6. søndag efter påske

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Joh 15,26–16,4

Teksten hører til Jesu afskedstale i Johannesevangeliet (kap. 13–17), som han holder for disciplene skærtorsdag aften, efter fodvaskningen og før han går over Kedrons bæk til Getsemane. Lige før har han talt om vintræet og grenene (15,1–17) og om verdens had: Har verden hadet ham, vil den også hade dem (15,18–25). Midt i den mørke udsigt lover han Talsmanden, sandhedens Ånd, som han selv vil sende fra Faderen, og som skal vidne om ham sammen med apostlene. Derefter siger han ligeud, hvad der venter dem: udelukkelse af synagogen og død for hænder, der mener at tjene Gud. Han siger det nu, så de ikke skal falde fra, når det sker. Teksten fortsætter i 16,5–15 med mere om Åndens gerning. I kirkeåret er den evangelium på 6. søndag efter påske i 1. tekstrække, søndagen mellem Kristi himmelfart og pinse, hvor kirken venter på Ånden. Det var også dagens evangelium i den gamle tekstrække (Exaudi), så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag.

Loven i teksten: Teksten afslører, at det mest gudsfjendtlige kan klæde sig i Guds navn. Forfølgerne er fromme mennesker, der mener, at de bringer Gud et offer, og de dræber, fordi de ikke kender Faderen og Sønnen. Det rammer os også: Vi kan være nidkære for vores egen udgave af Gud og samtidig stå uden for Kristus. Teksten afslører også disciplenes svaghed. De er i fare for at falde fra, så snart det koster noget at bekende Jesus. Den, der vil være kristen uden kors, og som lader menneskers dom og vores egen anklagende samvittighed få det sidste ord, står under lovens dom.

Evangeliet i teksten: Kristus lader ikke sine disciple sejle deres egen sø. Han sender Talsmanden, sandhedens Ånd, som står ved deres side, når verden er imod dem, og når hjertet anklager dem. Åndens trøst er ikke en følelse, men et vidnesbyrd: «Han skal vidne om mig.» Han siger os, at Jesus er død for vores synder og opstået for vores retfærdighed, og at han ikke er vores fjende. Den trøst lyder gennem apostlenes ord og prædikenen. Og Jesus har sagt alt dette på forhånd, så forfølgelse og anfægtelse ikke skal tage troen fra os, men minde os om, at han vidste det og ikke slipper os.

Prædikenspor: «Han skal vidne om mig» · «Når fromhed bliver farlig» · «Sagt på forhånd»

Salmeforslag: DDS 300 Kom, sandheds Ånd, og vidne giv · DDS 294 Talsmand, som på jorderige · DDS 289 Nu bede vi den Helligånd · DDS 251 Jesus, himmelfaren

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 17,20–26

Joh 17 er Jesu bøn til Faderen den sidste aften, efter afskedstalerne (Joh 13–16) og lige før han går over Kedrondalen til haven, hvor han bliver taget til fange (Joh 18,1). Bønnen kaldes den ypperstepræstelige bøn: Jesus beder først for sig selv (v. 1–5), så for disciplene (v. 6–19) og til sidst, i vores tekst, for alle dem, der senere skal komme til tro ved apostlenes ord. Disciplene hører bønnen, og derfor hører kirken den også: Vi er de «andre», Jesus beder for. Han beder om, at de troende må være ét, sådan som Faderen og Sønnen er ét, at verden må tro, og at de engang må være hos ham og se hans herlighed. Teksten er prædiketekst 6. søndag efter påske i 2. tekstrække, søndagen mellem Kristi himmelfart og pinse. Den opfarne Herre er ikke væk, men beder for sine hos Faderen; søndagen før beder Jesus i Joh 17,1–11 for disciplene.

Loven i teksten: Teksten afslører vores splittelse. Jesus beder om, at hans disciple må være ét, men kirken er delt, og menigheder og kristne lever i mistro og strid. Ofte skyldes det ikke kampen for sandheden, men hovmod, egne meninger og manglende kærlighed. Teksten afslører også verden, og os med den: «Verden har ikke kendt dig.» Vi vil hellere tro på det, vi selv føler og finder på, end på apostlenes ord. Og den, der søger enhed uden om Ordet, eller tror uden Ordet, bygger på sand. Bønnen om, at verden skal tro, dømmer også vores dovenskab og tavshed over for dem, der ikke kender Gud.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Jesus beder for os. Han tænker på os, før vi er født: «dem, der ved deres ord kommer til tro på mig». Den opfarne Herre er ikke holdt op med at bede; han er vores ypperstepræst hos Faderen. Han har givet os sin herlighed, og han giver os den kærlighed, Faderen har elsket ham med, så den er «i dem, og jeg i dem». Enheden laver vi ikke selv; den er givet i ham, der bor i os ved Ordet og sakramenterne. Og hans vilje står fast: «Jeg vil, at hvor jeg er, skal de også være.» Sådan beder han for os, og Faderen hører ham.

Prædikenspor: «Jesus beder for dig» · «Ét i ham» · «Hvor jeg er, skal de også være»

Salmeforslag: DDS 251 Jesus, himmelfaren · DDS 255 Drag, Jesus, mig · DDS 334 Guds kirkes grund alene · DDS 333 Almindelig er Kristi kirke

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers