Helligtrekongers søndag

Læsningerne i Alterbogen

Søndagen i perioden 2.–6. januar.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 2,1–12

Beretningen følger lige efter Matthæus’ korte fortælling om Jesu fødsel (Matt 1,18–25). Hvor Lukas lader englen sende jødiske hyrder til krybben, lader Matthæus en stjerne føre hedenske vismænd fra østen til Jerusalem. Situationen er fuld af modsætninger: Fremmede spørger efter «jødernes konge», mens kong Herodes, som selv bar den titel, bliver forfærdet. Ypperstepræsterne og de skriftlærde kender svaret fra profeten Mika, men ingen af dem går med til Betlehem. De vise mænd tilbeder barnet og bringer gaver. Herodes taler også om at tilbede, men i virkeligheden vil han slå barnet ihjel, og det bliver tydeligt i fortsættelsen om flugten til Egypten og barnemordet (2,13–23). Matthæus fortæller beretningen som opfyldelse: Den konge, som skriften har lovet, er født, og hedningerne kommer til hans lys. I kirkeåret er teksten evangelium på helligtrekongers søndag i 1. tekstrække (2. tekstrække: Joh 8,12–20). Luthers prædikener over den ligger i Huspostillen på helligtrekongers dag den 6. januar.

Loven i teksten: Teksten viser, at nærheden til Guds ord ikke frelser nogen. De skriftlærde kan svaret udenad, men de rejser ikke de få kilometer til Betlehem. Hele Jerusalem bliver forfærdet i stedet for glad, og Herodes bruger det fromme ord «tilbede» til at skjule et mord. Sådan går det stadig, når man kender kristendommen, men ikke vil have en konge over sig. Så bliver Kristus en trussel mod vores magt, vores planer og vores ære. Også de vise mænd tager fejl: De søger kongen i paladset og følger deres egen fornuft. Luther siger, at sådanne tanker må gå til grunde, fordi de er uden Ordet.

Evangeliet i teksten: Gud går selv ud efter dem, der står langt fra ham. Han lader en stjerne lyse for hedninger uden løfte og lov og fører dem helt hen til barnet. Barnet viser dem ikke bort, men tager imod deres tilbedelse. Det er godt nyt for alle os, der ikke hører til af os selv: Kristus er også født for os. Han er den hyrde, som Mika og 2 Sam 5,2 lovede, og han vogter sit folk. Hans herredømme består i at tilgive synd og føre os fra døden til livet. Og han er stadig at finde, hvor Ordet viser hen: i evangeliet, i dåben og i nadveren, ikke i verdens pragt.

Prædikenspor: «Ad en anden vej» · «To konger» · «Også for de fremmede»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 138 De hellig tre konger så hjertensglad · DDS 137 Det runde himlens stjernetelt · DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 358 Lad dit rige alle vegne

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 2,1–12

Beretningen følger lige efter Matthæus’ korte fortælling om Jesu fødsel (Matt 1,18–25). Hvor Lukas lader englen sende jødiske hyrder til krybben, lader Matthæus en stjerne føre hedenske vismænd fra østen til Jerusalem. Situationen er fuld af modsætninger: Fremmede spørger efter «jødernes konge», mens kong Herodes, som selv bar den titel, bliver forfærdet. Ypperstepræsterne og de skriftlærde kender svaret fra profeten Mika, men ingen af dem går med til Betlehem. De vise mænd tilbeder barnet og bringer gaver. Herodes taler også om at tilbede, men i virkeligheden vil han slå barnet ihjel, og det bliver tydeligt i fortsættelsen om flugten til Egypten og barnemordet (2,13–23). Matthæus fortæller beretningen som opfyldelse: Den konge, som skriften har lovet, er født, og hedningerne kommer til hans lys. I kirkeåret er teksten evangelium på helligtrekongers søndag i 1. tekstrække (2. tekstrække: Joh 8,12–20). Luthers prædikener over den ligger i Huspostillen på helligtrekongers dag den 6. januar.

Loven i teksten: Teksten viser, at nærheden til Guds ord ikke frelser nogen. De skriftlærde kan svaret udenad, men de rejser ikke de få kilometer til Betlehem. Hele Jerusalem bliver forfærdet i stedet for glad, og Herodes bruger det fromme ord «tilbede» til at skjule et mord. Sådan går det stadig, når man kender kristendommen, men ikke vil have en konge over sig. Så bliver Kristus en trussel mod vores magt, vores planer og vores ære. Også de vise mænd tager fejl: De søger kongen i paladset og følger deres egen fornuft. Luther siger, at sådanne tanker må gå til grunde, fordi de er uden Ordet.

Evangeliet i teksten: Gud går selv ud efter dem, der står langt fra ham. Han lader en stjerne lyse for hedninger uden løfte og lov og fører dem helt hen til barnet. Barnet viser dem ikke bort, men tager imod deres tilbedelse. Det er godt nyt for alle os, der ikke hører til af os selv: Kristus er også født for os. Han er den hyrde, som Mika og 2 Sam 5,2 lovede, og han vogter sit folk. Hans herredømme består i at tilgive synd og føre os fra døden til livet. Og han er stadig at finde, hvor Ordet viser hen: i evangeliet, i dåben og i nadveren, ikke i verdens pragt.

Prædikenspor: «Ad en anden vej» · «To konger» · «Også for de fremmede»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 138 De hellig tre konger så hjertensglad · DDS 137 Det runde himlens stjernetelt · DDS 104 Et barn er født i Betlehem · DDS 358 Lad dit rige alle vegne

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 8,12–20

Teksten står midt i Jesu lange samtaler i templet i Jerusalem under løvhyttefesten (Joh 7–8). «Igen» i v. 12 knytter an til hans ord på festens sidste dag om det levende vand (7,37–39) – mellem dem står i RP og de fleste danske bibler beretningen om kvinden grebet i ægteskabsbrud (7,53–8,11). Jesus taler til mængden, og farisæerne griber straks ind: Et vidnesbyrd om en selv er ikke gyldigt. Samtalen bliver et retsopgør om vidner, dom og herkomst: Hvorfra kommer han, og hvem er hans Far? Evangelisten slutter med at sige, hvor det skete – ved tempelblokken – og at ingen greb ham, for hans time var endnu ikke kommet. Teksten rummer et af de store «Jeg er»-ord med et billedord; det første var «Jeg er livets brød» (6,35). I kirkeåret er teksten evangelium på helligtrekongers søndag i 2. tekstrække. Dagen handler om, at lyset fra Betlehem gælder alle folk; her siger Jesus selv, at han er verdens lys, og at det lys kun findes ved at følge ham.

Loven i teksten: Teksten siger, at uden Kristus vandrer mennesket i mørket. Det er ikke kun svage mennesker, men de fromme farisæere, der sidder i mørket: De kender loven og retsreglerne, men de kender hverken Jesus eller hans Far (v. 19). De dømmer «efter kødet» – efter det ydre og efter, hvad der passer dem. Sådan dømmer også vi: om Gud, om andre og om os selv, og vi mener, at vi selv har lys nok. Men den, der kun har sin egen dom og sin egen fromhed, står i mørke og kender ikke Gud. Og Jesu ord rummer en alvor: Han er sendt af Faderen, og hans dom er sand, selv om han endnu ikke dømmer.

Evangeliet i teksten: Jesus siger ikke: Find selv lyset, men: «Jeg er verdens lys.» Lyset er en person, der er kommet ind i mørket for verdens skyld – ikke kun for Israel, men for alle folk, som helligtrekonger fejrer. Løftet er ubetinget og stærkt: Den, der følger ham, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys, et lys, der lyser også gennem døden. Han kom ikke for at dømme, men for at frelse (v. 15; 3,17). Og hans «time» er Faderens time: Han gik selv ind i mørket på korset, så vi kan have lys og liv. I ham kender vi Faderens hjerte (v. 19).

Prædikenspor: «Lyset, der ikke kan slukkes» · «Lys for alle folk» · «Når det er mørkt»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 137 Det runde himlens stjernetelt · DDS 87 Det første lys er Ordet, talt af Gud · DDS 579 Vor tro den er et lys · DDS 539 Mit lys i mørke, Jesus sød

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• ca. 6–4 f.Kr.Jesus fødes i Betlehem – Under kejser Augustus og kong Herodes den Store, som dør i år 4 f.Kr.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers