Om lønnen

Paulus siger: «Guds gave er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre», og de, der er forsonet eller retfærdiggjort, er samtidig medarvinger med Guds Søn for hans skyld, ikke for deres egne fortjenesters skyld. Både troen, der modtager syndernes forladelse og retfærdiggørelsen, og håbet om det evige liv støtter sig til Guds Søn, mellemmanden, ikke til vore fortjenester. Det er udtrykkeligt sagt: «Dette er Faderens vilje, at enhver, som tror på Sønnen, skal have evigt liv», og Rom 5: «Da vi er retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også ved troen fået adgang til denne nåde, som vi står i, og vi roser os af håbet om det evige liv.» Paulus forbinder troen og håbet og fastslår, at begge støtter sig til mellemmanden.

Det er åbenbart, at håbet ikke må støtte sig til vore gerninger, for der står: «Intet levende menneske skal retfærdiggøres for dit ansigt.» Men ligesom de, der omvender sig, regnes for retfærdige ved troen for Guds Søns skyld alene og gøres levende for hans skyld og ved ham, sådan gives det evige liv for hans skyld, ikke for vore fortjenesters skyld. Sådan hører røveren på korset dette løfte: «I dag skal du være med mig i Paradis.»

Man må heller ikke bilde sig ind, at Guds Søn kun har fortjent os en forberedelse til det evige liv eller giver os den, og at vi derefter fortjener det evige liv ved vore gerninger. Lad os tværtimod have dette meget søde ord for øje: «Død, jeg vil være din død; dødsrige, jeg vil være din pest.» For Guds Søns skyld og ved ham bliver vi befriet fra den evige død og flyttet over i det evige liv, som han selv siger: «Jeg giver dem evigt liv», og 1 Joh 5: «Den, som har Sønnen, har livet.» Og håbet skal være visst og fast, som Peter siger: «Sæt jeres håb helt og fuldt», det vil sige: Vent det evige liv, ikke med en tvivlende formodning, men med et fast håb, nemlig for mellemmandens skyld. Og Augustin siger med rette: «Hele vor tillids visshed ligger i Kristi blod.» Begge dele skal stå urokkeligt fast: at den, der omvender sig, uforskyldt ved troen modtager syndernes forladelse og retfærdiggørelsen for Guds Søns skyld, og at han da er arving til det evige liv, som Paulus siger: «Alle de, der føres af Guds Ånd, er Guds børn. Men er vi børn, er vi også Guds arvinger» osv.

Og dog er det samtidig sandt, at de, der mister Helligånden, fordi de falder fra troen eller styrter sig i synd mod samvittigheden, og som ikke vender tilbage til Gud ved omvendelse, ikke er arvinger. Der står i Galaterbrevet: «De, der gør den slags, skal ikke arve Guds rige», og 1 Tim 1: «Kæmp den gode kamp med tro og en god samvittighed, som nogle har stødt fra sig og derved har lidt skibbrud på troen», og Matt 25: «Jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise», og: «De skal gå bort til den evige straf, men de retfærdige til evigt liv.»

I øvrigt er det evige liv, selv om det gives de genfødte for Guds Søns skyld, samtidig også lønnen for de gode gerninger, som der står: «Jeres løn er stor i himlene» – ligesom fædrenearven er lønnen for sønnens arbejde, selv om den tilfalder sønnen af en anden grund. [Kilden har «matrimonium» (ægteskab), sikkert en fejl for «patrimonium» (fædrenearv); jf. samme billede i Apologien, art. IV.]

Desuden har Gud knyttet visse af sine løfter til de gode gerninger. Derfor giver Gud også her i livet mange åndelige og legemlige goder for de helliges gode gerninger, nogle gange på én måde, andre gange på en anden, sådan som det synes ham godt i hans uudsigelige visdom.

1 Tim 4: «Gudsfrygten har løfte om både det nuværende og det kommende liv.»

Mark 10: «De skal få det hundrede fold igen i dette liv, men med trængsler, og efter dette liv evigt liv.»

Matt 10: «Den, der giver en af de mindste noget at drikke for lærens skyld, skal ikke miste sin løn.»

Luk 6: «Giv, så skal der gives jer.»

2 Mos 20: «Ær din far og din mor, så du må leve længe i landet.»

Es 33: «Han skal få sit brød, hans vand slår ikke fejl. Han skal se kongen i hans skønhed», det vil sige: For lydighed og gode gerninger giver Gud fredelige samfund og et hæderligt og roligt styre osv.

Es 58: «Del dit brød med den sultne, så skal du blive som en vandet have» osv.

Eksemplet med enken i Sarepta er velkendt, og salmen siger: «Rigdom og velstand er i hans hus.» For i dette dødelige og møjsommelige liv samler Gud sin kirke og vil, at den skal være en ordentlig forsamling. Derfor giver han den nogle beskedne steder at bo og giver reder til gudfrygtige familier, til barselskvinder, til børnenes opdragelse og til lærens udbredelse. Kort sagt vil han bevare menneskeslægtens fællesskab, husholdningerne og samfundene, og det netop for at kirken kan samles.

Derfor giver han undertiden et mindre uroligt styre, fred, frugtbare marker og andre goder for de helliges bønners skyld, for deres flids skyld og for den fælles nøds skyld, sådan som de riger fik større lykke på grund af Josef, Na'aman og Daniel. Og i Jer 29 befaler Jeremias de landflygtige i Babylon at bede om fred og et godt styre for det land, der giver dem husly. På samme måde hobes straffene også ofte op for kirkens synders skyld, sådan som man ser det i straffen over Benjamins stamme, over David og over andre. Gud vil, at man skal forstå disse goder, som legemet har brug for, og vide, at de gives af Gud. Han vil, at troen skal øves i at bede om dem, som vi vil sige mere udførligt på sit sted. Disse få ord har vi nu tilføjet, for at der også i denne bekendelse kan stå et vidnesbyrd om, at den sande og nødvendige lære om de gode gerninger fremlægges trofast i vore kirker.