xcv. ἄλλος, ἕτερος.

Ἄλλος, der svarer til latin «alius», betegner det, der er talmæssigt forskelligt. Således fortalte Kristus, siges der, «en anden» lignelse og endnu «en anden», men hver af dem af samme art som dem, han havde fortalt før (Matt 13,23.24.31.33); derfor står der hver gang ἄλλην. Men ἕτερος, der svarer til latin «alter» og til tysk «ander» (om det sidste ord se en lærerig artikel i Grimms Wörterbuch), tilføjer forestillingen om en kvalitativ forskel. Det ene er «divers», det andet «diverse». [på ældre engelsk betyder «divers» flere forskellige (af samme slags), mens «diverse» betyder forskelligartet.] Der er ikke så få steder i Det Nye Testamente, hvor den rette fortolkning – eller i hvert fald den fulde forståelse – afhænger af, at man nøjagtigt griber forskellen mellem disse ord. Således lover Kristus sine disciple, at han vil sende ikke ἕτερον, men ἄλλον Παράκλητον (Joh 14,16), altså «en anden talsmand», der ligner ham selv. Den dogmatiske vægt af dette ἄλλον er allerede ofte blevet fremhævet i striden med forskellige sekter af πνευματομάχοι [«åndsbekæmpere», dvs. dem, der benægtede Helligåndens guddom]; således af Petavius (De Trin. ii. 13. 5): «Eodem pertinet et Paracleti cognomen, maxime cum Christus alium Paracletum, hoc est, parem sibi, et aequalem eum nominat. Quippe vox alius dignitate ac substantiâ prorsus eundem, et aequalem fore demonstrat, ut Gregorius Nazianzenus et Ambrosius admonent.» [«Hertil hører også navnet Talsmand, især da Kristus kalder ham en anden talsmand, det vil sige en, der er ligestillet og lig med ham selv. For ordet en anden viser, at han i værdighed og væsen vil være helt den samme og ligestillet, som Gregor af Nazianz og Ambrosius gør opmærksom på.»]

Men hvis der i ἄλλος ligger en benægtelse af identitet, ligger der ofte meget mere i ἕτερος, nemlig – op til et vist punkt – en benægtelse af lighed: det hævder ikke blot, at noget er adskilt, men at det er forskelligt. Et par eksempler vil belyse dette. Således siger Paulus: «jeg ser en anden lov» [ἕτερον νόμον] – en lov helt forskellig fra livets ånds lov, nemlig syndens og dødens lov – «som virker i mine lemmer» (Rom 7,23). Efter Josefs død «fremstod en anden konge» i Egypten (βασιλεὺς ἕτερος, ApG 7,18; jf. 2 Mos 1,8), en konge, som efter den almindelige opfattelse var af et helt andet dynasti og i hvert fald af en helt anden ånd end den konge, der havde indbudt Israels børn til Egypten og taget så gæstfrit imod dem dér. Den ὁδὸς ἑτέρα og καρδία ἑτέρα, som Gud lover at give sit folk, er en ny vej og et nyt hjerte (Jer 39,39; jf. 5 Mos 29,22). Det var ikke blot «en anden ånd», men en anderledes ånd (ἕτερον πνεῦμα), der var i Kaleb til forskel fra de andre spejdere (4 Mos 14,24). I lignelsen om de betroede pund er den dovne tjener ἕτερος (Luk 19,18). Når Ifigenia, der skal dø, udbryder ἕτερον, ἕτερον αἰῶνα καὶ μοῖραν οἰκήσομεν [«et andet, et andet liv og en anden skæbne skal vi bo i»], er det et anderledes liv med helt andre omgivelser, hun ser frem til (Euripides, Iphig. in Aul. 1516). Ånden, der har vandret gennem tørre egne og forgæves søgt hvile dér, tager «syv andre ånder» (ἕτερα πνεύματα) med sig, værre end den selv og af en dybere ondskab, for med deres hjælp igen at tage det hus i besiddelse, som den har forladt for en tid (Matt 12,45). De, der korsfæstes med Herren, er ἕτεροι, δύο, κακοῦργοι, «to andre, forbrydere», sådan som der bør sættes komma (Luk 23,32; jf. Bornemann, Schol. in Lucam, s. 147); det ville være utænkeligt og oprørende at blande ham og dem sammen, så man talte om dem som ἄλλοι δύο. Det er kun alt for tydeligt, hvorfor Judas taler om ἑτέρα σάρξ (v. 7) som det, de ugudelige, han fordømmer, jagede efter (1 Mos 19,5). Kristus viser sig for sine disciple ἐν ἑτέρᾳ μορφῇ (Mark 16,12); ordet angiver den vældige forandring, der var sket med ham ved hans opstandelse – og som var foregrebet ved hans forklarelse, hvor den udtrykkes på samme måde (Luk 9,29). Det er χείλεσιν ἑτέροις, med helt andre og anderledes læber, at Gud vil tale til sit folk i Den Nye Pagt (1 Kor 14,21); ligesom tungerne på pinsedagen er ἕτεραι γλώσσαι (ApG 2,4), helt forskellige i art fra al anden menneskelig tale. Det ville være let at nævne mange flere steder, hvor ἕτερος slet ikke kunne byttes ud med ἄλλος eller kun med tab, som Matt 11,3; 1 Kor 15,40; Gal 1,6. Der er også andre steder, hvor ἄλλος ved første øjekast synes lige så passende eller endnu mere passende, men hvor ἕτερος alligevel bevarer sin egentlige kraft. Således er de ἕτερα πολλά i Luk 22,65 «multa diversi generis convicia» [mange hånsord af forskellig art], bespottende ord snart af én slags, snart af en anden: de romerske soldater hånede Herren snart ud fra deres eget synspunkt, som en, der gjorde krav på kejserens trone, og snart ud fra det jødiske, som en, der hævdede at være Guds søn. Samtidig ville det være forgæves at lede efter en tilsigtet kvalitativ forskel overalt, hvor ἕτερος bruges; se således Hebr 11,36, hvor det ville være svært at spore noget af den slags.

Hvad der gælder om ἕτερος, gælder også om de sammensætninger, det indgår i. Det Nye Testamente har tre: ἑτερόγλωσσος (1 Kor 14,21), hvormed apostlen vil fremhæve, at tungerne var uforståelige for mange i kirken – ganske vist har vi også ἀλλόγλωσσος (Ez 3,6); ἑτεροδιδασκαλεῖν (1 Tim 1,3), at lære andre ting, ting der er fremmede for troen; og ἑτεροζυγεῖν (2 Kor 6,14), at gå i åg med andre, som man lige så lidt bør spændes sammen med som oksen med æslet (5 Mos 22,10); jf. ἑτεροκλινής (Klemens af Rom, 1 Ep. § 11), som bøjer af til siden; ἑτερογνώμων (smst.), et tillægsord, der bruges om Lots hustru (1 Mos 19,26). Således har vi også i kirkelig græsk ἑτεροδοξία, som ikke blot er en anden mening, men en mening, der – for så vidt den er en anden – er en dårligere, et frafald fra troen. Det samme går igen i vores eget «heterogen», som ikke blot betyder af en anden art, men af en anden og dårligere art. For også dette forhold fortjener opmærksomhed og belyses af flere af de eksempler, der allerede er anført: at ἄλλο ἕτερος meget ofte ikke blot betegner dette andet og forskellige, ἄλλο καὶ διάφορον, men gør det med den yderligere underforståede tanke, at hvilken forskel der end er, er den til det værre. Således anklages Sokrates for at indføre ἕτερα καινὰ δαιμόνια i Athen (Xenofon, Mem. i. 1. 1); δαίμων ἕτερος (Pindar, Pyth. iii. 61) er en ond eller fjendtlig guddom; ἕτεραι θυσίαι (Aischylos, Agamemnon, 151) er ofre med ondt varsel, som ikke bringer velsignelse, men forbandelse over den, der ofrer dem; δημαγωγοὶ ἕτεροι (Plutark, Pericles, 3) er folkeførere, der ikke blot er af en anden, men af en dårligere støbning og ånd end Perikles. Således er også andre guder end den sande i Septuaginta altid ἕτεροι θεοί (5 Mos 5,7; Dom 10,13; Ez 42,18; og ofte); sammenlign Aristofanes (Ran. 889): ἕτεροι γάρ εἰσιν οἷσιν εὔχομαι θεοῖς [«for det er andre guder, jeg beder til»]. Et barbarisk sprog er ἑτέρα γλῶσσα (Es 28,11), og udtrykket står sammen med φαυλισμὸς χειλέων.

Vi kan bruge denne forskel praktisk i fortolkningen af Det Nye Testamente. Der er kun én måde, hvorpå den fine forskel mellem ἕτερον og ἄλλο – og den pointe, Paulus gør, når han stiller det ene over for det andet i Gal 1,6–7 – kan gengives for den engelske læser. «I marvel,» siger apostlen, «that ye are so soon removed from them that called you into the grace of Christ unto another (ἕτερον) Gospel, which is not another» (ἄλλο) [«Jeg undrer mig over, at I så hurtigt vender jer fra ham, som kaldte jer til Kristi nåde, til et andet evangelium, som ikke er et andet»]. Domprovst Alford har erstattet det første «another» med «different» [anderledes]; for det er netop, hvad Paulus vil udtrykke: sin undren over, at de så hurtigt har taget imod et evangelium, der i karakter og art var forskelligt fra det, de allerede havde modtaget. Derfor havde det ingen ret til at kaldes et andet evangelium, til at tage dette navn, for i virkeligheden var det slet ikke noget evangelium; der kunne jo ikke være to evangelier, der afveg fra hinanden. Coccejus: «Vos transferimini ad aliud Evangelium quod aliud nec est, nec esse potest.» [«I bliver ført over til et andet evangelium, som hverken er et andet eller kan være det.»]

Der er andre steder i Det Nye Testamente, hvor den studerende med udbytte kan øve sig i at undersøge, hvorfor det ene af disse ord bruges frem for det andet – eller rettere hvorfor begge bruges, idet det ene veksler med det andet eller delvis giver plads for det. Det gælder 1 Kor 12,8–10; 2 Kor 11,4; ApG 4,12.