13. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 10,23–37

Teksten står i Lukasevangeliets rejseberetning. Jesus har vendt ansigtet mod Jerusalem (9,51), og lige før er han blevet afvist i en samaritansk landsby, hvor Jakob og Johannes ville kalde ild ned (9,52–56). De udsendte disciple er kommet glade tilbage, og Jesus har jublet over, at Faderen har åbenbaret det for de umyndige (10,17–22). Så vender han sig til disciplene alene og priser dem salige, fordi de ser og hører det, profeter og konger længtes efter. Derefter træder en lovkyndig frem for at sætte ham på prøve. Samtalen går fra «Hvad skal jeg gøre?» over lovens dobbelte kærlighedsbud til spørgsmålet «Hvem er min næste?», og Jesus svarer med lignelsen om samaritaneren. Bagefter følger besøget hos Martha og Maria (10,38–42). Ifølge _texts.json er teksten prædiketekst på 13. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Den gamle tekstrække havde samme evangelium på samme søndag, så Luthers prædiken i Huspostillen hører til dagen.

Loven i teksten: Den lovkyndige kender svaret og vil alligevel retfærdiggøre sig selv. Han spørger ikke, hvordan han kan elske, men hvor langt pligten rækker, og hvor han kan holde op. Det er også vores spørgsmål: Hvem kan jeg med god samvittighed lade ligge? Præsten og levitten er ikke skurke, men fromme folk med deres tjeneste ved templet, og de så nøden og gik i en bue udenom. Loven kræver kærlighed «af hele dit hjerte», og «Gør dette, så skal du leve» lyder som en dom over den, der vil have livet ad den vej. Den, der går forbi sin næste, går også forbi Gud.

Evangeliet i teksten: Jesus priser disciplene salige, fordi de ser det, profeter og konger længtes efter: ham selv. Han er ikke kommet for at give en bedre lov, men for at gøre det, ingen af os kan. Luther ser i samaritaneren først og fremmest Kristus: den foragtede fremmede, der kommer hen til os, hvor vi ligger halvdøde af synden, og bliver grebet af medlidenhed. Han forbinder sårene, bærer os, betaler for os og lover at komme igen. I herberget, kirken, plejes vi ved hans ord, indtil han kommer. Den, der er blevet hjulpet sådan, bliver selv sendt ud med: «Gå du hen og gør ligeså.»

Prædikenspor: «Hvem blev næste?» · «Salige øjne: loven og den rette samaritaner» · «For den, der har gået forbi»

Salmeforslag: DDS 691 Loven er et helligt bud · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 365 Guds kærlighed ej grænse ved · DDS 698 Kain, hvor er din bror · DDS 401 Guds ord det er vort arvegods · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Matt 20,20–28

Teksten står på vejen op mod Jerusalem. Lige før har Jesus for tredje gang sagt, at Menneskesønnen skal udleveres, hånes, piskes og korsfæstes og opstå på tredjedagen (Matt 20,17–19). Ind i det kommer Zebedæussønnernes mor med Jakob og Johannes og beder om de to pladser ved hans højre og venstre side i riget. Jesus har lovet de tolv troner (19,28), men de har ikke forstået, hvad vejen dertil er. Han svarer først de to brødre om bægeret og om, at pladserne er Faderens at give. Derefter kalder han alle tolv sammen, for de ti er blevet vrede, og taler om magt og tjeneste. Det hele ender i Menneskesønnens eget ord om at give sit liv som løsesum. Bagefter helbreder han de to blinde ved Jeriko (20,29–34). Markus har samme beretning (Mark 10,35–45). I 2. tekstrække er teksten evangelium på 13. søndag efter trinitatis, hvor 1. tekstrække har den barmhjertige samaritaner; begge dage handler om tjenesten for næsten.

Loven i teksten: Teksten afslører, at selv Jesu nærmeste disciple tænker i rang og pladser, lige efter at han har talt om sin lidelse. Moderen beder for sine sønner, brødrene siger frejdigt «Vi kan», og de ti bliver vrede, fordi de selv ville have pladserne. Ingen af dem ved, hvad de beder om. Det samme gælder os: Vi vil gerne have Kristus til at sikre vores ære og tryghed, og vi måler os mod hinanden i familie, arbejde og menighed. Vi bruger den magt, vi har, til at få vores vilje, også i kirken. Jesu ord dømmer det: Den, der vil være stor, skal være de andres træl. Ingen af os har tjent sådan.

Evangeliet i teksten: Menneskesønnen kommer ikke for at lade sig tjene, men for at tjene, og hans største tjeneste er at give sit liv som løsesum i stedet for mange. Det bæger, disciplene ikke forstod, drikker han selv til bunds. Han bliver talt blandt røverne ved sin højre og venstre side, så de, der jagtede de fine pladser, kan få syndernes forladelse. Han møder ikke de to brødre med vrede, men tålmodigt. Løsesummen er betalt, og den, der er løskøbt, er fri af gælden. Først derefter bliver tjenesten mulig: Den, der selv er tjent af Kristus, kan tjene sin næste uden at regne efter.

Prædikenspor: «I ved ikke, hvad I beder om» · «Den største er den, der tjener» · «Mildt mod dem, der snubler»

Salmeforslag: DDS 730 Vi pløjed og vi så'de · DDS 609 Dybt fornedres skal enhver · DDS 192 Hil dig, Frelser og Forsoner · DDS 604 Det koster mer, end man fra først betænker · DDS 373 Herre, jeg vil gerne tjene

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers