cii. μόχθος, πόνος, κόπος.

Μόχθος forekommer kun tre gange i NT og altid i umiddelbar forbindelse med κόπος (2 Kor 11,27; 1 Thess 2,9; 2 Thess 3,8). Der kan næppe være tvivl om, at ordet hænger nært sammen med μόγις; dette sidste er, som Curtius foreslår, en dativ pluralis, μόγοις, der har mistet et bogstav og er sunket ned til et adverbium. Ordet, der hverken forekommer hos Homer eller Platon, er det jævne hverdagsord for det arbejde, som i en eller anden skikkelse er alle Adams syndige børns lod under solen. Nogle har ment, at arbejdets uendeligt møjsommelige karakter – den større eller mindre nød, som er uløseligt knyttet til det og ikke kan undgås – næppe kommer frem i μόχθος med samme eftertryk som i de andre ord, der her er stillet sammen med det, især πόνος, og at man her kan finde en forskel mellem dem. Men det er næppe tilfældet. Udtryk som Euripides’ πολύμοχθος Ἄρης (Phoen. 791) – og der kunne nævnes nok så mange – bekræfter ikke denne opfattelse.

Af de fire steder, hvor πονος forekommer i NT, står de tre i Åbenbaringen (16,10–11; 21,4) og ét i Kolossenserbrevet (4,13). Dér må πόνος nemlig uden nogen alvorlig tvivl være den rette læsemåde, selv om der findes hele fire andre, πόθος, κόπος, ζῆλος ἀγών, som konkurrerer om den plads, det indtager med bedre ret end dem alle. Πόνος er et arbejde, der kræver et menneskes fulde kraft, og den kraft anstrengt til det yderste, hvis han skal fuldføre den opgave, der ligger foran ham. Således betragtes krigen hos Homer gang på gang som πόνος, ikke kun for dødelige krigere, men også for udødelige, for Ares selv; πόνος ἀνδρῶν [«mænds møje»], som Theognis (985) kalder den; og ordet forbindes med δῆρις (Il. xvii. 158) og med πόλεμος (xvii. 718). Πόνοι er det faste ord for Herkules’ arbejder; undertiden kaldes de også μόχθοι, men langtfra så ofte (Sofokles, Trach. 1080, 1150). Hos Platon forbindes πόνος med ἀγὼν ἔσχατος (Phoedr. 247 b), med νόσος (244 d), med κίνδυνος (2 Alcib. 142 b) og med ζημία (Rep. 365 b), i Septuaginta med ὀδύνη (1 Kong 15,23), med μάστιξ (Jer 6,7) og med πληγή (2 Krøn 9,28). Israels børns grusomme trældom i Egypten er deres πόνος (2 Mos 2,11). Når ordet betyder dette, er det ikke underligt, at πόνος udtrykkeligt nævnes som noget, der ikke har plads i den himmelske stad (Åb 21,4). Κόπος forekommer langt hyppigere. Det findes omkring tyve gange i NT og betegner ikke så meget selve den anstrengelse, et menneske gør, som den mathed eller træthed (se Pott, Etym. Forsch. bd. v, s. 80), der følger, når han har spændt alle sine kræfter til det yderste. Det er værd at lægge mærke til, hvor ofte κόπος og verbet κοπιῶ bruges om det, der er eller burde være arbejdet i den kristne tjeneste; denne brug rummer et advarende ord til alle, der står i denne tjeneste (Joh 4,38; ApG 20,35; Kol 1,29; 2 Kor 6,5; 1 Thess 3,5 og ofte).

Til slut kan det siges, at «labour», «toil» (eller måske «travail») og «weariness» er de tre engelske ord, der bedst gengiver de græske ord μόχθος, πόνος, κόπος, som vi her har med at gøre [på dansk omtrent «arbejde», «slid» (eller «møje») og «træthed»].