xcii. κόσμιος, σεμνός, ἱεροπρεπής.

Κόσμιος og σεμνός er begge tillægsord, der af og til bruges om ting, men oftere om personer. De ligger så tæt på hinanden i betydning, at de ofte står sammen; men samtidig kan de meget tydeligt skelnes fra hinanden.

Κόσμιος hænger sammen med κόσμος i dets ældre betydning «smykke», mens κοσμικός (Tit 2,12; Hebr 9,1) hænger sammen med det i dets afledte betydning «verden». Κόσμιος forekommer to gange i Det Nye Testamente. Den engelske King James-oversættelse (A.V.) gengiver det den ene gang med «modest» (1 Tim 2,9) og den anden gang med «of good behaviour» (1 Tim 3,2) [«beskeden» og «som opfører sig vel»]. Det svarer meget nøje til Senecas «compositus» (Ep. 114) og til hans «compositus et ordinatus» (De Vit. Beat. 8) [«afmålt» og «afmålt og ordnet»]. Vulgatas «ornatus» [«smykket»], som ordet begge steder gengives med, rammer mærkværdigt ved siden af, selv om det er let nok at se, hvordan fejlen er opstået. Det er et yndlingsord hos Platon, og han og andre bruger det hele tiden om borgeren, der lever stille i landet, som på sin plads og i sin orden trofast opfylder de pligter, der påhviler ham som borger, og som i intet er ἄτακτος (1 Thess 5,14; jf. 2 Thess 3,6.7.11), men snarere τεταγμένος. Platon forbinder det, ligesom Paulus, med σώφρων (Legg. vii. 802 e) – det er i det hele taget overalt dets mest faste ledsager (se således Lysias, Orat. xxi. 163; Plutark, Quota. Adul. ab Am. 36, og ofte); med ἥμερος (Platon, Rep. 410 e); med νόμιμος (Gorg. 504 d); med ἐγκρατής (Phoedr. 256 b); med εὐσταλής (Menex. 90 a); med φρόνιμος (Phoedr. 108 a; Plutark, De Mul. Virt.); med στάσιμος (Rep. 539 d); med εὐκολός (Ib. 329 d); med ἀνδρεῖος (Ib. 399 e); med καλός (Ib. 403 a); hos Aristoteles med εὔτακτος; hos Epiktet med αἰδήμων (Enchir. 40) og ligeså hos Plutark (De Garrul. 4); med γενναῖος (Ib.); med εὐάγωγος (Max. cum Princ. 2); og Platon stiller det op som modsætning til ἀκόλαστος (Gorg. 494 a). Når κόσμιος på den måde omgås tillægsord som disse, må man indrømme, at en forklaring som den følgende: «med en velordnet optræden, sømmelig, høflig» (Webster), dvæler for meget ved tingenes yderside; og det gælder i endnu højere grad Tyndales gengivelse «honestly apparelled» [«anstændigt klædt»] (1 Tim 3,3). Den κόσμιος er uden tvivl alt dette, men han er meget mere end det. Den gode orden gælder ikke kun klædedragt og optræden, men det indre liv, som ganske vist giver sig til kende og kommer til udtryk i den ydre vandel. Selv Bengel har set for overfladisk på ordet, når han ved 1 Tim 3,2 siger: «Quod σώφρων est intus, id κόσμιος est extra» [Hvad σώφρων er indvendig, det er κόσμιος udvendig]. Alligevel kan jeg ikke nægte mig den glæde at citere, hvad han siger i en af sine mest karakteristiske noter, hvor han mere fyldigt udfolder sin forståelse af, hvad der ligger i disse to tillægsord: «Homo novus festum quiddam est, et abhorrer ab omni eo quod polluturn, confusum, inconditum, immoderatum, vehemens, dissolutum, affectdrum, tetricum, perperum, lacerum, sordidurn est: ipsi necessitati naturae materiaeque, quae ingerendo, digerendo, egerendo agitatur, parce et dissimulanter paret, corporisque corruptibilis recta habet vestigid.» [Det nye menneske er noget festligt og viger tilbage for alt, hvad der er besmittet, forvirret, uordnet, umådeholdent, voldsomt, udsvævende, affekteret, bistert, forkert, laset og snavset. Selve naturens og stoffets nødvendighed, som holdes i gang ved at indtage, fordøje og udskille, adlyder det sparsomt og diskret, og det bærer det forgængelige legemes spor på rette måde.] Det må indrømmes, at dette går en god del dybere end komediedigteren Filemon i fire linjer, som Stobaios har bevaret, og som beskriver, hvem der er κόσμιος, og hvem der ikke er. Jeg ved knap, om de er værd at citere, men her følger de:

οὐκ ἂν λαλῇ τις μικρόν, ἐστὶ κόσμιος· οὖδ᾽ ἂν πορεύηται τις εἰς τὴν γῆν βλέπων· ὁ δ᾽ ἡλικον μὲν ἡ φύσις φέρει λαλῶν, μηδὲν ποιῶν δ᾽ ἄσχημον οὗτος κόσμιος. [Man er ikke κόσμιος, fordi man taler lidt, heller ikke fordi man går og ser ned i jorden; men den, der taler så meget, som naturen tillader, og ikke gør noget usømmeligt, han er κόσμιος.]

Men hvad der end ligger i κόσμιος – og det er meget – så ligger der endnu mere i σεμνός. Hvis den κόσμιος ordner sit liv godt i det jordiske samfund, den πολιτεία, som han er en støtte og en pryd for, så har den σεμνός en ynde og en værdighed, som ikke er lånt fra jorden, men som han skylder det højere borgerskab, der også er hans. Han er en, der ikke blot vækker respekt, men ærefrygt og tilbedelse. I det verdslige græsk er σεμνός et fast tilnavn til guderne – frem for alt til Eumeniderne, σεμναὶ θεαί. Ordet bruges også hele tiden om ting, der hører til den himmelske verden eller på anden måde står i et meget nært forhold til den. Alt dette vil fremgå endnu tydeligere, når vi opregner nogle af de tillægsord, det sædvanligvis forbindes med. Det er disse: ἅγιος (Platon, Sophist. 249 a; Rep. 290 d; jf. Klemens af Rom, 1 Ep. § 1, hvor det står sammen med ἁγνός og ἄμωμος); ὀρθός (Apol. 412 e); μέγας (Theoetet. 203 e); τίμιος (Crit. 51 a); μέτριος (Klemens af Rom, 1 Ep. § 1); βασιλικός (Plutark, Quota. Aud. Poët. 8); ἔντιμος (Proec. Ger. Reip. 31); μεγαλοπρεπής (De Def. Orac. 30); θεῖος og φοβερός. Af alt dette fremgår det klart, at der ligger noget majestætisk og ærefrygtindgydende i σεμνός, som slet ikke ligger i κόσμιος. Dog har σεμνός intet frastødende ved sig, men tværtimod alt, hvad der indbyder og tiltrækker. Aristoteles definerer nemlig rammende σεμνότης som μαλακὴ καὶ εὐσχήμων βαρύτης [en mild og anstændig tyngde] (Rhet. ii. 19) og gør den derved til den gyldne middelvej mellem ἀρεσκεία, uværdig indsmigren, i den ene yderlighed og αὐθαδία, grov bjørneagtighed, der behager sig selv og er ligeglad med, hvor meget den mishager andre, i den anden. Hos Plutark forbindes σεμνός ligeledes med φιλικός (Quom. Am. ab Adul. 26); med ἡδύς (Conyiv. 4, Proëm.); med φιλάνθρωπος, med ἐπιεικής og andre lignende ord; og hos Josefus med προσηνής (Antt. xi. 6. 9). Men alt dette udelukker ikke, at den σεμνός er en, der – uden udtrykkeligt at kræve det – alligevel fordrer og indgyder ærefrygt og ærbødighed (på engelsk i ordets ældre betydning «worship»), sådan at ordet forbliver tro mod det σέβω, som det er beslægtet med. Det er ikke let at afgøre, hvordan det skal gengives på engelsk. Det ene sted, hvor det beskriver ting frem for personer (Fil 4,8), har vi oversat det med «honest», en utilfredsstillende gengivelse – også selv om vi lægger alt det i «honest», som lå i ordet, da vores oversættelse blev lavet. Alford har her ændret «honest» til «seemly»; skulle det endelig ændres, ville jeg foretrække «honorable» [«ærlig», «sømmelig», «ærværdig»]. De tre andre steder gengives det med «grave» (1 Tim 3,8; 3,11; Tit 2,2), mens σεμνότης én gang gengives med «honesty» (1 Tim 2,2) og to gange med «gravity» (1 Tim 3,4; Tit 2,7) [«alvorlig», «ærlighed», «alvor»]. Også her må man indrømme, at «grave» og «gravity» ikke dækker den fulde betydning af grundteksten. Malvolio i Helligtrekongersaften er «grave», men netop hans alvor er i sig selv latterlig. Det ord, vi har brug for, må forene betydningen af alvor og værdighed – og af dem som noget, der indbyder til ærefrygt. Det er et ord, som vi nok kan lede længe efter uden at finde.

Ἱεροπρεπής hører til det græske sprogs bedste tid; det bruges af Platon (Theag. 122 d) og af Xenofon (Conv. viii. 40), og heri adskiller det sig fra ὁσιοπρεπής og ἁγιοπρεπής, som er senere kirkelige dannelser. Ligesom κόσμιος hører det til den store gruppe bemærkelsesværdige ord, som ikke findes andre steder i Paulus' breve, ja, ikke andre steder i Det Nye Testamente, men som dog findes i pastoralbrevene, nogle af dem endda flere gange. Antallet og arten af disse ord – den nye græske åre, som Paulus åbner i disse senere breve1 – er et meget bemærkelsesværdigt fænomen, som ingen hidtil har givet en helt tilfredsstillende forklaring på. Alford har ganske vist i sine Prolegomena til disse breve ydet et værdifuldt bidrag til en sådan forklaring; men når alt er sagt, er det stadig en gåde.

Af det, der allerede er hævdet om σεμνός, følger det, at ἱεροπρεπής ligger det nærmere i betydning end κόσμιος. Det udtrykker det, der sømmer sig for en hellig person, ting eller handling. Det ene sted, hvor det bruges i Det Nye Testamente (Tit 2,3), står det sammen med σώφρων som tillægsord om kvinder, der bekender sig til gudsfrygt; de skal i deres holdning eller adfærd være ἱεροπρεπεῖς, eller «som det sømmer sig for hellighed» (jf. 1 Tim 2,10). At en sådan adfærd vil vække ærbødighed og ærefrygt, kan vi med rimelighed forvente; men det ligger ikke i ἱεροπρεπής, sådan som det ligger i σεμνός, og her må vi finde forskellen mellem dem.

Fodnote 1 Tag for eksempel alene de tillægsord, der er en tilføjelse til eller en variation af hans etiske ordforråd i alle hans andre breve, og som ikke forekommer andre steder end i disse breve: αἱρετικός, ἀκρατής, ἄμαχος, ἀνεπαίσχυντος, ἀνεπίληπτος, ἀνήμερος, ἀνεξίκακος, ἀνόσιος, ἀπαίδευτος, ἄρτιος, ἀφιλάγαθος, ἀψευδής, διδακτικός, διάβολος, δίλογος, ἐγκρατής, εὐμετάδοτος, ἐπίορκος, ἤπιος, καλοδιδάσκαλος, κοινωνικός, ματαιολόγος, νηφάλιος, οἰκουρός, ὀργίλος, πάροινος, σώφρων, φιλάγαθος, φίλανδρος, φίλαυτος, φιλήδονος, φιλόθεος, φιλόξενος, φιλότεκνος, φλύαρος.