xci. τέρας, σημεῖον, δύναμις, μεγαλεῖον, ἔνδοξον, παράδοξον, θαυμάσιον.

Disse ord har det til fælles, at de alle bruges til at betegne de overnaturlige gerninger, Kristus udførte i sine dage i kødet: σημεῖον (Joh 2,11; ApG 2,19), τέρας (ApG 2,22; Joh 4,48), δύναμις (Mark 6,2; ApG 2,22), μεγαλεῖον (Luk 1,49), ἔνδοξον (Luk 13,17), παράδοξον (Luk 5,26) og θαυμάσιον (Matt 21,15). De tre første og mest almindelige bruges på samme måde om de overnaturlige gerninger, som hans apostle udførte i Kristi kraft (2 Kor 12,12), og ikke mindre om Antikrists løgnagtige undere (2 Thess 2,11). Ser man nærmere efter, viser det sig, at de ikke så meget betegner forskellige slags undere som undere betragtet fra forskellige sider og ud fra forskellige synsvinkler.

Τέρας og σημεῖον står ofte sammen i Det Nye Testamente (Joh 4,48; ApG 2,22; 4,30; 2 Kor 12,12) og utallige gange i Septuaginta (2 Mos 7,3.9; 5 Mos 4,34; Neh 9,10; Dan 6,27), hvor det første svarer til מוֹפֵת og det andet til אוֹת. De står også ofte sammen i profan græsk: hos Josefus (Antt. xx. 8. 6; Bell. Jud. Proëm. 11), hos Plutark (Sep. Sap. Con. 3), hos Polybios (iii. 112. 8), hos Filon (De Vit. Mos. i. 16) og hos andre. Oldtidens forfattere holdt af at skelne mellem dem, men deres skelnen tåler ikke et øjebliks alvorlig prøvelse. Den er tilstrækkeligt udtrykt i disse ord af Ammonios: τέρας σημεῖου διαφέρει· τὸ μὲν γὰρ τέρας παρὰ φύσιν γίνεται, τὸ δὲ σημεῖον παρὰ συνήθειαν [«τέρας adskiller sig fra σημεῖον: for τέρας sker imod naturen, σημεῖον imod det sædvanlige.»] og igen af Theofylakt (in Rom. xv. 19): διαφέρει δὲ σημεῖον καὶ τέρας τῷ τὸ μὲν σημεῖον ἐν τοῖς κατὰ φύσιν λέγεσθαι, καινοπρεπῶς μέντοι γινομένοις, οἷον ἐπὶ τοῦ τὸ τὴν πενθερὰν Πέτρου πυρέττουσαν εὐθέως ἰαθῆναι [Matt 8,15], τὸ δὲ τέρας ἐν τοῖς μὴ κατὰ φύσιν, οἷον τὸ τὸν ἐκ γενετῆς τυφλὸν ἰαθῆναι [Joh 9,7] [«Tegn og under adskiller sig ved, at tegn siges om det, der sker efter naturen, men på en ny måde, som da Peters svigermor, der lå med feber, straks blev helbredt; under derimod om det, der ikke sker efter naturen, som da den blindfødte blev helbredt.»]; sammenlign Suicer, Thes. s. v. σημεῖον. Men i virkeligheden bryder denne skelnen så fuldstændig sammen i samme øjeblik, man prøver den – som Fritzsche mere end rigeligt har vist i en god note til Rom 15,19 – at det er svært at forstå, hvordan så mange har givet den gyldighed ved at gentage den. Et jordskælv, hvor sjældent det end er, kan ikke regnes for παρὰ φύσιν og kan derfor efter den skelnen, vi netop har set, ikke kaldes et τέρας. Alligevel giver Herodot (vi. 98) netop dette navn til det eneste jordskælv, som efter hans kendskab havde ramt Delos. Lige så lidt kan en slange, som en ørn har grebet med kløerne og ladet falde midt i den trojanske hær, kaldes hinsides og uden for naturen, og dog kalder Homer (Il. xii. 209) den Διὸς τέρας αἰγιόχοιο [«et varsel fra den ægisbærende Zeus»]. Jeg kan tilføje, at Nägelsbach grundigt drøfter den homeriske forestilling om τέρας i Homerische Theologie, s. 168 ff. Omvendt er det hinsides og uden for naturen, når en mand, der har været lam fra moders liv, helbredes med et ord, når mange tusinde mænd bliver mætte af nogle få brød, og når en mand, der har været død i fire dage, kaldes frem fra graven – og alt dette kaldes i Skriften σημεῖα (ApG 4,16; Joh 6,14; 11,47). Sammenlign Plutark, Sept. Sap. Con. 3, hvor et vanskabt foster både kaldes et τέρας og et σημεῖον.

Det er altså klart, at forskellen må søges et andet sted. Origenes har ikke fundet den, når han i σημεῖον ser et profetisk element, som mangler i τέρας (in Rom. 15,19): ‘Signa [σημεῖα] appellantur in quibus cum sit aliquid mirabile, indicatur quoque aliquid futurum. Prodigia [τέρατα] vero in quibus tantummodo aliquid mirabile ostenditur.’ [«Tegn kaldes de undere, hvor der sammen med noget forunderligt også peges på noget fremtidigt. Varsler derimod kaldes de, hvor der kun vises noget forunderligt.»] Det er snarere sådan, at det samme under fra én side er et τέρας og fra en anden et σημεῖον, og ordene henviser for det meste ikke til forskellige klasser af undere, men til forskellige egenskaber ved de samme undere. Med Lampes ord (Comm. in Joh. bd. i, s. 513): ‘Eadem enim miracula dici possunt signa, quatenus aliquid sen occultum sen futurum docent; et prodigia, quatenus aliquid extraordinarium, quod stuporem excitat, sistunt. Hinc sequitur signorum notionem latins patere, quam prodigiorum. Omnia prodigia sunt signa, quid in illum usum à Deo dispensata, ut arcanum indicent. Sed omnia signa non sunt prodigia, quid ad signandum res caelestes aliquando etiam res communes adhibentur.’ [«De samme undere kan nemlig kaldes tegn, for så vidt som de lærer os noget, enten skjult eller fremtidigt, og varsler, for så vidt som de fremstiller noget usædvanligt, der vækker forbløffelse. Heraf følger, at begrebet tegn er videre end begrebet varsler. Alle varsler er tegn, fordi Gud har givet dem til den brug at pege på noget hemmeligt. Men ikke alle tegn er varsler, fordi der undertiden også bruges almindelige ting til at betegne himmelske ting.»]

Τέρας kommer bestemt ikke af τρέω, som om det var det skræmmende; i dag sættes det almindeligvis i forbindelse med τηρέω, som det, der på grund af sin usædvanlige karakter plejer at blive iagttaget og bevaret i erindringen. I den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengives det altid med «wonder». Det er underet betragtet som et opsigtsvækkende, imponerende varsel eller jærtegn, der vækker forbløffelse. Andre steder bruges ordet ofte om mærkelige syner på himlen og endnu oftere om vanskabte fostre på jorden (Herodot, vii. 57; Platon, Kratylos 393 b). Det bruges altså i nogenlunde samme betydning som det latinske “menstrum”1 == monestrum (Vergil, Æn. ii. 171: ‘Nec dubiis ea signa dedit Tritonia _monstris_’ [«Og Tritonia gav disse tegn med varsler, der ikke var til at tage fejl af»]) eller det homeriske σῆμα (Il. ii. 308: ἔνθ᾽ ἐφάνη μέγα σῆμα δράκων, [«dér viste sig et stort tegn: en slange»]). Origenes (in Joh. bd. xiii, § 60; in Rom. bog x, § 12) gjorde for længe siden opmærksom på, at navnet τέρατα i Det Nye Testamente aldrig bruges om disse undergerninger, uden at det står sammen med et andet navn. De kaldes ofte σημεῖα, ofte δυνάμεις, ofte τέρατα καὶ σημεῖα, mere end én gang τέρατα, σημεῖα, καὶ δυνάμεις, men aldrig τέρατα alene. Den iagttagelse var i høj grad værd at gøre, for det, vi her bliver bedt om at lægge mærke til, er virkelig særdeles betegnende for undrene i Det Nye Testamente: Netop det navn, som mere end noget andet kunne se ud til at knytte dem til hedenskabets varsler og jærtegn og give dem noget i slægt med dem, får aldrig lov at optræde uden i selskab med et andet navn, som uvægerligt leder tanken mod noget højere.

Men undrene er også σημεῖα. Basilios den Store (in Esai. vii. § 198) giver en god definition af σημεῖον: ἔστι σημεῖον πρᾶγμα φανερόν, κεκρυμμένου τινὸς καὶ ἀφανοῦς ἐν ἑαυτῷ τὴν δήλωσιν ἔχον [«et tegn er en synlig ting, som i sig selv rummer tilkendegivelsen af noget skjult og usynligt»], og lidt efter: ἡ μέντοι Γραφὴ τὰ παράδοξα, καὶ παραστατικά τινος μυστικοῦ λόγου σημεῖα καλεῖ [«Skriften kalder dog det usædvanlige, som også fremstiller en skjult mening, for tegn»]. Blandt alle de navne, undrene bærer, træder deres etiske mål og hensigt tydeligst frem i σημεῖον, ligesom de træder mindst frem i τέρας. Selve ordet rummer og udsiger, at underets første formål og mål er at føre os hen til noget uden for og hinsides det selv; at det så at sige er en slags Guds vejviser (διοσημεία, tegn fra Zeus, er et ikke ualmindeligt ord i senere græsk), der peger os hen til dette (Es 7,11; 38,7). Det er ikke så meget værdifuldt ved det, det er, som ved det, det viser om nåden og kraften hos den, der gør det, eller om hans umiddelbare forbindelse med en højere, åndelig verden (Mark 16,20; ApG 14,3; Hebr 2,4; 2 Mos 7,9–10; 1 Kong 13,3). Lampe har sagt det godt: ‘Designat sane σημεῖον naturâ suâ rem non tautum extraordinariam, sensusque percellentem, sed etiam talem, quae in rei alterius, absentis licet et futurae, significationem atque adumbrationem adhibetur, unde et prognostica (Matt 16,3) et typi (Matt 12,39; Luk 11,29) nec non sacramenta, quale est illud circumcisionis (Rom 4,11), eodem nomine in N. T. exprimi soleht. Aptissime ergo haec vox de miraculis usurpatur, ut indicet, quod non tantum admirabili modo fuerint perpetrata, sed etiam sapientissimo consilio Dei ira directa atque ordinata, ut fuerint simul characteres Messiae, ex quibus cognoscendus erat, sigilla doctrinae quam proferebat, et beneficiorum gratiae per Messiam jam praestandae, nec non typi viarum Dei, earumque circumstantiarum per quas talia beneficia erant applicanda.’ [«Σημεῖον betegner i sig selv en ting, der ikke blot er usædvanlig og rammer sanserne, men også sådan, at den bruges til at betegne og forudskygge en anden ting, selv om den er fraværende og fremtidig. Derfor plejer både forvarsler (Matt 16,3), forbilleder (Matt 12,39; Luk 11,29) og sakramenter, som omskærelsen (Rom 4,11), at blive udtrykt med samme navn i Det Nye Testamente. Meget rammende bruges ordet derfor om undrene for at vise, at de ikke blot blev udført på forunderlig vis, men også var styret og ordnet af Guds visdomsfulde råd, så de på samme tid var Messias' kendetegn, som han skulle kendes på, segl på den lære, han forkyndte, og på de nådegaver, der nu skulle gives ved Messias, og desuden forbilleder på Guds veje og på de omstændigheder, hvorunder sådanne gaver skulle tilegnes.»] Det er beklageligt, at σημεῖον ikke altid gengives med «sign» i den engelske King James-oversættelse; at «sign» i Johannesevangeliet, hvor ordet forekommer meget ofte, alt for tit må vige for det mere vage «miracle» – og undertiden med et alvorligt tab til følge; se således 3,2; 7,31; 10,41 og frem for alt 6,26.

Men undrene er også «kræfter» (δυνάμεις == ‘virtutes’), udslag af den vældige kraft fra Gud, som boede i Kristus, han, der selv var «Guds store kraft», som Simon i sin gudsbespottelse lod sig kalde (ApG 8,8.10); og disse kræfter lånte Kristus ud til dem, der var hans vidner og sendebud. Man må beklage, at δυνάμεις i den engelske oversættelse snart gengives med «wonderful works» (Matt 7,22), snart med «mighty works» (Matt 11,20; Luk 10,13) og endnu oftere med «miracles» (ApG 2,22; 1 Kor 12,10; Gal 3,5). I det sidste tilfælde opstår der gentagelser som «miracles and wonders» (ApG 2,22; Hebr 2,4), og altid går noget tabt af ordets egentlige hensigt: Det peger jo på nye og højere kræfter (ἐνέργειαι, ἐνεργήματα, 1 Kor 12,6.10), «den kommende verdens kræfter» (Hebr 6,5), som er trådt ind og virker i denne vores lavere verden. Delitzsch: ‘Jedes Wunder ist eine Machtäusserung der in die Welt der Schöpfung, welche dem Tode verfallen ist, eintretenden Welt der Erlösung.’ [«Hvert under er en magtytring fra forløsningens verden, der træder ind i skabelsens verden, som er hjemfalden til døden.»] Tæt forbundet hermed er ordet μεγαλεῖα, som kun forekommer i Luk 1,49 (== ‘_magnalia_’ [«storværker»]) og ApG 2,11. Her betragtes undrene ligesom i δυνάμεις som udslag af storheden i Guds kraft og herlighed.

De kaldes endvidere ἔνδοξα (Luk 13,17), fordi de er gerninger, hvor Guds og Guds søns δόξα eller herlighed tydeligt strålede frem (Joh 2,11; 11,40; Luk 5,25; ApG 1,13.16). De er ταράδοξα (Luk 5,26), fordi de er «nye ting» (4 Mos 16,30), som man ikke før havde set (Mark 2,12), og altså ligger uden for og hinsides alt, hvad mennesker mente og ventede. Ordet forekommer kun dette ene sted i Det Nye Testamente, men er meget almindeligt i kirkelig græsk. De er θαυμάσια (Matt 21,15), fordi de vækker beundring og forundring (8,27; 9,8.33; 15,31; Mark 5,20; ApG 3,11). Θαύματα kaldes de aldrig i Det Nye Testamente, selv om de ofte kaldes det hos de græske kirkefædre. Et ord, som gøglere, troldmænd og bedragere af forskellig slags så længe havde gjort til deres eget, kunne først efter nogen tid igen tages i brug til ædlere formål.

Fodnote 1 Om den tilsvarende gruppe synonymer på latin skriver Augustin (De Civ. Dei, xxi. 8): ‘_Monstra_ sane dicta perhibent a menstrando, qued aliquid significando demonstrant, et ostenta ab ostendendo, et portenta a portendeudo, id est, praeostendendo, et prodigia qued perro dicant, id est, futura praedicant.’ [«Man siger, at monstra (varsler) har navn efter monstrare (vise), fordi de viser noget ved at betegne det, ostenta efter ostendere (fremvise), portenta efter portendere, det vil sige vise på forhånd, og prodigia, fordi de siger porro (fremad), det vil sige forudsiger det kommende.»] Sammenlign Cicero, Divin. i. 42.