Kristi himmelfartsdag

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Mark 16,14–20

Teksten er slutningen af Markusevangeliet, i den lange slutning (16,9–20), som samler påskeberetningerne kort. Først har Jesus vist sig for Maria Magdalene og for to disciple på vej ud på landet, men de andre troede dem ikke (16,9–13). Nu viser han sig for de elleve, mens de ligger til bords, og han skælder dem ud for deres vantro og hårdhed. Det er de samme vantro disciple, han derefter sender ud i hele verden med evangeliet. Han giver dem løftet om frelse for den, der tror og bliver døbt, og lover tegn, der skal følge dem. Så bliver han taget op til himlen og sætter sig ved Guds højre hånd, og disciplene går ud og prædiker, mens Herren virker med dem. Teksten er evangelium på Kristi himmelfartsdag i 1. tekstrække. Huspostillen har ingen prædiken over netop denne tekst, men Luthers prædiken på himmelfartsdag over ApG 1 citerer og udlægger v. 15–16.

Loven i teksten: Loven møder os allerede i v. 14: Jesus skælder de elleve ud, fordi de ikke ville tro dem, der havde set ham. Det er ikke de vantro uden for kirken, men hans egne disciple, der har et hårdt hjerte. Sådan er vi også: Vi har hørt vidnesbyrdet om den opstandne igen og igen, men regner det i praksis ikke for sandt, når vi bliver bange eller sikre. Og v. 16 siger det uden omsvøb: Den, der ikke tror, vil blive fordømt. Vantroen er ikke en harmløs mening, men den synd, der holder Kristus ude og lader alle de andre synder blive stående.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus ikke opgiver de vantro disciple, men sender netop dem ud med det gode budskab. Han lover: Den, der tror og bliver døbt, vil blive frelst. Frelsen er knyttet til et ord, man kan høre, og til en dåb, man kan se, så ingen skal lede efter Gud i sit eget hjerte. Og han, der bliver taget op og sætter sig ved Guds højre hånd, er ikke rejst fra os: Han virker med, når Ordet forkyndes, og bekræfter det. Hans herredømme over alt er til gavn for os, der hører.

Prædikenspor: «Fra vantro disciple til udsendte vidner» · «Han sidder ved Guds højre hånd» · «Den som tror og bliver døbt»

Salmeforslag: DDS 252 Til Himmels fór den ærens drot · DDS 253 I dag skal alting sjunge · DDS 251 Jesus, himmelfaren · DDS 442 Enhver, som tror og bliver døbt · DDS 364 Al magt på jorden og i Himlen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 24,46–53

Teksten er slutningen på Lukasevangeliet. Den står lige efter, at den opstandne Jesus har vist sig for de elleve og de andre i Jerusalem påskeaften, har spist foran dem og har åbnet deres forstand, så de kunne forstå Skrifterne (24,36–45). Nu sammenfatter han, hvad Skrifterne siger: Kristus skulle lide og opstå, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslag. Disciplene er vidner, og de skal vente i Jerusalem på Faderens løfte, Helligånden. Så fører han dem ud mod Betania, velsigner dem og bliver taget op til himlen. Lukas fortæller det kort her, mens ApG 1,1–11 giver det samme forløb med de fyrre dage imellem. Evangeliet, der begyndte i templet med Zakarias, slutter i templet med lovsang. I kirkeåret er teksten evangelium på Kristi himmelfartsdag i 2. tekstrække. I den gamle tekstrække hørte 24,36–47 til 3. påskedag, og det er dér, Luthers prædiken i Huspostillen står. Hans prædiken på Kristi himmelfartsdag går over ApG 1,1–11, men kommer også ind på velsignelsen i Luk 24,50.

Loven i teksten: Teksten siger, at omvendelse skal prædikes for alle folkeslag, og at det skal begynde i Jerusalem, blandt Guds eget folk og ved templet. Ingen er undtaget, heller ikke de fromme. Som Luther siger, skælder denne befaling hele verden ud for syndere. Den rammer også os, der kommer i kirken og regner os for nogenlunde gode: Vi har ikke kun brug for et godt eksempel, men for omvendelse. Samtidig siger «I skal blive i byen», at vi ikke kan bære Kristi sag i egen kraft. Uden kraften fra det høje bliver både vores tro og vores vidnesbyrd tomt.

Evangeliet i teksten: Kristus «måtte» lide og opstå, og derfor er der syndernes forladelse at prædike i hans navn, ikke i vores. Den gives ikke kun til de få, men «for alle folkeslagene», og den kommer til os gennem forkyndelsen. Det sidste, disciplene ser af Herren, er hans løftede hænder, der velsigner dem; han går bort, mens han velsigner, og den velsignelse ligger stadig over hans kirke. Han går ikke fra os, men sætter sig ved Faderens højre hånd og sender Ånden, så vi bliver iført kraft fra det høje. Derfor kan disciplene gå hjem med stor glæde.

Prædikenspor: «Han gik bort, mens han velsignede» · «Prædiken i hans navn – ikke i vores» · «Bliv i byen, til I får kraft»

Salmeforslag: DDS 251 Jesus, himmelfaren · DDS 252 Til Himmels fór den ærens drot · DDS 254 Fuldendt er nådens store værk · DDS 253 I dag skal alting sjunge · DDS 364 Al magt på jorden og i Himlen

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Teksterne på tidslinjen

• 40 dage senereHimmelfarten – Jesus tages op fra Oliebjerget; disciplene skal være hans vidner «til jordens ende».
• ca. 60–85Matthæus- og Lukasevangeliet, Apostlenes Gerninger – Lukas’ to bind hører sammen; Apostlenes Gerninger slutter omkring år 62.

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers