xcix. βαπτισμός, βάπτισμα.

Dette er rent kirkelige ord, ligesom βαπτιστής og βαπτιστήριον. Ingen af dem forekommer i Septuaginta eller i klassisk græsk, men kun i Det Nye Testamente eller i skrifter, der bygger på det. De stammer alle i lige linje fra βαπτίζειν, en senere form af βάπτειν, som findes i klassisk græsk, om end sjældent: to gange hos Platon (Euthyd. 277 d; Symp. 176 b), hvor βεβαπτισμένος betyder godt skyllet med vin – Horats’ «uvidus» [«våd, beruset»] (Carm. ii. 19. 18) – og ofte hos senere forfattere, som hos Plutark (De Superst. 3; Galba, 21), hos Lukian (Bacch. 7) og hos andre.

Før vi går videre, er det på sin plads at sige et par ord om forholdet mellem ord af samme familie, som adskiller sig fra hinanden ved endelserne μα og μος, som κήρυγμα og κηρυγμός, δίωγμα og διωγμός, og utallige andre. Det sker sjældent, at begge former findes i Det Nye Testamente; formen på μα er den langt hyppigste. Således har det ἀπαύγασμα (Hebr 1,3), men ikke ἀπαυγασμόσ, σέβασμα (ApG 17,23), men ikke σεβασμόσ, βδέλυγμα (Matt 24,15), men ikke βδελυγμόσ, ῥῆγμα (Luk 6,49), men ikke ῥηγμόσ, περικάθαρμα (1 Kor 4,13), men ikke περικαθαρμός. Undertiden, men sjældnere, giver det os endelsen μος: således ἁρπαγμός (Fil 2,6), men ikke ἅρπαγμα, ἀπαρτισμός (Luk 14,28), men ikke ἀπάρτισμα, καταρτισμός (Ef 4,12), men ikke κατάρτισμα, ἁγιασμός (Rom 6,19), men ikke ἁγίασμα. Det hænder, men kun i sjældne tilfælde, at begge former forekommer i Det Nye Testamente; således μίασμα (2 Pet 2,20) og μιασμός (2 Pet 2,10), og de to ord, vi her har med at gøre, βάπτισμα og βαπτισμός. Af og til, men ikke i Det Nye Testamente, findes der en tredje form: ved siden af σέβασμα og σεβασμός findes σέβασις, ved siden af ἀπάρτισμα og ἀπαρτισμός findes ἀπάρτισις, ved siden af πλεόνασμα og πλεονασμός findes πλεόνασις, ved siden af ἅρπαγμα og ἁρπαγμός findes ἅρπασις, og på samme måde har vi ved siden af βάπτισμα og βαπτισμός også βάπτισις hos Josefus (Antt. xviii. 5. 2) og andre. Det er ikke svært at give hver af disse former den betydning, der egentlig tilhører den – og det selv om vi må indrømme, at ordene i den faktiske brug langtfra holder sig tro mod deres egentlige betydning. Ordene med den aktive endelse μος glider hele tiden over i en passiv betydning, som det er tilfældet med πλεονασμος, βασανισμός og i Det Nye Testamente med ἁγιασμός og andre; og det omvendte forekommer, om ikke helt så almindeligt, så dog ofte; jf. Tholuck, Disp. Christ. de loco Pauli Ep. ad Phil. ii. 6–9, 1848, s. 18. Tager vi de ord, som nærmest angår os nu, så er βάπτισις dåbshandlingen set, mens den udføres, det at døbe; βαπτισμός er den samme handling set ikke blot som noget, der gøres, men som noget, der er gjort, en dåb; mens βάπτισμα ikke længere er handlingen, men den blivende kendsgerning, der følger af den, dåben. Den første udtrykker verbets transitive, den anden dets intransitive betydning, mens den tredje udtrykker resultatet af den transitive betydning. Den sidste er derfor, som man ser, det bedst egnede ord til at betegne dåben som indstiftelse i kirken, som en abstrakt idé eller rettere som en altid eksisterende kendsgerning, og ikke dåben i dens enkelte konkrete udførelser. Se om disse passiver på μα den udtømmende afhandling om πλήρωμα hos biskop Lightfoot, On the Colossians, s. 323–339.

I hvor høj grad er dette sprogbrugen i Det Nye Testamente? Det kan kun siges at være tilnærmelsesvis tilfældet, eftersom βαπτισμός dér efter min overbevisning slet ikke har nået den værdighed at betegne den kristne dåb. Ved βαπτισμός må vi i Det Nye Testamentes sprogbrug forstå enhver rituel vaskning eller renselse, hvad enten den er befalet af Gud (Hebr 9,10) eller opfundet af mennesker (Mark 7,4.8), men i ingen af tilfældene som noget med en central betydning. Ved βάπτισμα forstår vi derimod dåben i ordets kristne betydning (Rom 6,4; 1 Pet 3,21; Ef 4,5), dog ikke så strengt, at Johannes’ dåb er udelukket (Luk 7,29; ApG 10,37; 19,3). Denne skelnen bevares i hovedsagen af de græske kirkelige forfattere. Josefus kalder ganske vist Johannes’ dåb βαπτισμός (Antt. xviii. 5. 2); men Augusti (Christl. Archäol. bd. it. [sandsynligvis bd. ii] s. 313) tager mærkværdigt fejl, når han om de græske kirkefædre påstår, at de sædvanligvis bruger dette ord om den kristne dåb. Tværtimod ville det være svært at fremføre et eneste eksempel på det hos Chrysostomos eller hos nogen af de store kappadokiske fædre. I den latinske kirke bruges ganske vist både «baptismus» og «baptisma» om den kristne dåb – hos Tertullian måske det ene lige så ofte som det andet, mens «baptismus» er helt fremherskende hos Augustin. Men i det kirkelige græsk er det helt anderledes; det forbliver tro mod de forskelle, som Det Nye Testamente overholder.

Disse forskelle opretholdes dér så konsekvent, at alle forklaringer af Hebr 6,2 (βαπτισμῶν διδαχῆς), som bygger på den forudsætning, at det er den kristne dåb, der menes her, bryder sammen over for denne kendsgerning – for slet ikke at tale om flertallet βαπτισμῶν, som ville være uforklarligt, hvis det var kirkens ene dåb, der var ment. Tager vi derimod βαπτισμοί på dette sted i den videste betydning, så det omfatter alle de dåbshandlinger overhovedet, som den kristne havde noget med at gøre, enten ved at afvise dem eller ved at gøre dem til sine egne, så kan vi forstå en «lære om dåbshandlinger», som skulle lære den nyomvendte, at de jødiske rituelle renselser var endegyldigt afskaffet, at Johannes’ dåb kun havde en forberedende og foreløbig karakter, og at Kristi dåb har evig gyldighed. Vi kan også forstå, hvordan de alle kunne samles under det ene navn βαπτισμοί, eftersom de alle var vaskninger – og det uden på nogen måde at indrømme, at noget andet end βάπτισμα var den rette betegnelse for det λουτρὸν παλιγγενεσίας, som er Kristi kirkes eneret.