xcviii. λαός, ἕθνος, δῆμος, ὄχλος.

Λαός er et ord, der er yderst sjældent i attisk prosa, men som forekommer mellem et og to tusind gange i Septuaginta, og dér er det næsten altid en betegnelse, der er forbeholdt det udvalgte folk, Guds Israel. Der er dog undtagelser. Filistrene er et λαός (1 Mos 26,11), ligeså egypterne (2 Mos 9,16) og moabitterne (Ruth 1,15), og heller ikke andre nægtes navnet. Desuden er οἱ λαοί i flertal undertiden == τὰ ἔθνη, fx i Neh 1,8; 11,30–31; Sl 96,6; Hos 10,10; Mika 6,16. Eller vi finder λαοί forbundet med ἔθνη i en slags udtømmende opregning, der skal omfatte hele menneskeslægten, fx Sl 107,4; Visd 3,8; Åb 5,9; 7,9; 10,11; 11,9; 13,7; 14,6; 17,15. Ganske vist er den udtømmende opregning på alle disse steder i Johannes’ Åbenbaring _fire_dobbelt: til λαοί og ἔθνη føjes φυλαί og γλῶσσαι, og én gang viger φυλαί for βασιλεῖς (10,11), en anden gang for ὄχλοι (17,15). Heroverfor kan vi stille en fordelende brug af λαός og ἔθνη, men her med λαός i ental, som i Luk 2,32 og ApG 26,17.23. Også her omfatter de to ord, når de bruges sammen, tilsammen hele menneskeheden, men λαός forbeholdes og begrænses til det udvalgte folk, mens ἔθνη omfatter hele menneskeheden uden for pagten (5 Mos 32,43; Es 65,1–2; 2 Sam 7,23; ApG 15,14). Og dette er den almindelige regel for ordenes brug, og al anden brug er undtagelser: λαός er det udvalgte folk, og ἕθνη – eller undertiden mere fyldigt τὰ ἕθνη τοῦ κόσμου (Luk 12,30) eller τῆς γῆς (Ezra 8,89), men altid i flertal og med artikel – er resten af menneskeheden (οἱ κατάλοιποι τῶν ἀνθρώπων, ApG 15,17). Samtidig har ἕθνος i ental ingen sådan begrænsning. Når andre giver jøderne dette navn, er det ikke ment nedsættende, fx τὸ ἕθνος τῶν Ἰουδαίων (ApG 10,22); og de bruger det frit om sig selv som en på ingen måde vanærende betegnelse: τὸ ἔθνος ἡμῶν (Luk 7,5; jf. 23,2; Joh 11,18), τὸ ἕθνος τοῦτο (ApG 24,3; jf. 2 Mos 33,13; 5 Mos 4,6; Visd 17,2). Ja, undertiden er det for dem, med visse tilføjelser, en højst ærefuld titel: de er ἔθνος ἅγιον (2 Mos 19,6; jf. 1 Pet 2,9) og ἔθνος ἐκ μέσου ἐθνῶν (Klemens af Rom, Første Brev til korintherne § 29). Hvis ordet virkelig hænger sammen med ἔθος og tænker på en gruppe mennesker, der lever efter én skik og regel, kunne ingen fortjene betegnelsen bedre eller lige så godt som et folk, der indrettede sit liv efter en mere særpræget og strengere fastlagt skik og regel end sandsynligvis noget andet folk, der nogen sinde har levet.

Δῆμος forekommer kun hos Lukas, og hos ham, som man kunne vente, kun i Apostlenes Gerninger, dvs. efter at hans beretning har forladt den jødiske kirkes snævre grænser og er gået ind i og begyndt at bevæge sig i hedningeverdenens større rum og mere forskelligartede forhold. Ordet bruges disse fire steder: ApG 12,22; 17,5; 19,30.33. Alle er de gode eksempler på den fine og nøjagtige brug af fagudtryk og det valg af det bedst egnede blandt dem, som vi så ofte ser hos Lukas, og som er et så karakteristisk kendetegn på den højt uddannede mand. Det græske δῆμος er det latinske «populus», som Cicero (De Re Publ. i. 25; jf. Augustin, De Civ. Dei, ii. 21) definerer således: «Populus autem non omnis hominum coetus quoquo modo eongregatus, sed coetus multitudinis juris consensu et utilitatis communione sociatus» [Et folk er ikke enhver forsamling af mennesker, samlet på hvilken som helst måde, men en forsamling af en mængde, der er forenet ved enighed om retten og ved fællesskab om nytten]; «die Gemeinde» [tysk: fællesskabet, borgerskabet], den frie borgerstand (Plutark, Mul. Virt. 15, in fine [til slut]), og meget ofte tænkt som forsamlet og i færd med at udøve sine rettigheder som borgere. Denne forestilling præger faktisk ordet så stærkt, at ἐν τῷ δήμῳ svarer til «i en folkeforsamling». Sådan bruger Lukas det altid. Vil vi have den nøjagtige modsætning til δῆμος, er det ὄχλος, den opløste – eller rettere den uorganiserede – mængde (Luk 9,38; Matt 21,8; ApG 14,14). I klassisk græsk har dette ord ofte et vist anstrøg af foragt, fordi det betegner dem, der hverken har del i de frie borgeres pligter eller privilegier. En sådan foragt ligger dog ikke nødvendigvis i ordet (Åb 7,9; ApG 1,15), og der er intet spor af den i Skriften, hvor et menneske regnes for ære værd, selv om det eneste πολίτευμα, det kan gøre krav på at have del i, er det, som er evigt i himlene (Fil 3,20).