xc. λόγος, μῦθος.

Λόγος betyder lige så ofte «sermo» som «verbum» [«tale» som «ord»], altså en sammenhængende tale lige så vel som et enkelt ord. Som bekendt har der jo engang været en ikke ringe strid om, hvorvidt Λόγος i sin allerhøjeste anvendelse (Joh 1,1) ikke hellere burde gengives med «Sermo» end med «Verbum»; om denne strid se Petavius, De Trin. vi. 1. 4–6. Og for ikke at dvæle ved denne enestående og rent teologiske brug af λόγος: ordet bruges ofte i Det Nye Testamente om det ord, som med den allerhøjeste ret fortjener navnet, fordi det er «Guds ord» (ApG 4,13), «sandhedens ord» (2 Tim 2,15); således i Luk 1,2; Jak 1,22; ApG 6,4. Brugt i denne betydning kan det sammenlignes og kontrasteres med μῦθος. Mellem μῦθος og λόγος var der på et tidspunkt kun en meget lille forskel, men den blev stadig større, indtil der til sidst var en stor kløft mellem dem.

Μῦθος har gennemløbet tre tydeligt afgrænsede stadier, selv om ordet – som det ofte sker – ikke helt har opgivet og efterladt de tidligere betydninger, da det gik over til de senere. I begyndelsen ligger der intet opdigtet i det, endnu mindre noget usandt. Det står på lige fod med ῥῆμα, ἔπος og λόγος, og som slægtskabet med μύω, μυέω og μύζω tydeligt nok viser, må det oprindelig have betydet ordet, der er lukket inde i sindet eller mumles bag læberne (se Creuzer, Symbolik, bd. iv, s. 517). Der er dog intet egentligt spor af denne betydning; for allerede hos Homer er det det talte ord (Il. xviii. 254), og tragediedigterne og andre, der danner deres sprog efter Homer, bliver ved med at bruge det sådan (således Aischylos, Eumen. 582; Euripides, Phoen. 455) – og det på et tidspunkt, hvor ordet i attisk prosa næsten eller helt havde byttet denne betydning ud med en anden.

På det andet stadium i ordets historie står μῦθος allerede i en vis modsætning til λόγος, men bruges stadig i en respektfuld, ofte i en meget ærefuld betydning. Det er det, som er undfanget i tanken, stillet over for det, som faktisk er sandt. Det er ikke bogstavelig kendsgerning, men ofte sandere end den bogstavelige sandhed og indeholder en højere lære: λόγος ψευδής, εἰκονίζων τὴν ἀλήθειαν (Suidas); λόγου μῦθος εἰκῶν καὶ εἴδωλόν ἐστι (Plutark, Bell. an Pace clar. Athen. 4). Der findes en λόγος ἐν μύθῳ («veritas quae in fabulae involucro latet» [«sandheden, som ligger skjult i fablens indhylning»], som Wyttenbach gengiver det, Annott. in Plutarch. bd. ii, del 1, s. 406), som kan have uendelig meget større værdi end meget af det, der er faktisk kendsgerning; for ofte gælder det, med Schillers ord, at

«en dybere mening gemmer sig i sagnet, som blev fortalt os i vore barneår, end i den sandhed, livet siden lærer os.»

Μῦθος havde allerede fået denne betydning hos Herodot (ii. 45) og hos Pindar (Olymp. i. 29), og attisk prosa kender, som nævnt, næppe nogen anden (Platon, Gorg. 523 a; Phoedo, 61 a; Legg. ix. 872 d; Plutark, De Ser. Num. Vin. 18; Symp. i. 1. 4).

Men i en verden som vores udarter fablen let til løgn.

«Overleveringen, tidens mistænkte protokol, der slider sandhedens bedste beretninger ned til eventyr,»

er altid i gang med at fremkalde et sådant resultat. «Story», «tale» [engelsk for «historie» og «fortælling», som også kan betyde «opspind»] og en hel del andre ord bevidner det. På det tredje stadium er μῦθος fablen – men ikke længere fablen, der påtager sig at være og ofte er bærer af en ophøjet sandhed; nu er det den løgnagtige fabel med al dens falskhed og alle dens foregivender om at være det, den ikke er. Eustathios siger: μῦθος παρ᾽ Ὁμήρῳ ὁ ἁπλῶς λόγος, παρὰ δὲ τοῖς ὕστερον, ὁ ψευδὴς καὶ πεπλασμένος, καὶ ἀληθείας ἔχων ἔμφασιν λόγος. Det er den eneste betydning af μῦθος, som Det Nye Testamente kender (i De Apokryfe Bøger forekommer det kun én gang, Sir 20,19; i Septuaginta aldrig). Således har vi dér μῦθοι βεβήλοι καὶ γραώδεις (1 Tim 4,7); Ἰουδαϊκοί (Tit 1,14); σεσοφισμένοι (2 Pet 1,16; jf. μῦθοι πεπλασμένοι, Diodoros fra Sicilien, 1:93); og de to andre steder, hvor ordet bruges (1 Tim 1,4; 2 Tim 4,4), er det ikke mindre nedsættende og foragteligt. Det engelske ord «legend» [legende], som i begyndelsen havde en så ærefuld betydning – det betyder jo «det, som er værd at læse» – men som er endt med at betegne «en bunke letsindige og forargelige tomheder» (Hooker), har haft stort set samme historie som μῦθος; meget lignende kræfter har været i gang med at nedværdige det ene som det andet. J.H.H. Schmidt (Synonymik, bd. i, s. 100) skildrer kort og godt μῦθος’ historie: «Μῦθος ist zu der Bedeutung einer erdichteten Erzählung gekommen, well man den naiven Glauben an die alten Ueberlieferungen, die ihren hergebrachten Namen behielten allmälig verloren hatte. So wird denn μῦθος wie λόγος der Wirklickheit entgegengesetzt, jedoch so dass man zugleich auf die Albernheit und Unwahrscheinlichleit der Erdichtung hindeutet.» [«Μῦθος er kommet til at betyde en opdigtet fortælling, fordi man efterhånden havde mistet den naive tro på de gamle overleveringer, som beholdt deres nedarvede navn. Således stilles μῦθος ligesom λόγος op over for virkeligheden, dog sådan at man samtidig antyder, at digtningen er tåbelig og usandsynlig.»]

Man ser altså, at λόγος og μῦθος, som begynder deres vandring sammen eller i hvert fald kun med ringe afstand imellem sig, efterhånden skilles. Modsætningen mellem dem bliver stadig stærkere, indtil de til sidst står i åben modsætning til hinanden – sådan som ord ikke mindre end mennesker må gøre, når det ene kommer til at høre til lysets og sandhedens rige, det andet til mørkets og løgnens.