11. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Luk 18,9–14

Lignelsen om farisæeren og tolderen findes kun hos Lukas. Den står i beretningen om Jesu vandring mod Jerusalem (Luk 9,51–19,27), lige efter lignelsen om enken og den uretfærdige dommer (Luk 18,1–8). Begge handler om bøn, men den første om at blive ved at bede, denne om, hvordan man står for Gud, når man beder. Lukas siger selv, hvem den er fortalt til: «nogle som stolede på sig selv at de var retfærdige, og foragtede de andre». Det er altså ikke kun farisæerne, men enhver, der bygger på sig selv. Bagefter kommer beretningen om børnene, der bæres til Jesus (Luk 18,15–17): Guds rige skal tages imod som et lille barn tager imod. Lignelsen ender med et domsord, som Jesus også bruger i Luk 14,11. I kirkeåret er Luk 18,9–14 prædiketekst på 11. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. Det er også teksten, som Luther prædiker over på denne søndag i Huspostillen.

Loven i teksten: Loven rammer først farisæeren, men ikke for hans faste eller tiende. Den rammer, at han stoler på sig selv og foragter de andre. Hans bøn er tak, men den handler kun om ham selv, og den bruger tolderen som baggrund for hans egen fromhed. Det er en synd, som skjuler sig bedst hos de kirkevante: at regne sig selv for en af de gode og glædes over ikke at være som «de andre». Loven afslører også, at man kan blive farisæer over for farisæeren og takke Gud for ikke at være som ham. Jesu dom er hård: Den, der står på egen retfærdighed, går hjem uden at være retfærdiggjort.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er, at Gud retfærdiggør synderen, ikke den, der er blevet god nok. Tolderen har intet at fremvise, men beder: «Gud, vær mig, synderen, nådig!» og går hjem retfærdiggjort. Det er Guds dom over ham, ikke hans egen følelse. Han beder om forsoning i templet, hvor ofrene blev bragt, og Kristus er selv det offer, som gør Gud nådig mod os (Rom 3,25; 1 Joh 2,2). Derfor kan den, der kun har sin synd at komme med, gå hjem fra kirken i dag med samme dom: retfærdig for Kristi skyld, uden gerninger.

Prædikenspor: «To bønner i templet» · «Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som farisæeren» · «Gud, vær mig, synderen, nådig»

Salmeforslag: DDS 519 Syndernes forladelse selvros udelukker · DDS 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig · DDS 501 Herre, jeg har handlet ilde · DDS 55 Ved Jesu navn forlades alle synder · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Luk 7,36–50

Teksten står midt i Jesu virke i Galilæa. Lige før har Jesus talt om Johannes Døberen og om den slægt, der ikke vil tage imod nogen af dem: Johannes kaldes besat, og Menneskesønnen kaldes «tolderes og synderes ven» (7,33–35). Nu viser Lukas, hvad det betyder. Farisæeren Simon har inviteret Jesus til måltid, og mens gæsterne ligger til bords, kommer en kvinde, som hele byen kender som synderinde. Hun siger ikke et ord, men græder ved Jesu fødder, tørrer dem med sit hår, kysser og salver dem. Simon dømmer stille både kvinden og Jesus. Jesus svarer ham med lignelsen om de to skyldnere, sammenligner Simons værtskab med kvindens kærlighed og siger til hende: «Dine synder er forladte.» Bagefter nævner Lukas de kvinder, der fulgte Jesus (8,1–3). Salvingen i Betania (Mark 14,3–9; Joh 12,1–8) er en anden begivenhed. Teksten er evangelium på 11. søndag efter trinitatis i 2. tekstrække; i 1. tekstrække står farisæeren og tolderen (Luk 18,9–14) samme dag. I Huspostillen hører den til Maria Magdalenes dag.

Loven i teksten: Loven møder os i Simon, før den møder os i kvinden. Han er from, gæstfri og respekteret, men han dømmer i sit hjerte: «Hvis denne var en profet …» Han måler kvinden efter hendes rygte og Jesus efter, om han holder afstand til syndere. Lignelsen fanger ham: Han er også skyldner, blot med et mindre beløb, og han kan heller ikke betale. Hans kølige værtskab afslører, at han ikke mener at have brug for forladelse, og derfor elsker han lidt. Sådan dømmer loven også os, når vi sammenligner os med andre og glemmer vores egen gæld. Den, der ikke vil være synder, får intet eftergivet.

Evangeliet i teksten: Evangeliet er Jesu ord til kvinden: «Dine synder er forladte», «Din tro har frelst dig, gå bort med fred.» Hun har intet at betale med, og hun får det hele eftergivet. Jesus forsvarer hende over for værten og vender ikke ryggen til hende, selv om det koster ham anseelse. Han forlader synder med Guds egen myndighed, og Ordet står fast (perfektum). Det samme ord lyder til os i tilgivelsen og i sakramentet: Den, der ikke kan betale, får gælden strøget for Kristi skyld. Kærligheden følger af sig selv bagefter. Hun går ikke bort som synderinde, men i fred.

Prædikenspor: «Ser du denne kvinde?» · «To skyldnere og én kreditor» · «Gå bort med fred»

Salmeforslag: DDS 151 Med sin alabaster-krukke · DDS 505 Til dig alene, Herre Krist · DDS 511 Jesus han er syndres ven · DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 716 Guds godhed vil vi prise

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

2. række

Billeder til teksterne

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers