1. søndag efter helligtrekonger

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 2,41–52

Teksten afslutter Lukas’ barndomsfortælling (Luk 1–2) og er evangeliernes eneste beretning om Jesus mellem spædbarnsalderen og dåben. Den står lige efter fremstillingen i templet, hvor Simeon og Anna priste barnet (2,22–40), og den rammes ind af to næsten ens notitser om barnets vækst (2,40.52). Josef og Maria er fromme jøder, som hvert år drager op til påsken i Jerusalem efter loven. Da Jesus er tolv år, bliver han tilbage i templet uden at sige det, og forældrene finder ham først efter tre dages søgen, siddende blandt lærerne. Her falder de første ord, Lukas lader Jesus sige: Han bør være hos sin Far. Han taler til Maria og Josef, men ordene åbenbarer for alle, hvem han er. Bagefter går han med dem hjem til Nazaret og er dem lydig. I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag efter helligtrekonger i 1. tekstrække. Sådan var det også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I helligtrekongertiden handler evangelierne om, hvordan Kristus åbenbarer sig – her som Guds Søn, der dog lever i lydighed.

Loven i teksten: Teksten viser, hvor let man mister Jesus af syne, også de mennesker, der står ham nærmest. Maria og Josef går hjem i god tro, optaget af følget og familien, og opdager først efter en dag, at han ikke er med. De leder blandt slægt og bekendte, men ikke dér, hvor han hører hjemme. Sådan kan også vi leve med kirkeår og skik og tage for givet, at Jesus nok er med, uden at spørge efter hans ord. Og Jesu lydighed i Nazaret dømmer vores ulydighed i de små ting: mod forældre, mod dem, vi står under, og mod Gud, når vi hellere vil tjene mennesker end ham, sådan som Luther siger.

Evangeliet i teksten: Drengen i templet er Guds Søn: «Jeg bør være hos min Far.» Han hører Faderen til, og hans vej er bestemt af Faderens vilje, den vej, der fører gennem lidelsen til påskens tredje dag. Men den samme Søn går med ned til Nazaret og underlægger sig to fattige forældre. Han, der ikke skyldte nogen lydighed, opfylder det fjerde bud og hele loven i vores sted, så hans lydighed tilregnes os. Og han lader sig finde. Forældrene finder ham dér, hvor Guds ord bliver udlagt, og dér finder vi ham også. Fordi han har båret brænde og hentet vand, er også vores almindelige pligter i hjemmet helliget.

Prædikenspor: «Hvor er Jesus?» · «Gud først – og så far og mor» · «Når man ikke kan finde ham»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 140 I Nazaret, i trange kår · DDS 54 Hvad mener I om Kristus · DDS 62 Jesus - det eneste

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

1. række: Mark 10,13–16

Teksten står i Markusevangeliets 10. kapitel, mens Jesus er på vej gennem Judæa og over Jordan mod Jerusalem (Mark 10,1.32). Lige før har farisæerne prøvet ham med spørgsmålet om skilsmisse (10,2–12), og lige efter kommer den rige mand, der spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv (10,17–22). Midt imellem bærer nogen små børn til Jesus, for at han skal røre ved dem. Disciplene vil holde dem væk, men Jesus bliver vred på disciplene, kalder børnene til sig, siger, at Guds rige hører sådanne til, og velsigner dem. Allerede i 9,36–37 har han taget et barn i favnen for at lære disciplene, hvem der er størst. Parallellerne står i Matt 19,13–15 og Luk 18,15–17, hvor Lukas kalder børnene spædbørn. Teksten er prædiketekst på 1. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. I helligtrekongertiden viser den, hvem Kristus åbenbarer sig for: ikke de store, men dem, der intet har at komme med. Den er også dåbsritualets evangelium, «børneevangeliet».

Loven i teksten: Loven rammer først disciplene. De mener, at de beskytter Jesus mod forstyrrelser, men de spærrer vejen for dem, han vil have hos sig, og Jesus bliver vred på dem. Det samme sker, når vi gør os til dørvogtere for Guds rige og lader, som om man først skal forstå, kunne eller være noget, før man er velkommen. Loven rammer også os selv i v. 15: Den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind. Her afsløres den voksne stolthed, der vil bidrage med noget selv, sådan som den rige mand lige efter spørger, hvad han skal gøre. Med sin egen fromhed i hænderne kommer ingen ind.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er Jesu egne ord og gerning: «Lad de små børn komme til mig.» Han venter ikke på, at børnene forstår ham eller fortjener ham; han kalder dem, tager dem i favnen, lægger hænderne på dem og velsigner dem, ja, han gør mere end det, man bad om. Guds rige tilhører sådanne, der intet har at komme med. Det er godt nyt for forældre, der bærer deres barn til dåben, og for enhver voksen med tomme hænder: Kristus har åbnet døren, og hans velsignelse er en virkelig gave. Det, han gjorde med børnene dengang, gør han stadig gennem sin dåb og sit ord.

Prædikenspor: «Lad dem komme til mig» · «Med tomme hænder» · «Båret frem for Kristus»

Salmeforslag: DDS 169 Kommer hid kun med de små · DDS 449 Vor Herre tar de små i favn · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 448 Fyldt af glæde over livets under

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Mark 10,13–16

Teksten står i Markusevangeliets 10. kapitel, mens Jesus er på vej gennem Judæa og over Jordan mod Jerusalem (Mark 10,1.32). Lige før har farisæerne prøvet ham med spørgsmålet om skilsmisse (10,2–12), og lige efter kommer den rige mand, der spørger, hvad han skal gøre for at arve evigt liv (10,17–22). Midt imellem bærer nogen små børn til Jesus, for at han skal røre ved dem. Disciplene vil holde dem væk, men Jesus bliver vred på disciplene, kalder børnene til sig, siger, at Guds rige hører sådanne til, og velsigner dem. Allerede i 9,36–37 har han taget et barn i favnen for at lære disciplene, hvem der er størst. Parallellerne står i Matt 19,13–15 og Luk 18,15–17, hvor Lukas kalder børnene spædbørn. Teksten er prædiketekst på 1. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. I helligtrekongertiden viser den, hvem Kristus åbenbarer sig for: ikke de store, men dem, der intet har at komme med. Den er også dåbsritualets evangelium, «børneevangeliet».

Loven i teksten: Loven rammer først disciplene. De mener, at de beskytter Jesus mod forstyrrelser, men de spærrer vejen for dem, han vil have hos sig, og Jesus bliver vred på dem. Det samme sker, når vi gør os til dørvogtere for Guds rige og lader, som om man først skal forstå, kunne eller være noget, før man er velkommen. Loven rammer også os selv i v. 15: Den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind. Her afsløres den voksne stolthed, der vil bidrage med noget selv, sådan som den rige mand lige efter spørger, hvad han skal gøre. Med sin egen fromhed i hænderne kommer ingen ind.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er Jesu egne ord og gerning: «Lad de små børn komme til mig.» Han venter ikke på, at børnene forstår ham eller fortjener ham; han kalder dem, tager dem i favnen, lægger hænderne på dem og velsigner dem, ja, han gør mere end det, man bad om. Guds rige tilhører sådanne, der intet har at komme med. Det er godt nyt for forældre, der bærer deres barn til dåben, og for enhver voksen med tomme hænder: Kristus har åbnet døren, og hans velsignelse er en virkelig gave. Det, han gjorde med børnene dengang, gør han stadig gennem sin dåb og sit ord.

Prædikenspor: «Lad dem komme til mig» · «Med tomme hænder» · «Båret frem for Kristus»

Salmeforslag: DDS 169 Kommer hid kun med de små · DDS 449 Vor Herre tar de små i favn · DDS 41 Lille Guds barn, hvad skader dig · DDS 448 Fyldt af glæde over livets under

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 8 e.Kr.Den tolvårige Jesus i templet – Den eneste beretning fra Jesu barndom efter fødselsberetningerne.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers