2. søndag efter helligtrekonger

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 2,1–11

Beretningen om brylluppet i Kana afslutter evangeliets første uge. Efter prologen tæller Johannes dagene frem (1,29.35.43), og «på den tredje dag» er Jesus med sine nye disciple i Kana i Galilæa. Lige før har Natanael fået løftet om, at han skal se større ting (1,50–51). Nu ser disciplene det første af de tegn, som evangeliet er bygget op om (jf. 20,30–31). Situationen er en almindelig landsbyfest, hvor værtsfolkene er ved at komme i forlegenhed, fordi vinen slipper op. Maria henvender sig til Jesus, Jesus svarer med ordet om sin time, og tjenerne gør, hvad han siger. Underet sker i det skjulte: Kun tjenerne ved, hvor vinen kommer fra, mens overtjeneren roser brudgommen. Evangelisten slutter med, at Jesus åbenbarede sin herlighed, og at disciplene troede. I kirkeåret er teksten evangelium på 2. søndag efter helligtrekonger i 1. tekstrække. Det var den også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag. Helligtrekongertidens tema er Kristi åbenbaring, og her viser han sig som Herre over skabningen.

Loven i teksten: Teksten begynder med mangel: «De har ikke mere vin.» Glæden, menneskene selv har sørget for, slipper op, og de står over for skam. Sådan er det med alt, vi selv kan stille op, også vores fromhed: Renselsens kar står der, men de kan ikke give festens glæde. Loven rammer også vores utålmodighed. Vi vil gerne bestemme, hvornår og hvordan Gud skal hjælpe, ligesom Maria fik svaret: «Min time er endnu ikke kommet.» Og overtjeneren minder os om, hvor let vi giver æren til de forkerte og ikke ser, hvem gaven kommer fra.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus er til stede ved brylluppet, og at han ikke lader menneskene stå til skamme. Han gør ikke blot op for manglen; han giver i overflod, flere hundrede liter af den bedste vin. Det, der var beregnet til lovens renselse, bliver til festens glæde. Det sker ved hans ord: «Fyld karrene», «Øs nu.» Tegnet peger frem mod timen ved korset, hvor han giver sit blod, så vi bliver rensede og får del i det store bryllup. Den gode vin er gemt til nu. Den, der hører, må vide: Kristus kender også min mangel og hjælper i rette tid.

Prædikenspor: «Den gode vin er gemt til nu» · «Kristus med til brylluppet – Gud i hverdagen» · ««Min time er endnu ikke kommet»»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 144 Hvor saligt var det ægtepar · DDS 143 Med Den Enbårnes herlighed · DDS 701 Huset, som Gud har bygt

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 4,5–26

Teksten står i Johannesevangeliets første del, lige efter samtalen med Nikodemus og Johannes Døberens sidste vidnesbyrd (Joh 3). Jesus er på vej fra Judæa til Galilæa og går gennem Samaria (Joh 4,3–4). Ved Jakobs brønd nær Sykar sætter han sig træt i middagsheden, mens disciplene er inde i byen. Dér taler han med en samaritansk kvinde, som kommer alene for at hente vand. Jøder og samaritanere holdt sig fra hinanden, og en rabbiner talte ikke offentligt med en fremmed kvinde. Nikodemus var en anset lærer, der kom om natten; hun er en samaritansk kvinde med et brudt liv, der kommer alene midt på dagen. Samtalen går fra vandet i brønden til det levende vand, fra kvindens liv til den rette tilbedelse og ender med, at Jesus åbenbarer sig selv: «Det er mig.» Bagefter bliver hun vidne for sin by (v. 28–42). Teksten er prædiketekst på 2. søndag efter helligtrekonger i 2. tekstrække. I helligtrekongertiden viser den, hvordan Kristus åbenbarer sig som Messias, også for dem, der stod uden for Israel.

Loven i teksten: Loven kommer ind, da Jesus siger: «Gå hen og kald på din mand.» Kvinden har prøvet at holde samtalen på afstand med spørgsmål om spand, brønd og forfædre, men nu er det hendes eget liv, der står frem: fem mænd, og den, hun har nu, er ikke hendes mand. Hun skifter straks til et religiøst stridsspørgsmål om det rette bjerg. Sådan gør vi også: Vi taler hellere om kirke, steder og former end om vores egen synd og tørst. Og v. 22 siger det skarpt: Uden Guds åbenbaring tilbeder mennesket det, det ikke kender. Den tørst, der kommer igen og igen, viser, at intet i verden kan mætte hjertet.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus selv opsøger kvinden. Han beder hende om vand, så han kan give hende Guds gave. Han kender hele hendes liv og sender hende alligevel ikke bort, men åbenbarer sig for netop hende: «Det er mig, som taler til dig.» Det levende vand er hans gave, ikke hendes præstation; hun skal blot bede, og han giver. Det vand bliver en kilde inde i den, der tror, og vælder frem til evigt liv. Og Faderen «søger» tilbedere: Gud er ikke den, der venter på at blive fundet, men den, der leder efter os. Den sande tilbedelse er ikke et bjerg, men troen på ham, der står ved brønden.

Prædikenspor: «Han, der beder om vand, giver levende vand» · «Ikke på bjerget, men i ånd og sandhed» · «Han kender hele dit liv og bliver alligevel siddende»

Salmeforslag: DDS 136 Dejlig er den himmel blå · DDS 175 Jesus, livets rige kilde · DDS 596 Kender du den livsens kilde · DDS 410 Som tørstige hjort monne skrige · DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers