xcvi. ποιέω, πράσσω.

Der findes en lang drøftelse af forskellen mellem disse ord i Rost og Palms Lexicon, s. v. πράσσω, og de henvisninger, der gives dér, viser tydeligt, at spørgsmålet længe og ofte har optaget de lærde; ja, det går helt tilbage til Prodikos (se Platon, Charmides, 162 d). Det bemærkes dér med rette, at ποιεῖν mere fremhæver en handlings genstand og mål, mens πράσσειν fremhæver de midler, hvormed målet nås, fx at forhindringer ryddes af vejen og lignende. Det bemærkes også, at forestillingen om en vedvarende og gentagen handling ligger i πράσσειν == «agere» eller «gerere», «handeln», «to practise» [latin, tysk og engelsk: handle, udføre, øve], men ikke nødvendigvis i ποιεῖν == «facere», «machen» [latin og tysk: gøre, lave], som meget vel kan betegne det at gøre noget én gang for alle: at frembringe noget, som, når det først er frembragt, har sin egen selvstændige eksistens, som ποιεῖν παιδίον om en kvinde og ποιεῖν καρπούς om et træ. På samme måde betyder ποιεῖν εἰρήνην at slutte fred, mens πράσσειν εἰρήνην ikke er mere end at forhandle med fred for øje (se Pott, Etym. Forsch. bd. iii, s. 408); det første når det, som det andet kun sigter mod. I denne betydning sætter Demosthenes ofte πράττειν og ποιεῖν sammen, og det er ikke en tautologi. Om visse fjendtlige planer, som Filip nærede, forsikrer han således athenerne ὅτι πράξει ταῦτα καὶ ποιήσει (Orat. xix. 373): han vil ivrigt arbejde på at få disse ting i stand, og han vil også gennemføre dem1 (jf. Xenofon, Cyrop. ii. 2. 30; Aristoteles, Ethic. Nic. vi. 5). Med en nyere tysk forskers ord: πράσσειν ist die geschäftige, ποιεῖν die schaffende Thätigkeit [πράσσειν er den travle, ποιεῖν den skabende virksomhed].

I hvor høj grad kan vi spore en bevidsthed om en sådan forskel i Det Nye Testamentes græsk? Der er to eller tre steder, hvor det er svært ikke at se en bevidst hensigt af den art. Det er fx svært at tro, at ordskiftet i Joh 3,20–21 er tilfældigt, især når det samme går igen i Joh 5,29. Begge steder er det φαῦλα πράσσειν, der første gang sættes over for ποιεῖν τὴν ἀλήθειαν og anden gang over for ποιεῖν τὰ ἀγαθά – ligesom vi i Rom 7,19 har ποιεῖν ἀγαθόν og πράσσειν κακόν. Det ville naturligvis være forgæves at påstå, at ποιεῖν kun bruges om gode ting, for vi har ποιεῖν ἀνομίαν (Matt 13,41), ἁμαρτίαν (2 Kor 5,21) og τὰ κακά (Rom 3,8). Det ville være lige så forgæves at hævde, at πράσσειν er begrænset til onde ting, for – for nu ikke at gå længere end til NT – vi har πράσσειν ἀγαθόν (Rom 9,11). Alligevel kan det ikke nægtes, at der meget ofte, hvor ordene får et etisk præg, gør sig en tilbøjelighed gældende til at bruge ποιεῖν i god og πράσσειν i ond betydning. Den sidste tendens viser sig endnu tydeligere i brugen af πράξις. Ordet forekommer seks gange i NT (nemlig Matt 16,27; Luk 23,51; ApG 19,18; Rom 8,13; 12,4; Kol 3,9), og alle steder undtagen det første har det en ond betydning, meget lig det engelske «practices» [kneb, rænker]; jf. Polybios iv. 8. 3 (πράξεις, ἀπάται, ἐπιβουλαί); v. 96. 4.

Bengel giver ved Joh 3,20 den rette forklaring på dette ordskifte: «πράσσων. Malitia est irrequieta; est quiddam operosius quam veritas. Hinc verbis diversis notantur, uti cap. 5:29.» [Ondskaben er rastløs; den er noget mere møjsommeligt end sandheden. Derfor betegnes de med forskellige ord, som i kap. 5,29.] Der kan være en travl virksomhed i ondskabens arbejde, men det er ikke desto mindre sandt, at «den ugudelige gør et bedragerisk værk» og til sidst intet har at vise for al sin møje, ingen frugt, der bliver. Desuden er det onde mangfoldigt, mens det gode er ét. Det onde er ἕργα τῆς σαρκός (Gal 5,22 [sandsynligvis Gal 5,19]), for disse gerninger er mange og strider ikke blot mod det gode, men ofte også mod hinanden. Men det gode er καρπὸς τοῦ πνεύματος (Gal 5,19 [sandsynligvis Gal 5,22]), for der er en indre samklang mellem alle det godes dele, en «consensus virtutum» [dydernes samklang], som Cicero kalder det, der binder dem sammen til en fuldkommen og harmonisk helhed og indbyder os til at betragte dem som ét. De første er menneskers kunst og påfund, det sidste er af guddommelig natur. Således siger Hieronymus (in loco [til stedet]): «In carne opera posuit [Paulus], et fructus in spiritu; quia vitia in semetipsa finiuntur et pereunt, virtutes frugibus pullulant et redundant.» [Ved kødet har [Paulus] sat gerninger, ved Ånden frugt; for lasterne ender i sig selv og går til grunde, mens dyderne skyder frem og flyder over med frugter.] Her er nok til at begrunde og forklare, at den inspirerede gengiver af vor Herres ord ved disse to lejligheder (Joh 3,21–22 [sandsynligvis Joh 3,20–21 og 5,29]) har udskiftet φαῦλα πράσσειν med ποιεῖν ἀλήθειαν og ποιεῖν τὰ ἀγαθά, altså det at øve ondt med det at gøre godt. Lad mig til slut tilføje nogle fremragende ord af biskop Andrewes: «Der er to slags gørere: 1. ποιηταί og 2. πρακτικοί, hvilket latin ligeledes udtrykker ved 1. ’agere’ og 2. ’facere’. ’Agere’ som i musik, hvor intet bliver tilbage, når vi er færdige med at synge eller spille; ’facere’ som i byggeri, hvor der står noget varigt tilbage, når vi er færdige. Og ποιηταί, ’_factores_’, det er Jakobs gørere. Men vi har begge ord på engelsk: ’actors’, som i et skuespil, og ’factors’, som i handel. Når skuespillet er forbi, forsvinder alle skuespillerne; men af handelsagenternes virke er der en gevinst, noget virkeligt, der bliver tilbage.» Om forskellen mellem πράξις og ἔργον se Wyttenbachs note til Plutarks Moralia, bd. vi, s. 601.

Fodnote 1 Her er nogle af deres ord: Også Krüger og Franke (Demosthenes, Olynth. iii. 15) skelner mellem πράσσειν som den travle og ποιεῖν som den skabende virksomhed. Det vil dog være mere dækkende at bestemme forskellen sådan, at ved ποιεῖν er det mest forestillingen om virksomhedens produkt, der er fremherskende, ved πράσσειν mest forestillingen om at arbejde hen imod et mål, idet forhindringer, der stiller sig i vejen, fjernes, og om de midler og veje, hvormed målet nås. Hermed forbinder sig forestillingen om en i det mindste relativ kontinuitet og om anstrengelse, der bliver brugt. Hertil kan føjes, at handlingen i πράσσειν altid er mere eller mindre bevidst om sig selv, så det, som man bemærkede for længe siden, ikke kan siges om dyr (Ethic. Eudem. vi. 2. 2), mens ποιεῖν er mere frit og spontant.