12. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Mark 7,31–37

Teksten står i den del af Markusevangeliet, hvor Jesus drager uden for det jødiske kerneland. Lige før har han hjulpet den syrofønikiske kvindes datter i området ved Tyrus (7,24–30). Nu går han i en stor bue nordpå og kommer ned til Galilæas Sø, ind i Dekapolis, de ti byers overvejende hedenske område. Her havde den helbredte besatte fra Gerasa allerede fortalt om, hvad Jesus havde gjort (5,20). Nogle mennesker bringer en døv mand, der næsten ikke kan tale, og beder Jesus lægge hånden på ham. Jesus tager ham til side, bruger fingre, spyt og et suk og siger det aramæiske ord «Effata». Bagefter forbyder han dem at fortælle det, men de forkynder det endnu mere, og folk siger: «Han har gjort alt godt.» Kort efter følger bespisningen af de fire tusind og helbredelsen af den blinde i Betsajda, hvor Jesus igen bruger spyt (8,22–26). Teksten er evangelium på 12. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Loven i teksten: Manden kan ikke selv høre, og han kan ikke selv tale. Andre må bære ham frem, og andre må tale for ham. Sådan er mennesket over for Gud: døvt for hans ord og stumt i bønnen og bekendelsen. Vi kan høre prædikener i årevis og alligevel have lukkede ører, fordi vi hører det, vi selv vil, og lukker af for det, der rammer os. Tungen bruger vi let til sladder, klage og selvros, men sjældent til at takke Gud og bekende Kristus. Jesu suk afslører, hvor dybt bindingen sidder. Det er ikke en lille skavank, men Djævelens værk, som vi ikke kan løse os selv ud af.

Evangeliet i teksten: Jesus tager den døve til side og giver sig tid til netop ham. Han rører ved det, der er ødelagt, og sukker over den nød, han selv vil tage på sig. Så siger han ét ord: «Effata, bliv åbnet!», og det sker, som han siger. Det er godt nyt, at åbningen er Jesu gerning og ikke vores. Den samme Kristus taler i dag sit «Effata» gennem prædikenen, dåben og nadveren, hvor han rører ved os med sit ord og sine tegn. Han løser tungens bånd, så vi kan sige tak og bekende ham. Og om ham gælder det, som folket sagde: «Han har gjort alt godt.»

Prædikenspor: «Effata – bliv åbnet!» · «Fingeren og spyttet» · «Når tungen er bundet»

Salmeforslag: DDS 5 O, havde jeg dog tusind tunger · DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge · DDS 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang · DDS 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes · DDS 730 Vi pløjed og vi så'de

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 12,31–42

Teksten står i Matthæusevangeliets kapitel 12, hvor modstanden mod Jesus bliver åben. Farisæerne har anklaget disciplene for at bryde sabbatten og har besluttet at slå Jesus ihjel (Matt 12,1–14). Så helbreder Jesus en besat mand, der var blind og stum. Folkeskaren spørger, om han er Davids søn, men farisæerne siger, at han uddriver dæmonerne ved Beelzebul (Matt 12,22–24). Jesus svarer, at han uddriver dem ved Guds Ånd, og at Guds rige derfor er kommet (12,28). Vores tekst fortsætter hans svar til farisæerne: advarslen mod bespottelsen af Ånden, billedet af træet og frugten og regnskabet for ordene. Derefter kræver nogle skriftlærde og farisæere et tegn, og Jesus henviser til Jonas’ tegn og til dommen over «denne slægt». Parallellerne står i Mark 3,28–30 og Luk 11,29–32; 12,10. I Alterbogen er teksten prædiketekst på 12. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække. 1. tekstrække har helbredelsen af den døvstumme (Mark 7,31–37). Begge dage handler altså om munden og ordet: den mund, Jesus åbner, og den mund, der taler imod ham.

Loven i teksten: Teksten dømmer ikke kun farisæerne. Den afslører et hjerte, der ser Guds gerning og alligevel vil have den forklaret bort, og som kræver tegn på egne betingelser i stedet for at tro det ord, der er givet. Den dømmer også munden: Hvert unyttigt ord skal der aflægges regnskab for. Når munden taler af hjertets overflod, er vores sladder, spot, kulde og tomme snak et vidnesbyrd om, hvad hjertet er fyldt med. Ninive og Sydens dronning anklager os, der har hørt mere end Jonas og Salomon og alligevel lukker ørerne.

Evangeliet i teksten: Teksten begynder med et løfte: Enhver synd og bespottelse skal tilgives menneskene, også ord sagt imod Menneskesønnen selv. Advarslen er ikke en trussel over den angste, men et værn om den gave, Ånden bringer. Og tegnet, der gives, er Jonas’ tegn: Menneskesønnen går i jordens hjerte for vores synder og kommer igen den tredje dag. Her er mere end Jonas: ikke en prædikant, der truer med dom, men den, der selv bærer dommen. Han gør træet godt ved at give et nyt hjerte, så munden kan bekende ham.

Prædikenspor: «Her er mere end Jonas» · «Munden taler af hjertets overflod» · «Har jeg begået den utilgivelige synd?»

Salmeforslag: DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land · DDS 4 Giv mig, Gud, en salmetunge · DDS 223 Herren af søvne opvågned, opsprang · DDS 512 Hvo vil mig anklage

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers