Ur i Kaldæa og kongegravene

Om fundet

Ur ligger ved Tell el-Mukajjar i det sydlige Irak. I oldtiden lå byen ved Eufrat tæt på Den Persiske Golf og var en af Sumers vigtigste havne- og handelsbyer. Byens gud var måneguden Nanna (på akkadisk Sin). Omkring 2100 f.Kr. byggede kong Ur-Nammu et mægtigt tempeltårn, en ziggurat, af soltørrede og brændte teglsten. Dets nederste del står stadig og er delvis genopbygget.

Den britiske arkæolog Leonard Woolley udgravede Ur i tolv sæsoner fra 1922 til 1934. Hans mest berømte fund var en gravplads med omkring 1.800 grave. Nogle få af dem, de såkaldte kongegrave fra omkring 2600–2500 f.Kr., var muret op af sten og fyldt med kostbare ting: smykker, guldbægre, musikinstrumenter med tyrehoveder, spil, vogne og den udsmykkede kasse, man kalder «Ur-standarden», med billeder af krig og fest. Også figuren «væderen i krattet» af guld, lapis lazuli og muslingeskal blev fundet her.

Gravene viser også en uhyggelig side: i flere af dem lå dusinvis af tjenere, soldater og hofdamer, som var fulgt med herskeren i døden. En af gravene tilhørte dronning Puabi, hvis navn står på et cylindersegl. Woolley fandt også boligkvarterer fra omkring 2000–1800 f.Kr. med huse i to etager omkring en gård, og mange lertavler med skole- og forretningstekster.

Betydning for Bibelen

Bibelen siger, at Abram kom fra «Ur i Kaldæa», hvorfra hans far Tera drog af sted mod Kana’an og slog sig ned i Karan (1 Mos 11,28–31; 15,7; Neh 9,7; ApG 7,2–4). Udgravningerne viser, at Ur var en rig og gammel storby med en højtudviklet kultur, hvor man dyrkede månens gud. Det giver baggrund for Jos 24,2, hvor det siges, at Abrahams forfædre «tjente andre guder». Kongegravene er dog flere hundrede år ældre end Abraham, og der er intet fund fra Ur, som nævner ham. Udgravningerne viser altså, hvilken verden han forlod, ikke at han boede netop her.

Til diskussion

Nogle forskere mener, at Abrahams Ur lå i det nordlige Mesopotamien nær Karan (fx ved Urfa i Tyrkiet), fordi familien drog dertil, og fordi kaldæerne først kendes i det sydlige Irak fra 800-tallet f.Kr. De fleste fastholder dog, at Ur ved Eufrat er stedet, og at «Kaldæa» er en senere betegnelse for området. Woolleys påstand om, at et lerlag i Ur stammede fra Noas syndflod, er opgivet; det var en lokal oversvømmelse.

Bibelsteder

1 Mos 11,28–31 · 1 Mos 15,7 · Neh 9,7 · ApG 7,2–4 · Jos 24,2