Fastelavn

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 3,13–17

Teksten står lige efter Johannes Døberens prædiken ved Jordan (Matt 3,1–12), hvor han kalder folket til omvendelse, døber dem, mens de bekender deres synder, og varsler om den stærkere, der kommer efter ham. Nu kommer denne stærkere selv – ikke for at døbe, men for at blive døbt. Jesus har levet skjult i Nazaret (Matt 2,23); her træder han frem offentligt, og lige efter fører Ånden ham ud i ørkenen for at blive fristet (Matt 4,1). Samtalen mellem Jesus og Johannes (v. 14–15) findes kun hos Matthæus. Den svarer på det spørgsmål, som enhver læser stiller: Hvorfor skal den syndfri have syndernes dåb? Derefter taler Faderen fra himlen, ikke til Jesus, men om ham til de tilstedeværende: «Denne er min Søn.» Teksten er prædiketekst på fastelavns søndag (1. tekstrække). Dér står den som indgangen til fasten: Den, der i dåben stiller sig i rækken af syndere, er på vej mod korset, hvor han bærer verdens synd.

Loven i teksten: Johannes’ dåb var for syndere, der bekendte deres synder. At Guds Søn må stille sig i den kø, viser, hvor alvorligt Gud tager synden: den kan ikke bare overses, den må bæres og sones. Teksten afslører også os. Vi vil helst stå et andet sted end blandt synderne, ligesom Johannes vil holde Jesus ude af floden – men vores egen fromhed er ikke en vej til Gud. Over os er himlen lukket, så længe vi står uden for Sønnen. Faderens velbehag hviler på ham, ikke på vores gode vilje eller indsats. Og den, der foragter dåben, foragter det, Guds egen Søn ikke var for fin til at tage imod.

Evangeliet i teksten: Den syndfri går frivilligt ned i det vand, som var bestemt for syndere, for at opfylde hele retfærdigheden i vores sted. Han bærer vores synd ned i floden, så den ikke længere skal ligge på os. Derfor åbnes himlen: Gud er ikke vred, men lader sin Ånd komme ned som en fredelig due og taler med en venlig røst. «Denne er min Søn, den elskede» er det gode budskab, at Faderens velbehag hviler på den, der står i synderes sted. I vores egen dåb bliver vi lagt ind i hans, så det samme ord gælder os: elsket, ikke for vores egen skyld, men for hans. Dåben står fast, også når vi falder; vi må vende tilbage til den.

Prædikenspor: «Han stiller sig i synderes kø» · «Gå til Jordan og lær, hvem Gud er» · «Du er døbt – himlen er åben»

Salmeforslag: DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem · DDS 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb · DDS 442 Enhver, som tror og bliver døbt · DDS 444 Guds-husets dør er i vor dåb · DDS 453 Vort løsen er vor tro og dåb

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 18,31–43

Teksten står i slutningen af Lukas’ lange rejseberetning (Luk 9,51–19,27), hvor Jesus med fast vilje går mod Jerusalem. Lige før har den rige rådsherre gået bedrøvet bort, og Peter har spurgt, hvad de får, som har forladt alt (Luk 18,18–30). Nu tager Jesus de tolv til side og forudsiger for tredje gang sin lidelse (jf. Luk 9,22; 9,44), denne gang mest udførligt: overgivelse til hedningerne, hån, piskeslag, død og opstandelse. Men disciplene forstår intet. Lige efter, ved Jeriko, sidder en blind tigger ved vejen. Han kan ikke se, men han hører, hvem der går forbi, og råber til Davids søn om barmhjertighed. Han får synet og følger Jesus på vejen op mod Jerusalem. De to stykker hører sammen: de seende disciple er blinde for korset, mens den blinde ser, hvem Jesus er. Teksten er prædiketekst på fastelavns søndag (2. tekstrække). Den var også fastelavnsevangeliet i den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger. Den åbner vejen ind i fasten: Se, vi går op til Jerusalem.

Loven i teksten: Teksten afslører en blindhed, som ikke sidder i øjnene. Disciplene har gået med Jesus i årevis, men da han taler klart om sin lidelse, forstår de intet. De vil have en Messias uden kors, en herre, der gør dem store. Sådan er vores hjerte også: vi vil gerne have Guds hjælp og velsignelse, men ikke en Frelser, der må dø for vores synd, for så er vi jo ikke selv i stand til noget. Fornuften kan ikke fatte Guds vej og vil helst rette den. Også folkemængden står i vejen: de, der går forrest, vil have den råbende tigger til at tie. Det er let at være fromt irriteret over andres nød og at holde de fattige væk fra Jesus.

Evangeliet i teksten: Jesus går frivilligt op til Jerusalem for at fuldbyrde alt, hvad profeterne har skrevet: han lader sig overgive, håne, piske og dræbe, og på den tredje dag opstår han. Det sker ikke over hovedet på os, men for os. Og på vejen dertil står han stille for en blind tigger, der ikke har andet at komme med end sin nød og et råb om barmhjertighed. «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?» Hans hænder står åbne. Han siger et ord, og det, han siger, sker. Det samme gælder os: Kristus har ikke glemt nogen, der råber til ham, og hans ord om syndernes forladelse er lige så virkeligt som hans «Bliv seende!». Troen, der holder sig til ham, frelser.

Prædikenspor: «Blinde disciple og en seende tigger» · «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?» · «Når man ikke forstår Guds vej»

Salmeforslag: DDS 172 Se, vi går op til Jerusalem · DDS 173 Ét vidste han om vejen frem · DDS 584 Beder, og I skulle få · DDS 582 At tro er at komme · DDS 511 Jesus han er syndres ven

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 28–29Jesu dåb og fristelse – Jesus døbes af Johannes og fristes i ørkenen i fyrre dage.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers