xciii. αὐθάδης, φίλαυτος.

Disse ords etymologi lover måske, at de ligger tættere på hinanden i betydning, end de faktisk gør i brugen. Alligevel forekommer de undertiden sammen, som hos Plutark (De Rect. Rat. Aud. 6), og det kan ikke nægtes, at «den, der behager sig selv», og «den, der elsker sig selv», ligger hinanden så nær moralsk og så let kan forveksles, at det er berettiget at forsøge at skelne dem fra hinanden.

Αὐθάδης (= αὐτοάδης eller αὑτῷ ἁδῶν, som Aristoteles fortæller os, Ethic. M. i. 28), «sibi placens» [selvbehagelig], forekommer to gange i Det Nye Testamente (Tit 1,7; 2 Pet 2,10) og tre gange i Det Gamle (1 Mos 49,3.7; Ordsp 21,24); αὐθάδεια forekommer aldrig i Det Nye, men én gang i Det Gamle (Es 24,8, Alex.).

Den αὐθάδης, der etymologisk knap kan skelnes fra den αὐτάρεσκος – men ordet er ældre og mere klassisk – er egentlig en, der behager sig selv, og som er så tilfreds med sit eget, at intet andet behager ham: «qui nisi quod ipse facit nihil rectum putat» (Terents, Adelph. iv. 2. 18) [som ikke anser noget for rigtigt undtagen det, han selv gør]. Han overvurderer enhver beslutning, han selv én gang er nået frem til, i en sådan grad, at han ikke lader sig flytte fra den. Om dette element af stædighed eller halsstarrighed, som så ofte ligger i αὐθάδεια, se Aischylos' Prometheus Vinctus, 1073, mens Cicero oversætter ordet med «pervicacia» [stædighed]. Den, der på den måde stædigt holder fast ved sin egen mening eller hævder sine egne rettigheder, er ligeglad med andres rettigheder, følelser og interesser. Ja, han er en, der uden noget motiv overhovedet hellere går imod dem end imødekommer dem: «selbstgefällig, selbstsüchtig, anmassend, frech, sich um keinen andern kümmernd, rücksichtlos, grausam» (Pott, Etym. Forsch. bd. iv, s. 315) [selvtilfreds, selvisk, anmassende, fræk, ligeglad med alle andre, hensynsløs, grusom]. Således finder vi αὐθάδης forbundet med ἰδιογνώμων (Hippokrates, s. 295, 12. 29); med ἄγριος (Euripides, Med. 102); med πικρός (Ib. 223); med ἀμαθής (Platon); med χαλεπός (Id. Legg. 950 b); med ἀμείλικτος (Filon, Leg. ad Cai. 38); med σκληρός (Polybios, iv. 21; Plutark, Symp. vii. 2. 1); med ἑπαχθής og αὐθέκαστος (Id. Proec. Ger. Reip. 31) – det sidste ord har ikke nødvendigvis en ugunstig betydning; se således Aristoteles, Ethic. Nic. iv. 7. 4, og nogle linjer, der tilskrives stoikeren Kleanthes, og som findes hos Eusebios, Proep. Evarig. xiii. 3 –; med θράσυς (Plutark, Marius, 408; Ordsp 21,24); med ἀκόλαστος (De Gen. Soc. 9); med ἰταμός (De Laud. Scip. 16); med φιλόνεικος (Quom. Am. ab Adul. 32); med σκυθρωπός (Isokrates, se Rost og Palm); med ἀλαζών (Ordsp 21,24); med προπετής (Klemens af Rom, 1 Ep. § 1); med τολμητής (2 Pet 2,10); og αὐθάδεια med θράσος og τόλμα (Klemens af Rom, 1 Ep. § 31). De græske grammatikere angiver ord som ὑπερήφανος, θυμώδης ὑπερόπτης som dets nærmeste ækvivalenter. Eudemos sætter ham lig med den δύσκολος og beskriver ham som en, der indretter sit liv uden hensyn til andre (μηδὲν πρὸς ἕτερον ζῶν, Ethic. Eudem. iii. 7. 4; jf. Ethic. Nic. iv. 6. 9). Han er latinernes «praefractus», «pertinax», «morosus» [ubøjelig, halsstarrig, vrangvillig], eller, hvis vi går nærmere ind til ordets etymologiske kerne, det tyske «eigensinnig» [egenrådig]; sådan oversætter Luther αὐθάδης. Vores egne engelske ord «peevish» og «humorous» [omtrent «gnaven» og «lunefuld»] gengiver i deres ældre brug begge visse træk og sider af hans karakter. Han er modsætningen til den εὐπροσήγορος, den, der er let at komme i tale med, den venlige (Plutark, Proec. Reip. Ger. 31). I det uskønne galleri af portrætter, som Theofrast har tegnet for os, har den αὐθάδης sin plads (Char. § 3); men her fremhæves for ensidigt hans grove tale og hans surhed – hans bjørneagtighed, som vi nu ville sige. Det ses tydeligt af Theofrasts meget overfladiske og utilstrækkelige definition af αὐθάδεια som ἀπήνεια ὁμιλίας ἐν λόγοις [uvenlighed i omgang med ord].

Αὐθάδεια, som på den måde er ligeglad med at behage nogen, stiller Aristoteles (Rhet. ii. 19) op over for ἀρέσκεια, den uværdige stræben efter at behage alle, bestræbelsen på for enhver pris – også på bekostning af værdighed og sandhed – at stå sig godt med hele verden. I hans etiske system er disse to de modsatte yderpunkter, og σεμνότης udgør midten mellem dem (se s. 347). Der er altid noget at lære af de formildende udtryk, hvormed man søger at give en grim ting et smukt skær. Det er derfor værd at lægge mærke til, at den αὐθάδης af sine smigrere kaldes σεμνός og μεγαλοπρεπής (Aristoteles, Rhet. i. 9. 3), mens en værdig frimodighed i talen (παῤῥησία) omvendt med urette kan blive kaldt αὐθάδεια af dem, der ærgrer sig over den eller gerne vil få andre til at ærgre sig over den. Det var dette forhadte navn, som den yngre Dionysios' spytslikkere gav Dions mandige frimodighed i talen, da de ville bringe ham til fald hos tyrannen (Plutark, Dion, 8).

Bengel bemærker dybsindigt – og al erfaring bekræfter, at han har ret – at der findes mennesker, som er «simul et molles et duri»: på én gang bløde og hårde, bløde over for sig selv og hårde over for hele resten af verden. Disse to sindelag er i virkeligheden kun to sider og udslag af én og samme synd, nemlig den forkerte kærlighed til sig selv. Men hvis αὐθάδης udtrykker denne synd fra den ene side, så udtrykker φίλαυτος den fra den anden. Efter at have behandlet det første ord kan vi nu gå videre og sige lidt om det andet. Det behøver næppe at blive sagt, at når onde mennesker kaldes φίλαυτοι, «nogle, der elsker sig selv», sådan som Paulus kalder dem det ene sted, hvor ordet bruges i Det Nye Testamente (2 Tim 3,2), så kan ordet kun bruges i uegentlig betydning. For den, der elsker sig selv for meget, mere end Guds lov tillader, eller elsker det i sig selv, som han ikke burde elske, men hade – det, der er hans sygdom og til sidst kan blive hans død, og ikke hans sundhed – han elsker i virkeligheden ikke sig selv. Alt dette fremhæver Aristoteles med beundringsværdig klarhed og skarphed, når han behandler dette ord, og med en etisk famlen efter – og i det mindste delvis en foregribelse af – Kristi store ord: «Den, der elsker sit liv, mister det». Det er dybt interessant at lægge mærke til (Ethic. Nic. ix. 8).

Den φίλαυτος er præcis det, vi kalder «selvisk» (Plutark, Cons. ad Apoll. 19; Quom. Am. ab Adul. 26), og φιλαυτία er «selviskhed»; men den betragtes snarere som en urimelig skånsel af sig selv og en omsorg for at gøre alt let og behageligt for sig selv end som hårdhed og strenghed over for andre. Således forbinder Plutark φίλαυτος med φιλόψυχος (Dion, 46), et tillægsord, der betegner en, som elsker sit liv så højt, at han på uværdig vis søger at redde det. Før det engelske sprog havde dannet ordet «selfishness», hvad det først gjorde hen imod midten af 1600-tallet, forsøgte man at afhjælpe en tydelig mangel i vores etiske ordforråd ved hjælp af «philauty»; se således Beaumonts Psyche, passim [mange steder], og andre lignende digte. «Philauty» fik dog aldrig fast fodfæste hos os, og det gjorde «suicism», som var et andet forsøg, lige så lidt; at gå til latin viste sig at være lige så frugtesløst som at gå til græsk. Manglen blev heller ikke for alvor afhjulpet, før de puritanske teologer øste af vores eget sprogs ordforråd og indførte «selfish» og «selfishness» (se min English Past and Present, 10. udg. s. 171). En af de samme teologer hjælper mig til en sammenligning, som ret rammende kan bringe spørgsmålet om ligheden og forskellen mellem αὐθάδης og φίλαυτος på spidsen. Han sammenligner det selviske menneske med pindsvinet, som ruller sig sammen til en kugle og kun viser skarpe pigge til dem udenfor, mens det samtidig beholder al den bløde og varme uld for sig selv indeni. Hos nogle syndige mennesker er deres αὐθάδεια – den ubehagelige optræden over for andre, den selvbehagelighed, der er mest tilfreds, når den mishager andre – det fremherskende træk i deres karakter; hos andre er det φιλαυτία – den urimelige omsorg for alt, hvad der kan tjene deres egen bekvemmelighed og holde det hårde på afstand. I hver af dem ligger den anden gemt som en mulighed; men alt efter om den ene eller den anden syndige tilbøjelighed har overtaget, vil mennesket fortjene betegnelsen αὐθάδης eller φίλαυτος.