lxxxvi. πόλεμος, μάχη.

Πόλεμος og μάχη forekommer ofte sammen (Homer, Il. i. 177; v. 891; Platon, Tim. 19 e; Job 38,23; Jak 4,1), og det samme gælder πολεμεῖν og μάχεσθαι. Forskellen mellem dem er den samme som mellem vores «krig» og «slag»: ὁ πόλεμος Πελοποννησιακός, Den Peloponnesiske Krig; ἡ ἐν Μαραθῶνι μάχη, slaget ved Marathon. Perikles bruger ordene i netop denne modsætning – at πόλεμος omfatter hele forløbet af fjendtlighederne, μάχη selve sammenstødet mellem fjendtlige hære. Da han fraråder athenerne at give efter for spartanernes krav, indrømmer han, at spartanerne med deres forbundsfæller kunne måle sig med alle de øvrige grækere tilsammen i ét enkelt slag. Men han benægter, at de ville bevare den samme overlegenhed i en krig, det vil sige over for folk, hvis forberedelser var af en anden art (μάχῃ μὲν γὰρ μιᾷ πρὸς ἅπαντας, Thukydid, i. 141). Vi kan sammenligne Tacitus, Germ. 30: «Altos ad praelium ire videas, Chattos ad bellum.» [Andre ser man drage i slag, chatterne i krig.]

Men derudover gælder det, at mens πόλεμος og πολεμεῖν forbliver tro mod deres grundbetydning og ikke overføres til nogen afledt betydning, forholder det sig helt anderledes med μάχη og μάχεσθαι. Stridigheder, der langtfra når til våbensammenstød, betegnes jævnligt med disse ord. Der findes μάχαι af enhver art: ἐρωτικαί (Xenofon, Hiero, i. 35); νομικαί (Tit 3,9; jf. 2 Tim 2,23); λογομαχίαι (1 Tim 6,4); σκιαμαχίαι; og sammenlign Joh 6,52; 2 Tim 2,24; Ordsp 26,20–21. Eustathios (om Homer, Il. i. 177) udtrykker disse forskelle godt: τὸ πόλεμοί τε μάχαι τε, ἢ ἐκ παραλλήλου δηλοῖ τὸ αὐτό, ἢ καὶ διαφορά τις ἔστι ταῖς λέξεσιν εἴγε μάχεται μέν τις καὶ λόγοις, ὡς καὶ ἡ λογομαχία δηλοῖ. καὶ αὐτὸς δὲ ὁ ποιητὴς μετ᾽ ὀλίγα φησί, μαχεσσαμένω ἐπέεσσι (ver. 304). καὶ ἄλλως δὲ μάχη μέν, αὐτὴ ἡ τῶν ἀνδρῶν συνεισβολή· ὁ δὲ πόλεμος καὶ ἐπὶ παρατάξεων καὶ μαχίμου καιροῦ λέγεται. [«Krige og slag» betegner enten det samme side om side, eller også er der en forskel mellem ordene, eftersom man også kan strides med ord, som ordet «ordstrid» viser. Og digteren selv siger lidt efter: «de to, som havde stridt med ord» (v. 304). Desuden er μάχη selve mændenes sammenstød, mens πόλεμος også siges om slagordener og krigstid.] Tittmann (De Synon. in N. T. s. 66): «Conveniunt igitur in eo quod dimicationem, contentionem, pugnam denotant, sed πόλεμος et πολεμεῖν de pugnâ quae manibus fit proprie dicuntur, μάχη autem et μάχεσθαι de quâcunque contentione, etiam animorum, etiamsi non ad verbera et caedes pervenerit. In illis igitur ipsa pugna cogitatur, in his sufficit cogitare de contentione, quam pugna plerumque sequitur.» [De stemmer altså overens i, at de betegner kamp, strid og slag. Men πόλεμος og πολεμεῖν bruges egentlig om en kamp, der udkæmpes med hænderne, mens μάχη og μάχεσθαι bruges om enhver strid, også mellem sind, selv om den ikke er nået til slag og drab. I de første tænkes altså på selve kampen, i de sidste er det nok at tænke på striden, som kampen for det meste følger efter.]

Før jeg forlader emnet, vil jeg bemærke, at Platon skelner στάσις (Mark 15,7; Luk 23,19; ApG 24,5; jf. Sofokles, Oidipus på Kolonos, 1228), oprør eller opstand, fra πόλεμος ved, at det ene er en indbyrdes strid mellem landsmænd og det andet en strid med fremmede (Rep. v. 470 b): ἐπὶ γὰρ τῇ τοῦ οἰκείου ἐχθρᾷ στάσις κέκληται, ἐπὶ δὲ τῇ τῶν ἀλλοτρίων πόλεμος [fjendskab mod ens egne kaldes oprør, fjendskab mod fremmede krig].