ciii. ἄμωμος, ἄμεμπτος, ἀνέγκλητος, ἀνεπίληπτος.

Ord, der udtrykker henholdsvis fravær af lyde og fravær af dadel, forveksles meget let, og forskellen mellem dem tabes af syne; for slet ikke at tale om, at de ord, der har den ene af disse betydninger, let får og tilegner sig den anden. Tag som bevis det første ord i denne gruppe – ord, der alle har at gøre med det kristne liv, og hvordan det bør være. Gengivelsen af dette ord er et påfaldende eksempel på en mangel hos vores oversættere fra 1611 [den engelske King James-oversættelse (A.V.)], som ofte er blevet påpeget: at de ikke gengav ét græsk ord med et fast tilsvarende ord på engelsk. Det er ganske rigtigt, at det ikke altid, ja langtfra altid, kan lade sig gøre; men hvad tvang dem til seks varianter som dem, der er blevet ἅμωμος’ lod de seks steder, hvor ordet forekommer? I Ef 1,4 står det som «without blame»; i Kol 1,22 som «unblameable»; i Ef 5,27 som «without blemish»; i Hebr 9,14 som «without spot»; i Jud 24 som «faultless»; i Åb 14,15 [sandsynligvis 14,5] som «without fault» [på dansk omtrent «uden dadel», «udadlelig», «uden lyde», «uden plet», «fejlfri», «uden fejl»]. Af disse har det første og det andet ikke fanget ordets præcise betydning. Den anklage kan ikke rettes mod de fire andre; den ene gengivelse kan være mere vellykket end den anden, men alle er tilstrækkeligt korrekte. Det er i hvert fald unøjagtigt at gengive ἄμωμος med «without blame» eller «unblameable», eftersom μῶμος i senere hellenistisk græsk er gået fra at betegne dadel til at betegne det, der er genstand for dadel, altså en skamplet, en plet eller en lyde. Ἄμωμος, et sjældent ord i klassisk græsk, som dog findes hos Herodot (ii. 177) og hos Aischylos (Persoe, 185), blev på den måde det faste fagord for, at der intet var i vejen med et offer, intet, der ville gøre det uværdigt til at blive ofret (2 Mos 29,2; 4 Mos 6,14; Ez 43,22; Filon, De Vict. 2), eller som ville gøre den ofrende præst uværdig til at ofre det (1 Makk 4,42).

Når ἄμωμος forbindes med ἄσπιλος for at betegne denne fejlfrihed, sådan som det er forbundet i 1 Pet 1,19, betegner ἄμωμος fraværet af indre lyde, ἄσπιλος fraværet af ydre plet. Allerede i Septuaginta er ordet overført til etikkens område; det bruges dér jævnligt om de troendes hellige vandel (Sl 118,1, i den engelske oversættelse 119,1; Ordsp 11,5) og endda som hædersnavn om Gud selv (Sl 17,33). Vi finder det forbundet med ὅσιος (Visd 10,15) og i NT med ἀνέγκλητος (Kol 1,22) og med ἅγιος (Ef 1,4; 5,27), og vi kan forstå det som et udsagn om, at der slet ingen fejl eller lyde er hos det, ordet bruges om.

Men er ἄμωμος således «den lydefri», så er ἄμεμπτος «den udadlede». Der er forskel på de to udsagn. Kristus var ἄμωμος, fordi der ikke var nogen plet eller lyde i ham, og han kunne sige: «Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?» Men strengt taget var han ikke ἄμεμπτος, og denne betegnelse bruges heller aldrig om ham i NT, for han udholdt syndernes modsigelse mod sig selv, som bagtalte ham, hvor han gik, og lagde ham ting til last, som han intet kendte til. Heller ikke Guds hellige kan, hvor meget de end stræber efter det, regne med, at de vil nå dertil, og at ingen vil finde fejl hos dem, hverken med rette eller med urette. Den, der er ἄμωμος, kan være ἄμεμπτος (se Luk 1,6; Fil 2,15), men han viser sig ikke altid at være det (1 Pet 2,12.15). Samtidig er der en stadig tendens til at betragte den, der er «inculpatus» [ikke dadlet], også som «inculpabilis» [ikke til at dadle], så i den faktiske sprogbrug udviskes skellet mellem disse ords forskellige betydning hele tiden. GT's brug af ἄμεμπτος, fx i Job 11,4, viser det tilstrækkeligt.

Ἀνέγκλητος er ligesom ἀνεπίληπτος i NT udelukkende et ord hos Paulus; det forekommer fem gange i hans breve og ingen andre steder og gengives med «unreprovable» (Kol 1,22) og «blameless» (1 Kor 1,8; 1 Tim 3,10; Tit 1,6.7) [på dansk omtrent «uangribelig» og «ulastelig»]. Chrysostomos forklarer det med rette sådan, at det ikke blot betyder frifindelse, men at der slet ikke er rejst nogen anklage eller beskyldning mod den, det siges om. Ligesom ἄμωμος hører det ikke hjemme i den subjektive verden af menneskers tanker og vurderinger, men i den objektive verden af kendsgerninger. Plutark (De Cap. ex In. Util. 5) forbinder ordet træffende med ἀλοιδόρητος. På et af de ovennævnte steder, nemlig 1 Tim 3,10, hentydes der tydeligt til en skik, som stadig lever videre i vores ordinationer [i Den Engelske Kirke]: Ved begyndelsen af ordinationen spørger den ordinerende biskop de tilstedeværende troende, om de kender til nogen alvorlig forbrydelse eller anklage, som gør, at de, der er fremstillet for ham til ordination, ikke bør ordineres. Han spørger med andre ord, om de er ἀνέγκλητοι, det vil sige ikke blot uanklagelige, men uanklagede; ikke blot fri for enhver berettiget anklage – for det spørgsmål forbeholdes om nødvendigt en senere undersøgelse – men fri for enhver anklage overhovedet. Hensigten med denne opfordring er, at hvis nogen af de tilstedeværende havde en sådan anklage at fremføre, skulle ordinationen ikke finde sted, før sagen var blevet grundigt undersøgt.

Ἀνεπίληπτος er temmelig sjældent i klassisk græsk; det forekommer én gang hos Thukydid (v. 17) og én gang hos Platon (Phileb. 43 c), men aldrig i Septuaginta eller de apokryfe skrifter. Det står sammen med κάθαρος (Lukian, Piscat. i. 8), med ἀνέγκλητος (Id. ib. 46), med τέλειος (Plutark, Sept. Sap. Conv. 9) og med ἀδιάβλητος (Id. Pericles, jf. De Lib. Ed. 7). I vores oversættelse gengives det to gange med «blameless» (1 Tim 3,2; 5,7), men én gang med «irreprovable» (6,14); det er de eneste tre steder, hvor det findes i NT. «Irreprehensible» – et ord, som ikke forekommer i vores autoriserede oversættelse, men er lige så gammelt som den og ældre, og som på et af de nævnte steder, nemlig 1 Tim 3,2, bruges af Rheims-oversættelsen [den katolske engelske oversættelse af NT fra 1582], der havde det fra Vulgatas «irreprehensibilis» [ulastelig, egentlig «som man ikke kan gribe fat i»] – ville være en mere præcis oversættelse, fordi det bygger på samme billede som det græske ord: at man ikke giver en modstander noget, han kan få fat i og bygge en anklage på; μὴ παρέχων κατηγορίας ἀφορμήν [«uden at give anledning til anklage»], som scholiasten til Thukydid udtrykker det. Samtidig ville «unreprehendead» [omtrent «ikke dadlet»], hvis et sådant ord kunne gå an, være en endnu mere præcis gengivelse.