Luk 18,31–43

Teksten i sammenhæng

Teksten står i slutningen af Lukas’ lange rejseberetning (Luk 9,51–19,27), hvor Jesus med fast vilje går mod Jerusalem. Lige før har den rige rådsherre gået bedrøvet bort, og Peter har spurgt, hvad de får, som har forladt alt (Luk 18,18–30). Nu tager Jesus de tolv til side og forudsiger for tredje gang sin lidelse (jf. Luk 9,22; 9,44), denne gang mest udførligt: overgivelse til hedningerne, hån, piskeslag, død og opstandelse. Men disciplene forstår intet. Lige efter, ved Jeriko, sidder en blind tigger ved vejen. Han kan ikke se, men han hører, hvem der går forbi, og råber til Davids søn om barmhjertighed. Han får synet og følger Jesus på vejen op mod Jerusalem. De to stykker hører sammen: de seende disciple er blinde for korset, mens den blinde ser, hvem Jesus er. Teksten er prædiketekst på fastelavns søndag (2. tekstrække). Den var også fastelavnsevangeliet i den gamle tekstrække, som Luthers Huspostil følger. Den åbner vejen ind i fasten: Se, vi går op til Jerusalem.

Opbygning

1. 18,31 Jesus forudsiger sin lidelse og opstandelse
2. 18,34 Disciplene forstår intet
3. 18,35 Den blinde ved vejen råber til Davids søn
4. 18,40 «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?»
5. 18,43 Han ser, følger Jesus og priser Gud

Græske nøgleord

• τελέω (G5055, v. 18,31) – τελέω, fuldbyrde, fuldende: futurum passiv (τελεσθήσεται), «skal fuldbyrdes». Det er ikke tilfældet eller menneskers ondskab, der styrer det, som skal ske, men det, Gud har ladet skrive ved profeterne. Samme ordstamme lyder fra korset i Joh 19,30: «Det er fuldbragt» (τετέλεσται). Lidelsen er ikke et uheld på vejen, men målet for den.
• παραδίδωμι (G3860, v. 18,32) – παραδίδωμι, overgive, forråde: futurum passiv, «han skal overgives». Ordet bruges om Judas’ forræderi og rådets overgivelse til Pilatus, men bag de menneskelige aktører står Gud selv, som «ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle» (Rom 8,32, samme ord). Passiven lader begge dele stå: mennesker handler skyldigt, og Gud gennemfører sin frelsesplan.
• κρύπτω (G2928, v. 18,34) – κρύπτω, skjule: perfektum participium passiv i en omskrivning (ἦν … κεκρυμμένον), «var skjult», en varig tilstand. Lukas siger tre gange, at disciplene ikke forstod. Passiven peger på, at forståelsen ikke er noget, de kunne tage sig selv; den gives først, da den opstandne åbner deres forstand for Skrifterne (Luk 24,45).
• ἐλεέω (G1653, v. 18,38) – ἐλεέω, forbarme sig, vise barmhjertighed: aorist imperativ (ἐλέησόν με), en kort og direkte bøn om hjælp nu. Den blinde stiller ingen betingelser og fremlægger ingen fortjeneste; han appellerer kun til Jesu barmhjertighed som Davids søn. Ordene blev tidligt til kirkens bøn, Kyrie eleison, som lyder i gudstjenesten.
• ἀναβλέπω (G308, v. 18,42) – ἀναβλέπω, se op, få synet igen: ordet står tre gange (v. 41, 42, 43) og binder bøn, ord og virkning sammen. Jesu svar er en befaling i aorist imperativ (ἀνάβλεψον, «Bliv seende!»), og i v. 43 hedder det straks ἀνέβλεψεν, «han blev seende». Det, Jesus siger, sker; ordet bærer selv den gerning, det nævner.
• σώζω (G4982, v. 18,42) – σῴζω, frelse, redde, gøre rask: perfektum (σέσωκέν), «har frelst dig», en fuldbyrdet handling med varig virkning. Ordet rummer både helbredelse og frelse. Hos Lukas står samme sætning til synderinden (Luk 7,50), den blødende kvinde (8,48) og den samaritanske spedalske (17,19). Troen frelser ikke som en præstation, men fordi den holder sig til den, der forbarmer sig.
• ἀκολουθέω (G190, v. 18,43) – ἀκολουθέω, følge: imperfektum (ἠκολούθει), «han fulgte ham», en vedvarende handling. Den helbredte går ikke bare hjem; han slutter sig til Jesus på vejen, som i v. 31 er vejen op til Jerusalem og lidelsen. Det er discipelskabets ord (Luk 5,11; 9,23). Den, der har fået synet, går med den, der skal lide.

Eksegetiske noter

• v. 18,31 Paralleller: Matt 20,17–19 og Mark 10,32–34. Kun Lukas siger, at «alt det, som er skrevet ved profeterne», skal fuldbyrdes. Han nævner ikke enkelte steder, men man kan tænke på Es 50,6 og Es 53 og Sl 22. Den opstandne vender tilbage til samme tanke i Luk 24,25–27.44–46: Skriften peger på Messias’ lidelse og herlighed. Lukas udelader den efterfølgende samtale om Zebedæus’ sønner.
• v. 18,32–33 Den tredje forudsigelse er den mest detaljerede. Her nævnes for første gang hos Lukas, at Jesus skal overgives «til hedningerne», dvs. romerne. Det opfyldes i Luk 23,1 ff. Hånen og spyttet svarer til Herrens tjeners ord i Es 50,6. Opstandelsen «på den tredje dag» hører med til forudsigelsen hver gang; lidelsen er aldrig det sidste ord.
• v. 18,34 Tre udtryk for det samme: de forstod intet, ordet var skjult, de vidste ikke, hvad der blev sagt. Lukas siger det samme ved den anden forudsigelse (Luk 9,45). Det skyldes ikke dårlige ører, men at en lidende Messias stred mod alt, hvad de ventede (jf. Luk 24,21). Lukas forklarer ikke her, hvem der skjulte det; først efter påske åbner Jesus deres forstand (Luk 24,45).
• v. 18,35 Hos Lukas sker helbredelsen, da Jesus nærmer sig Jeriko; hos Markus, da han drager ud derfra (Mark 10,46), og Matthæus nævner to blinde (Matt 20,29–34). Kun Markus giver navnet Bartimæus. Ældre og nyere udlæggere har peget på, at der på den tid fandtes både det gamle Jeriko og Herodes’ nye by ved siden af. Evangelisterne fortæller samme begivenhed, men hver efter sit formål.
• v. 18,38–39 «Davids søn» er en messiansk titel, bygget på løftet til David (2 Sam 7,12–16; jf. Es 11,1). Det er første gang i Lukas, at nogen tiltaler Jesus sådan, lige før indtoget, hvor folket hylder kongen (Luk 19,38). Den blinde ser altså, hvem Jesus er. I v. 38 står βοάω, «råbe», i v. 39 det stærkere κράζω, «skrige»: modstanden gør ham kun mere ihærdig.
• v. 18,40–41 Jesus «stod stille» midt på vejen mod Jerusalem. Spørgsmålet «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?» er det samme, han stiller Zebedæus’ sønner i Mark 10,36, men svaret er et andet: de beder om ære, den blinde om synet. Han tiltaler Jesus «Herre» (κύριε) og beder ganske enkelt om det, han mangler.
• v. 18,43 Fortællingen ender med lovprisning på to planer: den helbredte priser Gud (δοξάζων τὸν θεόν), og hele folket giver Gud ære (αἶνον). Det er et kendetegn hos Lukas, at Guds gerninger fører til lovsang (Luk 2,20; 5,25–26; 17,15). Kontrasten til v. 34 er tydelig: de seende disciple forstår intet, den blinde ser og følger.

Lov og evangelium

Loven: Teksten afslører en blindhed, som ikke sidder i øjnene. Disciplene har gået med Jesus i årevis, men da han taler klart om sin lidelse, forstår de intet. De vil have en Messias uden kors, en herre, der gør dem store. Sådan er vores hjerte også: vi vil gerne have Guds hjælp og velsignelse, men ikke en Frelser, der må dø for vores synd, for så er vi jo ikke selv i stand til noget. Fornuften kan ikke fatte Guds vej og vil helst rette den. Også folkemængden står i vejen: de, der går forrest, vil have den råbende tigger til at tie. Det er let at være fromt irriteret over andres nød og at holde de fattige væk fra Jesus.

Evangeliet: Jesus går frivilligt op til Jerusalem for at fuldbyrde alt, hvad profeterne har skrevet: han lader sig overgive, håne, piske og dræbe, og på den tredje dag opstår han. Det sker ikke over hovedet på os, men for os. Og på vejen dertil står han stille for en blind tigger, der ikke har andet at komme med end sin nød og et råb om barmhjertighed. «Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?» Hans hænder står åbne. Han siger et ord, og det, han siger, sker. Det samme gælder os: Kristus har ikke glemt nogen, der råber til ham, og hans ord om syndernes forladelse er lige så virkeligt som hans «Bliv seende!». Troen, der holder sig til ham, frelser.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: fastelavns søndag: Luther forklarer disciplenes manglende forståelse ud fra deres forventninger: den, der gør så store undere, må blive en stor herre, og så kan hans tale om lidelse ikke være ment bogstaveligt.
  «Derfor gik deres tanker sådan: Gud holder alt for meget af ham, han lader ham ikke lide noget.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: fastelavns søndag: Luther stiller den blinde op over for disciplene: han ser intet, men tror Jesu ord, før gerningen sker. Ordet og troen hører sammen, ligesom ved dåben og tilgivelsen.
  «men så snart ordet lyder: «Bliv seende!», tror han det. Derfor sker det også for ham, sådan som han tror.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: fastelavns søndag: I det andet stykke ser Luther en «tiggerkunst»: vi skal bede frimodigt og blive ved, uden at vente på at blive værdige, for det er Guds ære at give.
  «For den, der vil vente, til han bliver værdig til, at Gud giver ham noget, han kommer sandelig aldrig nogen sinde til at bede om noget.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 11: Kristi person: Jacobs bruger bl.a. Luk 18,31–33 som skriftbevis for, at Det Nye Testamente viser Jesus som Kristus ved at pege på, at profetierne opfyldes i ham, også hans lidelse og opstandelse.
  «At Jesus er Kristus. Der citeres hele tiden profetier fra Det Gamle Testamente, som findes opfyldt i Jesus fra Nazaret.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 12: Kristi to stande: Ud fra parallellen Matt 20,18–19 skelner Jacobs mellem Kristi lidelse i bred forstand, hele hans fornedrede liv, og den yderste lidelse til sidst, som forudsigelsen taler om.
  «I snævrere forstand er det den yderste lidelse, som han gennemgik helt ved slutningen af sit liv (Matt 20,18–19).» Læs teksten

Prædikenspor

Blinde disciple og en seende tigger

Et spor, der følger teksten og dens to dele. Hovedtanken: Den, der ser med øjnene, kan være blind for korset, og den blinde kan se, hvem Jesus er. 1) Jesus taler klart om lidelse og opstandelse (v. 31–33), men disciplene forstår intet (v. 34). Luther: de tænkte, at Gud holdt for meget af ham til at lade ham lide. Vi vil også gerne have en Kristus uden kors. 2) Ved Jeriko råber en blind tigger til Davids søn (v. 38). Han ser med troens øjne, hvem der går forbi. 3) Jesus står stille, og hans ord giver synet. Den helbredte følger ham op mod Jerusalem. Evangeliet: Kristus går korsets vej for os og åbner selv vores øjne, så vi kan se ham og følge ham.

Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig?

Et tematisk spor om bønnen ud fra Luthers «tiggerkunst». 1) Den blinde har intet at komme med: ingen fortjeneste, ingen anseelse, kun sin nød. Netop derfor råber han. Luther: den, der vil vente, til han bliver værdig, kommer aldrig til at bede. 2) Andre vil have ham til at tie, men han råber kun højere (v. 39). Bønnen må gerne være ihærdig; Gud bliver ikke træt af den. 3) Jesus står stille og spørger, hvad han vil. Hans hænder står åbne. Evangeliet: Vi beder ikke til en, der skal overtales, men til Davids søn, som er på vej til korset for os, og som har lovet at høre.

Når man ikke forstår Guds vej

Et sjælesørgerligt spor for dem, der ikke kan se meningen med det, de går igennem. 1) Disciplene forstod intet af det, Jesus sagde; ordet var skjult for dem. Det er ikke en skam at stå uforstående over for Guds vej, heller ikke for kristne. 2) Luther siger, at Guds gerninger ikke kan fattes, før de sker, men bagefter forstår man dem. Derfor hører Ordet og troen sammen: Vi holder os til det, Gud har sagt, også når vi ikke ser. 3) Den blinde så intet, men troede ordet, og det skete. Evangeliet: Den opstandne åbnede disciplenes forstand; han går også den vej, vi ikke forstår, sammen med os, og fører den til målet.

Lærepunkter i teksten

• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Forudsigelsen tegner fornedrelsens vej, overgivelse, hån og død, og ophøjelsen på den tredje dag, sådan som Skriften har sagt det.
• Den frie vilje – Disciplene kan ikke selv fatte korsets ord; forståelsen er skjult for dem, indtil den opstandne åbner deres forstand.
• Ordets kraft – «Bliv seende!» – og han blev seende. Jesu ord gør det, det siger; Luther anvender det på dåben og tilgivelsen.
• Den frelsende tro – «Din tro har frelst dig»: troen holder sig til Jesu barmhjertighed og ord, ikke til egen værdighed eller følelse.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 172 Se, vi går op til Jerusalem – Fastelavnssalmen, der tager Jesu ord i v. 31 op og fører menigheden ind i fasten.
• 173 Ét vidste han om vejen frem – Om Jesu vej mod lidelsen, som han går med åbne øjne, i modsætning til disciplene.
• 584 Beder, og I skulle få – Bønnesalme, der passer til den blinde tiggers ihærdige råb og Luthers «tiggerkunst».
• 582 At tro er at komme – Troen som at komme til Jesus med sin nød, sådan som den blinde gør.
• 511 Jesus han er syndres ven – Jesus står stille for den, som andre vil have til at tie.