c. σκότος, γνόφος, ζόφος, ἀχλύς.

Om σκότος er der næppe grund til at sige meget. Det er det bredeste og mest omfattende ord i denne gruppe og forekommer meget ofte i Det Nye Testamente, både i denne attiske form og i formen σκοτία, som hører til fællessproget. Det er det direkte modsatte af φῶς; således i Ajax’ dybt gribende ord hos Euripides: ἰώ· σκότος ἐμὸν φάος; sammenlign Platon, Rep. 518 a; Job 22,11; Luk 12,3; ApG 26,18.

Γνόφος, som med rette anses for en senere dorisk form af δνόφος, forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, nemlig i Hebr 12,18, og dér sammen med ζόφος; i samme forbindelse findes det også andre steder (5 Mos 4,11; 2 Mos 10,22; Sef 1,16). Vores tidlige engelske oversættere havde åbenbart en fornemmelse af, at ordet indeholdt et element af uvejr, for de gengiver det således: «mist» [tåge] (Wiclif og Tyndale), «storm» (Cranmer), «blackness» [sorthed] (Genève-bibelen og den engelske King James-oversættelse (A.V.)), «whirlwind» [hvirvelvind] (Rheims, ligesom «turbo» i Vulgata). Vores almindelige ordbøger antyder kun svagt eller slet ikke, at en sådan betydning findes i γνόφος; men den anerkendes meget tydeligt af Port [sandsynligvis Pott] (Etymol. Forsch. bd. 5, s. 346), som giver «finsterniss», «dunkel» og «wirbelwind» [mørke, dunkelhed, hvirvelvind] som forklarende ækvivalenter, og som sammen med de bedste nyere forskere ser νέφας, νέφος, γνόφος og ζόφος som en gruppe ord, der har meget til fælles, og som måske ikke er andet end forskellige former af det, der engang var ét ord. Etym. note 39. I Septuaginta, hvor det bruges ofte, er det også forbundet med νεφέλη (Joel 2,2; Sl 96,2; 2 Mos 34,12) og med θύελλα (5 Mos 4,11; 5,22).

Ζόφος, som forekommer tre gange i Det Nye Testamente (2 Pet 2,4.17; Jud 6) – eller fire gange, hvis vi giver det plads i Hebr 12,18, som det ser ud til, at vi bør – findes ikke i Septuaginta, men dog én gang, nemlig i Sl 10,2, i Symmachus’ oversættelse. Ζόφος kan betragtes som en slags udstråling af σκότος; således ὁ ζόφος τοῦ σκοτούς (2 Mos 10,22; Jud 13). I sin første betydning betegner det det skumringsmørke, som ruger over egnene, hvor solen går ned, og som står i så stærk kontrast til livet og lyset i Østen, hvor solen så at sige fødes på ny hver dag. Ἠερόευς, «den tågede», er hos Homer det faste tilnavn, som ζοφός er knyttet til, når det bruges i denne betydning. Men det betyder mere end dette. Der findes et endnu mørkere mørke, nemlig den solløse underverdens – Vergils «nigra Tartara» [det sorte Tartaros] (Aen. vi. 134), Ovids «opaca Tartara» [det skyggefulde Tartaros] (Met. x. 20), Aischylos’ κνεφαῖα Ταρτάρου βάθη (Prom. Vinct. 1029). Det betyder desuden selve denne solløse verden, om end sjældnere end det mørke, der omslutter den (Homer, Hymn. ad Cer., 338; Euripides, Hippolytos, 1434; jf. Job 10,21–22). Det er af ζόφος, at Ahriman i den egyptiske mytologi fødes, ligesom Ormuzd fødes af lyset (Plutark, De Osir. et Is. 46). Man ser straks, hvor træffende ordet bruges i Det Nye Testamente, hvor det altid betegner mørket i det skyggeland, hvor der intet lys er, men kun synligt mørke.

Ἀχλύς forekommer kun én gang i Det Nye Testamente, nemlig i ApG 13,11, og aldrig i Septuaginta, skønt én gang i Symmachus’ oversættelse (Job 3,5). Galen definerer det som noget tættere end ὀμίχλη og mindre tæt end νέφος. På det ene sted, hvor det bruges i Det Nye Testamente, vidner det om den nøjagtighed i ordvalget – ikke mindst når det gælder medicinske ord – som «den elskede læge» så ofte viser. For ham betegner det mørkets tåge, ἀχλὺς καὶ σκότος, som faldt over troldmanden Elymas, og det var det ydre og synlige tegn på det indre, åndelige mørke, der for en tid skulle blive hans lod som straf for hans modstand mod sandheden. Alle oversættelserne i vores engelske Hexapla gengiver det med «mist» [tåge], undtagen Rheims, som har «dimness» [dunkelhed]; i Vulgata gengives det godt med «caligo» [tåge, mørke]. Lukas’ brug af ordet i Apostlenes Gerninger er skilt fra Homers brug af det med næsten tusind år; men betydningen er forblevet nøjagtig den samme. Det er nemlig ordene med en etisk betydning og ikke de ord, der udtrykker den ydre verdens fænomener, som forandrer sig med de skiftende år. Således findes der i Odysseen en smuk brug af verbet ἀχλύειν (12:406), hvor digteren skildrer det mørke, der til svar breder sig over havet, når det overskygges af en mørk sky (jf. «inhorruit unda tenebris» [bølgen gøs i mørket]: Vergil, Aen. iii. 195). Ἀχλύς bruges også af Homer om den tåge, der slører de døendes øjne (Il. xvi. 344), eller den, som guderne af den ene eller anden grund kan hylle deres yndlinge ind i.