5,8; 2 Kor 1,12; 2,17). Ordets afledning er usikker, ligesom den er det for det engelske «sincere» [oprigtig], som er den bedste engelske gengivelse, og denne usikkerhed gør det også usikkert, hvilket åndetegn (spiritus) ordet skal have. Nogle, som Stallbaum (Platon, Phaidon, 66 a, note), forbinder det med ἴλος, ἴλη (εἴλειν, εἰλεῖν): det, der er renset ved megen rullen og rysten frem og tilbage i sien; «volubili agitatione secretum atque adeo cribro purgatum» [udskilt ved rullende bevægelse og således renset i en si]. En anden, mere kendt og smukkere afledning – hvis man blot kunne have tilstrækkelig tillid til den – antyder Lösner: «dicitur de iis rebus quarum puritas ad solis splendorem exigitur» [siges om de ting, hvis renhed prøves i solens glans], ὁ ἐν τῇ εἵλῃ κεκριμμένος, holdt op mod sollyset og derved prøvet og godkendt. Der findes et instinkt og en overleveret sprogfølelse, som fører til den rette brug af et ord længe efter, at hemmeligheden bag dets afledning er gået helt tabt. For så vidt som brugen af εἰλικρινής kan tjene som argument, taler den i hvert fald stærkt for den første afledning. Ordet betegner ikke så meget det klare og gennemsigtige som det rensede, det sigtede, det ublandede; se således Platon, Axioch. 370, og læg mærke til de ord, det sædvanligvis forbindes med, som ἀμιγής (Platon, Menex. 245 d; Plutark, Quoest. Rom. 26); ἄμικτος (De Def. Or. 34; jf. De Isid. et Os. 61); ἀπαθής (De Adul. et Amic. 33); ἄκρατος (De An. Proc. 27); ἀκραιφνής (Filon, De Mund. Opif. 2); ἀκέραιος (Klemens af Rom, 1 Ep. 2); sammenlign Xenofon, Cyrop. viii. 5. 14; Filon, De Opif. Mun. 8; Plutark, Adv. Col. 5; De Fac. in Orb. 16: πάσχει τὸ μιγνύμενον· ἀποβάλλει γὰρ τὸ εἰλικρινές [det, der blandes, lider skade, for det mister sin renhed]. På samme måde Etymologicum Magnum: εἰλικρινὴς σημαίνει τὸν καθαρὸν καὶ ἀμιγῆ ἑτέρου [εἰλικρινής betyder det, der er rent og ublandet med noget andet]; sammenlign en interessant drøftelse hos Plutark, De Ei ap. Delph. 20. Det er ganske rigtigt, at man kunne anføre forskellige steder, hvor forestillingen om klarhed og gennemsigtighed dominerer. Således stilles hos Filon (Quis Rer. Div. Hoer. 61) εἰλικρινὲς πῦρ over for κλίβανος καπνιζόμενος [ren ild over for en rygende ovn]. Men de er langt færre og kan meget vel være sekundære og senere tilkomne.

Den etiske brug af εἰλικρινής og εἰλικρίνεια gør sig først tydeligt gældende i Det Nye Testamente. På klassisk græsk finder vi kun tilnærmelser til den, som når Aristoteles (Ethic. Nic. x. 6) taler om nogle, som ἄγευστοι ὄντες ἡδονῆς εἰλικρινοῦς καὶ ἐλευθερίου, ἐπὶ τὰς σωματικὰς καταφεύγουσιν [fordi de aldrig har smagt en ren og fri nydelse, tyr til de legemlige]. Theofylakt definerer εἰλικρίνεια godt som καθαρίτης διανοίας καὶ ἀδολότης οὐδὲν ἔχουσαι συνεσκιασμένον καὶ ὔπουλον [sindets renhed og svigløshed, som intet har skjult eller underfundigt ved sig], og Basilios den Store (in Reg. Brev. Int.): εἰλικρινὲς εἶναι λογίζομαι τὸ ἀμιγές, καὶ ἄκρως κεκαθαρμένον ἀπὸ παντὸς ἐναντίου [jeg regner det for rent, som er ublandet og fuldstændig renset for alt modsat]. Ordet er tro mod denne sin grundbetydning, hver gang det bruges i Det Nye Testamente. Korintherne skal rense den gamle surdej ud, så de kan holde højtiden med oprigtighedens (εἰλικρινείας) og sandhedens usyrede brød (1 Kor 5,8). Paulus glæder sig over, at han har færdedes i verden i enfold og i den oprigtighed, som kommer fra Gud (ἐν εἰλικρινείᾳ Φεοῦ), ikke i kødelig visdom (2 Kor 1,12). Han erklærer, at han ikke hører til dem, der forfalsker og spæder Guds ord op (καπηλεύοντες), men at han taler i Kristus som af oprigtighed (ἐξ εἰλικρινείας) (2 Kor 2,17).

Καθαρός, som er beslægtet med latin «castus» [kysk, ren] og tysk «heiter» [klar, munter],Etym. Note. 36 betyder i sin ældste brug (Homer kender ikke nogen anden, Od. vi. 61; xvii. 48) ren, og det i fysisk eller ikke-etisk forstand, som modsætning til ῥυπαρός. Således er καθαρὸν σῶμα (Xenofon, Oecon. x. 7) legemet, der ikke er smurt ind i sminke eller salve, og i denne betydning bruges ordet ofte i Det Nye Testamente (Matt 27,59; Hebr 10,22; Åb 15,6). I en anden rent fysisk betydning bruges καθαρός om det, der er klart og gennemsigtigt; således har vi καθαρός og διαυγής (Plutark, De Gen. Soc. 22). Men allerede hos Pindar (Pyth. v. 2, καθαρὰ ἀρετή), hos Platon (Rep. vi. 496 d, καθαρὸς ἀδικίας τε καὶ ἀνοσίων ἔργων) og hos tragedieforfatterne havde ordet fået en etisk betydning. Det samme er ikke ualmindeligt i Septuaginta, hvor det ofte betegner hjertets renhed (Job 8,6; 33,9; Sl 23,4), men langt oftere en blot ydre eller kultisk renhed (1 Mos 9,21; 3 Mos 14,7). Det må gerne indrømmes, at det ofte går ind over det betydningsområde, som vi netop har gjort krav på for εἰλικρινής. Også καθαρός forbindes med ἀληθινός (Job 8,6); med ἀμιγής (Filon, De Mund. Opif. 8); med ἄκρατος (Xenofon, Cyrop. viii. 7. 20; Plutark, Aemil. Paul. 34); med ἄχραντος (De Is. et Osir. 79); med ἀκήρατος (Platon, Crat. 396 b). Καθαρὸς σῖτος er hvede, hvor avnerne er sigtet fra (Xenofon, Oecon. xviii. 8. 9); καθαρὸς στρατός er en hær, der er befriet for de syge og de ukampdygtige (Herodot, i. 211; jf. iv. 135), eller, som samme udtryk bruges hos Xenofon, en hær af det bedste mandskab, som ikke er svækket ved en tilblanding af lejesoldater eller kujoner – hærens kerne, hvor alle ἄνδρες ἀχρεῖοι er skilt fra (Appian, viii. 117). I hovedsagen er καθαρός dog det rene betragtet som det, der er uden snavs, fri for smuds eller plet. Således θρησκεία καθαρὰ καὶ ἀμίαντος (Jak 1,27); sammenlign også den faste brug af udtryk som καθαρὸς φόνου, καθαρὸς ἀδικίας (Platon, Rep. vi. 496 d; ApG 18,6) og lignende, og den faste modsætning mellem τὸ καθαρόν og τὸ κοινόν, der også betragtes som τὸ ἀκάθαρτον (Hebr 9,13; Rom 14,14.20).

Som konklusion kan man altså sige: Når den kristne er εἰλικρινής, udelukker denne nådegave i ham al tvesindethed, det delte hjerte (Jak 1,8; 4,8), det øje, der ikke er klart (Matt 6,22), og alt hykleri (1 Pet 2,1). Når han er καθαρὸς τῇ καρδίᾳ, udelukkes syndens μιάσματα (2 Pet 2,20; jf. Tit 1,15), μολυσμός (2 Kor 7,1) og ῥυπαρία (Jak 1,21; 1 Pet 3,21; Åb 22,11). Det første ord udsiger, at han er fri for kødets og verdens løgn, det andet, at han er fri for deres besmittelse. Selv om frihed for fremmed tilblanding hører med til begge, er den dog en mere grundlæggende forestilling i εἰλικρινής, hvor den sandsynligvis ligger i selve ordets afledning, og en mere sekundær og senere tilkommen forestilling i καθαρός.