Luk 24,46–53

Teksten i sammenhæng

Teksten er slutningen på Lukasevangeliet. Den står lige efter, at den opstandne Jesus har vist sig for de elleve og de andre i Jerusalem påskeaften, har spist foran dem og har åbnet deres forstand, så de kunne forstå Skrifterne (24,36–45). Nu sammenfatter han, hvad Skrifterne siger: Kristus skulle lide og opstå, og i hans navn skal der prædikes omvendelse og syndernes forladelse for alle folkeslag. Disciplene er vidner, og de skal vente i Jerusalem på Faderens løfte, Helligånden. Så fører han dem ud mod Betania, velsigner dem og bliver taget op til himlen. Lukas fortæller det kort her, mens ApG 1,1–11 giver det samme forløb med de fyrre dage imellem. Evangeliet, der begyndte i templet med Zakarias, slutter i templet med lovsang. I kirkeåret er teksten evangelium på Kristi himmelfartsdag i 2. tekstrække. I den gamle tekstrække hørte 24,36–47 til 3. påskedag, og det er dér, Luthers prædiken i Huspostillen står. Hans prædiken på Kristi himmelfartsdag går over ApG 1,1–11, men kommer også ind på velsignelsen i Luk 24,50.

Opbygning

1. 24,46 Skriftens sum: Kristus skulle lide og opstå
2. 24,47 Omvendelse og syndernes forladelse i hans navn for alle folkeslag
3. 24,48 I er vidner – og skal vente på kraft fra det høje
4. 24,50 Velsignelsen og himmelfarten ved Betania
5. 24,52 Tilbedelse, stor glæde og lovsang i templet

Græske nøgleord

• δεῖ (G1163, v. 24,46) – δεῖ, det må ske, det er nødvendigt. Imperfektum ἔδει: Kristi lidelse og opstandelse var ikke et uheld, men Guds vilje, sådan som Skriften havde sagt. Lukas bruger ordet igen og igen om Jesu vej (9,22; 17,25; 24,7.26.44). Prædikenen kan bygge på det: Korset og den tomme grav hører ind under Guds plan, og derfor er syndernes forladelse ikke en tilfældig idé, men det, Gud ville give.
• μετάνοια (G3341, v. 24,47) – μετάνοια, omvendelse (gammelt: bod), egentlig «sindsændring». I Lukas betyder det, at synderen vender om fra synden til Gud. Når ordet står ved siden af ἄφεσις, som her, betegner det især erkendelsen af synden, som loven virker. Pieper nævner netop dette vers som eksempel på den snævre betydning. Omvendelse og forladelse hører sammen, men de er ikke det samme.
• ἄφεσις (G859, v. 24,47) – ἄφεσις, forladelse, eftergivelse. Ordet bruges om at frigive en fange eller eftergive en gæld (jf. 4,18, hvor det står to gange om frigivelse). Syndernes forladelse er altså en frisættelse og en eftergivet gæld: en gave, ikke en løn. Den skal «prædikes» (κηρυχθῆναι, aorist passiv): Den gives gennem det forkyndte ord, «i hans navn», dvs. på grund af Kristus og med hans fuldmagt.
• μάρτυς (G3144, v. 24,48) – μάρτυς, vidne. Et vidne fortæller, hvad det selv har set og hørt, og hæfter for, at det er sandt. Apostlene er vidner om «disse ting»: Kristi lidelse, opstandelse og den befaling om forkyndelse, der følger. Ordet går igen i ApG 1,8.22 og 2,32. Kirkens forkyndelse hviler på deres vidnesbyrd, ikke på vore erfaringer. Først senere fik ordet betydningen martyr.
• ἐνδύω (G1746, v. 24,49) – ἐνδύω, iføre, klæde på. Aorist konjunktiv medium ἐνδύσησθε: «indtil I bliver iført kraft fra det høje». Billedet er en klædning, man får lagt på sig udefra. Kraften er ikke disciplenes egen, men Helligånden, som Faderen har lovet (ApG 1,8). Paulus bruger samme verbum om at iføre sig Kristus (Gal 3,27; Rom 13,14).
• εὐλογέω (G2127, v. 24,50) – εὐλογέω, velsigne, egentlig «tale godt over». Jesus løfter hænderne og velsigner disciplene, og mens han velsigner (præsens infinitiv ἐν τῷ εὐλογεῖν, 24,51), skilles han fra dem. Det sidste, de ser af ham, er velsignelsen. I 24,53 bruges samme ord om disciplene, der velsigner, dvs. lover, Gud. Velsignelsen går fra Kristus til dem og vender tilbage som lovsang.
• προσκυνέω (G4352, v. 24,52) – προσκυνέω, tilbede, kaste sig ned for. I Lukasevangeliet står ordet ellers kun i fristelsen, hvor Jesus siger, at man kun skal tilbede Gud (4,7–8). At disciplene nu tilbeder Jesus, er derfor en bekendelse: Han, der er faret op, er Herren og Gud. Aoristparticippet viser, at de først tilbeder ham og så går hjem med stor glæde.

Eksegetiske noter

• v. 24,46 «Således er der skrevet» henviser ikke til et enkelt citat, men til hele Skriften: Moseloven, Profeterne og Salmerne (24,44). Man kan pege på steder som Es 53, Sl 16,10 (brugt i ApG 2,27–31) og Hos 6,2 om den tredje dag. Lukas vil sige, at Kristi lidelse og opstandelse er Skriftens midte, og at man først forstår det, når Jesus selv åbner Skrifterne (24,45). RP har «og således måtte Kristus lide», mens den kritiske tekst kun har «således er der skrevet, at Kristus skulle lide».
• v. 24,47 RP og 1907 har «omvendelse og syndernes forladelse», mens den kritiske tekst (bl.a. P75, Sinaiticus, Vaticanus) har «omvendelse til syndernes forladelse», som Bibelen 1992 følger. Sagen er den samme, men RP-læsningen svarer til den måde, Konkordiebogen og Luther citerer verset på: to stykker, lov og evangelium. «Begyndende fra Jerusalem» peger frem mod ApG 1,8, hvor vejen fra Jerusalem til jordens ende er programmet for hele Apostlenes Gerninger.
• v. 24,49 «Min Faders forjættelse» er Helligånden, som ApG 1,4–5 og 2,33 viser. I Det Gamle Testamente kan man pege på Joel 3,1–5 (i 1992-nummereringen) og Es 32,15 om Ånden, der udgydes «fra det høje». RP har «i byen Jerusalem», den kritiske tekst kun «i byen». Disciplene skal ikke gå ud i egen kraft; først skal de have Ånden.
• v. 24,50–51 Den løftede hånd og velsignelsen minder om præsten, der velsigner folket (3 Mos 9,22; 4 Mos 6,22–27). Lukasevangeliet begyndte med præsten Zakarias, der kom ud af templet og ikke kunne tale til folket (1,21–22). Nu slutter det med, at Jesus som den sande ypperstepræst velsigner sine. Nogle få håndskrifter (Sinaiticus i første hånd og Codex Bezae) mangler «og blev båret op til himlen», men både RP og den kritiske tekst har ordene, og ApG 1,9 beretter det samme.
• v. 24,51 Lukas lader det se ud, som om himmelfarten sker påskeaften, men i ApG 1,3 siger han selv, at Jesus viste sig i fyrre dage. Evangeliet sammentrækker forløbet. Himmelfarten er ikke, at Kristus forlader sin kirke, men at han går ind i sin herlighed ved Faderens højre hånd (ApG 2,33; Ef 1,20–23), hvorfra han regerer og er nær med Ord og sakramente.
• v. 24,52–53 Disciplene er ikke triste over afskeden, men vender tilbage «med stor glæde». Det modsvarer englens «stor glæde» ved julens budskab (2,10). De er «stadig i templet» og priser Gud, ligesom evangeliet begyndte i templet (1,9). RP har «lovede og velsignede Gud. Amen», den kritiske tekst kun «velsignede Gud». Codex Bezae mangler også «tilbad ham» i vers 52, men både RP og den kritiske tekst har ordene.

Lov og evangelium

Loven: Teksten siger, at omvendelse skal prædikes for alle folkeslag, og at det skal begynde i Jerusalem, blandt Guds eget folk og ved templet. Ingen er undtaget, heller ikke de fromme. Som Luther siger, skælder denne befaling hele verden ud for syndere. Den rammer også os, der kommer i kirken og regner os for nogenlunde gode: Vi har ikke kun brug for et godt eksempel, men for omvendelse. Samtidig siger «I skal blive i byen», at vi ikke kan bære Kristi sag i egen kraft. Uden kraften fra det høje bliver både vores tro og vores vidnesbyrd tomt.

Evangeliet: Kristus «måtte» lide og opstå, og derfor er der syndernes forladelse at prædike i hans navn, ikke i vores. Den gives ikke kun til de få, men «for alle folkeslagene», og den kommer til os gennem forkyndelsen. Det sidste, disciplene ser af Herren, er hans løftede hænder, der velsigner dem; han går bort, mens han velsigner, og den velsignelse ligger stadig over hans kirke. Han går ikke fra os, men sætter sig ved Faderens højre hånd og sender Ånden, så vi bliver iført kraft fra det høje. Derfor kan disciplene gå hjem med stor glæde.

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 3. påskedag (Luk 24,36–47): Luther understreger «i hans navn»: Syndernes forladelse er vundet ved Kristi lidelse og opstandelse og gives ikke i nogen helgens navn eller ved egne gerninger, som munkeløfter.
  «Så den, der vil have syndernes forladelse, skal tro, at Kristus har lidt for ham og er opstået igen fra de døde. Det skal være den rette prædiken.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 3. påskedag (Luk 24,36–47): Omvendelsen forskrækker for Guds vrede, forladelsen trøster. Kristus selv er den klædning, Gud ser os i, så han tager imod syndere som retfærdige.
  «Så er vor Herre Kristus alene den nådeklædning, som bliver trukket på os, for at Gud, vor Fader, ikke skal se på os som syndere» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: Kristi himmelfartsdag (prædiken over ApG 1,1–11): I himmelfartsprædikenen udlægger Luther velsignelsen i Luk 24,50: Den er ikke en afskedshilsen, men Kristi løfte og hjælp til det embede, han overdrager apostlene.
  «han ønsker ikke blot, at de skal udrette meget godt med den, men han hjælper også til i dette embede, fremmer det og giver det fremgang.» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordieformlen, Solida Declaratio V: Om lov og evangelium: Konkordieformlen bruger Luk 24,46–47 som Kristi egen sammenfatning af hele hans lære. I bred forstand er «evangeliet» prædikenen om både omvendelse og forladelse; i snæver forstand er det alene nådens budskab.
  «Og da Kristus efter sin opstandelse befalede apostlene at «gå ud i hele verden og forkynde evangeliet», Mark 16,15, sammenfattede han sin lære med få ord i Luk 24,46–47» Læs teksten
• Apologien, art. IV: Om retfærdiggørelsen: Apologien læser verset som lov og evangelium: Omvendelsesprædikenen forskrækker samvittigheden, og troen på Kristi løfte om forladelse giver trøst og gør levende.
  «Prædikenen om omvendelse, som anklager os, forskrækker samvittighederne med sand og alvorlig rædsel.» Læs teksten
• Konkordieformlen, Solida Declaratio XI: Om udvælgelsen: «For alle folkeslagene» betyder, at evangeliets løfte gælder alle mennesker. Derfor skal den anfægtede ikke grue over udvælgelsen, men holde sig til løftet.
  «Sådan har Kristus befalet, at dette evangeliets løfte skal forkyndes for alle i almindelighed, ligesom omvendelsen prædikes for alle, Luk 24,47; Mark 16,15.» Læs teksten
• Jacobs, Sammenfatning af den kristne tro, kap. 28: Nadveren: Jacobs afviser, at Luk 24,51 skulle betyde, at Kristus er fraværende fra sin kirke. Himmelfarten ændrer måden, han er nær på, men skiller ham ikke fra os.
  «Hans komme til verden indebar ingen forandring af sted, for selv i fornedrelsens stand var Menneskesønnen i himlen (Joh 3,13). På samme måde var hans bortgang fra verden ingen fuldstændig adskillelse.» Læs teksten

Prædikenspor

Han gik bort, mens han velsignede

Sporet følger tekstens slutning. Hovedtanken: Det sidste, disciplene ser af Jesus, er hans løftede hænder. Himmelfarten er ikke et farvel, men en velsignelse, der bliver liggende. 1) Velsignelsen: Lukas begyndte med Zakarias, der stod stum over for folket; nu velsigner den sande ypperstepræst sine, og Luther siger, at han dermed giver fremgang til det embede, han overdrager dem. 2) Han er ikke borte: Han sidder ved Faderens højre hånd og er nær i Ordet, dåben og nadveren. 3) Derfor stor glæde: Disciplene går ikke hjem i sorg, men tilbeder og lover Gud. Evangeliet er, at Kristi velsignelse også lyder over os, hver gang gudstjenesten slutter med velsignelsen.

Prædiken i hans navn – ikke i vores

Et tematisk spor ud fra vers 46–47, som Konkordieformlen kalder Kristi egen sammenfatning af hans lære. 1) Hvorfor «måtte» Kristus lide? Fordi Skriften viser, at synd ikke kan klares med en undskyldning; Gud selv måtte bære den. 2) Omvendelse for alle, også de fromme i Jerusalem: Loven afslører os alle som syndere; med denne befaling skælder Kristus hele verden ud for syndere, siger Luther. 3) Forladelse i hans navn: Ikke i vores navn, ikke ved vores gode vilje eller gerninger, men fordi han har lidt og er opstået. Sporet ender i, at netop denne prædiken er himmelfartens frugt: Den opfarne Herre lader den lyde ud til alle folkeslag, også til os i dag.

Bliv i byen, til I får kraft

Et sjælesørgerligt spor for dem, der føler sig magtesløse som kristne. Hovedtanken: Disciplene får en stor opgave, men først et påbud om at vente. 1) Opgaven er for stor for os: at være vidner for alle folkeslag. Mange kender det at føle sig for svag til at bære troen videre, også i egen familie. 2) Jesus siger ikke «tag jer sammen», men «bliv, til I bliver iført kraft fra det høje». Kraften er en gave, ligesom en klædning, man får på. 3) Han sender Faderens løfte, Helligånden. Evangeliet er, at Kristus ikke overlader sin sag til vores styrke; han velsigner os og klæder os på med sin Ånd.

Lærepunkter i teksten

• Himmelfarten og sædet ved Faderens højre hånd – Jesus skilles fra disciplene og bæres op til himlen; han går ind i herligheden ved Faderens højre hånd og sender Ånden.
• Omvendelsen: anger og tro – «Omvendelse og syndernes forladelse» er klassisk eksempel på omvendelsens to dele: anger ved loven og tro på evangeliets forladelse.
• Guds almene nådevilje – Forladelsen skal prædikes «for alle folkeslagene»; Konkordieformlen bruger verset om, at evangeliets løfte gælder alle.
• Prædikeembedet – Kristus befaler, at forladelsen skal prædikes i hans navn, gør apostlene til vidner og velsigner dem til embedet.

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 251 Jesus, himmelfaren – Himmelfartssalme, der vender blikket mod den opfarne Herre.
• 252 Til Himmels fór den ærens drot – Himmelfartssalme om ærens konge, der farer op; passer til vers 50–51.
• 254 Fuldendt er nådens store værk – Himmelfarten som fuldendelsen af frelsesværket: Kristus «måtte» lide og opstå (vers 46).
• 253 I dag skal alting sjunge – Himmelfartens glæde og lovsang svarer til tekstens slutning, vers 52–53.
• 364 Al magt på jorden og i Himlen – Missionssalme om sendelsen ud til alle folkeslag, vers 47–48.