xciv. ἀποκάλυψις, ἐπιφάνεια, φανέρωσις.

Ἀποκάλυψις findes kun én gang i Det Gamle Testamentes kanoniske bøger, nemlig i 1 Sam 20,30, og dér i en helt underordnet betydning, som == «denudatio» [blottelse]; tre gange i Apokryferne (Sir 11,27; 22,22; 41,23). Men lige så lidt her som dér får ordet den storslåede betydning, det har fået i Det Nye Testamente. Her er det overvejende, men ikke udelukkende, et paulinsk ord. Det forekommer i alt omkring nitten gange og gengives i den engelske King James-oversættelse (A.V.) snart med «coming» (1 Kor 1,7), snart med «manifestation» (Rom 8,19), snart med «appearing» (1 Pet 1,7) og én gang med «to lighten» (εἰς ἀποκάλυψιν, Luk 2,32) [dvs. «komme», «tilkendegivelse», «tilsynekomst» og «oplyse»]; men det har altid den ophøjede betydning af Guds afsløring af sig selv for sine skabninger, som vi har givet det mere latinske navn åbenbaring. Den samme ophøjede betydning har verbet ἀποκαλύπτειν som regel i Det Nye Testamente – men ikke dér for første gang, for betydningen var allerede foregrebet i Den Gamle Pagts store apokalyptiske bog (se Dan 2,19.22.28). Verbet har heller ikke altid denne betydning; undertiden betyder det blot «at afdække» eller «at blotte» (Luk 12,2; Ordsp 20,19).

Hieronymus vil gerne overbevise os om, at ἀποκάλυψις ingen steder findes uden for det bibelske græsk (Comm. in Gal. i. 12): «Verbum ἀποκαλύψεως proprie Scripturarum est; a nullo sapientum seculi apud Graecos usurpatum. Unde mihi videntur quemadmodum in aliis verbis, quae de Hebraeo in Graecum LXX Interpretes transtulerunt, ita et in hoc magnopere esse conati ut proprietatem peregrini sermonis exprimerent, nova novis rebus verba fingentes, et sonare, quum quid rectum et velatum ablato desuper operimento ostenditur et profertur in lucem.» [«Ordet ἀποκάλυψις hører egentlig Skriften til; ingen af denne verdens vise blandt grækerne har brugt det. Derfor synes det mig, at de halvfjerds oversættere [Septuaginta] både med andre ord, som de overførte fra hebraisk til græsk, og også med dette har gjort sig stor umage for at udtrykke det fremmede sprogs egenart ved at danne nye ord for nye ting; og ordet betegner, at noget tildækket og tilsløret vises og bringes frem i lyset, når dækket over det tages bort.»] Når Hieronymus på denne måde gør krav på ordet som Skriftens eget og hævder, at det ikke findes i noget skrift af denne verdens vise, tager han fejl; men at der på hans tid slet ikke fandtes udtømmende leksika eller konkordanser over oldtidens store forfattere, kan meget vel undskylde fejlen. For ikke at tale om ἀποκαλύπτειν, som Platon bruger flere gange (Protag. 352 d; Gorg. 460 a), er ἀποκάλυψις selv langtfra sjældent i det senere græsk hos Plutark (se Paul. aemil. 14; Cato Maj. 20, hvor det er == γύμνωσις; Quom. Am. ab Adul. 32; og andre steder). Så langt har Hieronymus ganske vist ret, at den religiøse brug af ordet var den hedenske verden helt fremmed, mens det tilsvarende «revelatio» var fuldstændig ukendt i klassisk latin og først kom til verden i kirkens latin. Et andet sted (Ep. cxxi. ad Algas.) begår han en lignende fejl med verbet καταβραβεύειν (Kol 2,18), som han mener er et kilikisk særudtryk hos Paulus. Det forekommer i et dokument, som Demosthenes citerer, Mid. p. 544.

Ordet i dets højere, kristne betydning er blevet forklaret af Arethras som ἡ τῶν κρυπτῶν μυστηρίων δήλωσις, καταυγαζομένου τοῦ ἡγεμονικοῦ τῆς ψυχῆς, εἴτε διὰ θείων ὀνειράτων, εἴτε καθ᾽ ὕπαρ, ἐκ θείας ἐλλάμψεως [«afsløringen af skjulte hemmeligheder, idet sjælens ledende del bliver oplyst, enten gennem guddommelige drømme eller i vågen tilstand, ved guddommelig belysning»]. Hvor det står sammen med ὀπτασία (2 Kor 12,1), skelner Theofylakt (se Suicer, s. v.) det fra dette ord på den måde, at ὀπτασία ikke er andet end det, der vises eller ses, synet eller visionen, som man sagtens kunne se uden at forstå det; mens ἀποκάλυψις ikke blot omfatter det, der vises og ses, men også tydningen eller afsløringen af det. Hans ord lyder: ἡ ἀποκάλυψις πλέον τι ἔχει τῆς ὀπτασίας· ἡ μὲν γὰρ μόνον βλεπειν δίδωσιν· αὕτη δὲ καί τι βαθύτερον τοῦ ὁρωμένου ἀπογυμνοῖ. [«Åbenbaringen rummer mere end synet; for synet lader én kun se, men åbenbaringen blotter også noget, der ligger dybere end det, der ses.»] Således så Daniel synet af de fire dyr uden at forstå det, indtil en af dem, der stod der, lod ham kende tydningen (Dan 7,15.16.19.23; jf. 8,15.19; Zak 1,18–21). Se mere om denne forskel i Lückes Einleitung in die Offenbarung des Johannes, 2. udg., s. 26. Hvad der gælder om ὀπτασία, gælder naturligvis også om ὅραμα (Matt 17,9; ApG 7,31; 10,19) og om ὅρασις (ApG 2,17); mellem dem og ὀπτασία ville det næppe være muligt at drage nogen forskel, der kunne holde.

Ἐπιφάνεια, som Tertullian gengiver med «apparentia» [tilsynekomst] (Adv. Marc. i. 19), forekommer kun to gange i Septuaginta (2 Sam 7,23, μεγαλωσύνη καὶ ἐπιφάνεια [jf. δόξα καὶ ἐπιφάνεια, Plutark, De Tranq. Anim. 11]; Am 5,22), men ofte i Anden Makkabæerbog, hvor det altid bruges om Guds overnaturlige tilsynekomster til hjælp for hans folk; således 2,21 (ἐξ οὐρανοῦ ἐπιφάνειαι); 3,24; 5,4; 12,22; 15,27. Allerede i hedensk brug blev dette storslåede ord konstant brugt om de højere magters nådige tilsynekomster til hjælp for mennesker; således Dionysios fra Halikarnassos (ii. 68) og Plutark (Ne Suav. Viv. Posse, 22; Them. 30); ἐπιφαίνειν bruges også på samme måde (De Def. Orac. 30), men får undertiden en langt mere beskeden anvendelse (Anim. an Corp. Aff. 2; Polybios, ii. 29. 7). Ordet findes kun seks gange i Det Nye Testamente, alle i Paulus' skrifter. Fem gange har de engelske oversættere (A.V.) gengivet det med «appearing» [tilsynekomst]; men den sjette gang (2 Thess 2,8) synes de at være veget tilbage for det, der forekom dem at være en tautologi, «appearance of his coming» [tilsynekomsten af hans komme], som det stod i de tidligere protestantiske oversættelser. De har i stedet gengivet ἐπιφάνεια τῆ παρουσίας med «the brightness of his coming» [glansen af hans komme] og derved givet ordet en betydning, der egentlig ikke er dets egen. Én gang (2 Tim 1,10, og på samme måde ἐπιφαίνειν, Tit 2,11; 3,4) udtrykker det vor Herres første epifani, hans εἰς ἀνθρώπους ἔνσαρκος ἐπιφάνεια [tilsynekomst i kødet blandt mennesker]; men alle de andre gange hans andet komme i herlighed, ἐπιφάνεια τῆς παρουσίας αὐτοῦ (2 Thess 2,8), τῆς δόξης τοῦ μεγάλου Θεοῦ (Tit 2,13; 1 Tim 6,14; 2 Tim 4,1.8; jf. ApG 2,20).

Sammenligner vi disse to, er ἀποκάλυψις det mest omfattende og – hvor storslået det andet end er – det mest storslåede ord. Det betegner intet mindre end den fremadskridende og umiddelbare afsløring af sig selv over for sin kirke, som den ellers ukendte og uerkendelige Gud har givet gennem alle tider. Det fællesskab, som denne åbenbaring skænkes, bliver derved betegnet som – ja, ligefrem gjort til – hans kirke: genstand for hans mere umiddelbare omsorg og bestemt til at udbrede denne kundskab om ham til resten af menneskeheden. Verden kan vide noget om ham, om hans evige kraft og guddom, ud fra de ting, der ses; og disse ting ville have fortalt langt tydeligere om ham, hvis ikke menneskenes hjerter var blevet formørket af synden (Rom 1,20); men der er ingen ἀποκάλυψις undtagen for kirken. Om ἐπιφάνειαι kan vi sige, at de er indeholdt i ἀποκάλυψις som enkelte punkter eller øjeblikke i den. Skal Gud kendes umiddelbart af mennesker, må han i en eller anden skikkelse vise sig for dem – for dem blandt dem, han har udvalgt til denne ære. Epifanier må også være teofanier; og som sådanne har kirken ikke blot regnet de meddelelser til mennesker, som fortælles i 1 Mos 18,1; 28,13, men alle de steder, hvor Herrens engel eller Pagtens engel viser sig, som 1 Mos 16,7; Jos 5,13–15; Dom 2,1; 6,11; 13,3. Alle disse har kirken betragtet som forspil fra Sønnens side til hans menneskevordelse, der selv er den mest herlige epifani, der hidtil har været – ligesom hans andet komme er en endnu mere herlig epifani, som endnu ligger i fremtiden.

Φανέρωσις bruges kun to gange i Det Nye Testamente (1 Kor 12,7; 2 Kor 4,2). Selv om det begge gange rækker langt, når det ikke op til det allerhøjeste; det betegner ikke, som de ord, vi netop har behandlet, hverken vor Herre Jesu Kristi første eller andet komme. At det dog godt kunne have båret selv denne byrde, fremgår tydeligt af, at verbet φανεροῦσθαι hele tiden bruges om begge: om det første komme i 1 Tim 3,16; Hebr 9,26; 1 Joh 1,2; 1 Pet 1,20 og om det andet i Kol 3,4; 1 Pet 5,4; 1 Joh 3,2 (andre ophøjede anvendelser af verbet findes i Joh 2,11; 21,1); og kirkefædrene bruger ikke sjældent selve φανέρωσις på denne måde. Således kalder Athanasius (citeret af Suicer, s. v.) menneskevordelsen ἡ ἐν σώματι φανέρωσις τοῦ πατρικοῦ Λόγου [«Faderens Ords tilsynekomst i legemet»]. Det er svært at finde nogen grund til, at φανέρωσις ikke skulle være taget i brug til at betegne de samme herlige begivenheder som de andre ord, som det i betydning ligger så tæt på; men hvad enten det skyldes tilfældighed eller hensigt, er denne ære ikke blevet det til del. Ἔλευσις, et langt mere afdæmpet ord end nogen af de andre her, bruges én gang i Apostlenes Gerninger (7,52) om Herrens komme.