Artikel IV (II). Om retfærdiggørelsen

1 I den fjerde, femte og sjette artikel og længere nede i den tyvende fordømmer de os, fordi vi lærer, at mennesker ikke får syndernes forladelse på grund af deres egne fortjenester, men af nåde for Kristi skyld ved troen på Kristus. [De forkaster ganske hårdnakket begge disse udsagn.] For de fordømmer os både for at nægte, at mennesker får syndernes forladelse på grund af deres egne fortjenester, og for at hævde, at mennesker ved troen får syndernes forladelse og ved troen på Kristus

2 bliver retfærdiggjort. Men i denne strid behandles den vigtigste artikel i den kristne lære. Når den forstås rigtigt, sætter den Kristi ære i et klart lys og gør den stor [den er til særlig hjælp for en klar og rigtig forståelse af hele Den Hellige Skrift, den alene viser vejen til den uudsigelige skat og til den rette erkendelse af Kristus, og den alene åbner døren til hele Bibelen], og den giver fromme samvittigheder den nødvendige og rigeste trøst. Derfor beder vi Hans Kejserlige Majestæt om at høre os med tålmodighed i så vigtige sager.

3 Modstanderne forstår hverken, hvad syndernes forladelse er, eller hvad tro, nåde og retfærdighed er, og derfor forvansker de denne artikel groft. De formørker Kristi herlighed og velgerninger og berøver de fromme samvittigheder den trøst, som tilbydes i Kristus.

4 Men for at vi kan underbygge vores bekendelse og samtidig afvise de anklager, som modstanderne rejser mod os, må vi begynde med at slå nogle ting fast, så man kan se kilderne til begge slags lære, både modstandernes og vores egen.

5 Hele Skriften bør deles op i disse to hovedemner: loven og løfterne. For nogle steder fremlægger den loven, og andre steder løftet om Kristus, nemlig enten når den [i Det Gamle Testamente] lover, at Kristus skal komme, og for hans skyld tilbyder syndernes forladelse, retfærdiggørelse og evigt liv, eller når Kristus selv i evangeliet [i Det Nye Testamente], efter at han er trådt frem, lover syndernes forladelse, retfærdiggørelse og evigt liv.

6 I denne drøftelse forstår vi desuden ved «loven» De ti bud, hvor de end læses i Skriften. Om Moses' ceremonielle love og retslove siger vi ikke noget her.

7 Af disse to dele vælger modstanderne loven, fordi den menneskelige fornuft af naturen på en vis måde forstår loven (for den har fået den samme dom skrevet i sindet af Gud) [naturloven stemmer overens med Moseloven, De ti bud], og ved loven søger de syndernes forladelse og retfærdiggørelse.

8 Men De ti bud kræver ikke kun udvortes borgerlige gerninger, som fornuften på en vis måde kan frembringe. De kræver også andre ting, som ligger langt over fornuften, nemlig virkelig at frygte Gud, virkelig at elske Gud, virkelig at påkalde Gud, virkelig at være overbevist om, at Gud hører os, og at vente Guds hjælp i døden og i alle trængsler. Endelig kræver de lydighed mod Gud i døden og i alle trængsler, så vi ikke flygter fra dem eller afviser dem, når Gud lægger dem på os.

9 Her følger skolastikerne filosofferne og lærer kun en fornuftens retfærdighed, nemlig borgerlige gerninger, og desuden finder de på, at fornuften uden Helligånden kan elske Gud over alle ting. For så længe det menneskelige sind er i ro og ikke mærker Guds vrede eller dom, kan det bilde sig ind, at det vil elske Gud, og at det vil gøre det gode for Guds skyld. [Men det er det rene hykleri.] På den måde lærer de, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved at gøre, hvad der står i deres magt, det vil sige, hvis fornuften i sorg over synden frembringer en kærlighedshandling over for Gud eller

10 for Guds skyld er virksom i det gode. Og fordi denne mening af naturen smigrer mennesker, har den frembragt og mangedoblet mange gudstjenester i kirken, klosterløfter og misbrug af messen. Ud fra denne mening har den ene i tidens løb fundet på én gudsdyrkelse og én skik, den anden på andre.

11 Og for at de kunne nære og øge tilliden til sådanne gerninger, har de påstået, at Gud nødvendigvis giver nåde til den, der handler sådan, ikke af tvangens nødvendighed, men af uforanderlighedens nødvendighed [ikke at han er tvunget, men at dette er den orden, som Gud ikke vil overtræde eller ændre].

12 I denne mening er der mange store og skadelige vildfarelser, som det ville være trættende at regne op. Den forstandige læser skal blot tænke over dette: Hvis dette er den kristne retfærdighed, hvilken forskel er der så mellem filosofien og Kristi lære? Hvis vi fortjener syndernes forladelse ved disse selvfrembragte handlinger [som udspringer af vores eget sind], hvad gavner Kristus så? Hvis vi kan blive retfærdiggjort ved fornuften og fornuftens gerninger, hvad har vi så brug for

13 Kristus eller genfødslen til [som Peter siger, 1 Pet 1,18ff]? Og på grund af disse meninger er det nu kommet så vidt, at mange gør nar af os, fordi vi lærer, at man må søge en anden retfærdighed end

14 den filosofiske. [Ak, det er kommet så vidt, at selv store teologer i Louvain, Paris osv. ikke har kendt til nogen anden fromhed eller retfærdighed (skønt hvert bogstav og hver stavelse hos Paulus lærer noget andet) end den fromhed, som filosofferne lærer. Og skønt vi burde betragte dette som en mærkelig lære og gøre nar af den, gør de hellere nar af os, ja, de gør grin med Paulus selv.] Vi har hørt, at nogle har lagt evangeliet til side og i stedet for en prædiken udlagt Aristoteles' etik. [Jeg har selv hørt en stor prædikant, som ikke nævnte Kristus og evangeliet, men prædikede Aristoteles' etik. Er det ikke en barnagtig og tåbelig måde at prædike for kristne på?] Og de tog ikke fejl, hvis det, modstanderne forsvarer, er sandt [hvis modstandernes lære er sand, så er Etikken en kostbar prædikensamling og en fin ny bibel]. For Aristoteles skrev så lærd om den borgerlige moral, at der ikke er brug for mere.

15 Vi ser, at der findes bøger, hvor visse af Kristi ord sammenlignes med Sokrates', Zenons og andres ord, som om Kristus var kommet for at give visse love, som vi kunne fortjene syndernes forladelse ved, og som om vi ikke fik den

16 uforskyldt på grund af hans fortjeneste. Hvis vi her tager imod modstandernes lære, at vi ved fornuftens gerninger fortjener syndernes forladelse og retfærdiggørelse, vil der altså ikke være nogen forskel mellem den filosofiske, eller i hvert fald den farisæiske, retfærdighed og den kristne.

17 Modstanderne vil ikke helt forbigå Kristus. Derfor kræver de et kendskab til historien om Kristus, og de tilskriver ham den fortjeneste, at vi får givet en vane (habitus) eller, som de siger, prima gratia, «den første nåde», som de forstår som en vane, der gør os mere villige til at elske Gud. Men det, de tilskriver denne vane, er af ringe betydning [det er en svag, sølle, lille og fattig virkning, som man ville tilskrive Kristus], fordi de forestiller sig, at viljens handlinger er af samme art før og efter denne vane. De forestiller sig, at viljen kan elske Gud, men at denne vane alligevel ansporer den til at gøre det samme med større glæde. De pålægger os først at fortjene denne vane ved forudgående fortjenester. Derefter pålægger de os ved lovens gerninger at fortjene en forøgelse af denne vane og

18 det evige liv. Sådan begraver de Kristus, så mennesker ikke skal bruge ham som mellemmand og tro, at de for hans skyld af nåde får syndernes forladelse og forsoning. I stedet skal de drømme om, at de ved deres egen opfyldelse af loven fortjener syndernes forladelse, og at de ved deres egen opfyldelse af loven regnes for retfærdige for Gud. Men loven bliver dog aldrig opfyldt, for fornuften gør ikke andet end visse borgerlige gerninger, og imens hverken frygter den Gud [i hjertet] eller tror virkelig, at Gud har omsorg for den. Og selv om de taler om denne vane, kan kærligheden til Gud uden troens retfærdighed ikke findes i mennesket, og man kan heller ikke forstå, hvad kærligheden til Gud er.

19 At de opdigter en forskel mellem meritum congrui og meritum condigni [tilbørlig fortjeneste og ret, fuld fortjeneste], er kun et kunstgreb for ikke åbenlyst at fremstå som pelagianere. For hvis Gud nødvendigvis giver nåde for meritum congrui [den tilbørlige fortjeneste], så er det ikke længere meritum congrui, men meritum condigni [en ret skyldighed og en fuld fortjeneste]. Men de ved ikke, hvad de siger. Når denne kærlighedens vane er til stede, forestiller de sig, at mennesket kan opnå fortjeneste de condigno [«fuldgyldigt»]. Og alligevel pålægger de os at tvivle om, hvorvidt vanen er til stede. Hvordan ved de så, om de opnår fortjeneste de congruo [«passende»] eller

20 de condigno [helt eller halvt]? Men hele denne sag er opdigtet af lediggængere [Men, gode Gud! Det er bare tomme forestillinger og drømme hos ledige, elendige og uerfarne mennesker, som ikke for alvor tager Bibelen i brug], som ikke vidste, hvordan syndernes forladelse sker, og hvordan tilliden til gerningerne bliver drevet ud af os i Guds dom og i samvittighedens rædsler. Sikre hyklere mener altid, at de opnår fortjeneste de condigno, hvad enten vanen er til stede eller ej, fordi mennesker af naturen stoler på deres egen retfærdighed. Men forskrækkede samvittigheder vakler og tvivler, og så søger og samler de flere og flere gerninger for at finde ro. Sådanne samvittigheder tror aldrig, at de opnår fortjeneste de condigno, og de styrter ud i fortvivlelse, medmindre de ud over lovens lære hører evangeliet om den uforskyldte syndernes forladelse og troens retfærdighed. [Man fortæller således om barfodsmunkene, at når de forgæves havde rost deres orden og deres gode gerninger over for nogle gode samvittigheder i dødens stund, måtte de til sidst tie om deres orden og om den hellige Frans og sige: «Kære menneske, Kristus er død for dig.» Det gav liv og styrke i nøden; det alene gav fred og trøst.]

21 Sådan lærer modstanderne ikke andet end fornuftens retfærdighed, eller i hvert fald lovens, og de ser på den på samme måde, som jøderne så på Moses' tilslørede ansigt. Hos sikre hyklere, som tror, at de opfylder loven, vækker de overmod og tom tillid til gerningerne [de sætter mennesker på en sandgrund, deres egne gerninger] og foragt for Kristi nåde. Omvendt driver de frygtsomme samvittigheder ud i fortvivlelse. De plages af tvivl og kan aldrig erfare, hvad troen er, og hvilken kraft den har. Sådan fortvivler de til sidst helt.

22 Om fornuftens retfærdighed mener vi følgende: Gud kræver den, og på grund af Guds bud må de hæderlige gerninger, som De ti bud befaler, nødvendigvis gøres, efter ordet i Gal 3,24: «Loven er blevet vores opdrager», og i 1 Tim 1,9: «Loven er bestemt for de ugudelige.» For Gud vil, at de, der er kødelige [grove syndere], skal holdes i tømme af borgerlig tugt, og for at opretholde den har han givet love, boglig lærdom, undervisning, øvrighed og straffe.

23 Og denne retfærdighed kan fornuften til en vis grad udføre ved egen kraft, skønt den ofte bliver overvundet af den naturlige svaghed og af djævelen, som driver den til

24 åbenlyse forbrydelser. Vi giver med glæde denne fornuftens retfærdighed den ros, den fortjener (for denne fordærvede natur har intet større gode [i dette liv og i det verdslige liv er intet bedre end retskaffenhed og dyd], og Aristoteles siger med rette: Hverken aftenstjernen eller morgenstjernen er skønnere end retfærdigheden, og Gud belønner den også med legemlige goder). Alligevel må den ikke prises på en måde, der er til skam for Kristus.

25 For det er falsk [sådan slutter jeg, og det er jeg vis på: Det er opdigtet og ikke sandt], at vi fortjener syndernes forladelse ved vores gerninger.

26 Falsk er også dette, at mennesker regnes for retfærdige for Gud på grund af fornuftens retfærdighed [gerninger og ydre fromhed].

27 Falsk er også dette, at fornuften ved egen kraft kan elske Gud over alle ting og opfylde Guds lov, det vil sige virkelig frygte Gud, virkelig stole på, at Gud hører bønnen, være villig til at adlyde Gud i døden og i andet, som Gud sender, ikke begære det, der tilhører andre, osv. Dog kan fornuften udføre borgerlige gerninger.

28 Falsk og en vanære for Kristus er også dette, at de mennesker, som holder Guds bud uden nåde, ikke synder [som kun holder Guds bud på en ydre måde, uden Ånden og nåden i hjertet].

29 Vi har vidnesbyrd for denne vores lære, ikke kun fra Skriften, men også fra kirkefædrene. For Augustin hævder meget udførligt over for pelagianerne, at nåden ikke gives på grund af vores fortjenester. Og i De natura et gratia [Om naturen og nåden] siger han: Hvis den naturlige evne ved den frie vilje er nok både til at lære, hvordan man bør leve, og til at leve ret, så er Kristus død forgæves, så er korsets forargelse gjort til intet.

30 Hvorfor skulle jeg ikke også her råbe? Ja, jeg vil råbe og med kristen smerte irettesætte dem: I er kommet bort fra Kristus, I som søger at blive erklæret retfærdige ved loven, I er faldet ud af nåden (Gal 5,4; jf. Gal 2,21). For da de var uvidende om Guds retfærdighed og søgte at opstille deres egen retfærdighed, underordnede de sig ikke under Guds retfærdighed. For Kristus er lovens mål til retfærdighed for enhver som tror (Rom 10,3–4).

31 Og Joh 8,36: Hvis da Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie. Altså kan vi ikke ved fornuften blive befriet fra synderne og fortjene syndernes forladelse. Og i Joh 3,5 står der skrevet: Hvis ikke nogen er blevet født af vand og Ånd, kan han ikke gå ind i Guds rige. Men hvis det er nødvendigt at blive født på ny af Helligånden, så retfærdiggør fornuftens retfærdighed os ikke for Gud, og den

32 opfylder ikke loven. Rom 3,23: Alle mangler herligheden fra Gud, det vil sige, de mangler den visdom og retfærdighed fra Gud, som anerkender og ærer Gud. Ligeså Rom 8,7–8: Kødets stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke. Men de der er i kødet, kan ikke glæde Gud.

33 Disse vidnesbyrd er så klare, at de – for at bruge de ord, Augustin brugte i denne sag – ikke kræver en skarp forstand, men kun en opmærksom tilhører. Hvis kødets stræben er fjendskab mod Gud, så elsker kødet bestemt ikke Gud. Hvis det ikke kan underordne sig under Guds lov, kan det ikke elske Gud. Hvis kødets stræben er fjendskab mod Gud, så synder kødet, også når vi udfører ydre, borgerlige gerninger. Hvis det ikke kan underordne sig under Guds lov, så synder det bestemt, også når det

34 efter menneskelig dom har gerninger, der er fremragende og værd at rose. Modstanderne ser kun på buddene i lovens anden tavle, som indeholder den borgerlige retfærdighed, som fornuften forstår. Det nøjes de med, og de tror, at de dermed gør fyldest for Guds lov. Imens ser de ikke den første tavle, som befaler, at vi skal elske Gud, at vi skal holde det for vist, at Gud vredes over synden, at vi virkelig skal frygte Gud, og at vi skal holde det for vist, at Gud hører bønnen. Men menneskets hjerte uden Helligånden foragter enten Guds dom i sin sorgløshed, eller også flygter det fra Gud under straffen og

35 hader ham, når han dømmer. Derfor adlyder det ikke den første tavle. Da foragt for Gud og tvivl om Guds ord, om truslerne og løfterne, altså hænger ved den menneskelige natur, synder mennesker virkelig, også når de uden Helligånden gør dydige gerninger, fordi de gør dem med et ondt hjerte, som der står i Rom 14,23: Alt det som ikke er på grund af tro, er synd. For sådanne mennesker udfører deres gerninger med foragt for Gud, ligesom Epikur, der ikke tror, at Gud bekymrer sig om ham, eller at Gud ser til ham eller hører ham. Denne foragt fordærver gerninger, der ser dydige ud, for Gud dømmer hjertet.

36 Endelig var det meget tåbeligt af modstanderne at skrive, at mennesker, som er under den evige vrede, fortjener syndernes forladelse ved en kærlighedshandling, der udspringer af deres eget sind. For det er umuligt at elske Gud, medmindre syndernes forladelse først er grebet ved troen. Det hjerte, der virkelig mærker, at Gud er vred, kan ikke elske Gud, medmindre det bliver vist, at han er forsonet. Så længe han skræmmer os og synes at kaste os i den evige død, kan den menneskelige natur ikke fatte mod til at elske

37 en vred, dømmende og straffende Gud [den stakkels, svage natur må tabe modet og må skælve for så stor en vrede, som skræmmer og straffer så frygteligt, og den kan aldrig føle en gnist af kærlighed, før Gud selv trøster]. Det er let for ørkesløse mennesker at digte sådanne drømme om kærligheden, fx at en, der er skyldig i dødssynd, kan elske Gud over alle ting, for de mærker ikke, hvad Guds vrede eller dom er. Men i samvittighedens dødsangst og i kampene [med Satan] erfarer samvittigheden, hvor tomme disse filosofiske spekulationer er.

38 Paulus siger i Rom 4,15: Loven virker vrede. Han siger ikke, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved loven. For loven anklager og skræmmer altid samvittighederne. Derfor retfærdiggør den ikke, for den samvittighed, der er skræmt af loven, flygter fra Guds dom. Derfor tager de fejl, som stoler på, at de ved loven, ved deres egne gerninger, fortjener syndernes forladelse.

39 Det er nok for os at have sagt dette om fornuftens eller lovens retfærdighed, som modstanderne lærer. For om lidt, når vi fremlægger vores lære om troens retfærdighed, vil selve sagen tvinge os til at anføre flere vidnesbyrd, og de vil også tjene til at gendrive de af modstandernes vildfarelser, som vi hidtil har gennemgået.

40 Fordi mennesker altså ikke ved egen kraft kan opfylde Guds lov, og alle er under synden og underlagt den evige vrede og død, kan vi ikke blive befriet fra synden og retfærdiggjort ved loven. Men løftet om syndernes forladelse og om retfærdiggørelse er givet os for Kristi skyld, han som blev givet for os for at gøre fyldest for verdens synder, og som er indsat som den [eneste]

41 mellemmand og forsoner. Og dette løfte har ikke vores fortjenester som betingelse [der står ikke: Ved Kristus har du nåde, frelse osv., hvis du fortjener det], men tilbyder syndernes forladelse og retfærdiggørelse uforskyldt, som Paulus siger i Rom 11,6: Er det af gerninger, er det ikke mere nåde. Og et andet sted, Rom 3,21: Nu er Guds retfærdighed blevet åbenbaret uden lov, det vil sige, syndernes forladelse tilbydes uforskyldt. Heller ikke forsoningen afhænger

42 af vores fortjenester. For hvis syndernes forladelse afhang af vores fortjenester, og forsoningen kom af loven, ville den være uden nytte. For da vi ikke opfylder loven, ville det også følge, at vi aldrig ville få det, som løftet om forsoning lover. Sådan argumenterer Paulus i Rom 4,14: For hvis de af loven er arvinger, er troen blevet til intet, og løftet er ophævet. For hvis løftet krævede vores fortjenester og loven som betingelse, og loven opfylder vi aldrig, så ville det følge, at løftet var uden nytte.

43 Men da retfærdiggørelsen opnås ved det ufortjente løfte, følger det, at vi ikke kan retfærdiggøre os selv. Hvorfor skulle der ellers være brug for et løfte? [Og hvorfor skulle Paulus ellers ophøje og prise nåden så højt?] Løftet kan kun modtages ved troen. Derfor forkynder evangeliet, som egentlig er løftet om syndernes forladelse og om retfærdiggørelse for Kristi skyld, troens retfærdighed i Kristus, som loven ikke lærer. Og dette er heller ikke lovens retfærdighed.

44 For loven kræver af os vores gerninger og vores fuldkommenhed. Men evangeliet tilbyder os, som er overvundet af synden og døden, forsoningen uforskyldt for Kristi skyld, og den modtages ikke ved gerninger, men ved troen alene. Denne tro kommer ikke til Gud med tillid til egne fortjenester, men kun med tillid til løftet eller

45 til den barmhjertighed, der er lovet i Kristus. Denne personlige tro, som den enkelte tror med, at hans synder er ham forladt for Kristi skyld, og at Gud for Kristi skyld er forsonet og nådig, opnår altså syndernes forladelse og retfærdiggør os. Og fordi den trøster og opmuntrer hjerterne i omvendelsen, det vil sige i rædslerne, genføder den os og bringer Helligånden, så vi derefter kan opfylde Guds lov, nemlig elske Gud, virkelig frygte Gud, virkelig stole på, at Gud hører bønnen, og adlyde Gud i alle trængsler. Den døder begæret osv.

46 Fordi troen, som modtager syndernes forladelse uden fortjeneste, sætter Kristus, mellemmanden og forsoneren, op imod Guds vrede, fremholder den altså ikke vores fortjenester eller vores kærlighed [som ville blive blæst bort som en lille fjer af en orkan]. Denne tro er den sande kundskab om Kristus. Den tager imod Kristi velgerninger, genføder hjerterne og går forud for lovens opfyldelse. Og

47 om denne tro findes der ikke én stavelse i modstandernes lære. Derfor bebrejder vi modstanderne både, at de kun lærer lovens retfærdighed, og at de ikke lærer evangeliets retfærdighed, som forkynder troens retfærdighed i Kristus.

Hvad er den retfærdiggørende tro?

48 Modstanderne bilder sig ind, at troen kun er en viden om historien, og lærer derfor, at den kan findes sammen med dødssynd. Derfor tier de om den tro, som mennesker ifølge Paulus så ofte bliver retfærdiggjort ved, for de, der regnes for retfærdige for Gud, lever ikke i dødssynd. Men den tro, der retfærdiggør, er ikke blot en viden om historien [ikke blot dette, at jeg kender beretningerne om Kristi fødsel, lidelse osv. (det kender selv djævlene)], men den er at give Guds løfte sit ja, det løfte, som ufortjent tilbyder syndernes forladelse og retfærdiggørelse for Kristi skyld. [Den er vished, eller den visse tillid i hjertet, når jeg af hele mit hjerte holder Guds løfter for visse og sande, de løfter, som tilbyder mig syndernes forladelse, nåde og hele frelsen uden min fortjeneste, ved Kristus, mellemmanden.] Og for at ingen skal mene, at den blot er viden, vil vi tilføje: Den er at ville have og at tage imod det tilbudte løfte om syndernes forladelse og retfærdiggørelse. [Troen er, at hele mit hjerte tager denne skat til sig. Det er ikke min gerning, ikke noget, jeg frembærer eller giver, ikke mit værk eller min forberedelse, men at et hjerte trøster sig ved og fuldt og fast forlader sig på dette, nemlig at Gud giver og skænker os noget, og ikke vi ham, at han i Kristus udøser al nådens skat over os.]

49 Og forskellen mellem denne tro og lovens retfærdighed er let at se. Troen er den λατρεία [gudstjeneste], som tager imod de goder, Gud tilbyder; lovens retfærdighed er den λατρεία [gudstjeneste], som tilbyder Gud vore fortjenester. Ved troen vil Gud dyrkes på den måde, at vi tager imod det fra ham, som han lover og tilbyder.

50 At tro ikke kun betyder en viden om historien, men en tro, som giver løftet sit ja, bevidner Paulus tydeligt, når han siger i Rom 4,16: «Derfor er løftet af tro … så at løftet kan stå fast.» For han mener, at løftet ikke kan tages imod uden ved tro. Derfor sætter han dem sammen som ting, der hører sammen, og forbinder løfte og tro. [Dér knytter og binder Paulus disse to sammen sådan: Hvor der er et løfte, kræves der tro, og omvendt: Hvor der kræves tro, må der være et løfte.]

51 Det vil i øvrigt være let at afgøre, hvad tro er, hvis vi ser på Trosbekendelsen, hvor denne artikel udtrykkeligt står: syndernes forladelse. Det er derfor ikke nok at tro, at Kristus blev født, led og blev oprejst, medmindre vi også føjer denne artikel til, som er hensigten med historien: syndernes forladelse. Alt det øvrige må føres tilbage til denne artikel, nemlig at for Kristi skyld, og ikke for vore fortjenesters skyld,

52 gives syndernes forladelse os. For hvorfor skulle Kristus så gives for vore synder, hvis vore fortjenester kan gøre fyldest for vore synder?

53 Hver gang vi taler om den retfærdiggørende tro, må vi derfor huske, at disse tre ting hører sammen: løftet, og vel at mærke et ufortjent løfte, og Kristi fortjeneste som løsesum og sonoffer. Løftet tages imod ved tro; «ufortjent» udelukker vore fortjenester og betyder, at velgerningen tilbydes alene af barmhjertighed; Kristi fortjeneste er løsesummen, for der må være et sonoffer for vore synder.

54 Skriften beder ofte om barmhjertighed, og de hellige fædre siger ofte, at vi

55 bliver frelst af barmhjertighed. Hver gang barmhjertighed nævnes, må vi derfor huske, at der her kræves tro, som tager imod løftet om barmhjertighed. Og omvendt: Hver gang vi taler om tro, skal dens genstand forstås med, nemlig den lovede barmhjertighed.

56 For troen retfærdiggør og frelser ikke, fordi den i sig selv er en værdig gerning, men alene fordi den tager imod den lovede barmhjertighed.

57 Og overalt hos profeterne og i Salmerne bliver denne gudsdyrkelse, denne λατρεία, højt prist, selv om loven ikke lærer om den ufortjente syndsforladelse. Men fædrene kendte løftet om Kristus, at Gud for Kristi skyld ville forlade synder. Da de altså forstod, at Kristus skulle være løsesummen for vore synder, vidste de, at vore gerninger ikke er en løsesum for så stor en sag [ikke kunne betale så stor en gæld]. Derfor tog de imod den ufortjente barmhjertighed og syndernes forladelse ved tro, ligesom de hellige i Det Nye Testamente.

58 Hertil hører de mange gentagelser om barmhjertighed og tro i Salmerne og hos profeterne, fx Sl 130,3ff.: «Hvis du, Herre, vil holde regnskab med misgerninger, Herre, hvem kan så bestå?» Her bekender David sine synder og opregner ikke sine fortjenester. Han tilføjer: «Men hos dig er der tilgivelse.» Her trøster han sig ved sin tillid til Guds barmhjertighed, og han anfører løftet: «Min sjæl venter, og til hans ord sætter jeg mit håb», det vil sige: fordi du har lovet syndernes forladelse,

59 bliver jeg holdt oppe af dette dit løfte. Derfor blev også fædrene retfærdiggjort, ikke ved loven, men ved løftet og troen. Og det er forbløffende, at modstanderne gør så lidt ud af troen, selv om de ser, at den overalt bliver prist som en fremragende gudstjeneste, som i Sl 50,15: «Kald på mig, når nøden kommer, så vil jeg redde dig.»

60 Sådan vil Gud kendes, sådan vil han dyrkes: at vi tager imod velgerninger fra ham, og at vi tager imod dem på grund af hans barmhjertighed og ikke på grund af vore fortjenester. Dette er den rigeste trøst i alle trængsler [legemlige eller åndelige, i liv eller i død, som alle gudfrygtige ved]. Og den slags trøst afskaffer modstanderne, når de gør troen lille og nedvurderer den og kun lærer, at mennesker forhandler med Gud ved hjælp af gerninger og fortjenester [at vi forhandler med Gud, den store Majestæt, ved hjælp af vore elendige, fattige gerninger og fortjenester].

At troen på Kristus retfærdiggør

61 For at ingen skal tro, at vi taler om en tom viden om historien, må vi først forklare, hvordan man får troen [hvordan hjertet begynder at tro]. Bagefter vil vi vise både, at den retfærdiggør, og hvordan dette skal forstås, og vi vil gendrive modstandernes indvendinger.

62 I Lukasevangeliets sidste kapitel, Luk 24,47, befaler Kristus, at omvendelse og syndernes forladelse skal prædikes i hans navn. For evangeliet overbeviser alle mennesker om, at de er under synd, at de alle er underlagt den evige vrede og død, og det tilbyder for Kristi skyld syndernes forladelse og retfærdiggørelse, som tages imod ved tro. Prædikenen om omvendelse, som anklager os, forskrækker samvittighederne med sand og alvorlig rædsel. [For prædikenen om omvendelse, eller dette evangeliets budskab: «Forbedr jeres liv! Omvend jer!», forskrækker samvittigheden, når den virkelig trænger ind i hjertet, og det er ingen spøg, men en stor rædsel, når samvittigheden mærker sin elendighed og synd og Guds vrede.] I denne rædsel skal hjerterne igen få trøst. Det sker, hvis de tror Kristi løfte om, at vi for hans skyld har syndernes forladelse. Denne tro, som giver mod og trøst i denne frygt, tager imod syndernes forladelse, retfærdiggør og gør levende. For denne trøst er et nyt og åndeligt

63 liv [en ny fødsel og et nyt liv]. Dette er tydeligt og klart og kan forstås af de gudfrygtige, og det har kirkens vidnesbyrd for sig [som man kan se af Paulus' og Augustins omvendelse]. Modstanderne kan ingen steder sige, hvordan Helligånden gives. De bilder sig ind, at sakramenterne meddeler Helligånden ex opere operato [i kraft af den udførte handling], uden en god indre bevægelse hos modtageren, som om Helligåndens gave virkelig var noget virkningsløst.

64 Men vi taler om en tro, der ikke er en tom tanke, men som befrier fra døden og skaber et nyt liv i hjerterne [som er et nyt lys, liv og en ny kraft i hjertet, så den fornyer vores hjerte, sind og ånd og gør os til nye mennesker og nye skabninger], og som er Helligåndens værk. Derfor findes den ikke sammen med dødssynd [for hvordan kan lys og mørke være sammen?], men så længe den er til stede, bærer den gode

65 frugter, som vi vil sige om lidt. For hvad kan der siges mere enkelt og mere klart om de ugudeliges omvendelse eller om, hvordan genfødslen sker? Lad dem blandt den store skare af forfattere fremlægge blot én kommentar til Sententiae [Peter Lombardus' lærebog i dogmatik, grundbogen i middelalderens teologi], som taler

66 om, hvordan genfødslen sker. Når de taler om kærlighedens habitus [en indgydt, varig egenskab i sjælen], bilder de sig ind, at mennesker fortjener den ved gerninger, og de lærer ikke, at den tages imod ved Ordet, præcis som også gendøberne lærer i vore dage.

67 Men man kan ikke have med Gud at gøre, man kan ikke gribe Gud, uden ved Ordet. Derfor sker retfærdiggørelsen ved Ordet, ligesom Paulus siger i Rom 1,16: «Evangeliet er Guds kraft til frelse for enhver som tror.» Ligeledes Rom 10,17: «Troen kommer af det som høres.» Og allerede heraf kan man bevise, at troen retfærdiggør: Hvis retfærdiggørelsen kun sker ved Ordet, og Ordet kun gribes ved tro, så følger det, at troen retfærdiggør.

68 Men der er andre og vigtigere grunde. Vi har sagt dette indtil nu for at vise, hvordan genfødslen sker, og for at man kan forstå, hvad den tro er, som vi taler om [hvad der er, og hvad der ikke er, tro].

69 Nu vil vi vise, at troen [og intet andet] retfærdiggør. Her må læserne først og fremmest mindes om, at ligesom det er nødvendigt at holde fast ved sætningen «Kristus er mellemmanden», sådan er det også nødvendigt at forsvare, at troen retfærdiggør [uden gerninger]. For hvordan skal Kristus være mellemmand, hvis vi ikke bruger ham som mellemmand i retfærdiggørelsen, hvis vi ikke holder fast ved, at vi for hans skyld regnes for retfærdige? Men at tro er at stole på Kristi fortjeneste, at Gud for hans skyld helt sikkert vil være forsonet med os.

70 Ligeledes: Ligesom vi skal holde fast ved, at Kristi løfte er nødvendigt ud over loven, sådan er det også nødvendigt at holde fast ved, at troen retfærdiggør. [For loven prædiker ikke syndernes forladelse af nåde.] For loven kan ikke opfyldes, medmindre man først har fået Helligånden. Derfor er det nødvendigt at holde fast ved, at Kristi løfte er nødvendigt. Men det kan ikke tages imod uden ved tro. Derfor lærer de, der benægter, at troen retfærdiggør, intet andet end loven, mens både Kristus og evangeliet skubbes til side.

71 Men når det siges, at troen retfærdiggør, forstår nogle det måske om begyndelsen, nemlig at troen er begyndelsen på retfærdiggørelsen eller forberedelsen til retfærdiggørelsen, så det ikke er ved selve troen, at vi bliver godtaget af Gud, men de gerninger, der følger efter. Og derfor forestiller de sig, at troen bliver prist så højt, fordi den er begyndelsen. For begyndelsen betyder meget, som man plejer at sige: «Begyndelsen er det halve af det hele.» Det er, som om man ville sige, at grammatikken gør folk til lærere i alle fag, fordi den forbereder til de andre fag, selv om det i virkeligheden er hver enkelts eget fag, der gør ham til fagmand. Sådan tror vi ikke om troen. Men vi fastholder, at vi egentlig og sandt ved selve troen for Kristi skyld regnes for retfærdige eller er velbehagelige for Gud.

72 Og da «at blive retfærdiggjort» betyder, at uretfærdige mennesker gøres retfærdige eller genfødes, betyder det også, at de erklæres eller regnes for retfærdige. For Skriften taler på begge måder. [Udtrykket «at blive retfærdiggjort» bruges på to måder: om at blive omvendt eller genfødt, og om at blive regnet for retfærdig.] Derfor vil vi først vise dette: at troen alene gør et uretfærdigt menneske retfærdigt, det vil sige modtager syndernes forladelse.

73 Ordet «alene» støder nogle, selv om Paulus siger i Rom 3,28: «Vi mener at et menneske erklæres retfærdig på grund af tro uden lovens gerninger.» Og i Ef 2,8–9: «Gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.» Og i Rom 3,24: «De erklæres retfærdige gratis.» Hvis det udelukkende ord «alene» mishager dem, så lad dem også fjerne de udelukkende ord hos Paulus: «gratis», «ikke på grund af gerninger», «gaven er» osv. For også de er [meget stærke] udelukkende ord. Men det, vi udelukker, er tanken om fortjeneste. Vi udelukker ikke Ordet eller sakramenterne, sådan som modstanderne fejlagtigt beskylder os for. For vi har sagt ovenfor, at troen fødes af Ordet, og vi ærer Ordets tjeneste (prædikeembedet) i allerhøjeste grad.

74 Også kærligheden og gerningerne skal følge troen. De udelukkes altså ikke sådan, at de ikke skal følge. Det, der udelukkes i retfærdiggørelsen, er tilliden til kærlighedens eller gerningernes fortjeneste. Og det vil vi vise klart.

At vi får syndernes forladelse ved troen alene på Kristus.

75 Vi tror, at også modstanderne indrømmer, at syndernes forladelse er det første, der er nødvendigt i retfærdiggørelsen. For vi er alle under synd. Derfor argumenterer vi sådan:

76 At få syndernes forladelse er at blive retfærdiggjort, efter Sl 32,1: «Salig

77 er den, hvis overtrædelse er tilgivet.» Ved troen alene på Kristus, ikke ved kærligheden, ikke på grund af kærligheden eller gerningerne, får vi syndernes forladelse, selv om kærligheden følger troen.

78 Altså bliver vi retfærdiggjort ved troen alene, når vi forstår retfærdiggørelsen sådan, at et uretfærdigt menneske gøres retfærdigt, eller at det genfødes.

79 Det bliver derfor let at påvise undersætningen [at vi får syndernes forladelse ved troen, ikke ved kærligheden], når vi ved, hvordan syndernes forladelse sker. Modstanderne drøfter med stor ligegyldighed, om syndernes forladelse og nådens indgydelse er den samme forandring [om det er én forandring eller to]. Som de ørkesløse folk, de er, vidste de ikke, hvad de skulle svare [de kan slet ikke sige noget om denne sag]. I syndernes forladelse skal syndens og den evige døds rædsler i hjertet overvindes, sådan som Paulus vidner i 1 Kor 15,56–57: «Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men tak til Gud som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.» Det vil sige: Synden forfærder samvittighederne; det sker ved loven, som viser Guds vrede over synden; men vi vinder sejren ved Kristus. Hvordan? Ved troen, når vi trøster os ved tilliden til den barmhjertighed, som er lovet for

80 Kristi skyld. Sådan beviser vi altså undersætningen: Guds vrede kan ikke formildes ved, at vi stiller vores egne gerninger op imod den. Kristus er nemlig stillet frem som forsoner, for at Faderen for hans skyld kan blive forsonet med os. Men Kristus gribes ikke som mellemmand uden ved troen. Altså får vi syndernes forladelse ved troen alene, når vi trøster vores hjerter med tilliden til den barmhjertighed, som er lovet for

81 Kristi skyld. Sådan siger også Paulus i Rom 5,2: «Ved ham har vi også fået adgang», og han tilføjer: «på grund af troen». Sådan bliver vi altså forsonet med Faderen og får syndernes forladelse, når vi trøstes ved tilliden til den barmhjertighed, som er lovet for Kristi skyld. Modstanderne regner Kristus for mellemmand og forsoner af den grund, at han har fortjent kærlighedens habitus (den indgydte kærlighed som varig egenskab). De opfordrer os ikke til nu at bruge ham som mellemmand. Som om Kristus var helt begravet, forestiller de sig i stedet, at vi har adgang ved vores egne gerninger, ved dem fortjener denne habitus og derefter ved denne kærlighed kommer til Gud. Er det ikke at begrave Kristus helt og fjerne hele læren om troen? Paulus lærer derimod, at vi har adgang, det vil sige forsoning, ved Kristus. Og for at vise, hvordan det sker, tilføjer han, at vi har adgang ved troen. Ved troen får vi altså syndernes forladelse for Kristi skyld. Vi kan ikke stille vores egen kærlighed og vores egne gerninger op imod Guds vrede.

82 For det andet: Det er sikkert, at synderne tilgives for Kristi skyld, for han er forsoneren, Rom 3,25: «Ham viste Gud offentligt frem som en soning.» Og Paulus tilføjer: «ved troen». Altså gavner denne forsoner os på den måde, at vi ved troen griber den barmhjertighed, som er lovet i ham, og stiller den op imod Guds vrede og dom. I samme retning står der i Hebr 4,14.16: «Fordi vi altså har en stor ypperstepræst» osv., «lad os da med frimodighed træde frem.» For apostlen befaler os at komme til Gud, ikke med tillid til vores egne fortjenester, men med tillid til Kristus som ypperstepræst; altså kræver han tro.

83 For det tredje: Peter siger i ApG 10,43: «Om ham vidner alle profeterne at enhver som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.» Hvordan kunne det siges klarere? Vi får syndernes forladelse, siger han, ved hans navn, det vil sige for hans skyld; altså ikke for vores fortjenesters skyld, ikke for vores angers, vores ufuldkomne angers (attritio), vores kærligheds, vores gudsdyrkelses eller vores gerningers skyld. Og han tilføjer: når vi tror på ham. Altså kræver han tro. For vi kan ikke gribe Kristi navn uden ved troen. Desuden henviser han til, at alle profeterne er enige. Det er i sandhed at påberåbe sig kirkens autoritet. [For når alle de hellige profeter vidner, er det sandelig et herligt, stort, fremragende og kraftigt dekretal og vidnesbyrd.] Men om dette emne vil vi tale igen om lidt, når vi behandler «omvendelsen».

84 For det fjerde: Syndernes forladelse er noget, der er lovet for Kristi skyld. Derfor kan den ikke modtages uden ved troen alene. For et løfte kan ikke modtages uden ved troen alene. Rom 4,16: «Derfor er løftet af tro for at det kan være efter nåde så at løftet kan stå fast», som om han ville sige: «Hvis sagen skulle afhænge af vores fortjenester, ville løftet være usikkert og unyttigt, for vi kunne aldrig afgøre, hvornår vi havde fortjenester nok.» Og det kan erfarne samvittigheder let forstå [og de ville ikke for tusind verdener have, at vores frelse afhang af os selv]. Derfor siger Paulus i Gal 3,22: «Men Skriften har indesluttet alt under synd for at løftet på grund af tro på Jesus Kristus skulle blive givet til de troende.» Han tager fortjenesten fra os, for han siger, at alle er skyldige og indesluttet under synd; derefter tilføjer han, at løftet, nemlig om syndernes forladelse og om retfærdiggørelsen, bliver givet, og han tilføjer, hvordan løftet kan modtages, nemlig ved troen. Og denne slutning, som er hentet fra løftets natur, er Paulus' vigtigste argument [en sand klippe] og gentages ofte. Der kan heller ikke udtænkes eller forestilles noget, som kan vælte dette argument hos Paulus. Derfor

85 må gode sind ikke lade sig drive bort fra overbevisningen om, at vi får syndernes forladelse for Kristi skyld alene ved troen. I den har de en sikker og fast trøst mod syndens rædsler, mod den evige død og mod alle helvedes porte. [Alt andet er en grund af sand, som synker i anfægtelserne.]

86 Men da vi får syndernes forladelse og Helligånden ved troen alene, er det troen alene, der retfærdiggør. For de forsonede regnes for retfærdige og for Guds børn, ikke på grund af deres egen renhed, men af barmhjertighed for Kristi skyld, blot de ved troen griber denne barmhjertighed. Derfor vidner Skriften, at vi regnes for retfærdige ved troen, Rom 3,26. Vi vil derfor tilføje vidnesbyrd, som klart erklærer, at troen netop er den retfærdighed, som vi regnes for retfærdige ved for Gud – ikke fordi den er en gerning, der i sig selv er værdig, men fordi den modtager Guds løfte om, at han for Kristi skyld vil være nådig mod dem, der tror på ham, eller fordi den ved, at Kristus «for os er blevet visdom fra Gud: retfærdighed og helligelse og løskøbelse», 1 Kor 1,30.

87 I Romerbrevet drøfter Paulus især dette emne og erklærer, at når vi tror, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os, bliver vi retfærdiggjort ufortjent ved troen. Og denne sætning, som rummer hovedindholdet i hele drøftelsen [hovedsagen i alle brevene, ja, i hele Skriften], fastholder han i tredje kapitel: «Vi mener at et menneske erklæres retfærdig på grund af tro uden lovens gerninger», Rom 3,28. Her udlægger modstanderne det sådan, at det handler om de levitiske ceremonier [ikke om andre dydige gerninger]. Men Paulus taler ikke kun om ceremonierne, men om hele loven. For han citerer senere (Rom 7,7) fra De ti bud: «Du må ikke begære.» Og hvis moralske gerninger [som ikke er jødiske ceremonier] fortjente syndernes forladelse og retfærdiggørelsen, ville der heller ikke være brug for Kristus og løftet, og alt, hvad Paulus siger om løftet, ville blive væltet. Så ville han også have taget fejl, da han skrev til efeserne, Ef 2,8–9: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger.» Paulus henviser også til Abraham og David, Rom 4,1.6. Men de havde Guds bud om omskærelsen. Hvis altså nogen gerninger retfærdiggjorde, måtte også disse gerninger have retfærdiggjort dengang, da de havde et bud. Men Augustin lærer med rette, at Paulus taler om hele loven, sådan som han udførligt drøfter i sit skrift Om ånden og bogstaven (De spiritu et litera), hvor han til sidst siger: «Når vi altså har overvejet og behandlet disse ting efter den evne, som Herren har værdiget sig at give os, slutter vi, at mennesket ikke bliver retfærdiggjort ved forskrifterne for et godt liv, men ved troen på Jesus Kristus.»

88 Og for at vi ikke skal tro, at sætningen om, at troen retfærdiggør, er faldet Paulus ubetænksomt ud af munden, befæster og bekræfter han den med en lang drøftelse i fjerde kapitel af Romerbrevet og gentager den siden i alle sine breve.

89 Sådan siger han i Rom 4,4–5: «For ham som arbejder, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyld, men for ham som ikke arbejder, men som tror på ham der erklærer den ugudelige retfærdig, tilregnes hans tro til retfærdighed.» Her siger han klart, at selve troen tilregnes til retfærdighed. Troen er altså det, som Gud erklærer for retfærdighed. Han tilføjer, at den tilregnes ufortjent, og siger, at den ikke kunne tilregnes ufortjent, hvis den var noget, man havde krav på på grund af gerninger. Derfor udelukker han også de moralske gerningers fortjeneste [ikke kun de jødiske ceremonier, men alle andre gode gerninger]. For hvis retfærdiggørelsen for Gud var noget, man havde krav på på grund af dem, ville troen ikke blive tilregnet til retfærdighed

90 uden gerninger. Og senere, Rom 4,9: «For vi siger: Troen blev tilregnet Abraham til retfærdighed.»

91 Rom 5,1 siger: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud», det vil sige, vi har samvittigheder, som er rolige og glade

92 for Gud. Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed.» Her erklærer han, at troen er

93 hjertets retfærdighed. Gal 2,16: «Vi er kommet til tro på Kristus Jesus for at vi kan blive erklæret retfærdige ved tro på Kristus og ikke på grund af lovens gerninger.» Ef 2,8–9: «For af nåden er I blevet frelst ved tro, og dette skyldes ikke jer selv, gaven er Guds, ikke på grund af gerninger, for at ikke nogen skal rose sig.»

94 Joh 1,12–13: «Dem gav han ret til at blive Guds børn, dem som tror på hans navn. De blev ikke født af blod eller af køds vilje eller af mands vilje, men af Gud.»

95 Joh 3,14–15: «Ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således skal Menneskesønnen ophøjes for at enhver som tror på ham, ikke skal gå fortabt.»

96 Og Joh 3,17–18: «For Gud sendte ikke sin søn til verden for at fordømme verden, men for at frelse verden ved ham. Den som tror på ham, fordømmes ikke.»

97 ApG 13,38–39: «I skal derfor vide, brødre, at det er ved ham, at der forkyndes jer tilgivelse for synder, og at enhver, som tror, bliver retfærdiggjort ved ham fra alt det, som I ikke kunne retfærdiggøres fra ved Moseloven.» Hvordan kunne Kristi embede og retfærdiggørelsen udtrykkes klarere? Loven, siger han, retfærdiggjorde ikke. Derfor blev Kristus givet, for at vi skal tro, at vi bliver retfærdiggjort for hans skyld. Han frakender ligefrem loven retfærdiggørelsen. Altså bliver vi regnet for retfærdige for Kristi skyld, når vi tror, at Gud for hans skyld er blevet forsonet med os.

98 ApG 4,11–12: «Han er den sten, som I bygmestre vragede, og som er blevet hovedhjørnesten. Der er ikke frelse ved nogen anden; der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.» Men Kristi navn gribes kun ved troen. [Jeg kan ikke tro på Kristi navn på nogen anden måde, end når jeg hører hans fortjeneste prædiket og griber den.] Derfor bliver vi frelst ved tillid til Kristi navn og ikke ved tillid til vores gerninger. For «navnet» betegner her den årsag, der påberåbes, og som er grunden til, at vi bliver frelst. Og at påkalde Kristi navn er at stole på Kristi navn som den årsag eller den pris, der gør, at vi bliver frelst.

99 ApG 15,9: «Han rensede deres hjerter ved troen.» Den tro, som apostlene taler om, er altså ikke en ørkesløs viden, men en virkelighed, som tager imod Helligånden og retfærdiggør os [ikke en blot og bar historisk viden, men et stærkt og kraftigt værk af Helligånden, som forandrer hjerterne].

100 Hab 2,4: «Den retfærdige skal leve ved sin tro.» Her siger han først, at mennesker er retfærdige ved troen, fordi de tror, at Gud er nådig. Og han tilføjer, at den samme tro gør levende, fordi denne tro skaber fred og glæde og evigt liv i hjertet [som begynder i dette liv].

101 Es 53,11: «Ved sin kundskab skal han gøre mange retfærdige.» Men hvad er kundskaben om Kristus andet end at kende Kristi velgerninger, de løfter, som han ved evangeliet har udstrøet i verden? Og at kende disse velgerninger er i egentlig og sand forstand at tro på Kristus: at tro, at det, som Gud har lovet for Kristi skyld, vil han helt sikkert opfylde.

102 Skriften er fuld af sådanne vidnesbyrd, for nogle steder fremlægger den loven og andre steder løfterne om Kristus, om syndernes forladelse og om, at synderen uforskyldt tages til nåde for Kristi skyld.

103 Også hos kirkefædrene findes der hist og her lignende vidnesbyrd. For Ambrosius siger i sit brev til en vis Irenæus: «Verden blev underlagt ham ved loven, fordi alle bliver anklaget efter lovens bud, og alligevel bliver ingen retfærdiggjort ved lovens gerninger; det vil sige, at synden erkendes ved loven, men skylden bliver ikke slettet. Loven, som gjorde alle til syndere, syntes at have gjort skade; men da Herren Jesus Kristus kom, tilgav han alle den synd, som ingen kunne undgå, og ved at udgyde sit eget blod udslettede han skyldbrevet, som var imod os. Det er det, han siger i Rom 5,20: ‹Men loven kom til for at gøre faldet større; men hvor synden blev større, blev nåden endnu større.‹ For efter at hele verden var blevet underlagt, tog han hele verdens synd bort, sådan som han [Johannes] vidnede, da han sagde i Joh 1,29: ›Se, Guds lam, som borttager verdens synd.‹ Og derfor skal ingen rose sig af gerninger, for ingen bliver retfærdiggjort ved sine gerninger. Men den, som er retfærdig, har fået det givet, fordi han blev retfærdiggjort efter badet [dåben]. Det er altså troen, som sætter fri ved Kristi blod, for salig er den, ›hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket›», Sl 32,1.

104 Det er Ambrosius' ord, og de taler tydeligt for vores lære. Han frakender gerningerne retfærdiggørelsen og tilskriver troen, at den sætter os fri

105 ved Kristi blod. Lad alle sententiaristerne [middelalderens skolastiske teologer, som skrev kommentarer til Peter Lombardus' «Sentenser»], som er udsmykket med prægtige titler, samles i én bunke. For nogle af dem kaldes den engleagtige, andre den skarpsindige og andre den uigendrivelige [det vil sige doktorer, som ikke kan tage fejl]. Når man har læst og genlæst dem alle, vil de ikke være til så stor hjælp til at forstå Paulus som dette ene sted hos Ambrosius.

106 I samme retning skriver Augustin meget imod pelagianerne. I «Om ånden og bogstaven» siger han: «Lovens retfærdighed, nemlig at den, som har opfyldt den, skal leve ved den, fremlægges, for at den, der har erkendt sin skrøbelighed, kan nå frem til den samme retfærdighed, udøve den og leve ved den – idet han vinder Retfærdiggøreren for sig, ikke ved egen kraft og heller ikke ved selve lovens bogstav (for det kan ikke lade sig gøre), men ved troen. Undtagen hos et retfærdiggjort menneske findes der ingen ret gerning, som den, der gør den, kan leve ved. Men retfærdiggørelsen opnås ved troen.» Her siger han tydeligt, at Retfærdiggøreren vindes ved troen, og at retfærdiggørelsen opnås ved troen. Og lidt efter: «Ved loven frygter vi Gud, ved troen håber vi på Gud. Men for dem, der frygter straffen, er nåden skjult; og sjælen, som plages osv. under denne frygt, tager ved troen sin tilflugt til Guds barmhjertighed, for at han skal give, hvad han befaler.» Her lærer han, at hjerterne forskrækkes ved loven, men får trøst ved troen. Han lærer os også at gribe barmhjertigheden ved troen, før vi forsøger at opfylde loven. Vi vil snart anføre nogle andre steder.

107 Det er virkelig forbløffende, at modstanderne slet ikke lader sig bevæge af så mange skriftsteder, som tydeligt tilskriver troen retfærdiggørelsen og endda

108 frakender gerningerne den. Mener de, at det samme gentages så ofte uden grund? Mener de, at disse ord er faldet Helligånden ubetænksomt ud af munden?

109 Men de har også udtænkt en spidsfindighed, som de vil bruge til at slippe uden om dem. De siger, at disse skriftsteder (som taler om troen) skal forstås om en fides formata [en tro, der er formet (fuldendt) af kærligheden], det vil sige, at de kun tilskriver troen retfærdiggørelsen på grund af kærligheden. Ja, de tilskriver slet ikke troen retfærdiggørelsen, men kun kærligheden, for de drømmer om, at troen kan

110 bestå sammen med dødssynd. Hvor fører det hen, andet end til at de igen ophæver løftet og vender tilbage til loven? Hvis troen modtager syndernes forladelse på grund af kærligheden, vil syndernes forladelse altid være usikker, for vi elsker aldrig så meget, som vi burde; ja, vi elsker slet ikke, medmindre vores hjerter er fast overbeviste om, at syndernes forladelse er givet os. Når modstanderne kræver, at man skal stole på sin egen kærlighed for at få syndernes forladelse og blive retfærdiggjort, ophæver de altså evangeliet om syndernes uforskyldte forladelse fuldstændigt. Og samtidig hverken yder denne kærlighed eller forstår den, medmindre de tror, at syndernes forladelse modtages uforskyldt.

111 Også vi siger, at kærligheden skal følge troen, sådan som også Paulus siger i Gal 5,6: «For i Kristus Jesus gælder hverken omskærelse eller manglende omskærelse, men tro som er virksom ved kærlighed.»

112 Alligevel må vi ikke af den grund mene, at vi modtager syndernes forladelse og forsoningen ved tillid til denne kærlighed eller på grund af denne kærlighed, lige så lidt som vi modtager syndernes forladelse på grund af andre gerninger, der følger efter. Nej, syndernes forladelse modtages ved troen alene, og vel at mærke ved troen i egentlig forstand, for løftet kan ikke modtages på anden måde end ved troen.

113 Men tro i egentlig forstand er den tro, som siger ja til løftet [det er, når mit hjerte, og Helligånden i hjertet, siger: Guds løfte er sandt og sikkert]. Om

114 denne tro taler Skriften. Og fordi den modtager syndernes forladelse og forsoner os med Gud, bliver vi ved denne tro [ligesom Abraham] regnet for retfærdige for Kristi skyld, før vi elsker og gør lovens gerninger, selv om kærligheden nødvendigvis følger efter.

115 Denne tro er heller ikke en ørkesløs viden, og den kan ikke bestå sammen med dødssynd; men den er et værk af Helligånden, der befrier os fra døden og opmuntrer forskrækkede sind og gør dem levende.

116 Og fordi denne tro alene modtager syndernes forladelse, gør os velbehagelige for Gud og bringer Helligånden, kunne den med større ret kaldes gratia gratum faciens, den nåde, som gør et menneske velbehageligt for Gud, end en virkning, der følger efter, nemlig kærligheden.

117 Indtil nu har vi, for at sagen kunne blive helt klar, tilstrækkelig udførligt vist, både ud fra Skriftens vidnesbyrd og ud fra argumenter hentet fra Skriften, at vi ved troen alene får syndernes forladelse for Kristi skyld, og at vi ved troen alene bliver retfærdiggjort, det vil sige gjort retfærdige af uretfærdige, eller genfødt.

118 Men hvor nødvendigt kendskabet til denne tro er, kan let bedømmes, for i den alene erkendes Kristi embede, ved den alene modtager vi Kristi velgerninger, og den alene giver de fromme sind en sikker og fast

119 trøst. Og i kirken [hvis der skal være en kirke, hvis der skal være en kristen tro] er det nødvendigt, at der findes den [prædiken og] lære [som ikke lader samvittighederne stole på en drøm eller bygge på sand, men] som giver de fromme et sikkert håb om frelse. For modstanderne giver folk et dårligt råd [derfor er modstanderne i sandhed troløse biskopper, troløse prædikanter og doktorer; de har hidtil givet samvittighederne dårlige råd og gør det stadig ved at indføre en sådan lære], når de byder dem at tvivle på, om de får syndernes forladelse. For hvordan skal mennesker, som intet har hørt om denne tro og mener, at de bør tvivle på, om de får syndernes forladelse, kunne holde sig oppe i døden?

120 Desuden er det nødvendigt, at evangeliet bevares i Kristi kirke, det vil sige løftet om, at synderne forlades uforskyldt for Kristi skyld. De, som intet lærer om denne tro,

121 som vi taler om, ophæver evangeliet fuldstændigt. Men skolastikerne siger ikke ét ord om denne tro. Vores modstandere følger dem og forkaster denne tro. Og de ser ikke, at de ved at forkaste denne tro ophæver hele løftet om syndernes uforskyldte forladelse og om Kristi retfærdighed.