Om kirken

Gud vil, at man skal forstå, at menneskeslægten ikke er blevet til ved et tilfælde, men er skabt af Gud, og ikke skabt til evig undergang, men for at han i menneskeslægten kan samle sig en kirke, som han i al evighed vil give del i sin visdom, godhed og glæde. Og han vil, at man skal se Sønnen, for hvis skyld og ved hvem han med uudsigelig visdom og umådelig barmhjertighed har genoprettet denne elendige menneskenatur. Derfor har han villet, at der altid skal være en forsamling i menneskeslægten. Den har han overgivet læren om Sønnen, og i den har Sønnen selv indstiftet og opretholdt embedet, som skal bevare og udbrede hans lære. Ved denne lære har han været, er han og vil han være virksom, og ved den omvender han mange til sig, sådan som Paulus tydeligt siger: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.»

Men det er forunderligt og sørgeligt, at størstedelen af menneskeslægten i et frygteligt raseri foragter Guds røst og vidnesbyrd og Guds Søn, og at der i selve den forsamling, der bærer navnet kirke, altid har været mange splittelser, og at den sande kirke er blevet angrebet af fjender både udefra og indefra. Når mennesker ser disse stridigheder og tilmed ser, at de, der tager imod andre lærdomme, som strider mod evangeliet, har overtaget i magt, antal og anseelse, så tvivler de på, om der overhovedet findes nogen Guds kirke, og hvilken den er, hvordan den er, og hvor den er. For verdsligt sindede mennesker er det svært at afgøre. Men den sande kirke ved ud fra Guds vidnesbyrd, hvor menneskenes store raseri kommer fra, og at Guds kirke alligevel bevares midt blandt dem. Den skelner Guds kirke fra de andre folk og ved, hvilken den er, hvordan den er, og hvor den er.

For at alle de hellige skulle blive styrket mere mod denne tvivl, er artiklen derfor sat ind i trosbekendelsen: «Jeg tror, at der er en hellig, almindelig kirke.» Med denne bekendelse fastslår vi, at Gud ikke har forkastet hele menneskeslægten, men at der er og altid vil være en sand kirke, at Guds løfter står fast, og at Guds Søn stadig regerer og tager imod og frelser dem, der påkalder ham. Og løftet op af denne trøst takker vi Gud og påkalder ham, og vi beder om, modtager og venter de evige goder.

For denne påmindelses og trøsts skyld fremsiges artiklen i trosbekendelsen, skønt netop denne lære om kirkens bevarelse er gentaget meget ofte i Guds egen forkyndelse, som i Es 59: «Dette er min pagt med dem, siger Herren: Min ånd, som er i dig, og mine ord, som jeg har lagt i din mund, skal ikke vige fra din mund eller fra dine efterkommeres mund, siger Herren, fra nu af og til evig tid.» Og Herren siger: «Jeg er med jer alle dage indtil verdens afslutning.»

Det er også en sød trøst, at arvingerne til det evige liv ikke findes andre steder end i de kaldedes forsamling, efter ordet: «Dem han udvalgte, dem har han også kaldet.» Lad ikke sindet flakke om, når det ser kirkens sønderrevne legeme og drømmer om, at der måske andre steder findes nogle, som ikke kender evangeliet, men alligevel er hellige og Guds bolig, som Fabius, Scipio, Aristides og deres lige. Vend i stedet dine øjne hertil: Du skal vide med sikkerhed, at der i denne de kaldedes forsamling er nogle udvalgte, og slut dig til denne forsamling med bekendelse og påkaldelse, sådan som der står i Sl 27: «Én ting har jeg bedt Herren om, det søger jeg: at bo i Herrens hus alle mit livs dage for at se Herrens vilje og besøge hans tempel.»

Vi taler altså ikke om kirken, som om den var en platonisk idé, men vi peger på en kirke, som kan ses og høres, efter ordet: «Deres stemme er nået ud til hele verden.» Den evige Fader vil, at Sønnen skal høres i hele menneskeslægten, sådan som han siger: «Hør ham!» og i Sl 2: «Jeg indsætter min konge på Zions bjerg. Jeg vil forkynde budet. Herren sagde til mig: Du er min søn, i dag har jeg født dig. Og nu, I konger, kom til forstand» osv. Vi siger derfor, at den synlige kirke i dette liv er forsamlingen af dem, der tager imod Kristi evangelium og bruger sakramenterne ret. I den er Gud virksom ved evangeliets prædikeembede og genføder mange til det evige liv. Men i denne forsamling er der dog mange, som ikke er hellige, men som er enige om den sande lære. Sådan udgjorde Zakarias, Simeon, Josef, Elisabet, Maria, Anna, hyrderne og mange andre kirken på Marias tid. De var enige om den rene lære og lyttede ikke til saddukæerne eller farisæerne, men til Zakarias, Simeon, Anna, Maria og deres lige. For selv når forsamlingen er meget lille, bevarer Gud dog en rest, hvis røst og bekendelse bliver hørt, og han genopretter embedet igen og igen, efter ordet: «Hvis ikke Herren havde efterladt os efterkommere, var vi blevet som Sodoma» osv.

Hvad kirken altså er, hvordan den er, og hvor den er, viser denne beskrivelse, som er hentet fra Guds klare vidnesbyrd. Der er ingen tvivl om, at kirken er bundet til evangeliet, som Paulus siger: «Hvis nogen lærer et andet evangelium, forbandet skal han være!» Og Joh 10: «Mine får hører min stemme.» Og Joh 14: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord; og min Far skal elske ham, og vi vil komme til ham og tage bolig hos ham.» Og Joh 17: «Hellige dem i din sandhed; dit ord er sandhed.» Saddukæerne, farisæerne, ypperstepræster af samme slags og andre, som fremsætter en anden lære, der afviger fra evangeliet, og som hårdnakket befæster afguder, er derfor ikke lemmer af Guds kirke, selv om de har titlen og magten. Men det er åbenbart, at modstanderne overleverer og forsvarer en anden slags lære, som afviger fra evangeliet. De lærer, at Guds lov opfyldes ved vor lydighed i dette liv, og at denne lydighed fortjener syndernes forladelse; videre, at mennesker er retfærdige for Gud ved denne lydighed; videre, at det onde begær ikke er synd og ikke noget ondt, der strider mod Guds lov; videre, at de omvendte skal tvivle på, om de er i nåden, og at denne tvivl ikke er synd; videre, at man skal påkalde døde mennesker; videre, at forskel på madvarer, klosterløfter og andre skikke, som er valgt uden Guds befaling, er gudsdyrkelse; videre, at offeret i messen fortjener syndernes forladelse og andet både for den, der udfører det, og for andre, levende og døde; videre mange andre forfærdelige vanhelligelser af sakramentet; videre, at biskopperne kan indstifte gudsdyrkelse, og at det er dødssynd at overtræde de former for gudsdyrkelse, som de indstifter; videre, at de kan pålægge hvilken som helst stand blandt mennesker en lov om cølibat; videre, at det er nødvendigt at opregne hver enkelt synd for at få syndernes forladelse; videre, at de kanoniske fyldestgørelser er godtgørelser for skærsildens straffe; videre, at synoder, hvor kun biskopperne afgiver stemme, ikke kan fejle. Hertil kommer de, der indvier olie og andre ting uden Guds befaling og tillægger dem guddommelig kraft mod synder, djævle og sygdomme; videre de, der godkender påkaldelse ved bestemte statuer, som om der var mere hjælp at få dér; videre de, der slår hæderlige mennesker ihjel, alene fordi de forkaster disse vildfarelser og bekender sandheden. Da dette åbenlyst er hedenskab og afgudsdyrkelse, er det klart, at de, der forsvarer det, ikke er lemmer af kirken, men hersker, sådan som saddukæerne og farisæerne herskede. Alligevel har der været, er der og vil der være mennesker, som holder fast ved grundvolden og er Guds kirke, selv om nogle har haft, har og vil have mere lys, andre mindre. Og undertiden bygger også de hellige strå oven på grundvolden, især fordi mange, som har troens begyndelse, i denne elendige tid ikke får lejlighed til at blive undervist og til at tale med lærdere folk. Disse hører dog til dem, som Gud i Ez 9 befaler at skåne, dem, der sukker og jamrer over, at vildfarelserne bliver befæstet.

Hvad kirken er, og hvor den er, skal og kan altså først og fremmest bedømmes ud fra lærens røst. Ved den sande læres røst og dernæst ved den rette brug af sakramenterne skelnes kirken fra andre folk. Og hvad den sande læres røst er, viser de profetiske og apostolske skrifter selv og trosbekendelserne. I dem er læren om grundvolden – det vil sige om troens artikler, om Guds væsen og vilje, om Sønnen, Forløseren, om loven, om løfterne, om brugen af sakramenterne og om embedet – ikke tvetydig. Og det er åbenbart, at ingen skabning, hverken engle eller mennesker, har fået lov til at ændre den lære, som Gud har overgivet.

Hvordan kirken er, viser Guds Søn, når han siger: «Mit rige er ikke af denne verden», og videre: «Ligesom min Fader har udsendt mig, således sender jeg jer.» Ved evangeliets tjeneres røst samles der en evig kirke til Gud, og ved denne røst er Gud virksom og omvender mange til sig. Denne umådelige velgerning skal vi erkende og prise med taknemmelighed.

Selv om kirken er en forsamling, som kan ses og høres, skal den dog skelnes fra de politiske riger, det vil sige fra dem, der bærer sværdet. Biskopperne har heller ikke efter guddommelig ret magt til at straffe de ulydige med sværdet eller til at bemægtige sig verdens riger. Og dog er der orden i kirken, efter ordet: «Han steg op og gav menneskene gaver: apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.» Guds Søn er ypperstepræsten, salvet af den evige Fader. For at kirken ikke skal gå helt til grunde, giver han den evangeliets tjenere, dels kaldet direkte af ham selv, som profeterne og apostlene, dels valgt ved menneskelig kaldelse. For han godkender også kirkens valg og er i sin umådelige godhed virksom, også når evangeliet lyder gennem dem, der er valgt ved afstemning eller i kirkens navn.

Derfor bevarer vi også i vore kirker den offentlige ordination, hvor evangeliets prædikeembede bliver betroet valgte mænd, hvis levned og lære vi først har prøvet. Og vi underviser trofast menighederne om embedets værdighed. Intet større kan siges end det, Guds Søn siger: «Ligesom min Fader har udsendt mig, således sender jeg jer.» Han viser også, hvilke befalinger han giver: «Forkynd evangeliet», og han forsikrer, at han vil være virksom ved deres røst, ligesom Faderen viser, at han er virksom ved Sønnen. Vi forelægger også Guds befalinger: «Den, som hører jer, hører mig, og den, som foragter jer, foragter mig», og videre: «Adlyd jeres ledere.» Men disse ord opretter ikke et rige uden for evangeliet; de påbyder den lydighed, man skylder evangeliets røst. Og til embedet hører dette: at lære evangeliet; at forvalte sakramenterne; at tilsige tilgivelse til dem, der beder om den og ikke bliver ved med at leve i åbenlyse synder; at ordinere evangeliets tjenere, når de er ret kaldet og prøvet; at udøve kirkens domsmyndighed på lovlig måde over dem, der er skyldige i åbenlyse forbrydelser i levned eller lære; at fælde dom om bandlysning over de genstridige og igen at tilsige de omvendte tilgivelse og tage imod dem. For at dette kan ske på rette måde, er der også oprettet konsistorier i vore kirker.

Vi sagde i beskrivelsen af kirken, at der i denne synlige kirke er mange, som ikke er hellige, men som dog i det ydre bekender sig til den sande lære. For vi forkaster donatisterne, som har opdigtet, at embedet ikke er virksomt, når det udøves af dem, der ikke er hellige.

Vi forkaster også gendøbernes urene sammenrend, som opdigter en synlig kirke, hvor alle er hellige. Vi bekender, at man skal tænke om den synlige kirke i dette liv, sådan som Herren siger i Matt 13: «Himlenes rige ligner et net, som blev kastet i havet og samlede både gode og dårlige fisk.» Men de, der bliver den sande læres fjender, ophører dog med at være lemmer af denne synlige forsamling, efter dette ord: «Hvis nogen lærer et andet evangelium, forbandet skal han være!»