Mark 7,31–37

Teksten i sammenhæng

Teksten står i den del af Markusevangeliet, hvor Jesus drager uden for det jødiske kerneland. Lige før har han hjulpet den syrofønikiske kvindes datter i området ved Tyrus (7,24–30). Nu går han i en stor bue nordpå og kommer ned til Galilæas Sø, ind i Dekapolis, de ti byers overvejende hedenske område. Her havde den helbredte besatte fra Gerasa allerede fortalt om, hvad Jesus havde gjort (5,20). Nogle mennesker bringer en døv mand, der næsten ikke kan tale, og beder Jesus lægge hånden på ham. Jesus tager ham til side, bruger fingre, spyt og et suk og siger det aramæiske ord «Effata». Bagefter forbyder han dem at fortælle det, men de forkynder det endnu mere, og folk siger: «Han har gjort alt godt.» Kort efter følger bespisningen af de fire tusind og helbredelsen af den blinde i Betsajda, hvor Jesus igen bruger spyt (8,22–26). Teksten er evangelium på 12. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Opbygning

1. 7,31 Jesus kommer til Dekapolis
2. 7,32 De bringer en døv og stum mand til ham
3. 7,33 Fingre, spyt, suk og «Effata»
4. 7,35 Ørerne åbnes, og tungens bånd løses
5. 7,36 Forbuddet og forkyndelsen: «Han har gjort alt godt»

Græske nøgleord

• μογιλάλος (G3424, v. 7,32) – μογιλάλος, som taler med besvær, næsten stum. Ordet står kun her i Det Nye Testamente. I Septuaginta findes det i Es 35,6, hvor det lyder, at de stummes tunge skal juble, når Gud selv kommer for at frelse. Markus bruger netop dette sjældne ord, og det leder tanken hen på profetien: Det, der sker i Dekapolis, er Guds frelsestid, der bryder frem.
• ἀπολαμβάνω (G618, v. 7,33) – ἀπολαμβάνω, tage til side. Medium og aoristum: Jesus tog ham til sig, «for sig selv» (κατ’ ἰδίαν), væk fra skaren. Helbredelsen bliver ikke et skue for de mange, men et personligt møde. Manden, der ikke kan høre ord, får Jesu omsorg at mærke gennem det, han gør med ham. Kristus handler med den enkelte.
• στενάζω (G4727, v. 7,34) – στενάζω, sukke, stønne. Aoristum: ét bestemt suk, mens Jesus ser op mod himlen. Ordet og dets slægtninge bruges om at stønne under trykket af noget, som i Rom 8,22–23.26 om skabningen, de troende og Ånden. Jesu suk er både medlidenhed med mandens nød, smerte over Djævelens ødelæggelse og bøn til Faderen. Luther hører i det også Jesu smerte over dem, der ikke vil lade sig hjælpe.
• διανοίγω (G1272, v. 7,34) – διανοίγω, åbne helt. «Effata» oversættes med passiv imperativ, διανοίχθητι, «bliv åbnet!». Ordet er rettet til manden selv og ikke kun til ørerne. I v. 35 står samme verbum i passiv indikativ: ørerne «blev åbnet». Det, Jesus siger, sker. Lukas bruger ordet om at åbne øjnene, Skrifterne og forstanden (Luk 24,31–32.45) og om Lydias hjerte (ApG 16,14).
• δεσμόν (G1199, v. 7,35) – δεσμός, bånd, lænke. Markus siger ikke blot, at manden blev rask, men at hans tunges bånd blev løst (ἐλύθη, passiv). Det er et ord fra fangenskab. Lukas bruger det om kvinden, som Satan havde bundet (Luk 13,16). Sygdommen er en binding, og Kristus kommer som den, der løser fangerne fri.
• καλῶς (G2573, v. 7,37) – καλῶς, godt, rigtigt. «Han har gjort alt godt» står i perfektum (πεποίηκεν): Det er gjort, og det står fast. Udsagnet er folkets vidnesbyrd om Jesus, og mange udlæggere hører et ekko af skabelsesberetningen, hvor Gud så, at alt var såre godt (1 Mos 1,31). Hvor Jesus kommer, sætter han det rigtigt igen, som Djævelen har ødelagt.

Eksegetiske noter

• v. 7,31 Ruten er besynderlig: fra Tyrus nordpå og så en stor bue sydøst til Dekapolis. Tekstkritik: RP har «fra området ved Tyrus og Sidon kom han til Galilæas Sø», mens den kritiske tekst, som Den Frie Bibel og 1992 følger, har «kom han gennem Sidon». Pointen er den samme: Jesus er på hedensk område, og helbredelsen foregår blandt folk, der ikke hører til Israel.
• v. 7,32 I Bibelen findes ordet μογιλάλος ellers kun i Septuagintas gengivelse af Es 35,6. I Es 35,4–6 lover profeten, at Gud selv kommer og frelser, og at døves ører åbnes, og stummes tunger jubler. Jesus henviser til de samme tegn i svaret til Johannes Døberen (Matt 11,5). Markus lader det forstå, at profetien opfyldes, og at Gud selv er til stede i Jesus.
• v. 7,33–34 Jesus kunne have helbredt med et ord, som han ofte gør. Her taler han til en døv med hænder og berøring: fingre i ørerne, spyt på tungen, blikket mod himlen. Ligesom ved den blinde i Betsajda (8,23) bruger han legemlige midler. Luther ser det som et billede på, at Gud handler gennem det ydre ord og de ydre tegn. Allerede i oldkirken blev effata-ordet brugt i dåbsritualet.
• v. 7,34 «Effata» er aramæisk, Jesu modersmål. Markus gengiver flere gange Jesu egne aramæiske ord og oversætter dem (5,41; 14,36; 15,34). Det understreger, at det er Jesu eget ord, der virker. Ordet er bydeform i passiv: Det er ikke manden, der åbner sig selv; han bliver åbnet.
• v. 7,36 Forbuddet hører til det, man kalder messiashemmeligheden hos Markus (1,44; 5,43; 8,30). Jesus vil ikke kendes blot som undergører, før korset og opstandelsen har vist, hvem han er (8,31; 9,9). Først står forbuddet i aoristum (διεστείλατο), derefter i imperfektum (διεστέλλετο, ἐκήρυσσον): Jo mere han blev ved med at forbyde det, jo mere blev de ved med at forkynde det.
• v. 7,37 «Ude af sig selv af forundring» gengiver ὑπερπερισσῶς ἐξεπλήσσοντο. Adverbiet ὑπερπερισσῶς, «over al måde», står kun her i Det Nye Testamente. Folkets ord rækker videre end til den ene mand: «de døve» og «de stumme» står i flertal, og ποιεῖ står i nutid: Det er det, han gør. Det er Messias’ gerning i det hele, de priser, med tydelig klang af Es 35,5–6.

Lov og evangelium

Loven: Manden kan ikke selv høre, og han kan ikke selv tale. Andre må bære ham frem, og andre må tale for ham. Sådan er mennesket over for Gud: døvt for hans ord og stumt i bønnen og bekendelsen. Vi kan høre prædikener i årevis og alligevel have lukkede ører, fordi vi hører det, vi selv vil, og lukker af for det, der rammer os. Tungen bruger vi let til sladder, klage og selvros, men sjældent til at takke Gud og bekende Kristus. Jesu suk afslører, hvor dybt bindingen sidder. Det er ikke en lille skavank, men Djævelens værk, som vi ikke kan løse os selv ud af.

Evangeliet: Jesus tager den døve til side og giver sig tid til netop ham. Han rører ved det, der er ødelagt, og sukker over den nød, han selv vil tage på sig. Så siger han ét ord: «Effata, bliv åbnet!», og det sker, som han siger. Det er godt nyt, at åbningen er Jesu gerning og ikke vores. Den samme Kristus taler i dag sit «Effata» gennem prædikenen, dåben og nadveren, hvor han rører ved os med sit ord og sine tegn. Han løser tungens bånd, så vi kan sige tak og bekende ham. Og om ham gælder det, som folket sagde: «Han har gjort alt godt.»

Luther i Huspostillen

• Luther, Huspostillen: 12. søndag efter trinitatis: Luther skelner mellem den legemlige velgerning, som også hedninger får, og den åndelige: at Gud åbner ørerne for hans ord og løser tungen til at ære ham. Den sker alene hos de kristne og er det største under.
  «Derfor er det endnu i dag det største under og den højeste velgerning, når Gud giver et menneske et øre, der gerne hører hans ord, og en tunge, der ærer Gud og ikke spotter ham.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 12. søndag efter trinitatis: Fingrene og spyttet tolker Luther som det ydre ord og sakramentet. Han advarer mod sværmerne, der venter på, at Gud skal tale i hjertet uden om Ordet.
  «Nej, siger Kristus, her er min finger, det ydre ord; det skal lyde i ørerne. Her er mit spyt; det skal røre ved tungen og fugte den.» Læs teksten
• Luther, Huspostillen: 12. søndag efter trinitatis: Jesu suk forklarer Luther som smerte over dem, der ikke vil lade sig hjælpe, skønt Gud gerne vil gøre dem fri ved sit ord.
  «For det gør ham ondt, at folk ikke vil lade sig hjælpe, når Gud så gerne vil hjælpe dem og ved sit ord gøre dem fri af Djævelens bånd» Læs teksten

Bekendelsen og de lutherske lærere

• Konkordiebogen, Konkordieformlens epitome, art. II: Om den frie vilje: Konkordieformlen lærer, at Helligånden ikke virker omvendelsen uden midler, men gennem prædikenen og hørelsen af Ordet. Det er ham, der åbner hjertet. Det svarer til tekstens «Effata»: Mennesket bliver åbnet.
  «Ved dette ord er Helligånden til stede og åbner hjerterne, så de ligesom Lydia, ApG 16, giver agt på det og således bliver omvendt alene ved Helligåndens nåde og kraft» Læs teksten
• Konkordiebogen, De Schmalkaldiske Artikler III,8: Om skriftemålet: Luther slår fast, at Gud kun vil handle med os gennem sit ydre ord og sakramente. Det er samme pointe som i hans udlægning af fingrene og spyttet i Huspostillen.
  «Derfor skal og må vi holde fast ved, at Gud ikke vil handle med os mennesker på anden måde end gennem sit ydre ord og sakramente.» Læs teksten

Prædikenspor

Effata – bliv åbnet!

Prædikenen følger teksten skridt for skridt. Første trin: Manden er bundet. Han kan ikke høre og knap tale, og andre må bringe ham. Her kan præsten vise, at vi over for Gud står på samme måde: Vi kan ikke selv åbne vores ører for Ordet eller løse vores tunge til tak og bekendelse. Andet trin: Jesus tager ham til side, rører ved ham, ser mod himlen og sukker. Han tager sig tid til den enkelte og går ind i nøden. Tredje trin: Ordet «Effata» gør det, det siger. Prædikenen slutter med, at den samme Kristus siger sit «Effata» til os i dag, og at vi derfor kan sige med folket: «Han har gjort alt godt.»

Fingeren og spyttet

Et tematisk spor om nådemidlerne ud fra Luthers prædiken. Hovedtanken er, at Jesus ikke blot taler ud i luften, men rører ved den døve med sine hænder. Første trin: Mange forventer at møde Gud i en indre oplevelse og ser ned på det ydre: prædikenen, dåben, nadveren. Andet trin: Luther siger med teksten: Her er min finger, det ydre ord; her er mit spyt. Gud kommer til os gennem det, vi kan høre, se og smage, sådan som Jesus rørte ved mandens ører og tunge. Tredje trin: Derfor kan vi være sikre på, hvor vi finder Kristus. Det er ham selv, der i prædiken og sakramente åbner ørerne og løser tungen, og det er evangeliet.

Når tungen er bundet

Et sjælesørgerligt spor ud fra Jesu suk og tungens bånd. Mange kender til at være bundet: at kunne høre prædikenen uden at kunne tro den eller at have svært ved at bede og sige noget om sin tro. Første trin: Teksten tager det alvorligt. Det er ikke en lille svaghed, men et bånd, og Jesus sukker over det. Andet trin: Manden siger ikke selv noget. Andre bærer ham frem og beder for ham, og Jesus tager ham til side. Den, der ikke selv kan, må lade sig bære af menigheden og dens forbøn. Tredje trin: Jesus løser båndet med sit ord. Han siger sit «Effata» til den, der ikke kan, og det er hans gerning fra først til sidst.

Lærepunkter i teksten

• Ordets kraft – «Effata» virker det, det siger: Kristi ord åbner ørerne og løser tungen. Ordet har selv kraften.
• Nådemidlerne – Jesus bruger fingre, spyt og ord. Luther ser her det ydre ord og sakramenterne, som Gud binder sin gerning til.
• Den frie vilje – Den døve kan hverken åbne sine ører eller bringe sig selv til Jesus; han bliver åbnet (passiv).
• Englene og Djævelen – Luther ser den døve og stumme mands nød som Djævelens værk, som Kristus kom for at gøre en ende på (1 Joh 3,8).

Salmeforslag (Den Danske Salmebog)

• 5 O, havde jeg dog tusind tunger – Lovsang med den løste tunge: Takken over, at Gud har gjort alt godt.
• 4 Giv mig, Gud, en salmetunge – Bøn om den løste tunge, der kan synge Guds pris, som manden i teksten fik.
• 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang – Om det folk, hvis ører er åbnet for evangeliets glade lyd.
• 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes – Bøn om, at Ordet må virke i dem, der hører det.
• 730 Vi pløjed og vi så'de – Høstsalme om, at al god gave kommer fra Gud; passer til sensommeren.