lxxxix. φωνή, λόγος.

Om disse ord og om deres forhold til hinanden har de græske grammatikere og naturfilosoffer skrevet overordentlig meget (se Lersch, Sprachphilosophie der Alten, del iii, s. 35, 45 og passim).

Φωνή, af φάω, ὡς φωτίζουσα τὸ νοούμενον (Plutark, De Plac. Phil. 19), som den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver med «voice» (røst, Matt 2,18), «sound» (lyd, Joh 3,8) og «noise» (larm, Åb 6,1), adskiller sig fra ψόφος ved at være lyden fra et levende væsen (ἡ δὲ φωνὴ ψόφος τίς ἐστιν ἐμψύχου, Aristoteles). Den tillægges undertiden Gud (Matt 3,17), mennesker (Matt 3,3) og dyr (Matt 26,34), og – om end i uegentlig forstand – også livløse ting (1 Kor 14,7), fx basunen (Matt 24,31), vinden (Joh 3,8) og tordenen (Åb 6,1; jf. Sl 76,19). Men λόγος – et ord, et udsagn, en fornuftig ytring fra νοῦς – hvad enten den udtales (προφορικός, og således φωνὴ τῶν λόγων, Dan 7,11) eller ikke udtales (ἐνδιάθετος), kan, netop fordi den svarer til fornuften, kun siges om mennesker (λόγου κοινωνεῖ μόνον ἄνθρωπος, τὰ δὲ ἄλλα φωνῆς, Aristoteles, Probl. ii. 55), om engle eller om Gud. En φωνή kan være et rent uartikuleret skrig, hvad enten det kommer fra et menneske eller fra et andet levende væsen. Derfor holder stoikernes definition (Diogenes Laërtios, vii. 1. 38. 55) ikke: ζώου μέν ἐστι φωνὴ ἀὴρ ὑπὸ ὁρμῆς πεπληγμένος, ἀνθρώπου δέ ἐστιν ἔναρθρος καὶ ἀπὸ διανοίας ἐκπεμπομένη. Her overfører de til φωνή det, som kun uden undtagelse kan siges om λόγος; ja, hver gang man ville stille de to skarpt over for hinanden, var det netop dette, man fremhævede: at φωνή er et πνεῦμα ἀδιάρθρωτον. Anderledes med λόγος, som stoikerne selv siger om: λόγος δέ ἐστι φωνὴ σημαντική, ἀπὸ διανοίας ἐκπεμπομένη (ibid.), ligesom de siger om λέγειν, at det er τὸ τὴν νοουμένου πράγματος σημαντικὴν προφέρεσθαι φωνήν. Sammenlign Plutark (De Anim. Proc. 7): φωνή τίς ἐσιν ἄλογος καὶ ἀσήμαντος, λόγος δὲ λέξις ἐν φωνῇ σημαντικῇ διανοίας.1 Hans skrift De Genio Socratis har meget om forholdet mellem φωνή og λόγος og om de højere funktioner, som den sidste har. Han hævder, at Sokrates’ dæmon gav sig til kende gennem et sådant uudtalt «ord» (c 20): τὸ δὲ προσπίπτον, οὐ φθόγγον, ἀλλὰ λόγον ἄν τις εἰκάσειε δαίμονος, ἄνευ φωνῆς ἐφαπτόμενον αὐτῷ τῷ δηλουμένῳ τοῦ νοοῦτος. Πληγῇ γὰρ ἡ φωνὴ προσέοικε τῆς ψωχῆς, δι᾽ ὤτων βίᾳ τὸν λόγον εἰσδεχομένης, ὅταν ἀλλήλοις ἐντυγχάνωμεν. Ὁ δὲ τοῦ κρείττονος νοῦς ἄγει τὴν εὐφυᾶ ψυχήν, ἐπιθιγγάνων τῷ νοηθέντι, πληγῆς μὴ δεομένην.

Hele kapitlet er af den dybeste teologiske interesse, så meget mere som oldkirkens store teologer – især Origenes blandt grækerne (in Joan. tom. ii. § 26) og Augustin blandt latinerne – gerne overførte denne modsætning mellem φωνή og λόγος til Johannes Døberen og hans Herre. Den ene gjorde ikke krav på at være mere end «en stemme, som råber i ørkenen» (Joh 1,23); om den anden siges det med eftertryk, at han er Ordet, som var hos Gud og var Gud (Joh 1,1). Når Augustin udfolder forholdet mellem Johannes og hans Herre, sådan som det kommer til udtryk i disse betegnelser – Røsten og Ordet, «Vox» og «Verbum», φωνή og λόγος – påviser han med sjælden skarpsindighed, hvor mangfoldigt og dybt de egner sig til at fremstille dette forhold. Et ord, bemærker han, er noget også uden en røst; for et ord i hjertet er lige så vel et ord som efter at det er udtalt. En røst derimod er intet – en tom lyd uden mening, et hult råb – medmindre den også bærer et ord. Men når de to på denne måde er forenet, går røsten så at sige forud for ordet; for lyden rammer øret, før meningen når frem til sindet. Men selv om den således går forud for ordet i selve meddelelsen, er den ikke virkelig før det – tværtimod. Når vi taler, må ordet i vores hjerte komme før røsten på vores læber. Alligevel er røsten det middel, hvorved ordet i os føres over til en anden og også bliver et ord i ham. Men når det er sket – eller rettere: netop idet det sker – er røsten forsvundet og findes ikke mere, mens ordet, som nu er plantet i den andens hjerte lige så vel som i vores eget, bliver. Alt dette overfører Augustin til Herren og hans forløber. Johannes er intet uden Jesus; Jesus er uden Johannes nøjagtig det samme, som han var før, selv om kundskaben om ham er kommet til menneskene gennem Johannes. Johannes er den første i tid, og dog har han, som kom efter, i sandeste forstand været før ham. Johannes forsvandt, så snart han havde fuldført sin opgave, og har ingen blivende betydning for Guds kirke; men Jesus, som han fortalte om og vidnede om, bliver for evigt (Serm. 293. § 3): «Johannes vox ad tempus, Christus Verbum in principio aeternum. Tolle verbum, quid est vox? Ubi nullus est intellectus, inanis est strepitus. Vox sine verbo aurem pulsat, cor non aedificat. Verumtamen in ipso corde nostro aedificando advertamus ordinem rerum. Si cogito quid dicam, jam verbum est in corde meo: sed loqui ad te volens, quaero quemadmodum sit etiam in corde tuo, quod jam est in meo. Hoc quaerens quomodo ad te perveniat, et in corde tuo insideat verbum quod jam est in corde meo, assumo vocem, et assumtâ voce loquor tibi: sonus vocis ducit ad te intellectum verbi, et cum ad te duxit sonus vocis intellectum verbi, sonus quidem ipse pertransit, verbum autem quod ad te sonus perduxit, jam est in corde tuo, nec recessit a meo.» [«Johannes er en røst for en tid, Kristus er Ordet, evigt i begyndelsen. Tag ordet bort – hvad er så røsten? Hvor der ingen mening er, er der kun tom larm. En røst uden ord slår mod øret, men opbygger ikke hjertet. Lad os dog, når vores hjerte skal opbygges, lægge mærke til tingenes orden. Når jeg tænker over, hvad jeg vil sige, er ordet allerede i mit hjerte; men når jeg vil tale til dig, søger jeg, hvordan det, som allerede er i mit hjerte, også kan komme ind i dit. Når jeg søger, hvordan ordet, som allerede er i mit hjerte, kan nå frem til dig og tage bolig i dit hjerte, tager jeg røsten til hjælp, og med røsten taler jeg til dig. Røstens lyd fører ordets mening frem til dig; og når røstens lyd har ført ordets mening frem til dig, forsvinder lyden selv, men ordet, som lyden førte frem til dig, er nu i dit hjerte og har ikke forladt mit.»] Jf. Serm. 288. § 3; 289. § 3.

Fodnote 1 Om forskellen mellem λόγος og λέξις – det sidste ord forekommer ikke i Det Nye Testamente – se Petavius, De Trin. vi. 1. 6, og Lersch, Sprachphilosophie der Alten, bd. iii, s. 45.