xcvii. βωμός, θυσιαστήριον.

Da vi behandlede ordene προφητεύω og μαντεύομαι (§ 6), var der anledning til at bemærke, hvor nøjagtigt grænserne mellem det hellige og det profane, mellem den sande religion og den falske, i flere tilfælde er fastholdt i ord, der er forbeholdt den ene og ikke må bruges om den anden, så hver beholder sit eget særlige udtryk. Her har vi endnu et eksempel på den samme præcision: NT bruger konsekvent θυσιαστήριον – mere end tyve gange – om den sande Guds alter, mens βωμός sættes i stedet den ene gang, hvor et hedensk alter skal nævnes (ApG 17,23).

Men her fulgte man faktisk blot det gode eksempel, som Septuaginta-oversætterne havde givet, og fastholdt en forskel, som de havde trukket op. De var så fast besluttede på at markere forskellen mellem den sande Guds altre og de altre, hvorpå der blev ofret vederstyggelige ting, at der er al mulig grund til at tro, at de opfandt ordet θυσιαστήριον netop for at fastholde denne forskel. Heri var de endda mere nøjeregnende end selve de inspirerede hebraiske skrifter. For selv om disse har et ord, som de bruger om hedenske altre og aldrig om den sande Guds altre, nemlig בָּמָה (Es 15,2; Am 7,9), har de ingen betænkeligheder ved at bruge מִזְבֵּהַ snart om det ene (3 Mos 1,9), snart om det andet (Es 17,8). Jeg behøver næppe at bemærke, at θυσιαστήριον, egentlig intetkønsformen af θυσιαστήριος, ligesom ἱλαστήριον (2 Mos 25,17; Hebr 9,5) er det af ἱλαστήριος, ikke forekommer nogen steder i klassisk græsk. Og det må være Septuaginta-oversætternes nydannelse af ordet, Filon har haft i tankerne, da han antydede, at Moses havde opfundet ordet (De Vit. Mos. iii. 10). Trods alt dette overholder Det Gamle Testamentes græsk ikke altid denne forskel. Jeg kan ganske vist ikke godtage 4 Mos 23,1–2 som eksempler på, at den ikke overholdes; for hvilke altre kunne være mere hedenske end dem, Bileam rejste? Alligevel er der tre steder, ét i Anden Makkabæerbog (13,8) og to i Siraks Bog (50,12.14), hvor βωμός betegner et alter for den sande Gud; men man må huske, at disse to bøger er stærkt hellenistisk prægede. Ligeledes er der steder, hvor θυσιαστήριον bruges om et afgudsalter, fx Dom 2,2; 6,25; 2 Kong 16,10. Alligevel er det yderst sjældne undtagelser, og undertiden træder modsætningen mellem ordene frem med den stærkeste betoning. Det sker fx i 2 Makk 10,2–3, men endnu mere bemærkelsesværdigt i 1 Makk 1,59, hvor historieskriveren fortæller, hvordan Antiokus’ tjenere ofrede til den olympiske Jupiter på et alter, der var bygget oven på Israels Guds alter (θυσιάζοντες ἐπὶ τὸν βωμόν, ὃς ἦν ἐπὶ τοῦ θυσιαστηρίου). Her kommer oversætterne af den engelske King James-oversættelse (A.V.) i knibe og må gengive βωμός med «idol altar» [afgudsalter] og θυσιαστήριον med «altar». Vi kan sammenligne med Josefus, Antt. xii. 5. 4, hvor han om de samme begivenheder siger: ἐποικοδομήσας καὶ τῷ θυσιαστηρίῳ βωμόν, συὰς ἐπ᾽ αὐτοῦ κατέσφξε [han byggede også et alter (βωμός) oven på alteret (θυσιαστήριον) og slagtede svin på det]. Endnu mere bemærkelsesværdigt, fordi det viser, hvor stærk følelsen i denne sag var, er det, at Septuaginta-oversætterne nægtede at give navnet θυσιαστήριον (Jos 22) til det alter, som stammerne øst for Jordan havde rejst – det var jo selvvalgt gudsdyrkelse fra deres side og intet alter, der var rejst efter Guds vilje eller på hans udtrykkelige befaling. Gennem hele kapitlet er dette alter βωμός (v. 10, 11, 16, 19, 23, 26, 34), mens det lovlige, guddommeligt indstiftede alter er θυσιαστήριον (v. 19, 28, 29) – og det, selv om den hebraiske tekst ikke kender nogen sådan forskel, men bruger מִזְבֵּהַ om begge uden forskel.

Jeg nævnte lige før en forlegenhed, som vores engelske oversættere ved én lejlighed kom i. På latin er der ingen sådan vanskelighed; for kirken tog meget tidligt «altare» i brug om sit alter og forbeholdt «ara» hedenske formål. Se således Vulgata i Dom 6,28; 1 Makk 1,59; 2 Makk 10,2–3; ApG 17,23. På samme måde udtrykker Cyprian sin forundring over den vanhellige frækhed hos en af «turificati» – dvs. dem, der i forfølgelsestider havde indvilliget i at redde livet ved at brænde røgelse for en hedensk afgud – at han bagefter havde vovet at fortsætte sin tjeneste uden først at have fået kirkens afløsning: «quasi post aras diaboli accedere ad altare Dei fas sit» (Ep. 63) [som om det var tilladt efter djævelens altre (arae) at træde frem for Guds alter (altare)]. I profant latin er «ara» slægtsbegrebet og «altare» den særlige art alter, hvorpå offerdyrene blev ofret (Vergil, Ecl. v. 65, 66; jf. Tacitus, Annal. xvi. 31, og Orelli til stedet). Forskellen mellem βωμός og θυσιαστήριον, der først blev fastslået i Septuaginta og anerkendt i NT, blev siden fastholdt i kirkens græsk. For kirken har stadig sit θυσία αἰνέσεως (Hebr 13,15) og det, der på én gang er dens θυσία ἀναμνήσως og ἀνάμνησις θυσίας [lovprisningsoffer; mindeoffer og minde om offeret], og derfor har den stadig sit θυσιαστήριον. Vi har et klart vidnesbyrd om dette i følgende sted hos Chrysostomos (in 1 Cor. Hom. 24), hvor Kristus tænkes at tale: ὥστε εἰ αἵματος ἐπιθυμεῖς, μὴ τὸν τῶν εἰδώλων βωμὸν τῷ τῶν ἀλόγων φόνῳ, ἀλλὰ τὸ θυσιαστήριον τὸ ἐμὸν τῷ ἐμῷ φοίνισσε αἵματι [Så hvis du tørster efter blod, så farv ikke afgudernes alter (βωμός) rødt med slagtede dyrs blod, men mit alter (θυσιαστήριον) med mit blod] (sammenlign Mede, Works, 1672, s. 391; Augusti, Christl. Archäol. bd. i, s. 412; og Smith, Dictionary of Christian Antiquities, s. v. «Altar»).