Om forskellen mellem synderne

Da det er sagt, at der bliver synder tilbage i de genfødte, er det nødvendigt at lære, hvilken forskel der er på synder. Ud fra ordet i Luk 11: «Den går hen og tager syv andre ånder med sig, som er værre end den selv, og de går ind og bor der» osv., og ud fra lignende ord er det nemlig åbenbart, at nogle genfødte bedrøver Helligånden og støder ham bort, og at de igen forkastes af Gud og bliver hjemfaldne til Guds vrede og de evige straffe. Og i Ez 33 står der skrevet: «Når den retfærdige vender sig bort fra sin retfærdighed og gør uret, skal han dø for det. Og når den ugudelige vender sig bort fra sin ugudelighed og gør ret og retfærdighed, skal han leve ved det.»

Derfor er det nødvendigt at skelne de synder, som bliver tilbage i de hellige i dette dødelige liv og ikke støder Helligånden bort, fra andre synder, som igen gør mennesket hjemfaldent til Guds vrede og de evige straffe. Paulus skelner også mellem herskende og ikke-herskende synd. Og et andet sted siger han: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden dræber kødets gerninger, skal I leve.»

I brevet til Timotheus giver han en regel: «Kæmp den gode kamp, idet du holder fast ved troen og en god samvittighed.» Når et menneske altså ikke holder fast ved troen, men mister en del af grundvolden, det vil sige en eller anden trosartikel, hvad enten det sker bevidst eller af vildfarelse, eller godkender afguder, som mange gør, der bedrages af falske læresætninger, eller ikke holder sig oppe ved troens trøst, men overvindes af tvivl eller fortvivlelse, eller overtræder et af Guds bud mod samvittigheden, så mister han Helligånden og bliver igen hjemfalden til Guds vrede og den evige straf. Sker der ikke en omvendelse, bliver han, når han dør, kastet ud i de evige straffe. Om dem siger Paulus: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø», og 1 Kor 6: «Hverken utugtige eller ægteskabsbrydere eller afgudsdyrkere» osv. «skal arve Guds rige.» Og eden siger klart: «Så sandt jeg lever, siger Herren, jeg ønsker ikke synderens død, men at han omvender sig og lever.» I eden er de to dele knyttet sammen: omvendelse og liv. Gud kræver omvendelse, endda med en ed; derfor har han ikke behag i dem, der holder fast ved forsættet om at synde.

Til denne gruppe regner vi også de forsætlige undladelsessynder, det vil sige forsætlig forsømmelse af sin pligt, som strider mod ordet: «Det kræves, at vi findes tro», og forsætlig uvidenhed som farisæernes og den, man finder hos utallige mennesker, der ikke gør sig umage for at søge kirkens sande lære, men i deres uvidenhed holder fast ved afguderne eller endda hjælper grusomheden, når afguderne forsvares.

Hermed er der talt om de fald, hvorved Helligånden stødes bort. Noget andet er de synder hos de genfødte, der holder fast ved troen og en god samvittighed. De ødelægger hverken grundvolden eller er overtrædelser mod samvittigheden, men er rester af arvesynden: mørke, tvivl, kødelig sikkerhed, de syndige lidenskabers vildfarende flammer og undladelser eller uvidenhed, som ikke er forsætlige. Disse onder bagatelliserer nogle og kalder dem mangler, der ligger uden for Guds lov. Men denne blindhed må dadles skarpt, og begge dele må overvejes: på den ene side hvor stort det onde er i hele denne urenhed, som strider mod Guds lov og vilje, og på den anden side hvor stor barmhjertigheden og velgerningen er hos Guds Søn, som dækker over disse sørgelige og store sår i vor elendige natur.

Paulus befaler at stå disse onder imod ved Ånden. Det vil sige: Scipio og Atticus tøjler de syndige tilskyndelser ved fornuften, men Josef og Paulus tøjler dem ved Ånden, det vil sige ved Helligåndens tilskyndelser: ved sand sorg, sand tro, gudsfrygt og påkaldelse. Paulus sørger, når han mærker tvivl eller andre vildfarende tilskyndelser. Ved troen fastholder han, at denne urenhed dækkes af mellemmanden, ved gudsfrygt holder han sig tilbage, så han ikke adlyder vreden eller andre vildfarende tilskyndelser, og samtidig påkalder han Gud og beder om hjælp: «Skab mig et rent hjerte, Gud.» Når vi på denne måde står den fordærvelse imod, som endnu er tilbage i de genfødte, dækkes disse onder og kaldes ikke-herskende eller tilgivelig synd, og Helligånden mistes ikke. Det er åbenbart, at denne lære om forskellen mellem synderne er sand, klar og nødvendig for kirken; men mange ved, hvilke labyrinter af disputatser modstandernes bøger rummer om den.

Efter at vi nu kort har fremlagt hovedindholdet af læren om retfærdiggørelsen, burde vi også forklare og gendrive de argumenter, der fremføres imod denne lære. Men da nogle fremfører én ting og andre noget andet, har vi fremlagt vor bekendelse og tilbyder at forklare hvert enkelt led i bekendelsen mere udførligt.