civ. βραδύς, νωθρός, ἀργός.

I en omhyggelig artikel om disse ord formulerer Schmidt på tysk de endelige konklusioner, han er nået frem til om dem; de kan være værd at gentage, for man kan lære noget af dem. Βραδύς ville ifølge ham bedst gengives på tysk med «langsam», med ταχύς eller med ὠκύς (Homer, Odys. viii. 329) eller med ἀγχίνους som modsætning; νωθρός med «träge», med ὀξύς som den egentlige modsætning; mens han i moralsk henseende sætter ἀργός lig med det tyske «faul» eller med «unthätig» og finder den egentlige modsætning hertil i ἐνεργός [«langsam» = langsom; «träge» = træg; «faul» = doven; «unthätig» = uvirksom]. Lad os se lidt nærmere på disse ord.

Βραδύς adskiller sig fra de ord, det her sammenlignes med, ved ikke nødvendigvis at indebære nogen moralsk fejl eller dadel. Tværtimod: Af de tre steder, hvor ordet bruges i NT, er de to rosende; for at være «langsom» til det onde, til overilet tale eller til vrede (Jak 1,19, to gange) er en dyd og ikke det modsatte. Også andre steder bruges βραδύς rosende, som når Isokrates (1,34) råder til at være «langsom» til at planlægge og hurtig til at udføre. Det er heller ikke dadel mod spartanerne, når Thukydid tillægger spartanerne langsomhed i handling (βραδύτης) og athenerne hurtighed. Han gør her ikke andet end at veje de to folks mest iøjnefaldende og fremragende egenskaber op mod hinanden på lige vægtskåle (viii. 96).

Etymologien af νωθρός, som kun findes to gange i NT, begge gange i Hebræerbrevet (5,11; 6,12), er usikker; afledningen fra νη og ὠθεῖν, som engang vandt tilslutning, gør det ikke længere. Vi møder ordet i godt attisk græsk, fx hos Platon (Theoetet. 144 b), men i sprogets klassiske perioder var formen νωθὴς den foretrukne, og νωθρός kom først i almindelig brug i κοινὴ διάλεκτος’ tid [fællesgræsk, dvs. hellenistisk græsk]. Det forekommer kun én gang i Septuaginta (Ordsp 22,29), νωθροκάρδιος ligeledes én gang (Ordsp 12,8); to gange i de apokryfe skrifter, i Sir 11,13 og igen i 4,34, hvor νωθρός og παρειμένος ἐν τοῖς ἔργοις står lærerigt side om side.

I νωθρός ligger der en dybere, mere medfødt træghed, så at sige bundet ind i selve livet, end i nogen af de andre ord i denne gruppe. Den, der er βραδὺς i dag, kan blive ὠκὺς i morgen; den, der er ἀργὸς, kan blive ἐνεργός; men selve beskaffenheden hos den, der er νωθρός, gør ham uskikket til virksomhed i sind og ånd; han er νωθρός ἐν ταῖς ἐπίνοιαις (Polybios, iv. 8. 5). Dionysios fra Halikarnassos forbinder ordet med ἀναίσθητος, ἀκίνητος og ἀπαθής; Hippokrates, som Schmidt citerer, med βαρύς; Plutark (De Orac. Def.) med δυσκίνητος. Denne sidste betegnelse udtrykker klart det, som de andre nævnte ord kun antyder, nemlig en vis klodsethed og tunghed i gang og fremtræden, der udadtil afspejler den langsomhed og uskikkethed til virksomhed i sind og ånd, som findes indeni. Det andet sted, ordet forekommer, Hebr 6,12, gengiver Vulgata det træffende med «segnis» [træg]; «sluggish» i stedet for «slothful», som nu står i vores oversættelse, ville være en forbedring [på dansk omtrent «træg» i stedet for «doven»]. Delitzsch sammenfatter i sin kommentar til Hebr 5,11 betydningen af νωθρός således: Schwer in Bewegung zu setzen, schwerfällig, träge, stumpf, matt, lässig [«svær at sætte i bevægelse, tung, træg, sløv, mat, slap»], mens Pollux gør νώθρεια til et synonym for ἀμβλύτης. I sin ældre form er det et fast tilnavn til æslet (Homer, Il. ii. 559).

Ἀργός (== ἀεργός) bruges om personer (2 Pet 1,8; Tit 1,12) og om ting (Matt 12,36; 20,3.6) og forbindes på det første af disse steder med ἄκαρπος. Dér gengives det med «barren» [gold], en ikke særlig heldig gengivelse, som med fordel kunne erstattes af «idle» [ledig, uvirksom], eftersom «barren and unfruitful», som vi nu læser det, er en tautologi, som det ville være godt at slippe af med. Platon forbinder det med ἀμελής (Rep. 421 d) og med δειλός (Legg. x. 903), Plutark med ἄκαρπος (Poplic. 8), sådan som Peter allerede havde gjort; Demosthenes forbinder verbet ἀργεῖν med σχολάζειν og ἀπορεῖν. Xenofon stiller det op som modsætning til ἐνεργός (Cyrop. iii. 2. 19), Sofokles til ἐργάτις (Phil. 97).

«Slow» (eller «tardy»), «sluggish» og «idle» ville hver for sig gengive ordene i denne gruppe [på dansk omtrent «langsom», «træg» og «ledig»].