18. søndag efter trinitatis

Læsningerne i Alterbogen

Teksten i sammenhæng – fra Prædikenværkstedet

1. række: Matt 22,34–46

Teksten står i Matthæusevangeliets skildring af de sidste dage i Jerusalem, efter indtoget og tempelrensningen. I templet bliver Jesus prøvet af den ene gruppe efter den anden: ypperstepræsterne og de ældste spørger om hans myndighed (Matt 21,23), farisæerne og herodianerne om skatten til kejseren (Matt 22,15–22), saddukæerne om opstandelsen (Matt 22,23–33). Nu samler farisæerne sig igen, og en lovkyndig spørger for at prøve ham, hvilket bud der er det største. Jesus svarer med de to kærlighedsbud. Derefter vender han rollerne om og spørger selv: Hvis søn er Kristus? Ud fra Sl 110,1 viser han, at Messias ikke blot er Davids søn, men Davids Herre. Ingen kan svare, og fra den dag tør ingen spørge ham mere. Lige efter følger Jesu store tale mod de skriftkloge og farisæerne (Matt 23). Teksten er prædiketekst på 18. søndag efter trinitatis i 1. tekstrække. I trinitatistiden handler kirkeåret om livet som kristen, og her stilles loven og Kristus side om side.

Loven i teksten: Den lovkyndige vil prøve Jesus, men bliver selv prøvet. «Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte» er ikke et spørgsmål til diskussion, men en dom over os. Vi elsker Gud med en del af hjertet og os selv med resten. Vi kan tale om kærlighed og stille kloge spørgsmål om budene, ligesom farisæerne, og alligevel lade næsten i stikken, når det koster. Buddet kræver det hele, og netop derfor afslører det, at vi ikke har det. Den, der tror, at han kan holde de to bud, har ikke hørt dem.

Evangeliet i teksten: Evangeliet ligger i Jesu modspørgsmål: Hvis søn er Kristus? Han er Davids søn, et sandt menneske, der selv har elsket Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, helt til korset. Og han er Davids Herre, sand Gud, der sidder ved Guds højre hånd og har fået synd, død og Djævel lagt under sine fødder. Det, vi ikke kunne opfylde, har han opfyldt for os. Den, der kender ham, får syndernes forladelse og ved ham begynder også at elske Gud og næsten.

Prædikenspor: «Fra det største bud til den største Herre» · «Gudstjeneste i hverdagen» · «Når buddet er for stort»

Salmeforslag: DDS 54 Hvad mener I om Kristus · DDS 691 Loven er et helligt bud · DDS 681 Dig vil jeg elske, du min styrke · DDS 696 Kærlighed er lysets kilde · DDS 264 Herre Jesus, du, som troner · DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

2. række: Joh 15,1–11

Teksten hører til Jesu afskedstale (Joh 13–17), som han holder til de elleve skærtorsdag aften, efter at Judas er gået ud (13,30). I 14,31 siger han: «Stå op, lad os gå herfra», og i 18,1 går han over Kedronbækken. Talen om vintræet hører altså til de sidste timer før lidelsen. Han taler til disciplene, som skal blive tilbage i verden, når han går til Faderen. Billedet tager et gammelt billede op: Israel var Guds vin, som han plantede, men som bar dårlige druer (Sl 80; Es 5). Nu siger Jesus: «Jeg er det sande vintræ.» Hovedordet er «bliv»: Grenene lever kun, så længe de sidder på træet, og frugten vokser af træets liv, ikke af grenens anstrengelse. Teksten slutter med kærligheden og glæden (v. 9–11), og v. 12–17 fortsætter med budet om at elske hinanden. I 2. tekstrække er teksten evangelium på 18. søndag efter trinitatis, midt i trinitatistidens prædiken om kristenlivet. Huspostillen har ingen prædiken over den.

Loven i teksten: Teksten taler alvorligt til grenen, der sidder på vintræet uden at bære frugt. Det er ikke de fremmede, Jesus advarer, men disciplene. Judas var med i kredsen og gik alligevel ud i natten. Man kan være døbt, gå i kirke og kende ordene og dog have løsnet sig fra Kristus, så troen visner. Og teksten tager os vores egen kraft: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Det gælder også det gode, vi er stolte af. Hver gang vi vil bære frugt ved egen anstrengelse eller bruge frugten til at gøre os gældende over for Gud, er vi grene, der vil leve af sig selv. Den gren ender i ilden.

Evangeliet i teksten: Jesus siger ikke: Bliv et vintræ, men: Jeg er vintræet, I er grenene. Grenen skal ikke skabe sit eget liv; den får det fra træet. Disciplene er allerede rene på grund af det ord, han har talt til dem. Det er gjort, før de har båret én eneste frugt. Han bliver selv i dem, og Faderen passer sine grene med omsorg; selv når han beskærer, er det for at de skal leve. Grunden til alt er hans kærlighed: Som Faderen har elsket ham, har han elsket dem, og den kærlighed går til korset. Det sigter mod, at hans egen glæde skal være i dem, og at deres glæde skal blive fuldkommen.

Prædikenspor: «Jeg er vintræet, I er grenene» · «Frugt, der vokser» · «Når vingårdsmanden beskærer»

Salmeforslag: DDS 368 Vintræ og grene og frugt hører sammen · DDS 610 Bliv hos mig, kære Herre Krist · DDS 460 Jesus, din søde forening at smage · DDS 584 Beder, og I skulle få · DDS 685 Vor Gud er idel kærlighed · DDS 729 Nu falmer skoven trindt om land

Hele materialet i Prædikenværkstedet →

Luther over teksterne

Luthers prædikener i Huspostillen og Kirkepostillen, fundet ud fra tekststedet (de følger den gamle tekstrække).

1. række

I appen finder du også

• Teksterne til at læse direkte på siden
• Et kort over stederne i teksterne
• Parallellerne i de andre evangelier side om side
• Overblik og bibelkredsspørgsmål til kapitlerne
• Svære vers, baggrund, Kirkens stemmer og Kristus i GT ved teksternes vers