Om den borgerlige øvrighed

Ved Guds velgerning er også denne del af læren i vore kirker blevet belyst på gudfrygtig vis: læren om øvrighedens værdighed – den øvrighed, som bærer sværdet – og om lovenes, domstolenes og hele samfundsordenens værdighed. Med stort arbejde og i mange skrifter er gendøbernes og andre sværmeres mange og store vanvittigheder blevet gendrevet. Vi lærer derfor, at hele Guds lære, som er overleveret ved profeterne og apostlene, fastslår, at samfundsordenen, øvrighederne, lovene, domstolene og det lovlige fællesskab mellem mennesker på ingen måde er opstået tilfældigt i menneskeslægten. Og selv om der er megen frygtelig forvirring, som udspringer af Djævelen og af menneskers raseri, så er det lovlige styre og fællesskab mellem mennesker dog indstiftet af Gud, og den orden, der er tilbage, bevares af Guds umådelige godhed for kirkens skyld, sådan som det siges i Rom 13 og i Salmen: «Hvis Herren ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.» Derfor er det i sig selv gode ting at bestride et øvrighedsembede, at være dommer, at være tjener ved domstolene, at gøre lovlig brug af domstolene, at føre lovlige krige og at være soldat i lovlige krige osv. Et kristent menneske kan bruge disse ting, ligesom det bruger mad, drikke, lægemidler, køb og salg, og det synder ikke, når det efter sit kald bestrider et øvrighedsembede, holder retssager, gør krigstjeneste, fuldbyrder lovlig straf over de dømte osv. Og undersåtterne skylder den borgerlige øvrighed lydighed, som Paulus siger: «ikke alene på grund af vreden», det vil sige af frygt for den legemlige straf, som øvrighederne selv pålægger de genstridige, «men også på grund af samvittigheden», det vil sige: Genstridighed er en synd, som krænker Gud og river samvittigheden bort fra Gud.

Denne guddommelige lære forelægger vi kirkerne. Den værner om den lovlige magt og hele samfundsordenen, og vi viser forskellen mellem evangeliet og det borgerlige styre. Gud vil, at alle mennesker, også de ikke-genfødte, skal styres og holdes i tømme af det borgerlige styre, og også i dette styre lyser Guds visdom og retfærdighed og hans godhed mod menneskeslægten frem. Visdommen viser sig i ordenen, som er forskellen mellem dyder og laster, og i fællesskabet mellem mennesker gennem lovlige myndigheder og aftaler, som er ordnet med forunderlig visdom. Dernæst ses Guds retfærdighed i det borgerlige styre, fordi han vil, at åbenlyse forbrydelser skal straffes af øvrighederne. Og når de, der har magten, ikke selv straffer de skyldige, river Gud selv på forunderlig vis de skyldige hen til straffen, og som regel straffer han grove forbrydelser med grove straffe i dette liv, som der siges: «Den, som griber sværdet, skal omkomme ved sværd», og videre: «Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere» osv. Han vil, at forskellen mellem dyder og laster skal ses i disse straffe, og han vil, at man skal lære, at Gud er vis, retfærdig, sanddru og kysk.

Også Guds godhed mod menneskeslægten ses heri, fordi han på denne måde bevarer menneskenes fællesskab, så kirken kan samles ud af det, og han vil, at samfundene skal være herberger for kirken.

Og det borgerlige styre, som holder alle, også de ikke-genfødte, i tømme, er én ting; en anden ting er syndernes forladelse og retfærdigheden i hjerterne, som er begyndelsen til det evige liv og den evige frelse, og som virkes i de troende ved evangeliets røst. Begge goder giver Gud menneskeslægten, og han vil, at man skal forstå forskellen mellem den borgerlige retfærdighed og lyset i hjerterne. Evangeliet hverken fordømmer eller opløser samfundene og husholdningerne.

Selv om det ikke tilkommer dem, der underviser i kirken, at udstede særlige love om det borgerlige styre, lærer den guddommelige røst dog i almindelighed følgende om øvrighedens embede.

For det første vil Gud uden nogen tvivl, at øvrighederne skal lade den moralske lovs røst lyde i menneskeslægten, hvad den ydre tugt angår, efter de ti bud eller naturloven. Det vil sige: Han vil, at øvrighedernes røst først og fremmest skal forkynde de højeste og uforanderlige love, som forbyder afgudsdyrkelse, gudsbespottelse, mened, uretfærdigt drab, løsagtig utugt, krænkelse af ægteskabet, tyveri og bedrag i aftaler, handler og retssager.

Den anden opgave: Øvrigheden skal være vogter af disse guddommelige og uforanderlige love, som er vidnesbyrd om Gud og de højeste rettesnore for livsførelsen, ved at straffe alle, der overtræder dem. For lovens røst formår kun lidt til at tøjle menneskene og holde dem i tømme, når der hverken er straf eller nogen til at fuldbyrde den. Derfor har Paulus sagt: «Øvrigheden skal være til skræk for den onde gerning og til ære for den gode», og oldtiden har med rette sagt: «Øvrigheden er lovens vogter», nemlig den første og den anden tavles, hvad den ydre tugt angår.

Den tredje opgave er, at den borgerlige øvrighed også føjer nogle love til naturloven, som er nærmere bestemmelser af naturlovens omstændigheder, og at den også er vogter af disse love ved at straffe. Men den må på ingen måde udstede eller forsvare love, der strider mod den guddommelige og naturlige ret, som der står skrevet i Es 10: «Ve dem, der giver uretfærdige love.» For magten er en guddommelig ordning, hvor Guds visdom og retfærdighed, det vil sige retfærdige love, skal herske, sådan som den vise og gudfrygtige kong Joshafat siger: «Det er ikke menneskers dom, I udøver, men Guds, som er med jer, når I dømmer. Lad gudsfrygten være med jer, og gør alt med omhu.» Selv om mange i rigerne forsømmer Guds ære, burde dette dog være det vigtigste anliggende: at høre og tage imod den sande lære om Guds Søn og at støtte kirkerne, som Salmen siger: «Så forstå det nu, I konger, lad jer belære, I som dømmer jorden», og videre: «Luk jeres porte op, I fyrster», det vil sige: Luk rigerne op for evangeliet, og giv Guds Søn husly; og Es 49: «Konger skal være dine fosterfædre, og dronninger» – det vil sige staterne – skal være kirkens ammer og give kirken og de gudfrygtige studier husly. Kongerne og fyrsterne skal også selv være lemmer af kirken og forstå læren ret. De må ikke hjælpe dem, der befæster falsk lære og udøver uretfærdig grusomhed, men skal huske dette ord: «Dem, der ærer mig, vil jeg ære.» Og Daniel formaner babyloniernes konge til at kende Gud og vise mildhed mod den landflygtige kirke, når han siger: «Bryd med dine synder ved retfærdighed og ved mildhed mod de fattige, så skal dine overtrædelser blive lægt.» Og da de hører til kirkens fornemste lemmer, skal de sørge for, at der fældes rette domme i kirken, sådan som Konstantin, Theodosius, Arcadius, Marcianus, Karl den Store og mange gudfrygtige konger sørgede for, at kirkens domme blev fældet ret.

I øvrigt findes der i vore kirker mange skrifter om forskellen mellem de to stænder, det evangeliske prædikeembede og den borgerlige magt. De viser, at vi hverken lærer sværmeriske eller oprørske meninger, men fremlægger den nødvendige lære om begge stænder, som er overleveret i evangeliet, og som gavner gudfrygtigheden og den fælles fred. Gud ske tak.

Dette er summen af den lære, som vi ved Guds velgerning med én røst lader lyde i vore kirker. Vi tvivler slet ikke på, at den gengiver den ufordærvede mening i den lære, som Gud har givet i de profetiske og apostolske skrifter og i trosbekendelserne (symbola), og ud fra de gamle, renere forfattere kan man se, at den stemmer overens med den gamle og renere kirke.

Sagen selv viser, at vi ikke af nysgerrighed har søgt nye eller spidsfindige disputationer og heller ikke strides om magt eller rigdom. Den viser, at vi kun har draget den lære frem, som er nødvendig for den sande påkaldelse af Gud, for den sande gudsdyrkelse, for den sande erkendelse af Guds Søn og for sjælenes frelse. Den lære har vi draget frem af overleveringernes og meningernes store mørke og forelagt kirkerne så enkelt og klart som muligt. For alle fornuftige må indrømme, at der var stort mørke over læren, mange vildfarelser i munkenes lære og mangfoldige snarer for samvittigheden i de pavelige overleveringer. Og hvilken af de to lærer der er sand, klar, gennemskuelig og gavnlig for samvittighederne og livsførelsen, viser en sammenligning. For vi viger ikke tilbage for de gudfrygtiges dom. Tværtimod vil vi, at Guds sande kirke, det vil sige alle gudfrygtige og lærde, hvor de end er, altid skal få kendskab til det, vi siger, og vi tvivler ikke på, at de vil bevidne, at denne lære er den enstemmige lære i Guds sande almindelige kirke. Vi tilbyder også når som helst at give en mere udførlig redegørelse for hvert enkelt punkt, og vi mener, at denne gennemgang af læren, som vi nu har foretaget, stemmer overens med den bekendelse, der blev overgivet i Augsburg år 1530.

Da den lære, vi her fremlægger, altså er sand og nødvendig for kirken, beder vi om, at vore kirker ikke må blive fordømt, som om de enten omfavnede vildfarelser eller uden alvorlig grund skabte uro af dumhed og oprørstrang. Sandheden og sagernes vægt må fri os for denne uretfærdige beskyldning. Dernæst formaner vi i al gudfrygtighed selve konciliet. Det ser selv, at mange store og gamle misbrug og vildfarelser hænger ved kirken, for i alle tider, lige fra menneskeslægtens begyndelse, har Djævelen sået vildfarelsernes sæd, og siden bliver mange af dem befæstet ved menneskers uvidenhed eller overtro, eller de skyder op igen. Men da det nu er kendt, hvor tom megen overtro er, kræver tiden en forbedring, og hvis de, der styrer, ikke sørger for, at den sandhed, som er bragt for lyset, får lov at bestå, vil der følge stor splittelse og uenighed, især fordi endnu mere forvirring truer i denne verdens sidste alderdom. Derfor skal konciliet se til, at det ikke fordømmer den åbenbare sandhed. Og hvis det i gudfrygtighed vil overveje, hvordan kirkerne skal hjælpes, og der bedes om en mere udførlig redegørelse fra os, så må der vælges lærde og forstandige mænd, som elsker sandheden og frygter Gud, til sammen at overveje disse så store sager. Og man må ikke kæmpe mod os alene med stemmetal, for det er åbenbart ud fra mange forudgående afgørelser, hvad biskoppen i Rom og de fleste af de biskopper, der er ham hengivne, mener. De har nu i så mange år ikke alene udsendt påbud mod os, skrevet med blod, men også dræbt mange, som deler vor opfattelse. Og mange hverken forstår eller bryder sig om læren, men er gennemsyret af verdslige anskuelser og mener, at det især sømmer sig for statsmænd at forsvare den nuværende ordning og værne om deres egen myndighed; og til det formål søger de egnede håndlangere, som med sofismernes blændværk kan bortforklare sandheden. Derfor bevidner vi nu, at vi ikke vil opgive sandheden, selv om den bliver fordømt ved sådanne menneskers domme, og vi bevidner offentligt, at vi ikke giver vort samtykke til konciliet i Trient, som tidligere har udsendt dekreter, der dels er åbenlyst falske, dels tvetydige og sofistiske. Vi kræver tværtimod, at vi bliver hørt om de samme sager, og at de vildfarelser, som tidligere er stadfæstet ved dekreterne fra Trient, bliver rettet. Og vi beder ærbødigt den uovervindelige kejser Karl, Augustus, om ikke at tillade modstanderne at undertrykke sandheden med deres dristighed, at stadfæste den grusomhed, som udøves mod uskyldige, og at vække større splittelser ved uretfærdige dekreter. Men vi betror kirken og os selv til Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, som vi ved samler sig en evig kirke ved evangeliets røst. Ham beder vi om at styre os og ikke lade sit evangeliums lys slukkes eller de forsamlinger, som i sandhed påkalder ham, blive udslettet.

Gud ske tak.