lxxxvii. πάθος, ἐπιθυμία, ὁρμή, ὄρεξις.

Πάθος forekommer tre gange i NT: én gang sideordnet med ἐπιθυμία (Kol 3,5; om παθήματα og ἐπιθυμίαι forbundet på samme måde se Gal 5,24), og én gang underordnet det (πάθος ἐπιθυμίας, 1 Thess 4,5). På det tredje sted, hvor ordet bruges (Rom 1,26), er πάθη ἀτιμίας («vile affections» [skændige lidenskaber], som den engelske King James-oversættelse (A.V.) har) lyster, som vanærer dem, der giver sig hen til dem. Ordet hører til de græske filosofskolers fagsprog. Således skriver Cicero (Tusc. Quoest. iv. 5): «Quae Graeci πάθη vocant, nobis perturbationes appellari magis placet quam morbos» [Det, som grækerne kalder πάθη, foretrækker vi at kalde sindsforstyrrelser snarere end _sygdomme_]; om denne præference se iii. 10. Straks efter overtager han Zenons definition: «aversa a rectâ ratione, contra naturam, animi commotio» [en sindsbevægelse, der vender sig bort fra den rette fornuft og strider mod naturen], og et andet sted (Offic. ii. 5) taler han om «motus animi turbatus» [en forstyrret sindsbevægelse]. Zenons nøjagtige definition lyder sådan, som Diogenes Laertios gengiver den (vii. 1. 63): ἔστι δὲ αὐτὸ τὸ πάθος ἠ ἄλογος καὶ παρὰ φύσιν ψυχῆς κίνησις, ἢ ὁρμὴ πλεονάζουσα. Den har Klemens af Alexandria i tankerne, når han skelner mellem ὁρμή og πάθος og skriver (Strom. ii. 13): ὁρμὴ μὲν οὖν φορὰ διανοίας ἐπί τι ἢ ἀπό του· πάθος δέ πλεονάζουσα ὁρμή, ἡ ὑπερτείνουσα τὰ κατὰ τὸν λόγον μέτρα· ἢ ὁρμὴ ἐκφερομένη, καὶ ἀπειθὴς λόγῳ (se Zeller, Philos. d. Griechen, iii. 1. 208).

Hvad NT angår, får πάθος intetsteds den vide betydning, som det på denne måde fik i filosofskolerne. Den betydning var så meget videre end den, der blev tillagt ἐπιθυμία, at dette sidste ord kun blev regnet for ét blandt flere af vor naturs πάθη, sideordnet med ὀργή, φόβος og de øvrige (Aristoteles, Eth. Nic. ii. 4; Diogenes Laertios, vii. 1. 67). I Skriften er ἐπιθυμία tværtimod det videste ord. Det omfatter hele verden af virksomme lyster og begær, alt det, som σάρξ – kødet som sæde for begæret og de naturlige drifter – driver mennesket til. Πάθος er derimod snarere «morosa delectatio» [den dvælende nydelse]: ikke så meget sjælens sygdom i dens mere virksomme udslag som den syge tilstand, de udspringer af. Det er «morbus libidinis» [lystens sygdom], som Bengel træffende har sagt det, snarere end «libido» [lyst], altså lystenheden («Leidenschaft») [tysk: lidenskab] til forskel fra selve lysten. Theofylakt skriver: πάθος ἡ λύσσα τοῦ σώματος, καὶ ὥσπερ πυρετός, ἢ τραῦμα, ἢ ἀλλὴ νόσος. Og Godet (om Rom 1,26): «Le terme πάθη, passions, a quelque chose de plus ignoble encore que celui de ἐπιθυμίαι, convoitises, au ver. 24; car il renferme une notion plus prononcée de passivité morale, de honteux esclavage.» [Udtrykket πάθη, lidenskaber, har noget endnu mere lavt over sig end ἐπιθυμίαι, begær, i v. 24; for det rummer en tydeligere forestilling om moralsk passivitet, om skammeligt slaveri.]

Ἐπιθυμία er τοῦ ἡδέος ὄρεξις efter Aristoteles’ definition (Rhet. i. 10), ἄλογος ὄρεξις efter stoikernes og «immoderata appetitio opinati magni boni, rationi non obtemperans» [en umådeholden trang efter noget, man anser for et stort gode, og som ikke adlyder fornuften] efter Ciceros (Tusc. Quoest. iii. 11). I vor engelske oversættelse gengives det for det meste med «lust» [lyst, begær] (Mark 4,19 og ofte), men undertiden med «concupiscence» [begærlighed] (Rom 7,8; Kol 3,5) og undertiden med «desire» [ønske, længsel] (Luk 22,15; Fil 1,23). En gang imellem, men sjældent, forekommer det i NT i god betydning (Luk 22,15; Fil 1,23; 1 Thess 2,17; jf. Ordsp 10,24; Sl 102,5); langt oftere i dårlig betydning, ikke blot som «concupiscentia» [begær], men som «prava concupiscentia» [fordærvet begær]. Origenes (in Joan. tom. 10) hævder, at det var den eneste betydning, de græske filosofskoler kendte (men se Aristoteles, Rhet. i. 11). Således ἐπιθυμία κακή (Kol 3,5); ἐπιθυμίαι σαρκικαί (1 Pet 2,11); νεωτερικαί (2 Tim 2,22); ἀνοήτοι καὶ βλαβεραί (1 Tim 6,9); κοσμικαί (Tit 2,12); φθορᾶς (2 Pet 1,4); μιασμοῦ (2 Pet 2,10); ἀνθρώπων (1 Pet 4,2); τοῦ σώματος (Rom 6,12); τοῦ διαβόλου (Joh 8,44); τῆς ἀπάτης (Ef 4,22); τῆς σαρκός (1 Joh 2,16); τῶν ὀφθαλμῶν (smst.); og uden nærmere bestemmelse (Rom 7,7; 1 Pet 4,3; Jud 16; jf. 1 Mos 49,6; Sl 105,14). Ordet er da, som Vitringa definerer det i en afhandling De Concupiscentiâ Vitiosâ et Damnabili [Om det fordærvede og fordømmelige begær] (Obss. Sac. s. 598 ff.), «vitiosa illa voluntatis affectio, quâ fertur ad appetendum quae illicite usurpantur; aut quae licite usurpantur, appetit ἀτάκτως» [den fordærvede tilbøjelighed i viljen, hvorved den drives til at begære det, som tages i brug på ulovlig vis, eller hvorved den begærer det, som tages i brug på lovlig vis, uden mål og orden]. Den samme dårlige betydning tillægges ordet i definitioner som Klemens af Alexandrias (Strom. ii. 20): ἔφεσις καὶ ὄρεξις ἄλογος τοῦ κεχαρισμένου αὐτῇ. Sammenlign iv. 18: ὄρεξιν οὖν ἐπιθυμίας διακρίνουσιν οἱ περὶ ταῦτα δεινοί· καὶ τὴν μέν, ἐπὶ ἡδοναῖς καὶ ἀκολασίᾳ τάττουσιν, ἄλογον οὖσαν· τὴν δὲ ὄρεξιν, ἐπὶ τῶν κατὰ φύσιν ἀναγκαιῶν, λογικὴν ὑπάρχουσαν κίνησιν. Med disse δεινοί tænker han naturligvis først og fremmest på Aristoteles (se således Rhet. i. 10). Vort engelske ord «lust», der engang var ganske harmløst (se således 5 Mos 7,7 i Coverdales oversættelse og min Select Glossary under ordet), har haft stort set den samme historie. Hvordan ἐπιθυμία forholder sig til πάθος, har vi allerede forsøgt at vise.

Ὁρμή, som forekommer to gange i NT (ApG 14,5; Jak 3,4), og ὄρεξις, som forekommer én gang (Rom 1,27), står andre steder ofte sammen, således hos Plutark (De Amor. Prol. 1; De Rect. Rat. Aud. 18; se Wyttenbachs note dér) og hos Eusebius (Proep. Evang. xiv. 765 d). Ὁρμή, som Cicero ét sted gengiver med «appetitio» [trang, stræben] (Off. ii. 5) og et andet sted med «appetitus animi» [sjælens drift] (Fin. v. 7), definerer stoikerne således (Plutark, De Rep. Stoic. 11): ἡ ὁρμὴ τοῦ ἀνθρώπου λόγος ἐστὶ προστακτικὸς αὐτῷ τοῦ ποιεῖν. De forklarer det videre som denne «motus animi» [sindsbevægelse], φορὰ ψυχῆς ἐπί τι (se Zeller, Philos. d. Griechen, iii. 1. 206), som er ὄρεξις, hvis den går hen imod en ting, og ἔκκλισις, hvis den går bort fra den. Når vore oversættere gengiver ὁρμή med «assault» [angreb] (ApG 14,5), lægger de mere i ordet, end det betyder dér. Der blev tydeligvis ikke gjort noget egentligt angreb på det hus, hvor Paulus og Barnabas opholdt sig – i så fald ville det have været helt overflødigt for Lukas at fortælle os, at de «opdagede det». Der var kun tale om en hensigt og en plan om angreb eller overfald, «trieb», «drang» [tysk: drift, trang], som Meyer gengiver det. På samme måde er styrmandens ὁρμή i Jak 3,4 ikke «impetus brachiorum» [armenes kraft], men «studium et conatus voluntatis» [viljens stræben og anstrengelse]. Sammenlign for denne brug af ὁρμή Sofokles, Philoct. 237; Plutark, De Rect. Rat. Aud. 1; Ordsp 3,25; og de mange steder, hvor ὁρμή forbindes med προαίρεσις (Josefus, Antt. xix. 6. 3).

Men mens ὁρμή således ofte er den fjendtlige bevægelse og det spring mod en genstand, hvis formål er at støde den fra sig og drive den endnu længere bort – fx spydets ὁρμή eller den angribende hærs – er ὄρεξις (af ὀρέγεσθαι) altid det at række ud efter og hen imod en genstand for at drage det, man rækker efter, til sig og gøre det til sit eget. Meget ofte bruges ordet om appetit på mad (Plutark, De Frat. Am. 2; Symp. vi. 2. 1), og det samme gælder «orexis» i sølvalderens latin (Juvenal, Sat. vi. 427; xi. 127). I de platoniske Definitioner (414 b) beskrives filosofien som τῆς τῶν ὄντων ἀεὶ ἐπιστήμης ὄρεξις. Hvilke skændige nydelser hedningerne efter Paulus’ dom rækker ud efter og søger at gøre til deres egne, fremgår tydeligt nok af sammenhængen på det eneste sted i NT, hvor ὄρεξις forekommer (Rom 1,27; jf. Plutark, Quoest. Nat. 21).