ci. βέβηλος, κοινός.

Det billede, som βέβηλος – afledt af βῆλος, en tærskel – vækker, er et sted, der betrædes og nedtrampes, og som ligger åbent for enhver ubuden gæsts eller skødesløs forbipasserendes tilfældige fod; således med Thukydids ord et χωρίον βέβηλον (iv. 97). Det direkte modsatte er ἄδυτον, dvs. et sted, der er indhegnet og forbeholdt hellige formål, og som derfor ikke må betrædes let, men med Højsangens ord er «en lukket have, en lukket kilde, et forseglet væld» (Højs 4,12). Det er ganske vist muligt, at den «vanhellighed», der udsiges om den person eller ting, som får denne betegnelse, snarere negativt er fraværet af en højere indvielse end positivt den aktive tilstedeværelse af noget, der smager af det uhellige eller vanhellige. Således forbindes det ofte med ἀμύητος (som hos Plutark, De Def. Orac. 16) og betyder ikke mere end en uindviet, ἀνοργίαστος, og som sådan arcendus a sacris [en, der skal holdes borte fra det hellige]; sammenlign Platon, Symp. 218 b, hvor det forbindes med ἀγροῖκος. På samme måde er ἄρτοι βέβηλοι (1 Sam 21,4) blot uindviede, almindelige brød i modsætning til skuebrødene, som ypperstepræsten erklærer for hellige. Heller ikke det latinske «profanus» betyder mere end det, der ligger uden for τέμενος, det, der er «pro fano» [foran helligdommen], og som derfor mangler den indvielse, som τέμενος, helligdommen, har fået. Heller ikke vi mener mere på engelsk, når vi skelner mellem «sacred» og «profane» history [hellig og profan historie] og stiller den ene op over for den anden. Vi antyder dermed ikke nogen egentlig og positiv vanhellighed i den sidste, men kun at den ikke er det, som den første er: en historie, der først og fremmest har med Guds rige og dette riges gang at gøre. Sådan gik det også i begyndelsen med βέβηλος. Først i senere brug kom det til at stå som modsætning til ἅγιος (Ez 22,6) og ὅσιος og blev forbundet med ἀνόσιος (1 Tim 1,9), med γραώδης (4,7) og med ἄνομος (Ez 2,25), så μιαραὶ χεῖρες (2 Makk 5,16) inden for få linjer kunne udskiftes med βέβηλοι som en fuldgyldig ækvivalent.

Men hvilket forhold, kan man spørge, står βέβηλος og κοινός i til hinanden? Før vi bringer det sidste ord i så tvivlsomt selskab, kan det bemærkes, at vi i Det Nye Testamente har mange smukke og hæderlige anvendelser af κοινός og dets afledninger κοινωνία og κοινωνικός; således Jud 3; 2 Kor 13,13; 1 Tim 6,18. Og i det hedenske græsk karakteriseres Sokrates rammende af Dion Chrysostomos som κοινὸς καὶ φιλάνθρωπος: han gjorde sig ikke til og trak sig på ingen måde tilbage fra venlig og fortrolig omgang med sine medmennesker. Ordet kan få en endnu højere anvendelse om ham, som nogle klagede over, fordi han spiste sammen med toldere og syndere (Matt 9,10–11). Også han var i denne betydning, og i ordets ædleste forstand, κοινός. Dette dog kun i forbigående. Den brug af κοινός og κοινόω, som vi her har at gøre med, om hellige ting og som ækvivalent til βέβηλος og βεβηλόω, er udelukkende jødisk-hellenistisk. Man kunne hævde, at den er begrænset til Det Nye Testamente alene, hvis det ikke var for to undtagelser (1 Makk 1,47.62). Sammenligner vi ApG 21,6 [sandsynligvis 21,28] og 24,6, har vi et mærkeligt indirekte bevis for, at en sådan brug af κοινός på den tid, da Apostlenes Gerninger blev skrevet, var uvant og sandsynligvis ukendt for hedningerne. Da Paulus’ jødiske modstandere henvender sig til deres israelitiske landsmænd, fremfører de deres anklage mod ham således: κεκοίνωκε τὸν ἅγιον τόπον (ApG 21,28). Men da de fremfører den samme anklage mod ham, nu ikke over for deres jødiske landsmænd, men over for Felix, en hedning, skifter de ord, og anklagen lyder: ἐπείρασε βεβηλῶσαι τὸ ἱερὸν (ApG 24,6). Det første ordvalg ville her have været malplaceret og kunne meget vel have været uforståeligt.

Det er meget bemærkelsesværdigt, hvordan κοινός i Det Nye Testamente mere og mere trænger ind på det betydningsområde, som først udelukkende tilhørte βέβηλος, og som de to siden kom til at dele mellem sig – dog sådan, at κοινός efterhånden tog den største del og blev brugt oftest (Matt 7,2; ApG 10,14; Rom 14,14 to gange; Hebr 10,29). Hvordan dette gik til, og hvordan βέβηλος siden Septuagintas tilblivelse gradvis var blevet skubbet ud af sin plads, er ikke svært at se. Κοινός, som trådte i dets sted, tiltalte jødiske ører mere, fordi det ved kontrasten fremhævede det jødiske folks ἐκλογή som et λαὸς περιούσιος, der intet fællesskab havde med noget urent. Jo mindre urenhed der nødvendigvis lå i κοινος, desto stærkere blev Israels afsondring fremhævet – et Israel, der ikke ville tåle fællesskab med noget, der havde det mindste af det almindelige over sig. Det rituelt urene nedbrød faktisk mere og mere den skranke, der skilte det fra det moralsk urene, og ophævede enhver forskel mellem dem.