Luk 2,41–52

Teksten i sammenhæng

Teksten afslutter Lukas’ barndomsfortælling (Luk 1–2) og er evangeliernes eneste beretning om Jesus mellem spædbarnsalderen og dåben. Den står lige efter fremstillingen i templet, hvor Simeon og Anna priste barnet (2,22–40), og den rammes ind af to næsten ens notitser om barnets vækst (2,40.52). Josef og Maria er fromme jøder, som hvert år drager op til påsken i Jerusalem efter loven. Da Jesus er tolv år, bliver han tilbage i templet uden at sige det, og forældrene finder ham først efter tre dages søgen, siddende blandt lærerne. Her falder de første ord, Lukas lader Jesus sige: Han bør være hos sin Far. Han taler til Maria og Josef, men ordene åbenbarer for alle, hvem han er. Bagefter går han med dem hjem til Nazaret og er dem lydig. I kirkeåret er teksten evangelium på 1. søndag efter helligtrekonger i 1. tekstrække. Sådan var det også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til samme dag. I helligtrekongertiden handler evangelierne om, hvordan Kristus åbenbarer sig – her som Guds Søn, der dog lever i lydighed.

Opbygning

1. 2,41 Påskerejsen til Jerusalem
2. 2,43 Drengen bliver tilbage, og forældrene leder
3. 2,46 I templet blandt lærerne
4. 2,48 Marias bebrejdelse og Jesu svar: «min Far»
5. 2,51 Lydig i Nazaret, voksende i visdom

Græske nøgleord

• ζητέω (G2212, v. 2,49) – ζητέω, lede efter, søge. Ordet går igen gennem teksten (v. 45, 48 og 49; i v. 44 forstærket som ἀναζητέω). Forældrene søger med smerte, men Jesus vender spørgsmålet om: «Hvorfor ledte I efter mig?» De burde have vidst, hvor han var. Hos Lukas er det ellers Menneskesønnen, der kommer for at søge det fortabte (Luk 19,10). Den, der leder efter Jesus, finder ham dér, hvor Faderens ting er.
• ὀδυνάω (G3600, v. 2,48) – ὀδυνάω, lide smerte, pines; her participium: «fulde af smerte», «fortvivlede». Ordet er stærkt. Lukas bruger det ellers om den rige mand i pinslen (Luk 16,24–25) og om de ældste, der sørger over at skulle skilles fra Paulus (ApG 20,38). Marias angst er ægte smerte og varsler Simeons ord om sværdet, der skal gennemtrænge hendes sjæl (2,35).
• δεῖ (G1163, v. 2,49) – δεῖ, det bør, det må ske. Hos Lukas er det ordet for Guds vilje og plan, som Jesus står under: Han må prædike Guds rige (4,43), Menneskesønnen må lide (9,22; 24,7.26), og alt, hvad der er skrevet, må opfyldes (24,44). Her falder det første gang i Jesu mund. Allerede som tolvårig ved han sig bundet af Faderens vilje – den vej, der fører til korset.
• πατήρ (G3962, v. 2,49) – πατήρ, far, Fader. Maria siger «din far og jeg» (v. 48) om Josef; Jesus svarer med «min Far» om Gud. Det er Jesu første ord i Lukasevangeliet, og de siger, hvem han er: Guds Søn, sådan som englen havde sagt (1,32.35). Han retter ikke blot sin mor, men åbenbarer sit forhold til Faderen, som går forud for alle jordiske bånd.
• ὑποτάσσω (G5293, v. 2,51) – ὑποτάσσω, underordne sig, være lydig. Formen ἦν ὑποτασσόμενος er omskrevet imperfektum: Han var lydig, vedvarende, gennem hele tiden i Nazaret. Formen er medium: Han underordnede sig selv, frivilligt. Det samme ord bruges om, at alt skal lægges under Sønnen (1 Kor 15,27–28). Han, som alt er underlagt, underlægger sig to fattige forældre. Det er fornedrelsens vej.
• διατηρέω (G1301, v. 2,51) – διατηρέω, bevare omhyggeligt, gemme. Imperfektum: Maria blev ved med at gemme ordene, også dem hun ikke forstod (v. 50). Det minder om 2,19, hvor hun gemte (συντηρέω) hyrdernes ord. Troen begynder ikke med at forstå alt, men med at gemme Ordet i hjertet og vende tilbage til det. Det er også menighedens vej med svære ord.
• προκόπτω (G4298, v. 2,52) – προκόπτω, gå frem, gøre fremskridt. Imperfektum: en vedvarende vækst. Jesus voksede virkelig i visdom og i ἡλικία (alder eller legemsvækst) – ikke blot tilsyneladende. Han var sandt menneske og levede et menneskes udvikling igennem. Samtidig voksede han i «yndest» (χάρις) hos Gud og mennesker, som det engang blev sagt om drengen Samuel (1 Sam 2,26).

Eksegetiske noter

• v. 2,41–42 Loven bød alle mænd i Israel at møde for Herren tre gange om året, blandt andet til påske (2 Mos 23,14–17; 5 Mos 16,16). Lukas understreger, at Jesu forældre trofast holdt loven (jf. 2,22–24.39). At Jesus nævnes som tolvårig, hænger nok sammen med, at drengene i den alder blev ført ind i lovens forpligtelser; skikken med fuld forpligtelse som 13-årig er først bevidnet senere. Jesus kommer som et barn «født under loven» (Gal 4,4).
• v. 2,43 Tekstkritik: RP har «Josef og hans mor vidste det ikke», mens den kritiske tekst, som DFB følger, har «hans forældre». Tilsvarende har RP i v. 33 «Josef og hans mor», hvor den kritiske tekst har «hans far og mor». Den byzantinske læsemåde understreger, at Josef ikke er Jesu far. Men i v. 41 og 48 har alle tekster «forældrene» og «din far»: Lukas kan bruge den almindelige tale om Josef, fordi jomfrufødslen står fast (1,34–35; 3,23).
• v. 2,44–46 Pilgrimme rejste i store følger af slægt og naboer, så det var ikke mærkeligt, at forældrene først savnede drengen om aftenen. «Efter tre dage» regnes nok fra afrejsen: en dag ud, en dag tilbage og en dag med søgen. Nogle udlæggere hører et forvarsel af de tre dage frem til opstandelsen, men teksten siger det ikke selv. Lærerne har sandsynligvis undervist i templets forgårde. Jesus sidder blandt dem som en elev, der lytter og spørger; det er hans forstand og svar, der vækker undren.
• v. 2,49 Udtrykket ἐν τοῖς τοῦ πατρός μου er elliptisk: «i det, som er min Fars». Det gengives enten «i min Faders hus» (1907 og 1992) eller mere åbent «hos min far» (DFB). Den latinske tekst og Luther har «i det, som er min Faders». Templet er Guds hus, men pointen er større end stedet: Jesus står under Faderens vilje og ærinde. Kontrasten til Marias «din far» i v. 48 er tilsigtet.
• v. 2,50–51 Forældrene forstod ikke ordet. Lukas skjuler ikke, at selv Maria og Josef stod uforstående over for Jesu hemmelighed, ligesom disciplene senere ikke forstår ordene om hans lidelse (9,45; 18,34). Jesus forklarer ikke mere; han går med hjem og er lydig. Og Maria gemmer ordene, som hun gjorde julenat (2,19). Forståelsen kommer ved at blive ved Ordet, ikke ved at få alt forklaret på én gang.
• v. 2,52 Verset ligner 1 Sam 2,26 om drengen Samuel, der voksede og var vellidt både hos Herren og hos mennesker (jf. Ordsp 3,4), og svarer til 2,40, så de to notitser rammer beretningen ind. Verset slår fast, at Jesu menneskelige udvikling var virkelig. Evangelierne fortæller ikke om underfulde gerninger i hans barndom; de senere legender om sådanne gerninger, som Luther gør nar af, har ingen støtte i teksten.

Lov og evangelium

Loven: Teksten viser, hvor let man mister Jesus af syne, også de mennesker, der står ham nærmest. Maria og Josef går hjem i god tro, optaget af følget og familien, og opdager først efter en dag, at han ikke er med. De leder blandt slægt og bekendte, men ikke dér, hvor han hører hjemme. Sådan kan også vi leve med kirkeår og skik og tage for givet, at Jesus nok er med, uden at spørge efter hans ord. Og Jesu lydighed i Nazaret dømmer vores ulydighed i de små ting: mod forældre, mod dem, vi står under, og mod Gud, når vi hellere vil tjene mennesker end ham, sådan som Luther siger.

Evangeliet: Drengen i templet er Guds Søn: «Jeg bør være hos min Far.» Han hører Faderen til, og hans vej er bestemt af Faderens vilje, den vej, der fører gennem lidelsen til påskens tredje dag. Men den samme Søn går med ned til Nazaret og underlægger sig to fattige forældre. Han, der ikke skyldte nogen lydighed, opfylder det fjerde bud og hele loven i vores sted, så hans lydighed tilregnes os. Og han lader sig finde. Forældrene finder ham dér, hvor Guds ord bliver udlagt, og dér finder vi ham også. Fordi han har båret brænde og hentet vand, er også vores almindelige pligter i hjemmet helliget.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter helligtrekonger: Luther ser beretningen som en åbenbaring: Jesus er ikke blot Marias søn, men også hendes Gud og Herre. Han har en anden Far, der går forud for Maria og Josef, og hans senere lydighed er af fri vilje.
  «Han lader dem høre, at han har en anden Far, der er større, og som han med større ret skal agte på end på Maria og Josef.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter helligtrekonger: Teksten er også et eksempel: I det, der angår Gud, skal man ikke se på far, mor eller fyrste. Når lydigheden mod Gud er på plads, skal vi derefter gøre, hvad forældre og øvrighed befaler.
  «For dér er der en anden Herre og en højere øvrighed, og den hedder Gud. Ham skal du adlyde og gøre, hvad han befaler dig, og tjene ham frem for alt.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 1. søndag efter helligtrekonger: «Han var lydig mod dem» sammenfatter hele Jesu ungdom. De ringe husgerninger og lydigheden mod far og mor er helliget, fordi Guds Søn selv har gjort dem. Derfor er de mere værd end klosterliv og valfarter, som folk selv har valgt.
  «sådanne husgerninger og lydighed mod far og mor er helliget ved denne hellige person, Guds Søn, som selv i sin ungdom har båret brænde, fyret op i ovnen, hentet vand» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi person: Pieper ser i den tolvåriges ord, som er de første, Skriften gengiver af ham, at Jesus vidste sig som både Gud og menneske, én person. Han nævner v. 49 og v. 51 sammen.
  «Allerede i Kristi første udtalelse om sig selv, som Skriften beretter om, nemlig i den tolvårige drengs udtalelse, viser sig ikke blot den menneskelige, men klart og tydeligt den gudmenneskelige bevidsthed» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Kristi fornedrelse og ophøjelse: Under fornedrelsen behandler Pieper Jesu opdragelse: Han var syndfri, så i konflikten med forældrene var det Sønnen, der havde ret. Men han lærte og voksede virkelig i visdom efter sin menneskelige natur.
  «Men drengen Jesus har lært og er ikke blot tilsyneladende, men virkelig vokset i visdom» Læs teksten
• Pieper, Kristen dogmatik: Egenskabernes meddelelse: Hvordan kan Guds Søn vokse i visdom? Pieper skelner mellem den guddommelige alvidenhed, der er meddelt den menneskelige natur, og den naturlige, menneskelige viden, der kan vokse. I fornedrelsen udøvede Jesus kun den guddommelige viden, når embedet krævede det.
  «Ligesom den guddommelige almagt, sådan virkede heller ikke den guddommelige viden i fornedrelsens stand altid i den menneskelige natur, men kun så vidt det var nødvendigt for at udføre Kristi embede.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro: Kristi to stande: Jacobs regner Jesu liv i Nazaret til fornedrelsen: Han var Marias og Josefs Herre, men lydig mod dem, og han fandt sig endda i uretfærdig irettesættelse (v. 48).
  «Han var lydig mod Maria og Josef, skønt han var deres Herre» Læs teksten

Prædikenspor

Hvor er Jesus?

Sporet følger tekstens bevægelse: mistet, søgt og fundet. 1) Maria og Josef mister Jesus uden at mærke det. De går i god tro sammen med følget og regner med, at han er der. Det kan ske for enhver, der kender julen og kirken: Man går hjem fra højtiden og opdager ikke, at man mangler ham. 2) De leder blandt slægt og bekendte, men finder ham i templet, hvor Skriften bliver læst og udlagt. Jesus svarer: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Far? Han er at finde dér, hvor Faderens ord er. 3) Prædikenen kan slutte med, at Kristus i dag lader sig finde i Ordet og sakramentet, og at han ikke bliver i templet, men går med hjem.

Gud først – og så far og mor

Et tematisk spor ud fra Luthers prædiken om de to slags lydighed. 1) Jesus viser i templet, at han har en anden Far, som går forud. Når Guds ord og menneskers krav står imod hinanden, skal vi sige med ham: Jeg bør være i det, som er min Faders (jf. ApG 5,29). 2) Men han går bagefter hjem og er lydig mod Maria og Josef. Luther advarer mod at sætte vognen foran hestene: Lydigheden mod Gud ophæver ikke det fjerde bud, men giver det dets rette plads. 3) Sporet fører frem til evangeliet: Den, der var Herre over alt, gjorde begge dele fuldkomment for os, og i ham er vores halve lydighed dækket og tilgivet.

Når man ikke kan finde ham

Et sjælesørgerligt spor for den, der leder og ikke finder. 1) Marias og Josefs angst er ægte: De søger «fortvivlet» i tre dage. Luther forestiller sig deres tanker: Gud har taget ham fra os, fordi vi har passet så dårligt på ham. Mange kender følelsen af at have mistet Gud og selv være skyld i det. 2) Men Jesus var ikke væk. Han var hele tiden hos sin Far, og han lod sig finde. 3) Prædikenen kan pege på, at det ikke er vores søgen, der holder fast i ham, men hans trofasthed. Han er at finde, hvor han har lovet at være: i Ordet, i dåben og i nadveren. Maria forstod ikke alt, men gemte ordene; sådan kan også den anfægtede holde fast i Ordet.

Lærepunkter i teksten

• De to naturer og den personlige forening – Den tolvårige taler om Gud som «min Far»: den sande menneskedreng er samtidig Guds Søn, én person.
• Kristi fornedrelse og ophøjelse – Herren over alt går frem i visdom og underordner sig sine forældre i Nazaret: fornedrelsens stand.
• Kristi aktive og passive lydighed – Jesu lydighed mod forældrene hører til hans aktive lydighed, hvor han opfylder loven i vores sted.
• Kald, stand og ægteskab – Luther: Guds Søn har helliget almindelige husgerninger og lydigheden i hjemmet; de er bedre end selvvalgte klostergerninger.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 136 Dejlig er den himmel blå – Helligtrekongersalmen: stjernen fører til barnet, og Kristus åbenbares for verden.
• 140 I Nazaret, i trange kår – Om Guds Søns skjulte, fattige liv i Nazaret, hvor han voksede op.
• 54 Hvad mener I om Kristus – Spørgsmålet om, hvem Kristus er; teksten svarer: Guds Søn, der kalder Gud sin Far.
• 62 Jesus - det eneste – Jesus er det ene nødvendige, som skal søges frem for alt.