Leningrad-kodeksen – den ældste fuldstændige hebraiske Bibel

Om fundet

Leningrad-kodeksen er en bog af pergament med 491 blade. Ifølge skriverens efterskrift blev den skrevet i Kairo i år 1008 eller 1009 af Shmuel ben Jaakov, som også tilføjede vokaltegn, accenter og masoretiske noter. Han oplyser, at han rettede teksten efter de nøjagtige håndskrifter fra Ben Asher-skolen i Tiberias – den samme skole, som stod bag Aleppo-kodeksen.

Bogen er smukt udført. Udover de tre tekstkolonner på hver side har den 16 såkaldte tæppesider, helsider med geometriske mønstre i guld og farver, hvor de små bogstaver danner figurerne. Nogle indeholder masoretiske regler, andre bibelvers og skriverens navn.

I 1800-tallet erhvervede den karaitiske samler Abraham Firkovich håndskriftet, og det kom til det kejserlige bibliotek i Sankt Petersborg. Da byen hed Leningrad i sovjettiden, fik kodeksen sit navn. Bibelens bøger er ordnet lidt anderledes end i trykte hebraiske Bibler: Krønikebøgerne står først blandt Skrifterne, og Ezra og Nehemias til sidst. Hele håndskriftet blev fotograferet i 1990, så forskere kan studere det uden at røre ved originalen.

Betydning for Bibelen

Siden 1937 har Leningrad-kodeksen været grundteksten i de vigtigste udgaver af den hebraiske Bibel (Biblia Hebraica og Biblia Hebraica Stuttgartensia). Det betyder, at når en dansk bibellæser i dag slår op i 1 Mos 1,1, hviler oversættelsen i høj grad på denne bog. Kodeksen er ikke en original, men en meget omhyggelig afskrift, og sammenligningen med Dødehavsrullerne, der er tusind år ældre, viser, at teksten i det store og hele er overleveret trofast. Den er et vidnesbyrd om den troskab mod skriften, som ses allerede, da Ezra læste loven op for folket (Neh 8,8).

Bibelsteder

1 Mos 1,1 · Neh 8,8 · Sl 119,89