Septuagesima

Læsningerne i Alterbogen

9. søndag før påske.

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 20,1–16

Lignelsen om arbejderne i vingården findes kun hos Matthæus. Jesus er på vej mod Jerusalem gennem Judæa (19,1), og han taler til disciplene. Lige før er den rige unge mand gået bedrøvet bort, og Peter har spurgt: «Se, vi har forladt alt og fulgt dig, hvad får vi da?» (19,27). Jesus giver dem et stort løfte (19,28–29), men slutter med en advarsel: «Mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første» (19,30). Lignelsen udlægger det ord, og 20,16 gentager det i omvendt rækkefølge, så det står som en ramme om fortællingen. Bagefter følger den tredje lidelsesforudsigelse (20,17–19), og Zebedæussønnerne beder om de første pladser (20,20–28). Spørgsmålet om rang og løn står altså lige op ad korset. I kirkeåret er teksten evangelium på septuagesima søndag i 1. tekstrække, ni uger før påske, hvor fastetiden begynder at komme i syne. Det var den også i den gamle tekstrække, så Luthers prædiken i Huspostillen ligger på samme dag.

Loven i teksten: Loven rammer i teksten ikke de sidste, men de første. De har arbejdet hele dagen og fået, hvad de blev enige om, og alligevel knurrer de. Deres synd er ikke dovenskab, men regnskabet: «Vi har båret dagens byrde og hede.» Når Guds godhed mod andre gør os vrede, er vores øje ondt. Det gælder den kirkegænger, der har været trofast i mange år og ærgrer sig over, at en anden kommer ind i sidste øjeblik. Det gælder enhver, der i sit hjerte mener at have gjort sig fortjent til lidt mere end andre. Den, der vil have løn efter fortjeneste, må tage sit og gå.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er husherren selv. Han går ud igen og igen, endnu ved den ellevte time, og leder efter dem, ingen har lejet. Han lover ikke en løn efter præstation, men «hvad der er retfærdigt», og om aftenen får den sidste en hel dagløn. Sådan er Guds rige: Ingen har en bedre dåb eller en anden Kristus end den anden. Frelsen er ikke betaling for arbejde, men gave fra ham, som er god (20,15). Kristus går selv op til Jerusalem for at give sit liv (20,17–19). Derfor kan også den, der kommer sent, høre: Gå også du til vingården; der er plads og løn til dig.

Prædikenspor: «Gå også I til vingården» · «Er dit øje ondt, fordi jeg er god?» · «Jeg er kun en ringe arbejder»

Salmeforslag: DDS 489 Guds nåde højt jeg prise vil · DDS 519 Syndernes forladelse selvros udelukker · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand · DDS 592 I dag er nådens tid · DDS 522 Nåden er din dagligdag

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 25,14–30

Lignelsen om talenterne står i Jesu sidste store tale i Matthæusevangeliet (kap. 24–25). Jesus har forladt templet og sidder på Oliebjerget, hvor disciplene spørger ham om tegnet på hans komme og verdens ende (24,3). Talen er altså rettet til disciplene, ikke til mængden. Efter ordene om de sidste tider følger tre lignelser om at vente på Herren: den tro og kloge tjener (24,45–51), de ti brudepiger (25,1–13) og talenterne. «For» i 25,14 knytter lignelsen til formaningen lige før: «Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.» Bagefter kommer billedet af Menneskesønnen, der dømmer folkene (25,31–46). Lignelsen viser, hvordan man våger: ikke ved at sidde stille, men ved at bruge det, Herren har betroet sine tjenere, til han kommer igen. Kort efter begynder lidelseshistorien (26,1–2). I kirkeåret er teksten evangelium på septuagesima i 2. tekstrække. Septuagesima indleder tiden før fasten, og dagens tema er nåde og løn i Guds rige; 1. tekstrække har lignelsen om arbejderne i vingården (Matt 20,1–16). Den gamle tekstrække havde ikke denne tekst, så Huspostillen har ingen prædiken over den.

Loven i teksten: Loven rammer os i den tredje tjener. Han har ikke gjort noget åbenlyst ondt, han har blot gravet gaven ned og leveret den tilbage. Men Jesus kalder ham ond og doven. Det afslører, at det også er synd at lade være: at holde Ordet for sig selv, ikke bruge sine kræfter for næsten, gemme sig bag forsigtighed. Dybest set afslører teksten vores gudsbillede. Tjeneren kendte kun en hård herre, som krævede og høstede uden at så, og derfor turde han intet. Mange gør sådan i dag: De tror, Gud er en streng kontrollant, og holder sig på afstand for at gå fri. Den, der vil stå over for Gud uden tillid, ud fra sin egen frygt og sine egne regnskaber, får dommen efter sine egne ord.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger allerede i lignelsens første ord: Herren kalder sine tjenere og overgiver dem sin ejendom. Alt begynder med hans gave. Talenterne er hans, ikke vores, og de er en formue: hans Ord, dåben, syndernes forladelse og de gaver, han giver hver enkelt. Herren er ikke den hårde mand, tjeneren troede; han er den, der har sået, ja givet sig selv, før han høster. Og når han kommer igen, møder han de tro tjenere med ros og glæde: «Godt, du gode og tro tjener.» Han roser ikke mængden, men troskaben, og den med to talenter får samme ord som den med fem. Lønnen er ikke et regnestykke; det er at gå ind til Herrens egen glæde.

Prædikenspor: «Herren har betroet os sin formue» · «Hvilken Gud tror du på?» · «Du var tro over lidt»

Salmeforslag: DDS 167 Hører I, vor Herre kalder · DDS 360 Arbejd, til natten kommer · DDS 373 Herre, jeg vil gerne tjene · DDS 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom · DDS 523 Min nåde er dig nok

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers