Seksagesima

Læsningerne i Alterbogen

8. søndag før påske.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Mark 4,1–20

Lignelsen om sædemanden indleder Markusevangeliets store lignelsestale (4,1–34). Forinden er modstanden mod Jesus vokset: De skriftkloge siger, at han er besat (3,22), og hans egen familie vil hente ham (3,21.31–35). Nu sidder Jesus i en båd ved Genesaret Sø og taler til en stor skare på bredden. Lignelsen begynder og slutter med en opfordring til at høre (4,3.9). Derefter skifter scenen: Da han er alene med de tolv og de andre omkring ham, forklarer han, hvorfor han taler i lignelser (4,10–12), og han tyder lignelsen punkt for punkt (4,13–20). Sædemanden sår Ordet, og jordbunden er de forskellige slags tilhørere. Jesus kalder den en nøgle til alle de andre lignelser (4,13). I kirkeåret er teksten evangelium på seksagesima søndag i 1. tekstrække. Det er søndagen mellem septuagesima og fastelavn, hvor Ordet og dets virkning er temaet. I den gamle tekstrække var parallellen Luk 8,4–15 evangelium på samme dag, så Luthers prædiken over Lukas-teksten i Huspostillen kan bruges med god grund.

Loven i teksten: Lignelsen stiller hver tilhører spørgsmålet: Hvilken jord er jeg? Den afslører, at det er muligt at sidde under Ordet uden at blive ramt af det. Hos nogle bliver det taget bort, før det slår rod, og Jesus kalder ikke det glemsomhed, men Satans værk. Andre tager glade imod, men falder fra, når det koster noget. Atter andre lader Ordet kvæle af ganske almindelige ting: bekymringer for økonomi og fremtid, rigdommens løfter og alt det, vi gerne vil have. Ingen af os kan sige, at vi ikke kender det hårde, det stenede eller det tilgroede i vores eget hjerte. Af egen kraft er vi ikke god jord.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i sædemanden og sæden. Sædemanden sår rundhåndet, også på vejen, klippen og blandt tidslerne. Han sparer ikke på sæden, og han giver ikke op over den dårlige jord. Det er Kristus, der selv er gået ud for at så, og hans ord har kraften i sig: Det skaber selv den gode jord, hvor det kan bære frugt. Den gode jord er ikke en særlig slags mennesker, men dem, der hører Ordet og tager imod det. Til dem er Guds riges hemmelighed givet som en gave. For den, der frygter at være dårlig jord, er der derfor kun ét svar: Bliv under Ordet, for det er netop dér, Gud pløjer, renser og giver vækst.

Prædikenspor: «Sædemanden gik ud for at så» · «Pas på, hvordan I hører» · «Når det ikke ser ud til at nytte»

Salmeforslag: DDS 153 En sædemand gik ud at så · DDS 154 En bondemand går ud at så · DDS 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes · DDS 337 Behold os, Herre, ved dit ord · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Mark 4,26–32

Teksten står midt i Markusevangeliets lignelsestale (4,1–34). Jesus sidder i en båd ved Genesaret Sø og taler til en stor skare på bredden. Først kommer lignelsen om sædemanden med forklaringen (4,1–20) og ordene om lampen og om målet, man måler med (4,21–25). Derefter følger to korte lignelser om væksten: sæden, der gror af sig selv, som kun Markus har, og sennepskornet, som også står i Matt 13,31–32 og Luk 13,18–19. Tilhørerne er skaren og disciplene, og Markus slutter med, at Jesus talte til folket i lignelser, så vidt de kunne forstå det, men forklarede alt for disciplene (4,33–34). Begge lignelser handler om Guds rige: Det kommer ved Ordet, det vokser uden menneskers kraft, og det begynder i det små, men ender i høst og storhed. I kirkeåret er teksten evangelium på seksagesima søndag i 2. tekstrække; i 1. tekstrække er det lignelsen om sædemanden (Mark 4,1–20). Den gamle tekstrække havde Luk 8,4–15 på dagen, og det er den tekst, Luther prædiker over i Huspostillen. Seksagesima er Ordets søndag i tiden før fasten.

Loven i teksten: Teksten afslører vores utålmodighed og vores mistillid til Ordet. Vi vil se resultater, måle fremgang og selv sørge for væksten. Når kirken er lille og troen svag, foragter vi den ringe begyndelse og leder efter noget, der er mere imponerende end Ordet og sakramenterne. Samtidig glemmer vi høsten. Lignelsen ender med seglen: Der kommer en dag, hvor Gud holder høst, og den, der har ladet Ordet ligge uden frugt, står til regnskab. Ingen af os kan få noget til at gro i et hjerte, heller ikke i vores eget.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Guds rige ikke afhænger af os. Sæden er Ordet om Kristus, og den har livet i sig selv. Den spirer, mens vi sover, og bærer frugt «af sig selv», fordi Helligånden virker troen ved Ordet. Riget begynder i det små, ligesom Kristus selv: født i fattigdom, korsfæstet og lagt i graven, men opstået og ophøjet, så folkene finder ly hos ham. Den, der er svag i troen, må vide: Det, Gud har sået i dig ved dåben og Ordet, gror, og høsten er hans, ikke din præstation.

Prædikenspor: «Det gror, mens vi sover» · «Foragt ikke de små begyndelser» · «En tro som et sennepsfrø»

Salmeforslag: DDS 153 En sædemand gik ud at så · DDS 156 Guds rige lignes ved et frø · DDS 350 Foragter ej de ringe dage · DDS 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers