Artikel V (III). Om kærligheden og lovens opfyldelse

152 min. læsetid

1 Her holder modstanderne os dette for: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene» (Matt 19,17), og videre: «Lovens gørere vil blive erklæret retfærdige» (Rom 2,13), og meget andet af samme slags om loven og gerningerne. Men før vi svarer på det, må vi først gøre rede for, hvad vi tror om kærligheden og lovens opfyldelse.

2 Der står skrevet hos profeten, Jer 31,33: «Jeg vil lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte.» Og i Rom 3,31 siger Paulus: «Ophæver vi da loven ved troen? Slet ikke, vi bekræfter tværtimod loven.» Og Kristus siger i Matt 19,17: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene.» Og i 1 Kor 13,3 står der: «Hvis jeg ikke har kærlighed, gavner det mig intet.»

3 Disse og lignende ord bevidner, at loven skal begynde i os og holdes af os mere og mere [at vi skal holde loven, når vi er blevet retfærdiggjort ved troen, og således vokse mere og mere i Ånden]. Vi taler i øvrigt ikke om ceremonierne, men om den lov, som giver bud om hjertets bevægelser, nemlig De ti bud.

4 For da troen bringer Helligånden og skaber et nyt liv i hjerterne, må den nødvendigvis også skabe åndelige bevægelser i hjerterne. Hvad disse bevægelser er, viser profeten, Jer 31,33, når han siger: «Jeg vil lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte.» Når vi altså er blevet retfærdiggjort ved troen og genfødt, begynder vi at frygte og elske Gud, at bede til ham, at vente hjælp fra ham, at takke og prise ham og at adlyde ham i trængsler. Vi begynder også at elske vores næste, fordi vores hjerter har åndelige og hellige bevægelser [der er nu ved Kristi Ånd et nyt hjerte, et nyt sind og en ny ånd i os].

5 Dette kan ikke ske, før vi er blevet retfærdiggjort ved troen og som genfødte modtager Helligånden: for det første fordi loven ikke kan

6 holdes uden [kendskab til] Kristus, og dernæst fordi loven ikke kan holdes uden Helligånden. Men Helligånden modtages ved troen, sådan som Paulus siger i Gal 3,14: «for at vi skulle modtage løftet, det vil sige Ånden, ved troen.»

7 Og hvordan kan menneskets hjerte desuden elske Gud, så længe det ved, at han er forfærdelig vred og tynger os med timelige ulykker, som aldrig hører op? Men loven anklager os altid og viser altid, at Gud er vred. [Derfor er det, skolastikerne siger om kærligheden til Gud, en drøm.]

8 Gud bliver altså ikke elsket, før vi griber barmhjertigheden ved troen. Først da bliver han en, man kan elske.

9 Selv om de borgerlige gerninger, det vil sige lovens ydre gerninger, altså i nogen grad kan gøres uden Kristus og uden Helligånden [af vores medfødte lys], så fremgår det dog af det, vi har sagt, at det, som særligt hører til den guddommelige lov, nemlig hjertets bevægelser over for Gud, som befales i den første tavle, ikke kan ydes uden Helligånden.

10 Men vores modstandere er fine teologer! De ser på den anden tavle og på de borgerlige gerninger; den første tavle [som rummer den højeste teologi, som alt afhænger af] bekymrer de sig ikke om, som om den var uden betydning, eller også kræver de i hvert fald kun ydre overholdelse. De tager slet ikke hensyn til den lov, som er evig og står langt over alle skabningers sans og forstand [som angår selve guddommen og den evige Majestæts ære], 5 Mos 6,5: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.» [Det behandler de som en så ussel lille sag, at den slet ikke skulle høre til teologien.]

11 Men Kristus blev givet netop til dette, at vi for hans skyld skulle få syndernes forladelse og Helligånden, som skal frembringe nyt og evigt liv og evig retfærdighed i os [for at åbenbare Kristus i vores hjerter, som der står skrevet i Joh 16,14: «han skal tage af mit og forkynde for jer.» Han virker også andre gaver: kærlighed, taknemmelighed, næstekærlighed, tålmodighed osv.]. Derfor kan loven ikke holdes i sandhed, medmindre Helligånden modtages ved troen. Og derfor siger Paulus, at loven bekræftes ved troen og ikke ophæves, for loven kan først holdes på denne måde, når Helligånden er givet.

12 Og Paulus lærer i 2 Kor 3,15ff, at sløret, som dækkede Moses' ansigt, ikke kan fjernes uden ved troen på Kristus, for ved den modtages Helligånden. Han siger nemlig: «Men indtil i dag ligger der et slør over deres hjerter, når Moses oplæses, men når en vender om til Herren, tages sløret bort. Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der frihed.»

13 Ved sløret forstår Paulus den menneskelige opfattelse af hele loven, både De ti bud og ceremonierne, nemlig at hyklerne mener, at ydre og borgerlige gerninger gør fyldest for Guds lov, og at ofre og andre skikke gør retfærdig for Gud ex opere operato [i kraft af den udførte handling, uden tro hos den, der udfører eller modtager den].

14 Men dette slør fjernes fra os, det vil sige, vi befries fra denne vildfarelse, når Gud viser vores hjerter vores urenhed og syndens afskyelighed. Da ser vi for første gang, at vi er langt fra at opfylde loven. Da lærer vi, hvordan kødet i sin sikkerhed og ligegyldighed ikke frygter Gud og ikke er helt overbevist om, at Gud ser til os, men forestiller sig, at mennesker fødes og dør tilfældigt. Da erfarer vi, at vi ikke tror, at Gud tilgiver og hører os. Men når vi hører evangeliet og syndernes forladelse og bliver trøstet ved troen, modtager vi Helligånden, så vi nu kan tænke rigtigt om Gud og frygte og tro Gud osv. Heraf er det tydeligt, at loven ikke kan holdes uden Kristus og Helligånden.

15 Vi bekender derfor, at det er nødvendigt, at loven begynder i os, og at den holdes stadig mere og mere. Og hermed mener vi både de åndelige bevægelser og de ydre gode gerninger [det gode hjerte indvendig og gerningerne udadtil]. Derfor beskylder modstanderne os med urette for, at vores teologer ikke lærer gode gerninger, når de ikke alene kræver dem, men også viser, hvordan de kan gøres [nemlig at hjertet må være med i disse gerninger, så de ikke bliver tomme, livløse og kolde hyklergerninger].

16 Erfaringen overbeviser hyklerne, som ved egne kræfter forsøger at opfylde loven, om at de ikke kan udrette

17 det, de forsøger. [For er de fri for had, misundelse, strid, vrede, harme, gerrighed, ægteskabsbrud osv.? Disse laster var jo ingen steder større end i klostrene og de gejstlige stiftelser.] For den menneskelige natur er alt for svag til ved egne kræfter at kunne modstå Djævelen, som holder alle dem fanget, der ikke er blevet befriet ved troen.

18 Mod Djævelen har vi brug for Kristi kraft, nemlig at vi, fordi vi ved, at vi bliver bønhørt for Kristi skyld og har løftet, kan bede om Helligåndens ledelse og beskyttelse, så vi hverken bliver bedraget og farer vild eller bliver drevet til at foretage os noget imod Guds vilje. [Ellers ville vi hver time falde i vildfarelse og afskyelige laster.] Sådan lærer Sl 68,19: «Du førte fanger bort i fangenskab, du modtog gaver til mennesker.» For Kristus har overvundet Djævelen og givet os løftet og Helligånden, for at også vi selv med Guds hjælp kan sejre. Og 1 Joh 3,8: «Derfor er Guds søn blevet åbenbaret for at gøre en ende på Djævelens gerninger.»

19 Videre lærer vi ikke alene, hvordan loven kan holdes, men også, hvorfor Gud har behag i det, der bliver gjort, nemlig ikke fordi vi gør fyldest over for loven, men fordi vi er i Kristus, som vi skal vise lidt senere. Det er altså åbenlyst, at vi kræver gode gerninger.

20 Ja, vi tilføjer endda, at kærligheden til Gud, selv om den er lille, umuligt kan skilles fra troen, for ved Kristus kommer vi til Faderen, og når vi har modtaget syndernes forladelse, er vi nu i sandhed sikre på, at vi har en Gud, det vil sige, at Gud har omsorg for os. Vi påkalder ham, vi takker ham, vi frygter ham, vi elsker ham, sådan som 1 Joh 4,19 lærer: «Vi elsker, fordi han har elsket os først», nemlig fordi han gav sin Søn for os og tilgav os vores synder. Dermed viser han, at troen går forud og kærligheden følger efter.

21 Desuden findes den tro, vi taler om, i omvendelsen, det vil sige, den undfanges i samvittighedens rædsler, når samvittigheden mærker Guds vrede over vores synder og søger syndernes forladelse og at blive befriet fra synden. Og i sådanne rædsler og andre trængsler skal denne tro vokse og styrkes. Derfor

22 kan den ikke findes hos dem, som lever efter kødet, som fryder sig over deres egne lyster og adlyder dem. Derfor siger Paulus i Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus, og som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.» Og i Rom 8,12–13: «Vi er ikke forpligtet på kødet, så vi skal leve i overensstemmelse med kødet, for hvis I lever i overensstemmelse med kødet, vil I dø; men hvis I ved Ånden dræber kroppens gerninger, vil I leve.»

23 Derfor bliver den tro, som modtager syndernes forladelse i et hjerte, der er forskrækket og flygter fra synden, ikke hos dem, der adlyder deres lyster, og den kan heller ikke bestå sammen med dødssynd.

24 Af disse virkninger af troen udvælger modstanderne én, nemlig kærligheden, og lærer, at kærligheden retfærdiggør. Dermed er det tydeligt, at de kun lærer loven. De lærer ikke, at man først modtager syndernes forladelse ved troen. De lærer ikke om Kristus som mellemmand, at vi har en nådig Gud for Kristi skyld; i stedet lærer de, at vi har det for vores kærligheds skyld. Og alligevel siger de ikke, hvad denne kærlighed egentlig er, og det

25 kan de heller ikke sige. De forkynder, at de opfylder loven, selv om denne ære egentlig tilkommer Kristus, og de sætter tilliden til deres egne gerninger op imod Guds dom. For de siger, at de fortjener nåden og det evige liv de condigno (efter retfærdighed, dvs. som fuldgyldig fortjeneste). Denne tillid er aldeles ugudelig og tom. For i dette liv kan vi ikke gøre fyldest over for loven, fordi den kødelige natur ikke holder op med at frembringe onde tilbøjeligheder [onde tilskyndelser og begær], selv om Ånden i os står dem imod.

26 Men nogen kunne spørge: Når også vi bekender, at kærligheden er en gerning af Helligånden, og når den er retfærdighed, fordi den er lovens opfyldelse, hvorfor lærer vi så ikke, at den retfærdiggør? Hertil må vi svare: For det første er det sikkert, at vi modtager syndernes forladelse hverken ved vores kærlighed eller for vores kærligheds skyld, men for Kristi skyld, ved troen alene.

27 Troen alene, som ser hen til løftet og ved, at man derfor må regne det for sikkert, at Gud tilgiver, fordi Kristus ikke er død forgæves osv., overvinder syndens og dødens rædsler.

28 Den, der tvivler på, at hans synder bliver tilgivet, vanærer Kristus, for han mener, at hans synd er større eller mere virkningsfuld end Kristi død og løfte. Men Paulus siger i Rom 5,20: «Hvor synden blev større, blev nåden endnu større», det vil sige, at barmhjertigheden er

29 mere omfattende [mægtigere, rigere og stærkere] end synden. Den, der mener, at han får syndernes forladelse, fordi han elsker, vanærer Kristus, og han vil i Guds dom opdage, at denne tillid til hans egen retfærdighed er ugudelig og tom. Derfor er det nødvendigt, at troen [alene] forsoner og

30 retfærdiggør. Vi får ikke syndernes forladelse ved lovens andre dyder eller på grund af dem, det vil sige på grund af tålmodighed, kyskhed, lydighed mod øvrigheden osv., og alligevel skal disse dyder følge. På samme måde får vi heller ikke syndernes forladelse på grund af kærligheden til Gud, selv om det er nødvendigt, at den følger.

31 Desuden er det en velkendt sprogbrug, at man undertiden med ét og samme ord ved en synekdoke [en talefigur, hvor en del står for helheden eller omvendt] omfatter både årsagen og virkningerne. Således siger Kristus i Luk 7,47: «Hendes mange synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget.» For Kristus fortolker selv sine ord [netop dette sted], når han tilføjer: «Din tro har frelst dig» (Luk 7,50). Kristus mente altså ikke, at kvinden ved denne kærlighedsgerning havde fortjent syndernes forladelse. Det er netop derfor, han siger: «Din tro har frelst dig.»

32 Men tro er det, der for Guds ords skyld uforskyldt griber Guds barmhjertighed [som stoler på Guds barmhjertighed og ord og ikke på sin egen gerning]. Den, der nægter, at dette er tro [den, der forestiller sig, at man på samme tid kan stole på Gud og på sine egne gerninger], forstår slet ikke,

33 hvad tro er. [For den forskræmte samvittighed finder ikke ro i sine egne gerninger, men må råbe efter barmhjertighed, og den bliver trøstet og opmuntret alene af Guds ord.] Og selve beretningen viser her, hvad han kalder kærlighed. Kvinden kom med den tanke om Kristus, at det var hos ham, man skulle søge syndernes forladelse. Denne gudsdyrkelse er den højeste dyrkelse af Kristus. Noget større kunne hun ikke tilskrive Kristus. At søge syndernes forladelse hos ham var i sandhed at anerkende ham som Messias. At tænke sådan om Kristus, at dyrke ham sådan og at gribe ham sådan, det er i sandhed at tro. Kristus brugte desuden ordet «kærlighed» ikke over for kvinden, men imod farisæeren, for han stillede farisæerens samlede gudsdyrkelse op over for kvindens samlede gudsdyrkelse. Han irettesatte farisæeren, fordi han ikke anerkendte, at Jesus var Messias, selv om han viste ham de ydre tjenester, som man skylder en gæst og en stor og hellig mand. Han peger på kvinden og roser hendes gudsdyrkelse, salven, tårerne osv., som alle var tegn på tro og en bekendelse af, at hun søgte syndernes forladelse hos Kristus. Det er virkelig et stort eksempel, og det var ikke uden grund, at det fik Kristus til at irettesætte farisæeren, som var en klog og hæderlig mand, men ikke en troende. Han anklager ham for ugudelighed og formaner ham med kvindens eksempel. Dermed viser han, at det er en skam for ham: En ulærd kvinde tror Gud, mens han, den lovkyndige, ikke tror, ikke anerkender Messias og ikke søger syndernes forladelse og frelse hos ham.

34 Sådan roser han altså hele gudsdyrkelsen [troen med dens frugter, men over for farisæeren nævner han kun de frugter, som beviser over for mennesker, at der er tro i hjertet], sådan som det ofte sker i Skriften, at man med ét ord omfatter mange ting. Senere vil vi tale mere udførligt om lignende steder, fx Luk 11,41: «Giv det, som er indeni, til almisse; se, så er alle ting jer rene.» Han kræver ikke kun almisse, men også troens retfærdighed. Således siger han også her: «Hendes mange synder er hende forladte, eftersom hun elskede meget», det vil sige: fordi hun i sandhed har dyrket mig med tro og med troens øvelser og tegn. Han omfatter hele gudsdyrkelsen. Samtidig lærer han, at syndernes forladelse egentlig modtages ved troen, selv om kærlighed, bekendelse og andre gode frugter skal følge. Han mener altså ikke, at disse frugter er den pris eller det sonoffer, for hvis skyld syndernes forladelse, som forsoner os med Gud, bliver givet.

35 Vi strides om en stor sag: om Kristi ære og om, hvor gode sjæle kan søge en sikker og fast trøst – om tilliden skal sættes

36 til Kristus eller til vores gerninger. Hvis den skal sættes til vores gerninger, bliver Kristus frataget æren som mellemmand og forsoner. Og dog vil vi i Guds dom opdage, at denne tillid er tom, og at samvittighederne derved styrtes ud i fortvivlelse. Men hvis syndernes forladelse og forsoningen ikke sker uforskyldt for Kristi skyld, men for vores kærligheds skyld, vil ingen få syndernes forladelse, medmindre han har opfyldt hele loven, for loven retfærdiggør ikke, så længe den kan anklage os.

37 Da retfærdiggørelsen er forsoning for Kristi skyld, er det derfor klart, at vi bliver retfærdiggjort ved troen. For det er helt sikkert, at syndernes forladelse modtages ved troen alene.

38 Lad os nu svare på den indvending, som vi anførte ovenfor: [Hvorfor retfærdiggør kærligheden ikke nogen for Gud?] Modstanderne har ret i, at kærligheden er lovens opfyldelse, og lydighed mod loven er bestemt retfærdighed. [Derfor ville det være sandt, at kærligheden retfærdiggør os, hvis vi holdt loven. Men hvem kan i sandhed sige eller rose sig af, at han holder loven og elsker Gud, sådan som loven har befalet? Vi har vist ovenfor, at Gud har givet nådeløftet, fordi vi ikke kan holde loven. Derfor siger Paulus overalt, at vi ikke kan blive retfærdiggjort for Gud ved loven.] Men de tager fejl, når de mener, at vi bliver retfærdiggjort ved loven. [Her må modstanderne komme til kort og gå glip af hovedsagen, for i denne sag ser de kun på loven. For al menneskelig fornuft og visdom kan ikke andet end mene, at vi må blive fromme ved loven, og at et menneske, der udvortes holder loven, er helligt og fromt. Men evangeliet vender os om, leder os bort fra loven til Guds løfter og lærer, at vi ikke bliver retfærdiggjort osv.] Men da vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven [fordi intet menneske kan holde den], men modtager syndernes forladelse og forsoning ved troen for Kristi skyld og ikke for kærlighedens eller lovopfyldelsens skyld, følger det nødvendigvis, at vi bliver retfærdiggjort ved troen på Kristus. [For før vi opfylder en eneste tøddel af loven, må der være tro på Kristus, for ved den bliver vi forsonet med Gud og får først syndernes forladelse. Gode Gud, hvordan tør folk kalde sig kristne eller sige, at de blot én gang har set i eller læst evangeliets bøger, når de stadig nægter, at vi får syndernes forladelse ved troen på Kristus? En kristen bliver jo forfærdet blot ved at høre en sådan påstand.]

39 Desuden [for det andet] er denne opfyldelse af loven, eller lydigheden mod loven, ganske vist retfærdighed, når den er fuldkommen. Men hos os er den lille og uren. [For selv om de genfødte har modtaget Åndens førstegrøde, og det nye, ja, det evige liv er begyndt i dem, er der stadig en rest af synd og ond lyst tilbage, og loven finder stadig meget, som den må anklage os for.] Derfor behager den ikke for sin egen skyld og bliver ikke antaget for sin egen skyld.

40 Det fremgår allerede af det, vi har sagt ovenfor, at retfærdiggørelse ikke betyder begyndelsen på fornyelsen, men den forsoning, som også gør, at vi siden bliver antaget. Alligevel kan man nu se langt tydeligere, at den påbegyndte opfyldelse af loven ikke retfærdiggør, for den bliver kun antaget på grund af troen. [At sætte sin lid til sin egen opfyldelse af loven er den rene afgudsdyrkelse og en bespottelse af Kristus, og til sidst bryder det sammen og driver vores samvittighed til fortvivlelse. Derfor skal dette grundlag stå fast for evigt: For Kristi skyld er vi antaget hos Gud og retfærdiggjort ved troen, ikke på grund af vores kærlighed og vores gerninger. Det vil vi gøre så klart og sikkert, at enhver kan forstå det. Så længe hjertet ikke har fred med Gud, kan det ikke være retfærdigt. For det flygter fra Guds vrede, fortvivler og ønsker, at Gud ikke skal dømme det. Derfor kan hjertet ikke være retfærdigt og antaget hos Gud, så længe det ikke har fred med Gud. Men troen alene giver hjertet ro og opnår fred og liv, Rom 5,1, fordi den med tillid og frimodighed forlader sig på Guds løfte for Kristi skyld. Vores gerninger giver derimod ikke hjertet ro, for vi opdager altid, at de ikke er rene. Derfor må det følge, at vi er antaget hos Gud og retfærdiggjort alene ved troen, når vi i vores hjerte slutter, at Gud vil være os nådig, ikke på grund af vores gerninger og vores opfyldelse af loven, men af lutter nåde for Kristi skyld. Hvad kan vores modstandere fremføre mod dette argument? Hvad kan de finde på og udtænke mod den klare sandhed? For dette er helt sikkert, og erfaringen lærer det eftertrykkeligt nok: Når vi virkelig mærker Guds dom og vrede eller kommer i nød, kan vores gerninger og vores gudsdyrkelse ikke give hjertet ro. Det viser Skriften ofte nok, som i Sl 143,2: Gå ikke i rette med din tjener, for ingen, der lever, er retfærdig for dit ansigt. Her viser han klart, at alle de hellige, alle Guds fromme børn, som har Helligånden, stadig har rester af synd i kødet, hvis Gud ikke af nåde tilgav dem deres synd. For når David et andet sted, Sl 7,9, siger: Døm mig, Herre, efter min retfærdighed, så taler han om sin sag og ikke om sin retfærdighed, og han beder Gud om at beskytte hans sag og ord. For han siger: Døm, Herre, min sag. Og i Sl 130,3 siger han klart, at intet menneske, heller ikke de største hellige, kan bestå for Guds dom, hvis han holdt regnskab med vores misgerninger. Han siger nemlig: Hvis du, Herre, vil holde regnskab med synder, Herre, hvem kan da bestå? Og Job siger, Job 9,28: Jeg frygtede for alle mine gerninger (i den engelske bibeloversættelse: mine smerter). Ligeledes Job 9,30–31: Om jeg så vaskede mig i snevand og gjorde mine hænder nok så rene, ville du dog dyppe mig i graven. Og Ordsp 20,9: Hvem kan sige: Jeg har gjort mit hjerte rent? Og 1 Joh 1,8: Hvis vi siger at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Og i Fadervor beder de hellige om syndernes forladelse. Altså har også de hellige skyld og synder. Desuden står der i 4 Mos 14,18: Den uskyldige vil ikke være uskyldig. Og i Zak 2,17 står der: Ti stille for Herren, alt kød! Og Es 40,6ff.: Alt kød er græs, dvs. kødet og kødets retfærdighed kan ikke bestå for Guds dom. Og Jonas siger, Jon 2,9: De, der holder sig til tomme afguder, svigter deres egen barmhjertighed. Derfor er det den rene barmhjertighed, der bevarer os; vores egne gerninger, fortjenester og anstrengelser kan ikke bevare os. Disse og lignende udsagn i Skriften vidner om, at vores gerninger er urene, og at vi har brug for barmhjertighed. Derfor er det ikke gerningerne, der giver samvittigheden fred, men alene barmhjertigheden, som gribes ved troen.] Vi må heller ikke stole på, at vi regnes for retfærdige over for Gud på grund af vores egen fuldkommenhed og opfyldelse af loven, men på, at det sker for Kristi skyld.

41 For det første [for det tredje]: Kristus holder ikke op med at være mellemmand, efter at vi er blevet fornyet. De tager fejl, som forestiller sig, at han kun har fortjent en første nåde, og at vi derefter behager Gud og fortjener det evige liv ved vores opfyldelse af loven.

42 Kristus forbliver mellemmand, og vi skal altid stole på, at vi for hans skyld har en forsonet Gud, selv om vi er uværdige. Det lærer Paulus klart, når han siger [Ved ham har vi også fået adgang til Gud, Rom 5,2. For vores bedste gerninger er, som jeg har sagt, stadig svage og slet ikke rene, også efter at vi har modtaget evangeliets nåde. For synden og Adams fald er ikke så ubetydelig en ting, som fornuften mener eller forestiller sig; det overgår alle menneskers fornuft og tanke at fatte, hvor forfærdelig en Guds vrede der er gået i arv til os ved denne ulydighed. Der skete en frygtelig fordærvelse af hele den menneskelige natur, som intet menneskes gerning, men kun Gud selv, kan genoprette], 1 Kor 4,4: For jeg er mig ikke noget bevidst, dog dermed er jeg ikke blevet erklæret retfærdig. Han ved derimod, at han ved troen regnes for retfærdig for Kristi skyld, som der står: Lykkelige er de, hvis misgerninger er tilgivet, Sl 32,1; Rom 4,7. [Derfor har vi brug for nåde, for Guds nådige godhed og for syndernes forladelse, selv om vi har gjort mange gode gerninger.] Men denne forladelse modtages altid ved troen. Ligeledes kommer tilregnelsen af evangeliets retfærdighed fra løftet; derfor modtages den altid ved troen, og man må altid holde for sikkert, at vi ved troen

43 for Kristi skyld regnes for retfærdige. Hvis de genfødte siden skulle mene, at de bliver antaget på grund af deres opfyldelse af loven, hvornår kunne samvittigheden så være sikker på, at den behagede Gud, når vi aldrig gør fyldest for loven?

44 Derfor må vi altid vende tilbage til løftet. Ved det skal vores svaghed holdes oppe, og vi skal holde for sikkert, at vi regnes for retfærdige for Kristi skyld. Han er altid ved Guds højre hånd og går også i forbøn for os, Rom 8,34. Hvis nogen mener, at han er retfærdig og antaget på grund af sin egen opfyldelse af loven og ikke på grund af Kristi løfte, så vanærer han denne ypperstepræst. Man kan heller ikke forstå, hvordan nogen kunne forestille sig, at et menneske er retfærdigt over for Gud, når Kristus er udelukket som forsoner og mellemmand.

45 Og [for det fjerde]: Hvad skal vi med en lang drøftelse? [Hvis vi mente, at vi – efter at vi er kommet til evangeliet og er født på ny – skulle fortjene ved vores gerninger og ikke ved troen, at Gud er os nådig, ville samvittigheden aldrig finde ro, men blive drevet til fortvivlelse. For loven anklager os uophørligt, da vi aldrig kan gøre fyldest for loven.] Hele Skriften og hele kirken råber, at man ikke kan gøre fyldest for loven. Derfor behager denne påbegyndte opfyldelse af loven ikke for sin egen skyld, men på grund

46 af troen på Kristus. Ellers anklager loven os altid. For hvem elsker eller frygter Gud tilstrækkeligt? Hvem bærer de lidelser, Gud lægger på ham, med tilstrækkelig tålmodighed? Hvem tvivler ikke ofte på, om menneskenes forhold styres af Guds råd eller af tilfældet? Hvem tvivler ikke ofte på, om Gud hører ham? Hvem bliver ikke ofte forbitret over, at de ugudelige har det bedre end de fromme, og over at de fromme undertrykkes af de ugudelige? Hvem gør fyldest i sit eget kald? Hvem elsker sin næste som sig selv? Hvem bliver ikke fristet

47 af begæret? Derfor siger Paulus, Rom 7,19: For jeg gør ikke det gode jeg vil, men jeg praktiserer det onde jeg ikke vil. Ligeledes Rom 7,25: Altså tjener jeg selv med tankerne Guds lov, men med kødet syndens lov. Her siger han åbent, at han tjener syndens lov. Og David siger, Sl 143,2: Gå ikke i rette med din tjener, for ingen, der lever, er retfærdig for dit ansigt. Her beder selv en Guds tjener om at blive skånet for dommen. Ligeledes Sl 32,2: Lykkelig er den, som Herren ikke tilregner skyld. Altså er der i vores svaghed altid synd til stede, som kunne tilregnes, og om den siger han lidt efter, Sl 32,6: Derfor skal enhver from bede til dig. Her viser han, at også de hellige skal søge forladelse

48 for synderne. Mere end blinde er de, som ikke indser, at de onde lyster i kødet er synder. Om dem siger Paulus, Gal 5,17: For kødet begærer mod Ånden og Ånden mod kødet.

49 Kødet mistror Gud, stoler på de ting, der er her og nu, søger menneskelig hjælp i ulykker, også imod Guds vilje, flygter fra lidelser, som det burde bære på grund af Guds bud, tvivler på Guds barmhjertighed osv. Helligånden i vores hjerter kæmper mod sådanne tilbøjeligheder [mod Adams synd] for at undertrykke og dræbe dem [denne gift fra den gamle Adam, denne grundfordærvede indstilling]

50 og for at frembringe nye åndelige bevægelser. Men om dette emne vil vi samle flere vidnesbyrd nedenfor, selv om de ligger lige for overalt, ikke kun i Skriften, men også hos de hellige kirkefædre.

51 Augustin siger med rette: Alle Guds bud er opfyldt, når alt det, der ikke bliver gjort, bliver tilgivet. Derfor kræver han troen også i de gode gerninger [som Helligånden virker i os], for at vi skal tro, at vi behager Gud for Kristi skyld, og at heller ikke gerningerne i sig

52 selv er værdige og behagelige. Og Hieronymus siger mod pelagianerne: Da er vi altså retfærdige, når vi bekender, at vi er syndere, og at vores retfærdighed ikke består i vores egen fortjeneste, men i Guds barmhjertighed.

53 Derfor skal troen være til stede i denne påbegyndte opfyldelse af loven, den tro, som er vis på, at vi for Kristi skyld har en forsonet Gud. For barmhjertigheden kan kun gribes ved troen, som vi gentagne gange har sagt ovenfor. [De, som lærer, at vi ikke bliver antaget ved troen for Kristi skyld, men for vores egne gerningers skyld, driver derfor samvittighederne til fortvivlelse.]

54 Når Paulus i Rom 3,31 siger: Vi bekræfter loven ved troen, skal vi derfor ikke kun forstå det sådan, at de, der er genfødt ved troen, modtager Helligånden og har bevægelser, der stemmer overens med Guds lov; det langt vigtigste er, at vi også tilføjer dette: Vi skal indse, at vi er langt fra lovens fuldkommenhed.

55 Derfor kan vi ikke slutte, at vi regnes for retfærdige over for Gud på grund af vores opfyldelse af loven. For at samvittigheden kan få ro, må retfærdiggørelsen søges et andet sted. For vi er ikke retfærdige over for Gud, så længe vi flygter fra Guds dom og er vrede på Gud.

56 Derfor må vi slutte: Forsonet ved troen regnes vi for retfærdige for Kristi skyld, ikke for lovens eller vores gerningers skyld. Denne påbegyndte opfyldelse af loven behager på grund af troen, og på grund af troen bliver ufuldkommenheden i vores opfyldelse af loven ikke tilregnet, selv om synet af vores urenhed forskrækker os. Hvis retfærdiggørelsen altså skal søges et andet sted, følger det, at vores kærlighed

57 og vores gerninger altså ikke retfærdiggør. Langt over vores renhed, ja, langt over selve loven, skal Kristi død og fyldestgørelse sættes. Den er givet os, for at vi kan være visse på, at vi har en nådig Gud på grund af denne fyldestgørelse og ikke fordi vi opfylder loven.

58 Det lærer Paulus i Gal 3,13, når han siger: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse ved at han blev en forbandelse i stedet for os.» Det vil sige: Loven fordømmer alle mennesker, men Kristus har uden synd båret syndens straf og er blevet et offer for os. Derved har han frataget loven retten til at anklage og fordømme dem, der tror på ham, for han er selv sonofferet for dem, og for hans skyld regnes vi nu for retfærdige. Men når de regnes for retfærdige, kan loven ikke anklage eller fordømme dem, selv om de ikke i virkeligheden har gjort loven fyldest. I samme retning skriver han til kolossenserne (Kol 2,10): «I ham er I blevet fyldt», som om han ville sige: Selv om I endnu er langt fra lovens fuldkommenhed, fordømmer resterne af synden jer ikke, for vi har for Kristi skyld en sikker og fast forsoning, hvis I tror, selv om synden stadig hænger ved i jeres kød.

59 Man skal altid have løftet for øje: at Gud på grund af sit løfte vil være nådig og retfærdiggøre for Kristi skyld og ikke på grund af loven eller vores gerninger. I dette løfte skal de frygtsomme samvittigheder søge forsoning og retfærdiggørelse; ved dette løfte skal de holde sig oppe og være trygge ved, at de for Kristi skyld, på grund af hans løfte, har en nådig Gud. Derfor kan gerningerne aldrig give samvittigheden fred,

60 det kan kun løftet. Hvis retfærdiggørelsen og samvittighedens fred altså skal søges et andet sted end i kærligheden og gerningerne, så retfærdiggør kærligheden og gerningerne ikke, selv om de er dyder og hører til lovens retfærdighed, for så vidt som de er en opfyldelse af loven. I den forstand retfærdiggør denne lydighed mod loven også med lovens retfærdighed. Men denne ufuldkomne retfærdighed efter loven antager Gud kun på grund af troen. Derfor retfærdiggør den ikke, det vil sige: Den hverken forsoner eller genføder, og den gør os heller ikke i sig selv antagelige for Gud.

61 Heraf er det tydeligt, at vi bliver retfærdiggjort for Gud alene ved troen [det vil sige: Troen opnår syndernes forladelse og nåde for Kristi skyld, og den genføder os. Det er også helt klart, at Helligånden modtages alene ved troen, og at vores gerninger og denne begyndende opfyldelse af loven ikke i sig selv behager Gud. Selv om jeg nu er rig på gode gerninger som Paulus eller Peter, må jeg søge min retfærdighed et andet sted, nemlig i løftet om Kristi nåde. Og når det kun er troen, der giver samvittigheden ro, så må det sandelig stå fast, at det kun er troen, der retfærdiggør for Gud. For vil vi lære ret, må vi holde fast ved, at vi er antaget af Gud, ikke på grund af loven, ikke på grund af gerningerne, men for Kristi skyld. Den ære, der tilkommer Kristus, må nemlig ikke gives til loven eller til vores elendige gerninger.], for alene ved troen modtager vi syndernes forladelse og forsoning, fordi forsoningen eller retfærdiggørelsen er noget, der er lovet for Kristi skyld og ikke for lovens skyld. Derfor modtages den alene ved troen, selv om opfyldelsen af loven følger, når Helligånden er givet.

Svar på modstandernes argumenter.

62 Når man nu har forstået, hvad denne sag bygger på, nemlig forskellen mellem loven og løfterne, eller evangeliet, vil det være let at gendrive modstandernes indvendinger. De anfører nemlig skriftsteder om loven og gerningerne og udelader skriftstederne om løfterne.

63 Men alle udsagn om loven kan besvares én gang for alle: Loven kan ikke holdes uden Kristus, og hvis borgerlige gerninger gøres uden Kristus, behager de ikke Gud. [Gud har ikke behag i personen.] Når gerningerne roses, må man derfor tilføje, at troen kræves, at de roses på grund af troen, og at de er troens frugter og vidnesbyrd. [Vores lære er sandelig klar; den behøver ikke at frygte lyset og kan holdes op mod Den Hellige Skrift. Vi har også fremlagt den klart og rigtigt her, hvis nogen vil lade sig belære og ikke med vilje fornægte sandheden. Skal vi forstå Kristi velgerning og evangeliets store skat ret – den, som Paulus priser så højt – må vi skille Guds løfte og den nåde, der bliver tilbudt, fra loven, så langt som himlen er fra jorden. I en usikker sag behøver man mange forklaringer, men i en god sag gendriver en eller to grundige forklaringer alle de indvendinger, som folk mener at kunne rejse.]

64 Tvetydige og farlige sager giver anledning til mange og forskellige løsninger. For den gamle digters dom er sand: «En uretfærdig sag, der i sig selv er syg, behøver kunstfærdigt anbragte lægemidler.» Men i retfærdige og sikre sager rydder en eller to forklaringer, hentet fra kilderne, alt det af vejen, som ser ud til at vække anstød. Sådan er det også i vores sag her. For den regel, jeg lige har fremsat, forklarer alle de skriftsteder, der anføres om loven

65 og gerningerne [nemlig at loven ikke for alvor kan holdes uden Kristus, og at den, der gør de ydre gerninger, ikke behager Gud uden for Kristus, selv om gerningerne bliver gjort]. Vi indrømmer nemlig, at Skriften nogle steder lærer loven og andre steder evangeliet, det vil sige det ufortjente løfte om syndernes forladelse for Kristi skyld. Men vores modstandere afskaffer fuldstændig det frie løfte, når de benægter, at troen retfærdiggør, og lærer, at vi modtager syndernes forladelse og

66 forsoning på grund af kærligheden og vores gerninger. Hvis syndernes forladelse afhænger af den betingelse, at vi gør gerninger, er den helt usikker. [For vi kan aldrig være sikre på, om vi gør gerninger nok, eller om vores gerninger er hellige og rene nok. Dermed bliver også syndernes forladelse gjort usikker, og Guds løfte går til grunde, som Paulus siger i Rom 4,14: Løftet er ophævet, og alt bliver gjort usikkert.] Så bliver løftet ophævet.

67 Derfor leder vi de gudfrygtiges blik hen på løfterne, og vi lærer om den ufortjente syndernes forladelse og om forsoningen, der sker ved troen på Kristus. Bagefter føjer vi også læren om loven til. [Ikke sådan at vi ved loven fortjener syndernes forladelse, eller at vi er antaget af Gud for lovens skyld, men fordi Gud kræver gode gerninger.] Og det er nødvendigt at skelne rigtigt mellem disse ting, som Paulus siger i 2 Tim 2,15. Vi må se efter, hvad Skriften tilskriver loven, og hvad den tilskriver løfterne. For den roser gerningerne på en sådan måde, at den ikke ophæver det frie løfte [men sætter Guds løfte og den sande skat, Kristus, tusind mil over dem].

68 Gode gerninger skal nemlig gøres, fordi Gud har befalet dem, og desuden for at øve troen [som Paulus siger i Ef 2,10: «For vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger»], og for bekendelsens og taksigelsens skyld. Af disse grunde skal gode gerninger nødvendigvis gøres. De gøres ganske vist i kødet, som endnu ikke er helt fornyet, og som hæmmer Helligåndens tilskyndelser og smitter dem med noget af sin urenhed. Alligevel er de for Kristi skyld hellige, guddommelige gerninger, ofre og handlinger, der hører til Kristi styre; ved dem viser han sit rige frem for denne verden. For i dem helliggør han hjerterne og holder Djævelen nede. For at bevare evangeliet blandt menneskene stiller han åbenlyst de helliges bekendelse op imod Djævelens rige, og i vores svaghed viser han sin kraft.

69 De farer, det møjsommelige arbejde og de prædikener, som apostlen Paulus, Athanasius, Augustin og andre havde, når de underviste kirkerne, er hellige gerninger, sande ofre, som Gud tager imod med glæde, og Kristi kampe,

70 hvor han holdt Djævelen nede og drev ham bort fra dem, der troede. Davids arbejde med at føre krig og med at styre sit hus er hellige gerninger, sande ofre, Guds kampe, hvor Gud forsvarede det folk, der havde Guds ord, imod

71 Djævelen, for at kendskabet til Gud ikke helt skulle slukkes på jorden. Sådan tænker vi også om enhver god gerning i de ringeste kald og i private forhold. Gennem disse gerninger fejrer Kristus sin sejr over Djævelen. Sådan var også korinthernes indsamling til de fattige (1 Kor 16,1) en hellig gerning, et offer og en kamp, som Kristus førte mod Djævelen, der arbejder på, at intet skal ske

72 til Guds pris. At nedgøre sådanne gerninger – bekendelsen af læren, trængsler, kærlighedsgerninger, kødets dødelse – ville i sandhed være at nedgøre det ydre styre af Kristi rige blandt menneskene.

73 Her vil vi også sige noget om løn og fortjeneste. Vi lærer, at der er tilbudt og lovet løn for de troendes gerninger. Vi lærer, at gode gerninger er fortjenstfulde, ikke til syndernes forladelse, nåde eller retfærdiggørelse (dem opnår vi kun ved troen), men til anden løn, legemlig og åndelig, i dette liv og efter dette liv. For Paulus

74 siger i 1 Kor 3,8: «Enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde.» Der vil altså være forskellig løn efter forskelligt arbejde. Men syndernes forladelse er ens og lige for alle, ligesom Kristus er én og bliver tilbudt frit til alle, der tror, at deres synder er forladt for Kristi skyld. Derfor modtages syndernes forladelse og retfærdiggørelsen kun ved troen og ikke på grund af nogen gerninger. Det ses tydeligt i samvittighedens rædsler, for ingen af vores gerninger kan sættes op imod Guds vrede, som Paulus klart siger i Rom 5,1–2: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi også på grund af troen fået adgang» osv.

75 Men fordi troen gør os til Guds børn, gør den os også til medarvinger med Kristus. Fordi vi altså ikke ved vores gerninger fortjener retfærdiggørelsen, hvorved vi bliver Guds børn og medarvinger med Kristus, så fortjener vi heller ikke det evige liv ved vores gerninger. For det opnår troen, fordi troen retfærdiggør os og har en forsonet Gud. Men det evige liv tilkommer dem, der er retfærdiggjort, efter ordet i Rom 8,30: «Dem han har erklæret retfærdige, har han også herliggjort.»

76 I Ef 6,2 anbefaler Paulus os budet om at ære forældrene ved at nævne den løn, der er knyttet til dette bud. Dermed mener han ikke, at lydighed mod forældrene retfærdiggør

77 os for Gud, men at den, når den findes hos dem, der er retfærdiggjort, fortjener anden stor løn. Alligevel prøver Gud sine hellige på forskellig måde og udsætter ofte lønnen for gerningernes retfærdighed, for at de skal lære ikke at stole på deres egen retfærdighed og lære at søge Guds vilje frem for lønnen. Det ser vi hos Job, hos Kristus og hos andre hellige. Det lærer også mange salmer os; de trøster os, når vi ser de ugudeliges lykke, som Sl 37,1: «Misund dem ikke.» Og Kristus siger i Matt 5,10: «Lykkelige er de

78 som forfølges for retfærdigheds skyld, for Himlenes rige er deres.» Med disse

79 ros over gode gerninger, bliver de troende uden tvivl tilskyndet til at gøre gode gerninger. Samtidig forkyndes læren om omvendelse også mod de ugudelige, hvis gerninger er onde; og Guds vrede vises frem,

80 som han har truet alle dem med, der ikke omvender sig. Vi roser og kræver altså gode gerninger og viser mange grunde til, at de bør gøres. Sådan lærer også Paulus om gerningerne, når han i Rom 4,9 ff. siger, at Abraham fik omskærelsen, ikke for at han skulle blive retfærdiggjort ved denne gerning; for ved troen havde han allerede opnået at blive regnet for retfærdig. Men omskærelsen blev føjet til, for at han på sit legeme kunne have et skrevet tegn, som skulle minde ham om at øve troen, og som han også kunne bruge til at bekende sin tro over for andre og ved sit vidnesbyrd indbyde dem til at tro.

81 I tro bragte Abel et bedre offer til Gud, Hebr 11,4. Fordi han altså var retfærdig ved troen, var det offer, han bragte, Gud velbehageligt; ikke sådan at han ved denne gerning fortjente syndernes forladelse og nåde, men sådan at han øvede sin tro og viste den for andre for at indbyde dem til at tro.

82 På denne måde bør gode gerninger følge troen. Men mennesker, som ikke kan tro og være visse på, at de for Kristi skyld får tilgivelse af nåde, og at de af nåde for Kristi skyld har en forsonet Gud, bruger gerningerne på en helt anden måde. Når de ser de helliges gerninger, dømmer de på menneskelig vis, at de hellige har fortjent syndernes forladelse og nåde ved disse gerninger. Derfor efterligner de dem og mener, at de ved lignende gerninger fortjener syndernes forladelse og nåde; de mener, at de ved disse gerninger formilder Guds vrede og opnår at blive regnet for retfærdige for disse gerningers skyld.

83 Denne ugudelige mening om gerningerne fordømmer vi. For det første fordi den formørker Kristi ære, når mennesker frembærer disse gerninger for Gud som en betaling og et sonoffer. Den ære, som alene tilkommer Kristus, tillægges vores gerninger. For det andet finder de alligevel ikke samvittighedsfred i disse gerninger; men midt i sande rædsler dynger de gerning på gerning og fortvivler til sidst, fordi de ikke finder nogen gerning, der er ren nok [vigtig og kostbar nok til at formilde Gud, til med vished at opnå det evige liv, kort sagt til at berolige og stille samvittigheden]. Loven anklager altid og virker vrede. For det tredje når sådanne mennesker aldrig frem til kundskaben om Gud [eller om hans vilje]; for når de i harme flygter fra Gud, som dømmer og plager dem, tror de aldrig, at han hører dem.

84 Men troen viser, at Gud er nærværende, fordi den er vis på, at Gud tilgiver os af nåde og hører os.

85 Desuden har denne ugudelige mening om gerningerne altid været i verden [den sidder fast i verden]. Hedningerne havde ofre, som de havde arvet fra fædrene. De efterlignede fædrenes gerninger. Men fædrenes tro holdt de ikke fast ved; de mente, at gerningerne var et sonoffer og en betaling, for hvis skyld Gud skulle blive forsonet med dem.

86 Folket under loven [israelitterne] efterlignede ofrene i den mening, at de ved disse gerninger skulle formilde Gud, så at sige ex opere operato [i kraft af den udførte handling]. Her ser vi, hvor alvorligt profeterne irettesætter folket: Sl 50,8: For dine slagofre irettesætter jeg dig ikke, og Jer 7,22: Jeg talte ikke til jeres fædre om brændofre. Sådanne steder fordømmer ikke gerningerne, som Gud jo havde befalet som ydre øvelser i denne samfundsorden, men den ugudelige mening, at de ved disse gerninger formildede Guds vrede og

87 således kastede troen bort. Og fordi ingen gerninger giver samvittigheden fred, fandt man fra tid til anden på nye gerninger ud over Guds bud [hyklerne opfandt alligevel den ene gerning efter den anden, det ene offer efter det andet, ud fra blinde gætterier og i hensynsløst overmod, og alt dette uden Guds ord og befaling, med ond samvittighed, sådan som vi har set det i pavedømmet]. Israels folk havde set profeterne ofre på offerhøjene [og i lundene]. Desuden gør de helliges eksempler et meget stærkt indtryk på dem, der håber ved lignende gerninger at opnå nåde, ligesom de hellige opnåede den. [Men de hellige troede.] Derfor begyndte folket med påfaldende iver at efterligne denne gerning for ved en sådan gerning [at formilde Guds vrede og] at fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdighed. Men profeterne havde ofret på offerhøjene, ikke for at de ved disse gerninger skulle fortjene syndernes forladelse og nåde, men fordi de underviste på disse steder og derfor også dér aflagde vidnesbyrd om deres tro.

88 Folket havde hørt, at Abraham havde ofret sin søn. Derfor slog også de deres sønner ihjel for at formilde Gud ved en yderst grusom og svær gerning. Men Abraham ofrede ikke sin søn i den mening, at denne gerning var en betaling og en soningsgerning, for hvis skyld han blev regnet for retfærdig.

89 Sådan blev Herrens nadver indstiftet i kirken, for at troen skulle styrkes i os ved, at vi husker Kristi løfter, som vi bliver mindet om ved dette tegn, og for at vi offentligt skulle bekende vores tro og forkynde Kristi velgerninger, som Paulus siger i 1 Kor 11,26: For så ofte I spiser dette brød og drikker dette bæger, forkynder I Herrens død osv. Men vores modstandere hævder, at messen er en gerning, der retfærdiggør os ex opere operato og fjerner skylden og straffen hos dem, den bliver holdt for; for sådan skriver Gabriel [Gabriel Biel].

90 Antonius, Bernhard, Dominikus, Frans og andre hellige fædre valgte en bestemt livsform, enten for studiernes skyld [for lettere at kunne læse Den Hellige Skrift] eller for andre nyttige øvelsers skyld. Samtidig troede de, at de ved troen blev regnet for retfærdige for Kristi skyld, og at Gud var dem nådig, ikke på grund af disse deres egne øvelser. Men mængden har siden ikke efterlignet fædrenes tro, men deres eksempel uden tro, for ved sådanne gerninger at fortjene syndernes forladelse, nåde og retfærdighed; de troede ikke, at de fik dette af nåde på grund af Kristus som forsoner. [Sådan ophøjer menneskets sind altid gerningerne for højt og sætter dem på den forkerte plads. Denne vildfarelse bliver irettesat af evangeliet, som lærer, at mennesker bliver regnet for retfærdige, ikke for lovens skyld, men alene for Kristi skyld. Men Kristus gribes alene ved troen; derfor bliver vi regnet for retfærdige alene ved troen for Kristi skyld.] Sådan dømmer verden om alle gerninger,

91 at de er et sonoffer, som Gud bliver formildet ved; at de er en betaling, for hvis skyld vi bliver regnet for retfærdige. Den tror ikke, at Kristus er forsoneren; den tror ikke, at vi ved troen af nåde opnår at blive regnet for retfærdige for Kristi skyld. Og fordi gerningerne alligevel ikke kan give samvittigheden fred, vælger man hele tiden nye gerninger, nye ritualer indføres, nye løfter aflægges, og nye munkeordener dannes ud over Guds bud, for at

92 man kan finde en eller anden stor gerning, som kan sættes op imod Guds vrede og dom. I strid med Skriften holder modstanderne fast ved disse ugudelige meninger om gerningerne. Men når man tillægger vores gerninger disse ting, nemlig at de er et sonoffer, at de fortjener syndernes forladelse og nåde, og at vi for deres skyld og ikke ved troen for Kristi skyld, han som er forsoneren, bliver regnet for retfærdige for Gud – hvad er det andet end at fratage Kristus æren som mellemmand og

93 forsoner? Selv om vi altså tror og lærer, at gode gerninger nødvendigvis skal gøres (for den begyndende opfyldelse af loven bør følge troen), giver vi dog Kristus hans egen ære. Vi tror og lærer, at vi ved troen, for Kristi skyld, bliver regnet for retfærdige for Gud; at vi ikke bliver regnet for retfærdige på grund af gerninger uden Kristus som mellemmand; at vi ikke ved gerninger fortjener syndernes forladelse, nåde og retfærdighed; at vi ikke kan sætte vores gerninger op imod Guds vrede og retfærdighed; at gerningerne ikke kan overvinde syndens rædsler, men at syndens rædsler overvindes alene ved troen;

94 at alene Kristus, mellemmanden, skal holdes frem ved troen imod Guds vrede og dom. Hvis nogen mener noget andet, giver han ikke Kristus den ære, han skal have, han som er sat frem for at være forsoner, for at vi ved ham

95 kan have adgang til Faderen. Vi taler nu om den retfærdighed, som gælder i vores forhold til

96 Gud, ikke til mennesker, den retfærdighed, som vi griber nåden og samvittighedsfreden med. Men samvittigheden kan ikke få fred over for Gud på anden måde end alene ved troen, som er vis på, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os, efter Rom 5,1: Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred. For retfærdiggørelsen er alene noget, der er lovet af nåde for Kristi skyld, og derfor tages den altid imod over for Gud alene ved troen.

97 Nu vil vi svare på de steder, som modstanderne anfører for at bevise, at vi bliver retfærdiggjort ved kærlighed og gerninger. Fra 1 Kor 13,2 anfører de: Hvis jeg har al tro osv., men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og her triumferer de stort. Paulus vidner for hele kirken, siger de, at troen alene ikke retfærdiggør.

98 Men det er let at svare, efter at vi ovenfor har vist, hvad vi mener om kærlighed og gerninger. Dette sted hos Paulus kræver kærlighed. Det kræver vi også. For vi har sagt ovenfor, at fornyelsen og den begyndende opfyldelse af loven skal være i os, efter Jer 31,33: Jeg vil lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerte. Hvis nogen kaster kærligheden bort, beholder han ikke troen, hvor stor en tro han end har,

99 for han beholder ikke Helligånden [han bliver kold og er nu igen kødelig, uden Ånd og tro; for Helligånden er ikke dér, hvor den kristne kærlighed og Åndens andre frugter ikke er]. På dette sted handler Paulus heller ikke om, hvordan retfærdiggørelsen sker, men han skriver til dem, som efter at være blevet retfærdiggjort skulle formanes til at bære gode frugter, for at de ikke skulle miste Helligånden.

100 Desuden behandler modstanderne sagen bagvendt: De anfører dette ene sted, hvor Paulus lærer om frugterne, og de udelader rigtig mange andre steder, hvor han i ordnet rækkefølge gennemgår, hvordan retfærdiggørelsen sker. Og til de andre steder, som handler om troen, føjer de altid en rettelse, nemlig at de skal forstås om fides formata [den tro, der er formet af kærligheden]. Her tilføjer de ikke den rettelse, at der også er brug for den tro, som holder fast ved, at vi bliver regnet for retfærdige for Kristi skyld, han som er forsoneren. Sådan udelukker modstanderne Kristus fra retfærdiggørelsen og lærer kun en lovens retfærdighed. Men lad os vende tilbage til Paulus.

101 Af dette sted kan man ikke slutte andet, end at kærligheden er nødvendig. Det bekender vi. Det er også nødvendigt ikke at stjæle. Men det er ikke en rigtig slutning, hvis nogen derfra vil argumentere sådan: «Det er nødvendigt ikke at stjæle. Altså retfærdiggør det at lade være med at stjæle.» For retfærdiggørelsen er ikke en godkendelse af en bestemt gerning, men af hele personen. Derfor skader dette sted hos Paulus os ikke; modstanderne må blot ikke digte noget til efter forgodtbefindende. For han siger ikke, at kærligheden retfærdiggør, men: [«… men ikke har kærlighed»] «er jeg intet», det vil sige, at troen, hvor stor den end har været, slukkes. Han siger ikke, at kærligheden overvinder syndens og dødens rædsler, at vi kan sætte vores kærlighed op imod Guds vrede og dom, at vores kærlighed gør fyldest for Guds lov, at vi uden Kristus som forsoner har adgang til Gud ved vores kærlighed, eller at vi ved vores kærlighed modtager den lovede syndsforladelse. Intet af dette siger Paulus. Han mener altså ikke, at kærligheden retfærdiggør, for vi bliver kun retfærdiggjort, når vi griber Kristus som forsoner og tror, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os. Man kan ikke engang drømme om en retfærdiggørelse, hvor Kristus som forsoner udelades.

102 Hvis der ikke er brug for Kristus, hvis vi ved vores kærlighed kan overvinde døden, hvis vi ved vores kærlighed uden Kristus som forsoner har adgang til Gud, så lad modstanderne fjerne løftet om Kristus, så lad dem afskaffe evangeliet [som lærer, at vi har adgang til Gud ved Kristus som forsoner, og at vi bliver antaget, ikke fordi vi opfylder loven, men for Kristi skyld].

103 Modstanderne forvrænger en lang række skriftsteder, fordi de lægger deres egne meninger ind i dem i stedet for at hente meningen ud af selve stederne. For hvad er der svært ved dette sted, hvis vi fjerner den fortolkning, som modstanderne selv har fundet på og hængt på det – de forstår jo ikke, hvad retfærdiggørelse er, eller hvordan den sker [hvad tro er, hvem Kristus er, eller hvordan et menneske bliver retfærdigt for Gud]? Korinterne var allerede retfærdiggjort og havde fået mange herlige gaver. I begyndelsen brændte de af iver, sådan som det plejer at gå. Siden begyndte der at opstå splid [partier og sekter] blandt dem, som Paulus antyder; de begyndte at blive utilfredse med gode lærere. Derfor irettesætter Paulus dem og kalder dem tilbage [til enhed og] til kærlighedens gerninger. Selv om disse er nødvendige, ville det være tåbeligt at forestille sig, at gerningerne efter anden tavle, hvor vi har med mennesker at gøre og ikke egentlig med Gud, retfærdiggør os. Men i retfærdiggørelsen har vi med Gud at gøre; hans vrede skal stilles, og samvittigheden skal have fred over for Gud. Intet af dette sker ved gerningerne efter anden tavle [ved kærligheden, men kun ved troen, som griber Kristus og Guds løfte. Det er dog sandt, at den, der mister kærligheden, også mister Ånden og troen. Og sådan siger Paulus: Hvis jeg ikke har kærlighed, er jeg intet. Men han føjer ikke det modsatte udsagn til, at kærligheden retfærdiggør for Gud].

104 Men de indvender, at kærligheden sættes over troen og håbet. For Paulus siger i 1 Kor 13,13: «Størst af disse er kærligheden.» Nu er det rimeligt, at den største og fornemste dyd retfærdiggør,

105 skønt Paulus på dette sted egentlig taler om kærligheden til næsten og viser, at kærligheden er størst, fordi den bærer flest frugter. Tro og håb har kun med Gud at gøre; men kærligheden har udadtil uendelig mange opgaver over for mennesker. [Kærligheden går ud på jorden blandt folk og gør meget godt ved at trøste, undervise, vejlede, hjælpe og give råd både privat og offentligt.] Vi vil dog gerne indrømme modstanderne, at kærligheden til Gud og næsten er den største dyd, fordi det største bud er dette: «Du skal elske Herren din Gud», Matt 22,37. Men hvordan kan de så slutte deraf, at kærligheden retfærdiggør?

106 Den største dyd, siger de, retfærdiggør. Slet ikke. [Det ville være sandt, hvis vi havde en nådig Gud på grund af vores dyd. Men ovenfor er det bevist, at vi bliver antaget og retfærdiggjort for Kristi skyld, ikke på grund af vores dyd; for vores dyd er uren.] For ligesom selv den største eller første lov ikke retfærdiggør, sådan retfærdiggør lovens største dyd heller ikke. [For jo højere loven og dyden er, desto ringere er vores evne til at gøre den; derfor er vi ikke retfærdige på grund af kærligheden.] Men den dyd retfærdiggør, som griber Kristus og giver os del i Kristi fortjeneste, og ved den modtager vi nåde og fred fra Gud. Og denne dyd er troen. For som vi ofte har sagt, er troen ikke blot kundskab, men meget mere det at ville modtage eller gribe det, som tilbydes i løftet om Kristus.

107 Desuden er denne lydighed mod Gud, nemlig at ville modtage det tilbudte løfte, ikke mindre en gudstjeneste (λατρεία) end kærligheden. Gud vil, at vi skal tro ham og modtage gode gaver af ham, og det erklærer han for den sande gudstjeneste.

108 Men modstanderne tillægger kærligheden retfærdiggørelsen, fordi de overalt lærer og kræver lovens retfærdighed. For vi kan ikke benægte, at kærligheden er lovens højeste gerning. Og den menneskelige visdom stirrer på loven og søger retfærdiggørelsen i den. Derfor forkynder også de skolastiske lærere, store og begavede mænd, at dette er lovens højeste gerning, og de tillægger denne gerning retfærdiggørelsen. Men fordi de lod sig bedrage af den menneskelige visdom, så de ikke på Moses' utildækkede ansigt, men på det tildækkede, ligesom farisæerne, filosofferne og muslimerne.

109 Men vi forkynder evangeliets dårskab, hvor en anden retfærdighed åbenbares, nemlig at vi for Kristi skyld, han som er forsoneren, regnes for retfærdige, når vi tror, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os. Vi ved godt, hvor langt denne lære ligger fra fornuftens og lovens dom. Vi ved også godt, at lovens lære om kærligheden tager sig langt bedre ud; for den er visdom. Men vi skammer os ikke over evangeliets dårskab. For Kristi æres skyld forsvarer vi den, og vi beder Kristus om ved sin Helligånd at hjælpe os, så vi kan gøre den klar og tydelig.

110 Modstanderne har i Konfutationen også anført Kol 3,14 imod os: «Kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.» Heraf slutter de, at kærligheden retfærdiggør, fordi den gør mennesker fuldkomne. Man kunne sige meget om fuldkommenheden her, men vi vil blot gengive, hvad Paulus mener. Det er sikkert, at Paulus taler om kærligheden til næsten. Vi må heller ikke tro, at Paulus skulle tillægge gerningerne efter anden tavle retfærdiggørelse eller fuldkommenhed snarere end gerningerne efter første tavle. Og hvis kærligheden gør mennesker fuldkomne, er der ikke længere brug for Kristus som forsoner, [Men Paulus lærer overalt, at vi bliver antaget for Kristi skyld og ikke for vores kærligheds eller vores gerningers eller lovens skyld; for ingen af de hellige (som det er sagt før) opfylder loven fuldkomment. Da han altså overalt skriver og lærer, at der i dette liv ikke er nogen fuldkommenhed i vores gerninger, må man ikke tro, at han her taler om personlig fuldkommenhed.] for troen griber kun Kristus som forsoner. Men det er langt fra Paulus' mening, for han tillader aldrig,

111 at Kristus udelukkes som forsoner. Han taler derfor ikke om personlig fuldkommenhed, men om den helhed, der er fælles for kirken [om kirkens enhed, og det ord, de oversætter med fuldkommenhed, betyder ikke andet end ikke at være splittet]. Derfor siger han nemlig, at kærligheden er et bånd eller en forbindelse, for at vise, at han taler om, hvordan kirkens mange lemmer bindes og føjes sammen med hinanden. For ligesom enighed i alle familier og alle stater skal næres ved gensidige tjenester, og ro ikke kan bevares, medmindre mennesker overser og tilgiver hinanden visse fejl, sådan befaler Paulus, at der skal være kærlighed i kirken, for at den kan bevare enigheden. Den skal bære over med brødrenes barske væsen, når det er nødvendigt, og overse visse mindre alvorlige fejl, så kirken ikke splittes i forskellige skismaer, og så der ikke af skismaerne opstår fjendskab, partier og kætterier.

112 For enigheden må nødvendigvis gå i stykker, når enten biskopperne [uden grund] lægger tungere byrder på folket eller ikke tager hensyn til folkets svaghed. Og splid opstår, når folket dømmer for strengt [hurtigt dadler og kritiserer] over lærernes [biskoppernes eller prædikanternes] adfærd [vandel og liv] eller foragter lærerne på grund af visse mindre alvorlige fejl; for så søger man både en anden slags lære og andre lærere.

113 Omvendt bevares fuldkommenheden, det vil sige kirkens helhed, når de stærke bærer over med de svage, når folket tager nogle fejl i lærernes adfærd i den bedste mening [også har tålmodighed med deres prædikanter], og når biskopperne tager et vist hensyn til folkets svaghed [forstår efter omstændighederne at vise folket overbærenhed med alle slags svagheder og fejl].

114 Alle vise menneskers bøger er fulde af sådanne forskrifter om rimelighed, nemlig at vi i det daglige liv skal bære meget over med hinanden for at bevare den fælles ro. Og det lærer Paulus ofte, både her og andre steder. Derfor slutter modstanderne uovervejet ud fra ordet «fuldkommenhed», at kærligheden retfærdiggør, mens Paulus taler om fælles helhed og ro. Og sådan fortolker Ambrosius dette sted: Ligesom en bygning siges at være fuldkommen eller hel, når alle dens dele er føjet godt sammen med hinanden.

115 Desuden er det skammeligt, at modstanderne prædiker så meget om kærligheden, mens de ingen steder viser den. Hvad gør de nu? De splitter menigheder, de skriver love med blod og forelægger dem for den mildeste fyrste, kejseren, så de kan blive kundgjort; de myrder præster og andre gode mænd, når nogen [blot] forsigtigt har antydet, at han ikke helt billiger et åbenlyst misbrug. [De vil have alle døde, som siger et eneste ord imod deres ugudelige lære.] Det passer ikke med disse taler om kærlighed. Fulgte modstanderne dem, ville menighederne have ro og staten fred. For disse uroligheder ville lægge sig, hvis modstanderne ikke med alt for megen bitterhed [af ren hævngerrighed og farisæisk misundelse imod den sandhed, de har erkendt] holdt fast ved visse traditioner, som er unyttige for gudsfrygten, og hvoraf de fleste ikke engang overholdes af netop dem, der forsvarer dem ivrigst. Sig selv tilgiver de let, men andre tilgiver de ikke på samme måde. Det er, som det hedder hos digteren: «Mig selv tilgiver jeg», sagde Mævius.

116 Men dette ligger meget langt fra de lovtaler over kærligheden, som de her gengiver fra Paulus, og de forstår ordene lige så lidt som de vægge, der kaster ekkoet tilbage.

117 Fra Peter anfører de også denne sætning, 1 Pet 4,8: «Kærlighed skjuler en mængde synder.» Det er klart, at også Peter taler om kærligheden til næsten, for han knytter dette sted til det bud, hvor han befaler, at de skal elske hinanden. Det kunne heller ikke falde nogen apostel ind, at vores kærlighed overvinder synden og døden, at kærligheden er det sonoffer, for hvis skyld Gud bliver forsonet, så Kristus som mellemmand udelukkes, eller at kærligheden er retfærdighed uden Kristus som mellemmand. For denne kærlighed ville, hvis den overhovedet fandtes, være en lovens retfærdighed og ikke evangeliets. Evangeliet lover os forsoning og retfærdighed, hvis vi tror, at Faderen er blevet forsonet for Kristi skyld, han som er forsoneren, og at Kristi fortjeneste bliver skænket os.

118 Lidt før formaner Peter os derfor til at komme til Kristus, så vi kan blive bygget op på Kristus. Og han tilføjer, 1 Pet 2,6: «Den, som tror på ham, vil ikke blive skuffet.» Når Gud dømmer og overbeviser os, befrier vores kærlighed os ikke fra skammen [ud fra vores gerninger og vores liv må vi i sandhed skamme os]. Men troen på Kristus sætter os fri midt i denne frygt, for vi ved, at vi får tilgivelse for Kristi skyld.

119 Desuden er denne sætning om kærligheden hentet fra Ordsp 10,12, hvor modsætningen tydeligt viser, hvordan den skal forstås: «Had vækker strid, men kærlighed dækker over alle synder.»

120 Den lærer nøjagtig det samme som det sted hos Paulus i Kolossenserbrevet: Opstår der uenighed, skal den dæmpes og bilægges ved, at vi optræder rimeligt og mildt. Uenighed, siger den, vokser ved had, sådan som vi ofte ser, at de mest ubetydelige krænkelser bliver til tragedier [af de mindste gnister opstår en stor ildebrand]. Der opstod nogle ubetydelige krænkelser mellem Gajus Cæsar og Pompejus; hvis den ene var veget en lille smule for den anden, var borgerkrigen ikke brudt ud. Men fordi hver af dem gav sit had frit løb, opstod de største uroligheder af en ganske ubetydelig sag.

121 Og mange kætterier er opstået i kirken alene på grund af lærernes had. Derfor handler det ikke om ens egne fejl, men om andres, når der står: «Kærlighed skjuler synder», nemlig andres synder, og vel at mærke mennesker imellem. Det betyder: Selv om sådanne krænkelser forekommer, så ser kærligheden igennem fingre med dem, tilgiver, giver efter og driver ikke alting til det yderste efter rettens strenghed. Peter mener altså ikke, at kærligheden fortjener syndernes forladelse for Gud, at den er et sonoffer, så Kristus som mellemmand udelukkes, eller at den genføder og retfærdiggør. Han mener, at den ikke er sur, hård og umedgørlig over for mennesker, at den overser nogle fejl hos sine venner, og at den tager selv andres mere barske væremåde i den bedste mening, sådan som det kendte ordsprog siger: «Kend din vens væremåde, men had den ikke.»

122 Det var heller ikke uden grund, at apostelen så ofte underviste om denne pligt, som filosofferne kalder ἐπιείκειαν, mildhed. For denne dyd er nødvendig for at bevare fællesskabets enighed [i kirken og i det verdslige styre]. Den kan ikke bestå, medmindre præster og menigheder gensidigt overser og tilgiver mange ting [hvis de vil være yderst pertentlige med enhver mangel og ikke lader mange ting passere uden at lægge mærke til dem].

123 Fra Jak 2,24 anfører de: «I ser, at et menneske erklæres retfærdigt på grund af gerninger og ikke på grund af tro alene.» Intet andet sted menes at stride mere imod vores lære. Men svaret er let og enkelt. Hvis modstanderne ikke hægter deres egne meninger om gerningernes fortjeneste på, så indeholder Jakobs ord intet, som er til skade for os. Men overalt, hvor der tales om gerninger, føjer modstanderne med urette deres egne ugudelige meninger til: at vi ved gode gerninger fortjener syndernes forladelse; at gode gerninger er et sonoffer og en betaling, for hvis skyld Gud bliver forsonet med os; at gode gerninger overvinder syndens og dødens rædsler; at gode gerninger bliver antaget for Gud på grund af deres godhed; og at de ikke behøver barmhjertighed og Kristus som forsoner. Intet af alt dette faldt Jakob ind, og alligevel forsvarer modstanderne det under påskud af dette sted hos Jakob.

124 For det første må vi altså overveje dette: Stedet taler mere imod modstanderne end imod os. For modstanderne lærer, at mennesket bliver retfærdiggjort ved kærlighed og gerninger. Om den tro, som vi griber Kristus som forsoner med, siger de ingenting. Ja, de fordømmer denne tro, og de fordømmer den ikke kun i domme og skrifter, men forsøger også med sværd og dødsstraffe at udrydde den af kirken. Hvor meget bedre lærer ikke Jakob! Han udelader ikke troen og sætter ikke kærligheden over troen, men holder fast ved troen, så Kristus ikke udelukkes som forsoner i retfærdiggørelsen. Sådan nævner også Paulus både tro og kærlighed, når han behandler summen af det kristne liv, 1 Tim 1,5: «Befalingens formål er kærlighed af et rent hjerte, en god samvittighed og en oprigtig tro.»

125 For det andet viser selve sagen, at der her tales om sådanne gerninger, som følger troen og viser, at troen ikke er død, men levende og virksom i hjertet. Jakob mente altså ikke, at vi ved gode gerninger fortjener syndernes forladelse og nåde. For han taler om gerningerne hos dem, der allerede er retfærdiggjort, forsonet og antaget og har fået syndernes forladelse. Derfor tager modstanderne fejl, når de slutter, at Jakob lærer, at vi ved gode gerninger fortjener syndernes forladelse og nåde, og at vi ved vores gerninger har adgang til Gud uden Kristus som forsoner.

126 For det tredje har Jakob kort forinden talt om genfødslen, nemlig at den sker ved evangeliet. For sådan siger han, Jak 1,18: «Af sin egen vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.» Når han siger, at vi er blevet genfødt ved evangeliet, lærer han, at vi er blevet genfødt og retfærdiggjort ved troen. For løftet om Kristus gribes kun ved troen, når vi sætter det op imod syndens og dødens rædsler. Jakob mener altså ikke, at vi bliver genfødt ved vores gerninger.

127 Heraf er det klart, at Jakob ikke modsiger os. Han irettesætter dovne og sorgløse sind, som bilder sig ind, at de har tro, selv om de ikke har den, og skelner derfor mellem død og levende tro.

128 Han siger, at den tro er død, som ikke bærer gode gerninger [og Åndens frugter: lydighed, tålmodighed, kyskhed, kærlighed], og at den tro er levende, som bærer gode gerninger. Desuden har vi allerede ofte vist, hvad vi kalder tro. For vi taler ikke om en uvirksom viden [at man blot kender historien om Kristus], sådan som djævlene har den, men om en tro, der står imod samvittighedens rædsler og opmuntrer og trøster forskrækkede hjerter [det nye lys og den nye kraft, som Helligånden virker i hjertet, og som vi overvinder dødens, syndens osv. rædsler ved].

129 En sådan tro er hverken en let sag, som modstanderne drømmer [når de siger: Tro, tro, hvor er det let at tro! osv.], eller en menneskelig evne [en tanke, som jeg selv kan danne], men en guddommelig kraft, som vi bliver gjort levende ved, og som vi overvinder djævelen og døden ved. Sådan siger Paulus til kolossenserne, Kol 2,12, at troen er virksom ved Guds kraft og overvinder døden: «I den blev I også oprejst ved troen, som er virket af Guds kraft.» Da denne tro er et nyt liv, frembringer den nødvendigvis nye bevægelser og gerninger. [Fordi den er et nyt lys og liv i hjertet, så vi får et andet sind og en anden ånd, er den levende, frugtbar og rig på gode gerninger.] Derfor har Jakob ret, når han benægter, at vi bliver retfærdiggjort ved en sådan tro, som er

130 uden gerninger. Men når han siger, at vi bliver retfærdiggjort ved tro og gerninger, siger han bestemt ikke, at vi bliver genfødt ved gerninger. Han siger heller ikke, at Kristus til dels er vores forsoner, og at vores gerninger til dels er vores sonoffer. Han beskriver heller ikke, hvordan retfærdiggørelsen sker, men kun hvordan de retfærdige er, efter at de allerede er blevet retfærdiggjort og genfødt. [For han taler om gerninger, som skal følge troen. Her er det rigtigt sagt: Den, som har tro og gode gerninger, er retfærdig, ganske vist ikke på grund af gerningerne, men for Kristi skyld, ved troen. Og ligesom et godt træ skal bære god frugt, og frugten alligevel ikke gør træet godt, sådan må gode gerninger følge den nye fødsel, selv om de ikke gør mennesket antageligt for Gud. Men ligesom træet først må være godt, sådan må også mennesket først være antaget for Gud ved troen for Kristi skyld. Gerningerne er alt for ringe til, at Gud skulle blive nådig mod os for deres skyld, hvis han ikke var nådig mod os for Kristi skyld. Derfor modsiger Jakob ikke Sankt Paulus og siger ikke, at vi ved vores gerninger fortjener osv.]

131 Og her betyder «at blive retfærdiggjort» ikke, at et ugudeligt menneske bliver gjort retfærdigt, men at blive erklæret retfærdig i juridisk forstand, sådan som også i Rom 2,13: «Lovens gørere vil blive erklæret retfærdige.» Ligesom disse ord, «lovens gørere vil blive erklæret retfærdige», ikke indeholder noget, som strider imod vores lære, sådan mener vi også om Jakobs ord: «Et menneske erklæres retfærdigt på grund af gerninger og ikke på grund af tro alene». Mennesker, der har tro og gode gerninger, bliver nemlig bestemt erklæret retfærdige. For som vi har sagt, er de helliges gode gerninger retfærdige og behager Gud på grund af troen. Jakob roser nemlig kun sådanne gerninger, som troen frembringer, sådan som han bevidner, når han siger om Abraham, Jak 2,22: «Troen virkede sammen med hans gerninger.» I denne betydning siges det: «Lovens gørere erklæres retfærdige», det vil sige: De erklæres retfærdige, som af hjertet tror Gud og derefter bærer gode frugter, som behager ham på grund af troen og derfor er lovens opfyldelse.

132 Forstået ligefremt indeholder disse ord intet forkert, men modstanderne fordrejer dem ved at hægte ugudelige meninger på dem, som de selv har fundet på. For det følger ikke heraf, at gerninger fortjener syndernes forladelse; at gerninger genføder hjerterne; at gerninger er et sonoffer; at gerninger behager Gud uden Kristus som forsoner; eller at gerninger ikke behøver Kristus som forsoner. Om alt dette siger Jakob intet, og alligevel slutter modstanderne det skamløst ud fra Jakobs ord.

133 Der anføres også nogle andre steder om gerninger imod os. Luk 6,37: «Tilgiv, så skal I blive tilgivet.» Es 58,7.9: «Er det ikke at dele dit brød med den sultne? … Da skal du råbe, og Herren vil svare.» Dan 4,24: «Gør op med dine synder ved at vise barmhjertighed mod de fattige.» Matt 5,3: «Lykkelige er de fattige i Ånden, for Himlenes rige er deres.»

134 og Matt 5,7: «Lykkelige er de som er barmhjertige, for de skal vises barmhjertighed.» Heller ikke disse steder ville indeholde noget, der strider imod os, hvis modstanderne ikke hæftede noget fejlagtigt på dem. For de indeholder to ting: Den ene er en forkyndelse enten af loven eller af omvendelsen, som ikke blot overbeviser dem, der gør uret, men også pålægger dem at gøre det rette; den anden er et løfte, som er føjet til. Men der er ikke føjet til, at synderne forlades uden tro, eller at gerningerne selv er et sonoffer.

135 Desuden må man i lovens forkyndelse altid forstå disse to ting: For det første at loven ikke kan holdes, medmindre vi er genfødt ved troen på Kristus, sådan som Kristus siger i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre.» For det andet: Selv om visse ydre gerninger bestemt kan gøres, må denne almene dom fastholdes, som fortolker hele loven: «Uden tro er det umuligt at glæde Gud»; og evangeliets ord må fastholdes: at vi ved Kristus har adgang til Faderen,

136 Hebr 10,19; Rom 5,2. For det er klart, at vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven. Hvorfor skulle der ellers være brug for Kristus eller evangeliet, hvis lovens forkyndelse alene var tilstrækkelig? Således er det i forkyndelsen af omvendelse ikke nok med lovens forkyndelse, altså det ord, der overbeviser om synd. For loven virker vrede, den anklager kun og forskrækker kun samvittighederne. Samvittighederne får nemlig aldrig ro, medmindre de hører Guds røst, hvor syndernes forladelse tydeligt bliver lovet. Derfor må evangeliet føjes til: at synderne forlades for Kristi skyld, og at vi får syndernes forladelse ved troen på Kristus. Hvis modstanderne udelukker Kristi evangelium fra forkyndelsen af omvendelse, bliver de med rette bedømt som Kristi bespottere.

137 Når Esajas altså i Es 1,16–18 forkynder omvendelse: «Hold op med at gøre ondt, lær at gøre godt, søg retten, hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret, før enkens sag. Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren; om jeres synder er som skarlagen, skal de blive hvide som sne», så formaner profeten til omvendelse og føjer samtidig løftet til. Men det ville være tåbeligt i et sådant udsagn kun at se på ordene: «Hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret.» For han siger i begyndelsen: «Hold op med at gøre ondt», hvor han revser hjertets ugudelighed og kræver tro. Profeten siger heller ikke, at de ved gerningerne «hjælp den undertrykte, skaf den faderløse ret» kan fortjene syndernes forladelse ex opere operato [i kraft af den udførte handling], men han befaler sådanne gerninger, som er nødvendige i det nye liv. Samtidig mener han, at syndernes forladelse modtages ved troen, og derfor er løftet føjet til.

138 Sådan må vi forstå alle lignende steder. Kristus forkynder omvendelse, når han siger: «Tilgiv», og han føjer løftet til: «så skal I blive tilgivet», Luk 6,37. Han siger nemlig heller ikke, at vi, når vi tilgiver, ved denne vores gerning fortjener syndernes forladelse ex opere operato, som de kalder det, men han kræver et nyt liv, som bestemt er nødvendigt. Samtidig mener han, at syndernes forladelse modtages ved troen. Og når Esajas i Es 58,7 siger: «Del dit brød med den sultne», kræver han også et nyt liv. Profeten taler heller ikke kun om denne ene gerning, men, som teksten viser, om hele omvendelsen;

139 samtidig mener han, at syndernes forladelse modtages ved troen. For det står fast, og dødsrigets porte kan ikke omstyrte det: I forkyndelsen af omvendelse er lovens forkyndelse ikke tilstrækkelig, fordi loven virker vrede og altid anklager. Men evangeliets forkyndelse skal føjes til, nemlig at syndernes forladelse gives os på denne måde: hvis vi tror, at synderne forlades os for Kristi skyld. Hvorfor skulle der ellers være brug for evangeliet, hvorfor skulle der være brug for Kristus? Dette må man altid have for øje, så man kan stille det op imod dem, der skubber Kristus til side, udsletter evangeliet og ugudeligt fordrejer Skriften, så den passer til den menneskelige opfattelse, at vi køber syndernes forladelse ved vores gerninger.

140 Således kræves der også tro i Daniels prædiken i Dan 4,24. [Profetens ord, som var fulde af tro og ånd, må vi ikke betragte som hedenske ord, som Aristoteles' eller en anden hednings ord. Aristoteles formanede også Alexander til ikke at bruge sin magt til sin egen vellyst, men til landes og folks bedste. Det var rigtigt og godt skrevet; om kongens embede kan der ikke prædikes eller skrives noget bedre. Men Daniel taler til sin konge ikke blot om hans embede som konge, men om omvendelse, syndernes forladelse, forsoning med Gud og om høje, store, åndelige ting, som langt overgår menneskelige tanker og gerninger.] For Daniel mente ikke, at kongen kun skulle give almisse [det kan selv en hykler gøre], men han omfatter hele omvendelsen, når han siger: «Bryd med dine misgerninger ved at vise barmhjertighed mod de fattige» [Vulgata: «Køb dine misgerninger fri»], det vil sige: Bryd med dine synder ved en forandring af hjerte og gerninger. Men også her kræves der tro. Daniel forkynder også meget for ham om dyrkelsen af den eneste Gud, Israels Gud, og leder kongen ikke kun hen til at give almisse, men langt mere til troen. For vi har kongens herlige bekendelse om Israels Gud: «Der findes ingen anden gud, som kan frelse på den måde», Dan 3,29. I Daniels prædiken er der altså to dele. Den ene del giver bud om det nye liv og dets gerninger. Den anden del er, at Daniel lover kongen syndernes forladelse. [Men hvor der er et løfte, kræves der tro. For løftet kan ikke modtages på anden måde, end at hjertet stoler på et sådant Guds ord og ikke ser på sin egen værdighed eller uværdighed. Derfor kræver Daniel også tro; for sådan lyder løftet: «Der vil komme helbredelse for dine overtrædelser.»] Og dette løfte om syndernes forladelse er ikke en lovforkyndelse, men en sandt profetisk og evangelisk røst, som Daniel bestemt mente skulle modtages i tro.

141 For Daniel vidste, at syndernes forladelse i Kristus var lovet ikke kun israelitterne, men også alle folkeslag. Ellers kunne han ikke have lovet kongen syndernes forladelse. For det står ikke i et menneskes magt, allermindst midt i syndens rædsler, uden et sikkert Guds ord om Guds vilje at fastslå, at Gud holder op med at være vred. Og Daniels ord på hans eget sprog taler endnu klarere om omvendelsen og fremhæver løftet endnu tydeligere: «Køb dine synder fri ved retfærdighed og dine misgerninger ved godhed mod de fattige.» Disse ord lærer om hele omvendelsen. [Det er det samme som at sige: Forbedr dit liv! Og det er sandt: Når vi forbedrer vores liv, bliver vi fri for synden.] For de pålægger ham at blive retfærdig og dernæst at gøre gode gerninger og forsvare de elendige mod uret, sådan som det var en konges pligt.

142 Men retfærdigheden er troen i hjertet. Desuden bliver synderne købt fri ved omvendelse, det vil sige, skylden eller forpligtelsen bliver taget bort, fordi Gud tilgiver dem, der omvender sig, som der står skrevet i Ez 18,21–22. Vi må heller ikke heraf slutte, at han tilgiver på grund af de efterfølgende gerninger, på grund af almisserne; men på grund af sit løfte tilgiver han dem, der griber hans løfte. Og ingen griber hans løfte undtagen dem, der virkelig tror og ved troen overvinder synd og død. Disse skal, når de er genfødt, bære frugt, som svarer til omvendelsen, sådan som Johannes siger, Matt 3,8. Derfor er løftet føjet til: «Så vil der komme helbredelse for dine overtrædelser», Dan 4,24. [Daniel kræver ikke kun gerninger, men siger: «Køb dine synder fri ved retfærdighed.» Men alle ved, at retfærdighed i Skriften ikke kun betyder ydre gerninger, men omfatter troen, sådan som Paulus siger: Iustus ex fide vivet, «min retfærdige skal leve af tro», Hebr 10,38. Derfor kræver Daniel først tro, når han nævner retfærdigheden og siger: «Køb dine synder fri ved retfærdighed», det vil sige ved troen på Gud, den tro, der gør dig retfærdig. Gør desuden gode gerninger, varetag dit embede, vær ikke en tyran, men sørg for, at dit styre gavner land og folk, bevar freden og beskyt de fattige mod uretfærdig vold. Det er fyrstelige almisser.]

143 Hieronymus har her tilføjet et ord, der udtrykker tvivl, og som ikke hører hjemme her, og i sine kommentarer hævder han endnu mere uforstandigt, at syndernes forladelse er usikker. Men lad os huske, at evangeliet giver et sikkert løfte om syndernes forladelse. Og at benægte, at der må være et sikkert løfte om syndernes forladelse, ville ophæve evangeliet fuldstændigt. Lad os derfor lade Hieronymus ude af betragtning, hvad dette sted angår. Løftet kommer jo allerede til syne i ordet «købe fri». For det betyder, at syndernes forladelse er mulig, at synderne kan købes fri, det vil sige, at skylden eller forpligtelsen kan tages bort, eller at Guds vrede kan blive stillet. Men vores modstandere overser overalt løfterne og ser kun på budene og lægger fejlagtigt den menneskelige opfattelse ind i dem, at forladelsen sker på grund af gerningerne, skønt teksten ikke siger det, men langt snarere kræver tro. For hvor der er et løfte, dér kræves der tro. Et løfte kan nemlig ikke modtages på anden måde end ved tro. [Samme svar skal også gives på stedet fra evangeliet: «Tilgiv, så skal I blive tilgivet.» For det er netop en sådan lære om omvendelse. Den første del af stedet kræver forbedring af livet og gode gerninger, den anden del føjer løftet til. Vi må heller ikke heraf slutte, at vores tilgivelse ex opere operato fortjener syndernes forladelse for os. For det er ikke det, Kristus siger; men ligesom Kristus i andre sakramenter har knyttet løftet til et ydre tegn, sådan knytter han her løftet om syndernes forladelse til ydre gode gerninger. Og ligesom vi i nadveren ikke får syndernes forladelse uden tro, ex opere operato, sådan heller ikke i denne handling, når vi tilgiver. For vores tilgivelse er ikke en god gerning, medmindre den udføres af et menneske, hvis synder forinden er tilgivet af Gud i Kristus. Skal vores tilgivelse altså behage Gud, må den følge efter den tilgivelse, som Gud giver os. For Kristus forbinder som regel disse to, loven og evangeliet, både troen og de gode gerninger, for at vise, at hvor de gode gerninger ikke følger, dér er der heller ingen tro; for at vi kan have ydre tegn, som minder os om evangeliet og syndernes forladelse til vores trøst; og for at vores tro på den måde kan blive øvet på mange måder. Sådan skal vi forstå sådanne steder; ellers ville de stride direkte imod hele evangeliet, og vores fattige gerninger ville blive sat i stedet for Kristus, som alene skal være sonofferet, og det må intet menneske på nogen måde foragte. Desuden: Hvis disse steder skulle forstås om gerningerne, ville syndernes forladelse være helt usikker; for den ville hvile på et dårligt grundlag, på vores elendige gerninger.]

144 Men gerningerne er synlige for mennesker. Dem beundrer den menneskelige fornuft af natur, og fordi den kun ser gerningerne og hverken forstår eller tænker på troen, forestiller den sig, at disse gerninger fortjener syndernes forladelse og retfærdiggør. Denne lovens opfattelse sidder af natur fast i menneskenes sind;

145 og den kan ikke drives ud, medmindre Gud selv underviser os. Men sindet må kaldes tilbage fra sådanne kødelige meninger til Guds ord. Vi ser, at evangeliet og løftet om Kristus er lagt frem for os. Når loven prædikes, og når gerninger påbydes, må vi derfor ikke foragte løftet om Kristus. Det må tværtimod først gribes, for at vi kan gøre gode gerninger, og for at vores gerninger kan behage Gud, sådan som Kristus siger i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Havde Daniel brugt ord som disse: «Køb jeres synder fri ved omvendelse», ville modstanderne derfor ikke have lagt mærke til dette sted. Men fordi han faktisk har udtrykt netop denne tanke med tilsyneladende andre ord, fordrejer modstanderne hans ord til skade for læren om nåden og troen, skønt Daniel især ville have troen med. Sådan svarer vi altså på Daniels ord: For det første prædiker han omvendelse, og derfor lærer han ikke kun om gerninger, men også om troen, sådan som selve beretningen i sammenhængen bevidner. For det andet fremlægger Daniel tydeligt løftet, og derfor kræver han nødvendigvis tro, den tro, som tror, at Gud forlader synderne af nåde. Selv om Daniel altså nævner gerninger i forbindelse med omvendelsen, siger han ikke, at vi fortjener syndernes forladelse ved disse gerninger. For Daniel taler ikke kun om eftergivelse af straffen. Det er nemlig forgæves at søge eftergivelse af straffen, medmindre hjertet først modtager forladelse af skylden. Og hvis modstanderne forstår Daniel, som om han kun taler om eftergivelse af straffen, beviser dette sted heller ikke noget imod os, for så må de også selv indrømme, at syndernes forladelse og den retfærdiggørelse, der sker af nåde, kommer først. Derefter indrømmer også vi, at de straffe, vi bliver tugtet med, mildnes ved vores bønner og gode gerninger og til sidst ved hele vores omvendelse, efter 1 Kor 11,31: «Hvis vi bedømmer os selv, vil vi ikke blive dømt.» Og Jer 15,19: «Hvis du vender om, vil jeg føre dig tilbage.» Og Zak 1,3: «Vend om til mig, så vil jeg vende om til jer.» Og Sl 50,15: «Påkald mig på nødens dag.»

148 Lad os derfor, når vi priser gerningerne, og når vi prædiker loven, holde fast ved denne regel: at loven ikke holdes uden Kristus. Han har jo selv sagt: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Og: «Uden tro er det umuligt at glæde ham», Hebr 11,6. For det er helt sikkert, at lovens lære ikke er ment til at fjerne evangeliet og fjerne Kristus som sonofferet. Og forbandede være farisæerne, vores modstandere, som udlægger loven sådan, at de tillægger gerningerne Kristi ære, nemlig at de er et sonoffer, og at de fortjener syndernes forladelse. Heraf følger altså, at gerningerne altid må prises sådan, at de behager for troens skyld, for gerninger behager ikke uden Kristus som sonofferet. Ved ham har vi adgang til Gud, Rom 5,2, ikke ved gerninger uden Kristus som mellemmand.

149 Når der derfor står i Matt 19,17: «Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene», må vi tro, at budene ikke holdes uden Kristus og ikke kan behage uden ham. Sådan er lovens allerrigeste løfte føjet til selve De ti bud, nemlig til det første bud, 2 Mos 20,6: «Jeg viser barmhjertighed i tusind slægtled mod dem, der elsker mig og holder mine bud.» Men denne lov holdes ikke uden Kristus. For den anklager altid samvittigheden, som ikke gør fyldest for loven, og som derfor i rædsel flygter fra lovens dom og straf. For «loven virker vrede», Rom 4,15. Men mennesket holder loven, når det hører, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os, selv om vi ikke kan gøre fyldest for loven. Når Kristus ved denne tro gribes som mellemmand, finder hjertet hvile og begynder at elske Gud og holde loven, og det ved, at det nu for Kristi, mellemmandens, skyld behager Gud, selv om den påbegyndte opfyldelse af loven

150 er langt fra fuldkommen og meget uren. Sådan må vi også bedømme prædikenen om omvendelse. For selv om skolastikerne i deres lære om omvendelsen slet intet har sagt om troen, tror vi dog ikke, at nogen af vores modstandere er så afsindig, at han vil benægte, at tilgivelsen er evangeliets røst. Og tilgivelsen skal tages imod i tro, for at den kan opmuntre den forskræmte samvittighed.

151 Derfor kræver læren om omvendelsen nødvendigvis tro, fordi den ikke blot befaler nye gerninger, men også lover syndernes forladelse. For syndernes forladelse tages kun imod ved troen. Derfor skal vi altid forstå de steder, der handler om omvendelse, sådan at der ikke kun kræves gerninger, men også tro, som i Matt 6,14: «For hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, skal også jeres himmelske far tilgive jer.» Her kræves en gerning, og løftet om syndernes forladelse føjes til – en forladelse, som ikke sker på grund af gerningen, men ved troen for Kristi skyld.

152 Det bevidner Skriften på mange steder: ApG 10,43: «Om ham vidner profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn»; og 1 Joh 2,12: «Jeres synder er tilgivet jer på grund af hans navn»; Ef 1,7: «I ham

153 har vi løskøbelsen ved hans blod, tilgivelsen af synderne.» Men hvorfor opregne flere vidnesbyrd? Dette er selve evangeliets egen røst: at vi for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld får syndernes forladelse ved troen. Denne evangeliets røst forsøger vores modstandere at kvæle ved hjælp af fordrejede skriftsteder, som indeholder lovens eller gerningernes lære. For det er sandt, at der i læren om omvendelsen kræves gerninger, for der kræves jo et nyt liv. Men her tilføjer modstanderne med urette, at vi ved sådanne gerninger fortjener syndernes forladelse eller retfærdiggørelsen.

154 Og dog knytter Kristus ofte løftet om syndernes forladelse til gode gerninger – ikke fordi han mener, at gode gerninger er et sonoffer, for de følger efter forsoningen, men af to grunde. Den ene er, at gode frugter nødvendigvis må følge. Derfor minder han os om, at hvis der ikke følger gode frugter, er omvendelsen hyklerisk og falsk. Den anden grund er, at vi har brug for ydre tegn på et så stort løfte, fordi

155 en samvittighed fuld af frygt har brug for mangfoldig trøst. Ligesom dåben og nadveren er tegn, der uophørligt formaner, opmuntrer og styrker modløse sind til at tro så meget fastere, at deres synder er tilgivet, sådan er det samme løfte skrevet og afbildet i de gode gerninger, for at disse gerninger kan formane os til at tro så meget fastere. Og de, der ikke gør gode gerninger, vækker ikke sig selv til tro, men foragter disse løfter. De gudfrygtige derimod tager imod dem og glæder sig over at have tegn og vidnesbyrd om et så stort løfte. Derfor øver de sig i disse tegn og vidnesbyrd. Ligesom nadveren altså ikke retfærdiggør os ex opere operato [i kraft af selve den udførte handling] uden tro, sådan retfærdiggør almisser os heller ikke uden tro, ex opere operato.

156 Sådan skal også Tobits ord i Tob 4,11 forstås: «Almisse befrier fra al synd og fra døden.» Vi vil ikke sige, at dette er en overdrivelse, selv om det må forstås sådan, at det ikke tager noget fra Kristi ære, for det er hans forret at befri fra synd og død. Men vi må vende tilbage til reglen om, at lovens lære uden Kristus

157 ikke gavner noget. Derfor behager de almisser Gud, som følger efter forsoningen eller retfærdiggørelsen, og ikke de almisser, som går forud. Derfor befrier de fra synd og død, ikke ex opere operato; men ligesom vi ovenfor har sagt om omvendelsen, at vi skal omfatte troen og dens frugter, sådan må vi her sige om almisserne, at hele dette nye liv frelser [at de behager Gud, fordi de sker hos de troende]. Almisser er også troens øvelser – den tro, som tager imod syndernes forladelse og overvinder døden, mens den øver sig mere og mere og bliver styrket ved disse øvelser. Vi indrømmer også, at almisser fortjener mange velgerninger fra Gud [men de kan ikke overvinde døden, helvede, djævelen og synderne og give samvittigheden fred (for det må ske alene ved troen på Kristus)], at de mildner straffe, og at de fortjener, at vi bliver beskyttet i syndens og dødens farer, sådan som vi lidt før har sagt om hele omvendelsen. [Dette er den enkle mening, som også stemmer med andre steder i Skriften. For hvor som helst Skriften priser gode gerninger, må vi altid forstå dem efter Paulus' regel: at loven og gerningerne ikke må sættes over Kristus, men at Kristus og troen står lige så højt over alle gerninger, som himlen er over jorden.]

158 Og når man ser Tobits ord som helhed, viser de, at troen kræves før almisserne, Tob 4,5: «Husk Herren, din Gud, alle dine dage.» Og senere, Tob 4,19: «Lov Herren, din Gud, til enhver tid, og bed ham om at lede dine veje.» Men dette hører netop til den tro, vi taler om, den tro, som tror, at Gud på grund af sin barmhjertighed er forsonet med den troende, og som ønsker at blive retfærdiggjort, helliggjort og styret af Gud.

159 Men vores modstandere, de elskværdige folk, plukker lemlæstede sætninger ud for at bedrage de ukyndige. Bagefter føjer de noget til fra deres egne meninger. Derfor må man forlange hele skriftsteder, for efter den kendte regel er det usømmeligt at dømme eller svare, når en enkelt bestemmelse i en lov fremlægges, før man grundigt har undersøgt hele loven. Og skriftsteder, der fremlægges i deres helhed, bringer meget ofte selv udlægningen med sig.

160 Også Luk 11,41 citeres i lemlæstet form, nemlig: «Giv almisse af det, I har; se, så er alt rent for jer.» Modstanderne er meget tåbelige [de er døve og har forhærdede ører; derfor må vi så ofte osv.]. For gang på gang har vi sagt, at til prædikenen om loven skal føjes evangeliet om Kristus, for hvis skyld de gode gerninger behager; men de lærer overalt [uden skam], at når Kristus er udelukket,

161 fortjenes retfærdiggørelsen ved lovens gerninger. Fremlægges dette sted uden at være lemlæstet, viser det, at troen kræves. Kristus irettesætter farisæerne, som mener, at de bliver renset for Gud, det vil sige, at de bliver retfærdiggjort ved hyppige afvaskninger [ved alle slags baptismata carnis [kødelige vaskninger], det vil sige ved alle slags bade, vaskninger og rensninger af legemet, af kar og af klæder]. På samme måde siger en eller anden pave om vievand, der er tilsat salt og stænket ud, at det helliger og renser folket; og glossen siger, at det renser fra de tilgivelige synder. Sådan var også de meninger hos farisæerne, som Kristus irettesatte. Over for denne indbildte renhed stiller han en dobbelt renhed, den ene indvendig, den anden udvendig. Han befaler dem at blive renset indvendig [(det sker kun ved troen)], og om den udvendige renhed tilføjer han: «Giv almisse af det, I har; se, så er alt rent for jer.»

162 Modstanderne anvender ikke det almene ord «alt» rigtigt. For Kristus føjer denne konklusion til begge led: «Alt vil være rent for jer, hvis I er rene indvendig og udadtil giver almisse.» Han viser nemlig, at den udvortes renhed skal henføres til gerninger, som Gud har befalet, og ikke til menneskelige overleveringer, sådan som renselsesbadene og den daglige bestænkning med vand var det dengang, og som munkedragten, forskellen på madvarer og lignende fremvisninger af fromhed er det nu. Men modstanderne fordrejer meningen ved spidsfindigt at overføre det almene ord til kun den ene del:

163 «Alt vil være rent for dem, der har givet almisse.» [Som hvis nogen ville slutte: Andreas er til stede, altså er alle apostlene til stede. Derfor skal begge led forbindes i forleddet: Tro og giv almisse. For hertil peger hele Kristi sendelse og hele hans embede; han er kommet, for at vi skal tro på ham. Når begge dele forbindes – at tro og at give almisse –, følger det med rette, at alt er rent: hjertet ved troen, den udvortes livsførelse ved gode gerninger. Sådan må vi tage hele talen sammen og ikke vende delene om og forklare teksten, som om hjertet blev renset fra synd ved almisse. Desuden mener nogle, at Kristus sagde disse ord ironisk mod farisæerne, som om han ville sige: Ja, mine kære herrer, røv og stjæl, og gå så hen og giv almisse, så bliver I straks rene. Kristus ville altså på en lidt bidende og spottende måde punktere deres farisæiske hykleri. For selv om de var fulde af vantro, griskhed og al slags ondt, holdt de alligevel deres renselser, gav almisse og troede, at de var helt rene og fine helgener. Denne forklaring strider ikke mod teksten.] Men Peter siger i ApG 15,9, at hjerterne renses ved troen. Og når hele dette sted gennemgås, giver det en mening, der stemmer overens med resten af Skriften: Hvis hjerterne er renset, og der så udadtil kommer almisse til, det vil sige alle kærlighedens gerninger, så er de helt rene, det vil sige ikke kun indvendig, men også udvendig. Og hvorfor tager man ikke hele talen med? Irettesættelsen har mange dele: Nogle af dem befaler troen, andre gerningerne. Det sømmer sig ikke for en redelig læser at plukke befalingerne om gerninger ud og springe stederne om troen over.

164 Til sidst skal læserne gøres opmærksomme på, at modstanderne giver de fromme samvittigheder det værst tænkelige råd, når de lærer, at syndernes forladelse fortjenes ved gerninger. For når samvittigheden skal skaffe sig forladelse ved gerninger, kan den ikke være sikker på, at gerningen vil være nok for Gud. Derfor bliver den altid plaget og finder hele tiden på andre gerninger og andre former for gudsdyrkelse, indtil den helt fortvivler. Dette forløb beskriver Paulus i Rom 4,5, hvor han beviser, at løftet om retfærdighed ikke opnås på grund af vores gerninger, for så kunne vi aldrig være sikre på, at vi havde en forsonet Gud. For loven anklager altid. Så ville løftet være forgæves og usikkert. Han slutter derfor, at dette løfte om syndernes forladelse og om retfærdighed modtages ved troen, ikke på grund af gerninger. Dette er Paulus' sande, enkle og ægte mening. I den gives de fromme samvittigheder den største trøst, og Kristi ære vises frem, for han blev jo givet os, netop for at vi ved ham skulle have nåde, retfærdighed og fred.

165 Hermed har vi gennemgået de vigtigste steder, som modstanderne anfører imod os for at vise, at troen ikke retfærdiggør, og at vi ved vores gerninger fortjener syndernes forladelse og nåde. Men vi håber, at vi tydeligt nok har vist de fromme samvittigheder, at disse steder ikke strider mod vores lære; at modstanderne ugudeligt fordrejer Skriften efter deres egne meninger; at de fleste af de steder, de anfører, citeres afkortet; at de springer de klareste steder om troen over og kun vælger steder om gerninger ud af Skriften, og at de også fordrejer dem; at de overalt føjer visse menneskelige meninger til det, Skriftens ord siger; og at de lærer loven på en sådan måde, at evangeliet om Kristus bliver undertrykt.

166 For modstandernes lære er som helhed dels hentet fra den menneskelige fornuft, dels en lære, der hører loven til, ikke evangeliet. De lærer nemlig to måder at blive retfærdiggjort på. Den ene er hentet fra fornuften, den anden fra loven, ikke fra evangeliet eller løftet om Kristus.

167 Den første måde at blive retfærdiggjort på er hos dem, at de lærer, at mennesker ved gode gerninger fortjener nåde, både de congruo og de condigno [af rimelighed og af fuld værdighed]. Denne måde er en fornuftens lære. For fornuften ser ikke hjertets urenhed og mener, at den behager Gud, hvis den gør gode gerninger. Derfor finder mennesker, der er i stor fare, hele tiden på andre gerninger og andre former for gudsdyrkelse mod samvittighedens rædsler. Hedningerne og israelitterne slagtede mennesker som ofre og påtog sig mange andre meget pinefulde gerninger for at formilde Guds vrede. Senere blev munkeordenerne fundet på, og de kappedes om at være strengest i deres øvelser mod samvittighedens rædsler og Guds vrede. Og denne måde at blive retfærdiggjort på kan forstås og til en vis grad også udføres, fordi den følger fornuften og udelukkende beskæftiger sig med udvortes gerninger. Til dette formål har kanonisterne fordrejet de kirkelige ordninger, som de har misforstået. Fædrene indførte dem med et helt andet formål: ikke for at vi skulle søge retfærdighed ved disse gerninger, men for at der kunne være en vis orden i kirken af hensyn til den indbyrdes fred mellem mennesker. På samme måde har de også fordrejet sakramenterne, og allermest messen, som de søger retfærdighed, nåde og frelse ved ex opere operato [i kraft af den udførte handling].

168 En anden måde at blive retfærdiggjort på fremsætter de skolastiske teologer: De lærer, at vi er retfærdige ved en egenskab (habitus), som Gud har indgydt, nemlig kærligheden, og at vi med hjælp fra denne egenskab holder Guds lov både udvortes og indvortes, og at denne lovens opfyldelse er værdig til nåde og evigt liv. Denne lære er tydeligvis lovens lære. For det, loven siger, er sandt: Du skal elske Herren din Gud osv., 5 Mos 6,5. Du skal elske din næste, 3 Mos 19,18. Altså er kærligheden lovens opfyldelse.

169 Men det er let for en kristen at bedømme begge måder, for begge udelukker Kristus og skal derfor forkastes. I den første, som lærer, at vores gerninger er et sonoffer for synden, er ugudeligheden åbenlys. Den anden måde rummer meget skadeligt. Den lærer ikke, at vi gør brug af Kristus, når vi bliver født på ny. Den lærer ikke, at retfærdiggørelsen er syndernes forladelse. Den lærer ikke, at vi opnår syndernes forladelse, før vi elsker, men foregiver fejlagtigt, at vi selv vækker kærlighedens handling i os, og at vi derved fortjener syndernes forladelse. Den lærer heller ikke, at vi ved troen på Kristus overvinder syndens og dødens rædsler. Den foregiver fejlagtigt, at mennesker kommer til Gud ved deres egen opfyldelse af loven, uden Kristus som forsoner. Endelig fremstiller den netop denne opfyldelse af loven, uden Kristus som forsoner, som en retfærdighed, der er værdig til nåde og evigt liv, skønt der knap nok findes en svag og skrøbelig opfyldelse af loven selv hos de hellige.

170 Men hvis nogen blot vil tænke over, at evangeliet ikke er givet verden forgæves, og at Kristus ikke forgæves er blevet lovet, fremstillet, født, har lidt og er opstået, så vil han meget let forstå, at vi ikke bliver retfærdiggjort af fornuften eller af loven. Hvad retfærdiggørelsen angår, er vi derfor nødt til at være uenige med modstanderne. For evangeliet viser en anden måde: Evangeliet tvinger os til at gøre brug af Kristus i retfærdiggørelsen. Det lærer, at vi ved ham har adgang til Gud ved troen. Det lærer, at vi skal sætte ham som mellemmand og forsoner imod Guds vrede. Det lærer, at syndernes forladelse og forsoningen modtages ved troen på Kristus,

171 og at syndens og dødens rædsler overvindes. Sådan siger også Paulus, at retfærdigheden ikke er af loven, men af løftet, hvor Faderen har lovet, at han vil tilgive, og at han for Kristi skyld vil være forsonet. Dette løfte modtages dog alene ved troen, som Paulus bevidner i Rom 4,13. Denne tro alene modtager syndernes forladelse, retfærdiggør og genføder. Derefter følger kærligheden og andre gode frugter. Sådan lærer vi altså, at mennesket bliver retfærdiggjort, som vi har sagt ovenfor: når samvittigheden, der er forfærdet af prædikenen om omvendelse, bliver rejst op og tror, at den for Kristi skyld har en forsonet Gud. Denne tro regnes til retfærdighed for Gud, Rom 4,3–5.

172 Og når hjertet på denne måde bliver rejst op og gjort levende ved troen, modtager det Helligånden, som fornyer os, så vi er i stand til at holde loven: så vi kan elske Gud og Guds ord og bøje os for Gud i trængsler, så vi kan leve kyskt, elske vores næste osv. Selv om disse gerninger endnu er langt fra lovens fuldkommenhed, behager de dog på grund af troen, som vi regnes for retfærdige ved, fordi vi tror, at vi for Kristi skyld har en forsonet Gud.

173 Dette er klart og stemmer med evangeliet, og mennesker med sund forstand kan forstå det. Og ud fra dette grundlag kan man let afgøre, hvorfor vi tilskriver troen retfærdiggørelsen og ikke kærligheden, selv om kærligheden følger efter troen: Kærligheden er nemlig lovens opfyldelse. Men Paulus lærer, at vi ikke bliver retfærdiggjort af loven, men af løftet, som alene modtages ved troen. For vi kommer ikke til Gud uden Kristus som mellemmand, og vi modtager ikke syndernes forladelse på grund af vores kærlighed, men for Kristi skyld.

174 Desuden kan vi ikke elske Gud, så længe han er vred, og loven anklager os altid og viser os altid en vred Gud. Derfor må vi først ved troen gribe løftet om, at Faderen for Kristi skyld er forsonet og tilgiver.

175 Derefter begynder vi at holde loven. Vores øjne skal vendes langt bort fra den menneskelige fornuft, langt bort fra Moses, hen til Kristus, og vi skal tro, at Kristus er givet os, for at vi for hans skyld kan regnes for retfærdige. I kødet opfylder vi aldrig loven. Sådan regnes vi altså for retfærdige, ikke på grund af

176 loven, men for Kristi skyld, fordi hans fortjeneste skænkes os, hvis vi tror på ham. Den, der har tænkt grundigt over disse grundsætninger – at vi ikke bliver retfærdiggjort ved loven, fordi den menneskelige natur ikke kan holde Guds lov og ikke kan elske Gud, men at vi bliver retfærdiggjort ud fra løftet, hvor forsoning, retfærdighed og evigt liv er lovet for Kristi skyld – vil let forstå, at retfærdiggørelsen nødvendigvis må tilskrives troen. Han skal blot tænke over, at det ikke er forgæves, at Kristus er blevet lovet og fremstillet, at han er født, har lidt og er opstået; han skal tænke over, at løftet om nåde i Kristus ikke er forgæves, og at det blev givet straks fra verdens begyndelse, uden for og ud over loven; og han skal tænke over, at løftet skal tages imod ved troen, som der står i 1 Joh 5,10–12: «Den som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, for han har ikke troet på det vidnesbyrd som Gud har vidnet om sin søn. Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans søn. Den som har Sønnen, har livet; den som ikke har Guds søn, har ikke livet.» Og Kristus siger i Joh 8,36: «Hvis da Sønnen får frigjort jer, vil I virkelig være frie.» Og Paulus siger i Rom 5,2: «Ved ham har vi også fået adgang til Gud», og han tilføjer: «ved troen». Løftet om syndernes forladelse og om retfærdighed tages altså imod ved troen på Kristus. Vi bliver heller ikke retfærdiggjort for Gud ved fornuften eller ved loven.

177 Dette er så klart og så indlysende, at vi undrer os over, at modstandernes vanvid er så stort, at de drager det i tvivl. Beviset er indlysende: Da vi ikke bliver retfærdiggjort for Gud ud fra loven, men ud fra løftet, må retfærdiggørelsen tilskrives troen. Hvad kan man stille op imod

178 dette bevis, medmindre man vil afskaffe hele evangeliet og hele Kristus? Kristi ære stråler så meget desto klarere, når vi lærer, at vi skal holde os til ham som mellemmand og forsoner. Fromme samvittigheder ser, at denne lære giver dem den rigeste trøst: De skal tro og med fuld vished fastholde, at de har en forsonet Far for Kristi skyld og ikke på grund af vores retfærdighed, og

179 at Kristus alligevel hjælper os, så vi også kan holde loven. Så store goder berøver modstanderne kirken, når de fordømmer læren om troens retfærdighed og forsøger at udslette den. Derfor skal alle velsindede mennesker vogte sig for at give modstandernes ugudelige råd deres tilslutning. I modstandernes lære om retfærdiggørelsen nævnes Kristus slet ikke, og heller ikke, hvordan vi skal sætte ham op imod Guds vrede – som om vi kunne overvinde Guds vrede med kærlighed eller kunne elske en vred Gud.

180 Her bliver samvittighederne efterladt i uvished. For hvis de skal mene, at de har en forsonet Gud, fordi de elsker og holder loven, må de altid tvivle på, om de har en forsonet Gud. Enten mærker de nemlig ikke denne kærlighed, som modstanderne selv indrømmer, eller også mærker de i hvert fald, at den er meget lille. Og langt oftere mærker de, at de er vrede over Guds dom, når han tynger den menneskelige natur med mange frygtelige onder, med dette livs plager, med rædsel for den evige vrede osv. Hvornår skal samvittigheden da finde hvile? Hvornår skal den få fred? Hvornår skal den i denne tvivl og i disse rædsler elske Gud? Hvad er lovens lære andet end en lære, der fører til fortvivlelse?

181 Lad en af vores modstandere træde frem og lære os om denne kærlighed – hvordan han selv elsker Gud. De forstår slet ikke, hvad de selv siger; ligesom væggene i et hus giver de bare genlyd af det lille ord «kærlighed» uden at forstå det. Så forvirret og uklar er deres lære: Den flytter ikke blot Kristi ære over på menneskelige gerninger, men fører også samvittighederne enten til hovmodig selvsikkerhed eller til fortvivlelse.

182 Vores lære derimod vil fromme sind, håber vi, let kunne forstå, og den giver from og sund trøst til forskræmte samvittigheder. Når modstanderne kommer med spidsfindigheder om, at også mange ugudelige mennesker og djævle tror, har vi allerede ofte sagt, at vi taler om troen på Kristus, det vil sige troen på syndernes forladelse, den tro, der virkelig og af hjertet giver løftet om nåde sit ja. Det sker ikke uden en stor kamp i menneskenes hjerter. Og mennesker med sund dømmekraft kan let se, at den tro, der tror, at Gud har omsorg for os, og at han tilgiver os og hører os, er noget, der går ud over naturen. For af sig selv når menneskets sind aldrig frem til en sådan dom om Gud. Derfor findes den tro, vi taler om, hverken hos de ugudelige eller hos djævlene.

183 Hvis en sofist desuden kommer med den indvending, at retfærdigheden er i viljen og derfor ikke kan tilskrives troen, som er i forstanden, så er svaret let. For i skolerne indrømmer selv sådanne folk, at viljen befaler forstanden at give Guds ord sit bifald. Vi siger det også helt klart: Ligesom syndens og dødens rædsler ikke bare er tanker i forstanden, men også forfærdelige bevægelser i viljen, der flygter fra Guds dom, sådan er troen ikke bare kundskab i forstanden, men også tillid i viljen, det vil sige at ville og at tage imod det, der tilbydes i løftet, nemlig forsoning og syndernes forladelse.

184 Sådan bruger Skriften ordet «tro», som Paulus' ord i Rom 5,1 bevidner: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud.» På dette sted betyder «retfærdiggøre» desuden, som i retssproget, at frikende en skyldig og erklære ham retfærdig, men på grund af en andens retfærdighed,

185 nemlig Kristi, og denne andens retfærdighed bliver givet os ved troen. Da vores retfærdighed her altså er, at en andens retfærdighed tilregnes os, må vi tale anderledes om retfærdighed her, end når vi i filosofien eller i en borgerlig domstol søger retfærdigheden i ens egen gerning, som utvivlsomt hører til viljen. Derfor siger Paulus i 1 Kor 1,30: «Men I er i Kristus Jesus på grund af ham som for os er blevet visdom fra Gud: Retfærdighed og helligelse og løskøbelse.» Og i 2 Kor 5,21:

186 «Ham som ikke kendte synd, har han gjort til synd for os for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham.» Men fordi Kristi retfærdighed gives os ved troen, er troen af den grund retfærdighed i os ved tilregnelse, det vil sige: Den er det, som gør os velbehagelige for Gud, fordi Gud tilregner og forordner det sådan, som Paulus siger i

187 Rom 4,3–5: «Troen tilregnes til retfærdighed.» Over for visse spidsfindige folk må vi dog sige det med fagudtryk: Troen er virkelig retfærdighed, fordi den er lydighed mod evangeliet. Det er nemlig klart, at lydighed mod en overordnets befaling virkelig er en art fordelende retfærdighed. Og denne lydighed mod evangeliet tilregnes til retfærdighed, så gode gerninger eller lydighed mod loven kun er velbehagelige af den ene grund, at vi ved denne tro griber Kristus som forsoneren. For vi opfylder ikke loven, men for Kristi skyld bliver det tilgivet os, som Paulus siger i Rom 8,1: «Så er der nu ingen fordømmelse for dem i Kristus Jesus.» Denne tro giver Gud æren, giver Gud

188 det, der er hans, ved at den adlyder ham, når den tager imod løfterne. Sådan siger Paulus også i Rom 4,20: «På Guds løfte tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen ved at give Gud æren.»

189 Evangeliets gudsdyrkelse og gudstjeneste er altså at tage imod gaver fra Gud; lovens gudsdyrkelse er derimod at ofre og bære vores gaver frem for Gud. Vi kan dog ikke ofre Gud noget, før vi først er blevet forsonet og født på ny. Også dette sted giver den største trøst, for evangeliets fornemste gudsdyrkelse er at ville tage imod syndernes forladelse, nåde og retfærdighed. Om denne gudsdyrkelse siger Kristus i Joh 6,40: «Dette er hans vilje, som har sendt mig, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.» Og Faderen siger i Matt 17,5: «Denne er min Søn, den elskede,

190 som jeg har udvalgt. Hør ham!» Modstanderne taler om lydighed mod loven; de taler ikke om lydighed mod evangeliet. Og dog kan vi ikke adlyde loven, medmindre vi er født på ny ved evangeliet, for vi kan ikke elske Gud, før vi har taget imod syndernes forladelse.

191 For så længe vi mærker, at han er vred på os, flygter den menneskelige natur fra hans vrede og dom. Måske kommer nogen med en indvending som denne: Hvis troen er det at ville det, der tilbydes i løftet, ser det ud til, at troen og håbet som indre tilstande (habitus) blandes sammen, for håbet er det, der venter på det lovede. Til det svarer vi, at disse tilstande i virkeligheden ikke kan skilles ad på den måde, som de deles i skolernes tomme spekulationer. For også i Hebræerbrevet defineres troen som en forventning (exspectatio) om det, der håbes på, Hebr 11,1. Vil man alligevel skelne, siger vi, at håbets genstand egentlig er noget fremtidigt, mens troen har med både fremtidige og nærværende ting at gøre og nu tager imod den syndernes forladelse, der tilbydes i løftet.

192 Ud fra disse udsagn håber vi, at man tilstrækkelig klart kan forstå både hvad tro er, og at vi er nødt til at fastholde, at vi ved troen bliver retfærdiggjort, forsonet og genfødt – hvis vi vel at mærke vil lære evangeliets retfærdighed og ikke lovens retfærdighed. For de, der lærer, at vi bliver retfærdiggjort ved kærligheden, lærer lovens retfærdighed

193 og lærer os ikke i retfærdiggørelsen at holde os til Kristus som mellemmand. Det er også indlysende, at vi ikke overvinder syndens og dødens rædsler ved kærligheden, men ved troen, og at vi ikke kan sætte vores kærlighed og lovopfyldelse op imod Guds vrede, for Paulus siger i Rom 5,2: «Ved Kristus har vi ved troen fået adgang til Gud.» Vi fremhæver så ofte denne sætning, fordi den er så klar. For den viser helt tydeligt, hvad hele vores sag drejer sig om, og når man overvejer den grundigt, kan den give rigelig vejledning i hele spørgsmålet og trøste velsindede mennesker. Derfor er det godt at have den ved hånden og for øje, ikke bare for at vi kan sætte den op imod vores modstanderes lære – de lærer jo, at vi kommer til Gud, ikke ved troen, men ved kærlighed og fortjenester, uden Kristus som mellemmand – men også for at vi samtidig

194 så vi i frygt kan trøste os selv og øve troen. Det er også åbenbart, at vi uden Kristi hjælp ikke kan holde loven, som han selv siger i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Før vi holder loven, må vores hjerter derfor genfødes ved troen. [Ud fra de forklaringer, vi har givet, kan man let slutte, hvad der skal svares på lignende citater. For reglen fortolker alle steder, der handler om gode gerninger, sådan at de uden for Kristus intet er værd for Gud, og at hjertet først må have Kristus og tro, at det er antaget af Gud for Kristi skyld, ikke på grund af sine egne gerninger. Modstanderne fremfører også nogle argumenter fra skolerne, og de er lette at besvare, hvis man ved, hvad tro er. Erfarne kristne taler helt anderledes om troen end sofisterne. Vi har jo tidligere vist, at det at tro betyder at stole på Guds barmhjertighed, at han vil være nådig for Kristi skyld, uden vores fortjeneste. Det er, hvad det vil sige at tro artiklen om syndernes forladelse. At tro dette betyder ikke blot at kende historien, som også djævlene kender. Derfor er det let at imødegå skolernes argument, når de siger: Djævlene tror også, altså retfærdiggør troen ikke. Ja, djævlene kender historien, men de tror ikke syndernes forladelse. Videre siger de: At være retfærdig er at være lydig. Og at gøre gerninger er bestemt lydighed; altså må gerningerne retfærdiggøre. Det skal vi besvare sådan: At være retfærdig er en slags lydighed, som Gud godtager som retfærdighed. Men Gud vil ikke godtage vores lydighed i gerninger som retfærdighed; for den er ikke hjertets lydighed, eftersom ingen virkelig holder loven. Derfor har han indstiftet en anden slags lydighed, som han vil godtage som retfærdighed, nemlig at vi erkender vores ulydighed og stoler på, at vi er Gud til behag for Kristi skyld, ikke på grund af vores lydighed. At være retfærdig betyder altså her at være Gud til behag, ikke på grund af vores egen lydighed, men af barmhjertighed for Kristi skyld. Videre siger de: At synde er at hade Gud; altså må det at elske Gud være retfærdighed. Ja, at elske Gud er lovens retfærdighed. Men ingen opfylder denne lov. Derfor lærer evangeliet en ny slags retfærdighed, nemlig at vi er Gud til behag for Kristi skyld, selv om vi ikke har opfyldt loven; og dog skal vi begynde at holde loven. Videre spørger de: Hvad er forskellen på tro og håb? Svar: Håbet venter fremtidige goder og udfrielse af trængsel; troen tager imod den forsoning, der er nu, og slutter i hjertet, at Gud har tilgivet mig min synd, og at han nu er mig nådig. Og det er en ædel gudstjeneste, der tjener Gud ved at give ham æren og ved at regne hans barmhjertighed og løfte for så sikre, at vi uden fortjeneste kan modtage og vente alle slags goder fra ham. I denne gudstjeneste skal hjertet øves og vokse, og den ved de tåbelige sofister intet om.]

195 Heraf kan man også forstå, hvorfor vi kritiserer modstandernes lære om meritum condigni [fortjeneste af værdighed, dvs. en fortjeneste, der i sig selv gør krav på lønnen]. Sagen er let at afgøre: De nævner ikke troen, nemlig at vi er Gud til behag ved troen for Kristi skyld. I stedet forestiller de sig, at gode gerninger, der er gjort med hjælp fra kærlighedens habitus [en indgydt, varig egenskab i sjælen], udgør en retfærdighed, der i sig selv er værdig til at behage Gud og værdig til det evige liv, og at de ikke har brug for Kristus som mellemmand. [Det kan på ingen måde tåles.]

196 Hvad er dette andet end at overføre Kristi ære til vores gerninger, nemlig at vi er Gud til behag på grund af vores gerninger og ikke på grund af Kristus? Det er også at berøve Kristus æren af at være mellemmand, for han er mellemmand til stadighed og ikke kun i begyndelsen af retfærdiggørelsen. Paulus siger også i Gal 2,17, at hvis den, der er retfærdiggjort i Kristus, bagefter må søge retfærdighed et andet sted, så påstår han om Kristus, at han er syndens tjener, dvs. at

197 han ikke fuldt ud retfærdiggør. [Og det er, hvad den hellige, almindelige, kristne kirke lærer, prædiker og bekender, nemlig at vi bliver frelst af barmhjertighed, som vi ovenfor har vist ud fra Hieronymus.] Og det allermest urimelige er modstandernes lære om, at gode gerninger fortjener nåden de condigno [af værdighed], som om nåden, efter at retfærdiggørelsen er begyndt, skulle søges gennem en god gerning og ikke ved troen på Kristus, når samvittigheden bliver forskrækket, som det jo plejer at ske.

198 For det andet efterlader modstandernes lære samvittighederne i tvivl, så de aldrig kan få fred, fordi loven altid anklager os, også i de gode gerninger. For kødet begærer altid mod Ånden, Gal 5,17. Hvordan skal samvittigheden så have fred uden troen, hvis den tror, at den nu skal være Gud til behag, ikke for Kristi skyld, men for sin egen gernings skyld? Hvilken gerning vil den finde? Hvad vil den med sikkerhed kunne stole på som værdigt til det evige liv, hvis håbet altså skal udspringe af fortjenester?

199 Mod denne tvivl siger Paulus i Rom 5,1: «Da vi altså er blevet erklæret retfærdige ved tro, har vi fred med Gud»; vi skal være fast overbevist om, at retfærdighed og evigt liv bliver givet os for Kristi skyld. Og om Abraham siger han i Rom 4,18: «Han troede mod håb med håb.»

200 For det tredje: Hvordan skal samvittigheden vide, hvornår en gerning er gjort på tilskyndelse af denne kærlighedens habitus, så den kan påstå, at gerningen fortjener nåden de condigno? Og denne skelnen, at mennesker den ene gang fortjener de congruo [af rimelighed, dvs. en fortjeneste, som det er passende, men ikke skyldigt, at Gud lønner] og den anden gang de condigno, er kun opfundet for at komme uden om Skriften. For som vi har sagt ovenfor, er det ikke den handlendes hensigt, der adskiller arterne af fortjeneste; men hyklerne mener i deres sikkerhed ganske enkelt, at deres gerninger er værdige, og at de derfor regnes for retfærdige. Forskrækkede samvittigheder derimod tvivler om alle gerninger og søger derfor hele tiden andre gerninger. For det er, hvad det vil sige at fortjene de congruo: at tvivle og at arbejde uden tro, indtil fortvivlelsen indtræffer. Kort sagt: alt, hvad modstanderne lærer om denne sag, er fuldt af vildfarelser og farer.

201 For det fjerde bekender hele [den hellige, almindelige, kristne] kirke, at det evige liv opnås ved barmhjertighed. For sådan siger Augustin i «Om nåden og den frie vilje», hvor han jo taler om de helliges gerninger, der er gjort efter retfærdiggørelsen: «Gud fører os til det evige liv, ikke efter vores fortjenester, men efter sin barmhjertighed.» Og i «Bekendelser», 9. bog: «Ve menneskets liv, hvor prisværdigt det end er, hvis det bliver dømt uden barmhjertighed.» Og Cyprian i sit skrift om Fadervor: «For at ingen skal smigre sig selv med, at han er uskyldig, og ved at ophøje sig selv gå så meget dybere til grunde, bliver han belært og undervist om, at han synder

202 dagligt, når han får befaling om dagligt at bede for sine synder.» Men emnet er velkendt og har meget mange og meget klare vidnesbyrd i Skriften og hos kirkefædrene, som alle med én mund erklærer, at selv

203 om vi har gode gerninger, har vi alligevel brug for barmhjertighed i netop disse gerninger. Troen, der ser hen til denne barmhjertighed, opmuntrer og trøster os. Derfor lærer modstanderne forkert, når de ophøjer fortjenesterne sådan, at de intet tilføjer om denne tro, der griber barmhjertigheden. For ligesom vi ovenfor har sagt, at løftet og troen hører sammen og svarer til hinanden, og at løftet ikke gribes uden ved troen, sådan siger vi her, at den lovede barmhjertighed tilsvarende kræver troen og ikke kan gribes uden troen. Derfor kritiserer vi med rette læren om meritum condigni, fordi den intet lærer om den retfærdiggørende tro

204 og formørker Kristi ære og embede som mellemmand. Man skal heller ikke mene, at vi lærer noget nyt i denne sag, for kirkefædrene har så klart overleveret læren om, at vi selv i gode gerninger har brug for barmhjertighed.

205 Skriften indskærper også ofte det samme. Sl 143,2: «Gå ikke i rette med din tjener, for ingen levende er retfærdig for dit ansigt.» Dette sted fratager ubetinget alle hellige og Guds tjenere æren for retfærdighed, hvis Gud ikke tilgiver, men dømmer og overbeviser deres hjerter. For når David andre steder roser sig af sin retfærdighed, taler han om sin egen sag mod dem, der forfølger Guds ord; han taler ikke om sin personlige renhed, og han beder om, at Guds sag og ære må blive forsvaret, som i Sl 7,9: «Døm mig, Herre, efter din retfærdighed og efter den uskyld, der er i mig.» Også i Sl 130,3 siger han, at ingen kan bestå for Guds dom, hvis Gud vil holde regnskab med vores synder:

206 «Hvis du, Herre, vil holde regnskab med misgerninger, Herre, hvem kan da bestå?» Job 9,28: «Jeg frygter for alle mine smerter» [Vulgata: opera, gerninger]; Job 9,30–31: «Om jeg så vasker mig i snevand og gør mine hænder aldrig så rene, vil du dog dyppe mig i graven.» Ordsp 20,9: «Hvem kan

207 sige: Jeg har gjort mit hjerte rent, jeg er ren for min synd?» 1 Joh 1,8: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os» osv.

208 Og i Fadervor beder de hellige om syndernes forladelse. Altså har også de hellige synder. 4 Mos 14,18: «Den uskyldige skal ikke være uskyldig» [jf. 2 Mos 34,7]. 5 Mos 4,24: «Herren din Gud er en fortærende ild.» Også Zakarias siger i Zak 2,17: «Vær stille for Herren, alt kød.» Es 40,6–7: «Alt kød er som græs, og al dets herlighed som markens blomst; græsset visner, blomsten falmer, for Herrens ånd blæser på det», dvs. kødet og kødets retfærdighed kan ikke bestå for Guds dom.

209 Også Jonas siger i Jon 2,9: «De, der holder sig til tomme løgne, forlader deres egen barmhjertighed», dvs. al tillid er forgæves undtagen tilliden til barmhjertigheden; barmhjertigheden frelser os, ikke vores egne fortjenester og vores egne anstrengelser.

210 Derfor beder også Daniel, Dan 9,18–19: «For vi fremlægger ikke vores bønner for dig i tillid til vores retfærdighed, men til din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind! Tøv ikke, for din egen skyld, min Gud! for din by og dit folk er kaldt med dit navn.» Sådan lærer Daniel os at gribe barmhjertigheden, når vi beder, dvs. at stole på Guds barmhjertighed og ikke på vores egne

211 fortjenester for Gud. Vi undrer os også over, hvad vores modstandere gør, når de beder, hvis disse vanhellige mennesker da overhovedet beder Gud om noget. Hvis de erklærer, at de er værdige, fordi de har kærlighed og gode gerninger, og beder om nåden som noget, de har krav på, så beder de nøjagtig som farisæeren i Luk 18,11, der siger: «Jeg er ikke som de andre mennesker.» Den, der beder om nåde på den måde og ikke stoler på Guds barmhjertighed, vanærer Kristus, som er vores ypperstepræst og går i forbøn

212 for os. Sådan stoler bønnen altså på Guds barmhjertighed, når vi tror, at vi bliver bønhørt for ypperstepræsten Kristi skyld, som han selv siger i Joh 16,23: «Hvis I beder Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.» «I mit navn», siger han, fordi vi ikke kan komme til Faderen uden denne ypperstepræst.

212b [Alle fornuftige mennesker vil se, hvad der følger af modstandernes mening. For hvis vi skal tro, at Kristus kun har fortjent den første nåde (prima gratia), som de kalder det, og at vi siden fortjener det evige liv ved vores gerninger, så vil hjerterne eller samvittighederne aldrig få fred, hverken i dødens stund eller på noget andet tidspunkt, og de kan aldrig bygge på en sikker grund; de er aldrig sikre på, at Gud er nådig. Derfor fører deres lære uophørligt kun til sjælenød og til sidst til fortvivlelse. For Guds lov er ikke noget at spøge med; uden for Kristus anklager den uophørligt samvittighederne, som Paulus siger i Rom 4,15: «Loven virker vrede.» Når samvittighederne så mærker Guds dom, har de ingen sikker trøst og styrter ud i fortvivlelse. Paulus siger: «Alt det som ikke er på grund af tro, er synd», Rom 14,23. Men de, der først skal få en nådig Gud, når de omsider har opfyldt loven, kan intet gøre ud fra tro. De vil altid skælve i tvivl om, hvorvidt de har gjort gode gerninger nok, om loven har fået fyldest; ja, de vil tydeligt mærke og forstå, at de stadig er forpligtet over for loven. Derfor vil de aldrig være sikre på, at de har en nådig Gud, og at deres bøn bliver hørt. Derfor kan de aldrig virkelig elske Gud, ikke vente noget godt fra ham og ikke virkelig dyrke Gud. Hvad er sådanne hjerter og samvittigheder andet end selve helvede, når der i dem ikke er andet end fortvivlelse, afmagt, knurren, utilfredshed og had til Gud? Og alligevel påkalder og dyrker de Gud i dette had, ligesom Saul dyrkede ham.

213 Hertil hører også Kristi ord i Luk 17,10: «Således skulle også I, når I har gjort alle de ting, som er jer befalede, sige: Vi er unyttige tjenere.» Disse ord siger klart, at Gud frelser af barmhjertighed og på grund af sit løfte, ikke at vi har krav på frelsen på grund af værdien

214 af vores gerninger. Men her leger modstanderne på en mærkelig måde med Kristi ord. For det første laver de en antistrofe og vender den mod os. Med meget større ret, siger de, kan man sige: «Når I har troet alle ting, så sig: Vi er unyttige tjenere.»

215 Dernæst tilføjer de, at gerningerne ikke er til nogen nytte for Gud, men at de ikke er unyttige for os. Se, hvordan modstanderne fryder sig over barnagtige sofisterier! Og selv om disse urimeligheder ikke fortjener en gendrivelse, vil vi alligevel svare kort på dem. Antistrofen holder ikke.

216 For det første tager modstanderne fejl af ordet «tro». Hvis det betød den kundskab om historien, som også findes hos de ugudelige og hos djævlene, ville modstanderne have ret, når de hævder, at troen er unyttig, og siger: «Når vi har troet alle ting, så sig: Vi er unyttige tjenere.» Men vi taler ikke om kundskab om historien, men om tillid til Guds løfte og barmhjertighed. Og denne tillid til løftet bekender, at vi er unyttige tjenere; ja, netop denne bekendelse af, at vores gerninger er uværdige, er troens egen røst, som det ses af eksemplet i Dan 9,18, som vi anførte lidt ovenfor: «Vi lægger ikke vores bønner frem for dig i tillid til vores retfærdighed» osv.

217 For troen frelser, fordi den griber barmhjertigheden eller løftet om nåde, selv om vores gerninger er uværdige. Og forstået på denne måde, nemlig at vores gerninger er uværdige, skader antistrofen os ikke: «Når I har troet alle ting, så sig: Vi er unyttige tjenere»; for at vi frelses af barmhjertighed, lærer vi sammen med hele kirken.

218 Men hvis de vil slutte ud fra noget lignende: Når I har gjort alle ting, så stol ikke på jeres gerninger; altså skal I heller ikke, når I har troet alle ting, stole på det guddommelige løfte – så hænger det ikke sammen. [Slutningen er forkert: «Gerningerne hjælper ikke; altså hjælper troen heller ikke.» Vi må give de ulærde et jævnt billede: Det følger ikke, at fordi en hvid (en halv penning) ikke hjælper, så hjælper en gylden heller ikke. Ligesom en gylden er en langt større mønt og har langt større værdi end en hvid, sådan skal man også forstå, at troen er langt højere og virker langt mere end gerningerne. Ikke at troen hjælper på grund af sin værdi, men fordi den stoler på Guds løfter og barmhjertighed. Troen er stærk, ikke på grund af sin værdighed, men på grund af det guddommelige løfte.] For de to sætninger er meget forskellige: Tilliden har helt andre grunde og en helt anden genstand i den første end i den anden. I den første er tilliden en tillid til vores egne gerninger. I den anden er tilliden en tillid til det guddommelige løfte. Kristus fordømmer tilliden til vores gerninger; han fordømmer ikke tilliden til sit løfte. Han vil ikke, at vi skal fortvivle om Guds nåde og barmhjertighed. Han anklager vores gerninger som uværdige,

219 men han anklager ikke løftet, som frit tilbyder barmhjertighed. Her siger Ambrosius med rette: «Nåden skal anerkendes; men naturen må ikke overses.» Vi skal stole på løftet om nåde og ikke

220 på vores egen natur. Men modstanderne gør, som de plejer, og fordrejer de udsagn, der taler for troen,

221 så de vendes mod troen. [Derfor forbyder Kristus her menneskene at stole på deres egne gerninger, for de kan ikke hjælpe dem. Derimod forbyder han ikke at stole på Guds løfte. Ja, han kræver netop en sådan tillid til Guds løfte, fordi vi er unyttige tjenere, og gerningerne ikke kan hjælpe. Derfor har skurkene med urette anvendt Kristi ord, som handler om tillid til vores egen værdighed, på vores tillid til det guddommelige løfte. Dette afslører og overvinder tydeligt deres sofisteri. Gid Herren Kristus snart gør de sofister til skamme, som således lemlæster hans hellige ord! Amen.] Disse spidsfindigheder overlader vi imidlertid til skolerne. Det er åbenlyst barnagtigt sofisteri, når de tolker «unyttig tjener» sådan, at gerningerne er unyttige for Gud, men nyttige for os. Kristus taler jo om den nytte, som gør Gud til vores skyldner, så han skylder os nåde – skønt det ikke hører hjemme her at drøfte, hvad der er nyttigt eller unyttigt. For «unyttige tjenere» betyder «utilstrækkelige», fordi ingen frygter Gud så meget, elsker Gud så meget og tror Gud så meget,

222 som han burde. Men vi lader modstandernes kolde ordkløverier ligge; hvis de nogen sinde kommer frem i lyset, vil fornuftige mennesker let kunne afgøre, hvad de skal mene om dem. De har fundet en fejl i ord, der er meget enkle og klare. Men enhver ser, at det i dette skriftsted er tilliden til vores egne gerninger, der fordømmes.

223 Lad os derfor holde fast ved det, som kirken bekender, nemlig at vi frelses af barmhjertighed. Og for at ingen her skal tænke: «Hvis vi skal frelses af barmhjertighed, bliver håbet usikkert, hvis der hos dem, der opnår frelsen, ikke går noget forud, som adskiller dem fra dem, der ikke opnår den», må vi give ham et fyldestgørende svar. For det ser ud til, at skolastikerne af denne grund har udtænkt den såkaldte fortjeneste af værdighed (meritum condigni).

224 For denne tanke kan i høj grad optage menneskets sind. Vi vil derfor svare kort. Netop for at håbet kan være sikkert, og netop for at der kan være en forudgående forskel mellem dem, der opnår frelsen, og dem, der ikke opnår den, er det nødvendigt at holde fast ved, at vi frelses af barmhjertighed. Når det siges så ubetinget, ser det urimeligt ud. For ved de borgerlige domstole og i menneskelig dom er det, man har ret til eller krav på, sikkert, mens barmhjertighed er usikker. Men med Guds dom forholder det sig anderledes; for her har barmhjertigheden et klart og sikkert løfte og bud fra Gud. For evangeliet er egentlig det bud, som befaler os at tro, at Gud er os nådig for Kristi skyld. «For Gud sendte ikke sin søn til verden for at fordømme verden, men for at frelse verden ved ham», Joh 3,17.

225 Hver gang der tales om barmhjertighed, skal troen på løftet altså føjes til; og denne tro skaber et sikkert håb, fordi den hviler på Guds ord og bud. Hvis håbet hvilede på gerningerne, ville det ganske rigtigt være usikkert, for gerningerne kan ikke give

226 samvittigheden fred, som der ofte er sagt ovenfor. Og denne tro gør forskellen mellem dem, der opnår frelsen, og dem, der ikke opnår den. Troen gør forskellen mellem de værdige og de uværdige, fordi det evige liv er lovet de retfærdiggjorte; og troen retfærdiggør.

227 Men her vil modstanderne igen råbe op om, at der ikke er brug for gode gerninger, hvis de ikke fortjener det evige liv. Disse bagvaskelser har vi gendrevet ovenfor. Selvfølgelig er det nødvendigt at gøre gode gerninger. Vi siger, at det evige liv er lovet de retfærdiggjorte. Men de, der lever efter kødet, beholder hverken troen eller retfærdigheden. Vi bliver netop retfærdiggjort med det formål, at vi som retfærdige skal begynde at gøre gode gerninger og adlyde Guds lov.

228 Vi bliver genfødt og modtager Helligånden netop med det formål, at det nye liv skal frembringe nye

229 gerninger, nye tilbøjeligheder, frygt for Gud og kærlighed til Gud, had til begæret osv. Den tro, vi taler om, opstår i omvendelsen og skal befæstes og vokse midt i gode gerninger, anfægtelser og farer, så vi hele tiden bliver mere fast overbevist om, at Gud for Kristi skyld drager omsorg for os, tilgiver os og hører os. Det lærer man ikke uden mange og store kampe. Hvor ofte bliver samvittigheden ikke vakt, hvor ofte driver den ikke ligefrem til fortvivlelse, når den stiller synderne frem for øjnene, enten gamle eller nye, eller vores naturs urenhed! Dette skyldbrev bliver ikke slettet uden en stor

230 kamp, hvor erfaringen vidner om, hvor svær en sag troen er. Og mens vi bliver opmuntret midt i rædslerne og modtager trøst, vokser samtidig andre åndelige bevægelser: kundskaben om Gud, frygten for Gud, håbet og kærligheden til Gud; og vi bliver genfødt, som Paulus siger i Kol 3,10 og 2 Kor 3,18, til kundskab om Gud, og mens vi skuer Herrens herlighed, forvandles vi til det samme billede, det vil sige, vi modtager den sande kundskab om Gud,

231 så vi virkelig frygter ham og virkelig stoler på, at han drager omsorg for os, og at han hører os. Denne genfødsel er så at sige begyndelsen på det evige liv, som Paulus siger i Rom 8,10: «Men hvis Kristus er i jer,

232 er kroppen ganske vist død på grund af synden, men Ånden er liv på grund af retfærdigheden.» Og 2 Kor 5,2–3: «Vi bliver overklædt, hvis vi da, når vi er iklædt, ikke vil blive fundet nøgne.» Ud fra disse udsagn kan den redelige læser bedømme, at vi bestemt kræver gode gerninger, for vi lærer, at denne tro opstår i omvendelsen og hele tiden skal vokse i omvendelsen. Og heri sætter vi den kristne og åndelige fuldkommenhed: at omvendelsen og troen vokser sammen i omvendelsen. Dette kan bedre forstås af de gudfrygtige end

233 det, som modstanderne lærer om kontemplation eller fuldkommenhed. Men ligesom retfærdiggørelsen hører troen til, sådan hører også det evige liv troen til. Og Peter siger i 1 Pet 1,9: «når I når målet», eller frugten, «for jeres tro, jeres sjæles frelse». For modstanderne indrømmer,

234 at de retfærdiggjorte er Guds børn og Kristi medarvinger. Dernæst fortjener gerningerne andre legemlige og åndelige belønninger, fordi de behager Gud på grund af troen. For der vil være forskel i de helliges herlighed.

235 Men her svarer modstanderne, at det evige liv kaldes en løn, og at det derfor fortjenes de condigno [i fuld forstand, som en fortjent ret] ved gode gerninger. Vi svarer kort og klart: Paulus kalder i Rom 6,23 det evige liv en gave, fordi vi ved den retfærdighed, der skænkes os for Kristi skyld, på samme tid bliver Guds børn og Kristi medarvinger, som Johannes siger i Joh 3,36: «Den som tror på sønnen, har evigt liv.» Og Augustin siger, og med ham mange andre: Gud kroner sine egne gaver i os. Andetsteds står der ganske vist i Luk 6,23: «jeres løn er stor i himlen.» Hvis disse steder synes modstanderne

236 at stride mod hinanden, må de selv forklare dem. Men de er ikke retfærdige dommere; for de udelader ordet gave. De udelader også kilderne til hele sagen [hovedstykket om, hvordan vi bliver retfærdige for Gud, og også at Kristus altid forbliver mellemmanden], og de udvælger ordet løn og tolker det så hårdt som muligt, ikke blot imod Skriften, men også imod almindelig sprogbrug. Heraf slutter de: Når det kaldes en løn, må vores gerninger være en pris, som det evige liv skyldes for. Altså er de værdige til nåde og evigt liv og har ikke brug for barmhjertighed eller for Kristus som mellemmand

237 eller for troen. Det er en helt ny logik: Vi hører ordet løn, og derfor skal vi slutte, at der ikke er brug for Kristus som mellemmand eller for troen, der har adgang til Gud for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld! Hvem kan ikke se, at det er anakoluter [slutninger uden sammenhæng]? Vi strides ikke om ordet løn. Vi strides om selve sagen, nemlig om de gode gerninger i sig selv er værdige til nåde og evigt liv, eller om de kun behager Gud på grund af troen, som griber Kristus som mellemmand.

239 Vores modstandere tillægger ikke blot gerningerne dette, at de er værdige til nåde og evigt liv, men de påstår også falsk, at de har overskydende fortjenester, som de kan give til andre, og som de kan retfærdiggøre andre med, sådan som munkene sælger deres ordeners fortjenester til andre. Disse uhyrligheder hober de op på Chrysippos' vis, så snart dette ene ord løn høres, nemlig: «Det kaldes en løn, og derfor har vi gerninger, som er en pris, der skyldes løn for; derfor behager gerningerne Gud i sig selv og ikke for Kristi, mellemmandens, skyld. Og da den ene har flere fortjenester end den anden, har nogle overskydende fortjenester. Og de, der fortjener dem, kan skænke disse fortjenester til andre.»

240 Stop, læser; du har endnu ikke hele denne kædeslutning. For der må tilføjes visse sakramenter for denne overdragelse: Munkekappen lægges på de døde. [Sådan som barfodsmunkene og andre ordener skamløst har gjort, når de har lagt deres ordens kapper på de døde.] Med den slags ophobninger er de velsignelser, vi har fået i Kristus, og troens retfærdighed blevet formørket. [Det er skarpsindige og stærke argumenter, som de alle sammen kan spinde ud af det ene ord løn, og som de formørker Kristus og troen med.]

241 Vi fører ikke en tom ordstrid om ordet løn [men om denne store, ophøjede og vigtigste sag, nemlig hvor kristne hjerter skal finde sand og sikker trøst; og videre, om vores gerninger kan give samvittigheden ro og fred; og videre, om vi skal tro, at vores gerninger er værdige til det evige liv, eller om det gives os for Kristi skyld. Det er de egentlige spørgsmål i denne sag; hvis samvittighederne ikke bliver rigtigt undervist om dem, kan de ikke have nogen sikker trøst. Men vi har tydeligt nok vist, at gode gerninger ikke opfylder loven, at vi har brug for Guds barmhjertighed, at vi ved troen bliver antaget af Gud, og at gode gerninger, hvor dyrebare de end er, selv om de var den hellige Paulus' egne gerninger, ikke kan give samvittigheden ro. Af alt dette følger, at vi skal tro, at vi får det evige liv ved Kristus gennem troen, ikke på grund af vores gerninger eller af loven. Men hvad siger vi så om den løn, som Skriften nævner?] Hvis modstanderne vil indrømme, at vi regnes for retfærdige ved troen for Kristi skyld, og at gode gerninger behager Gud på grund af troen, så vil vi bagefter ikke strides meget om ordet løn. Vi bekender, at det evige liv er en løn, fordi det er noget, der skyldes på grund af løftet, ikke på grund af vores fortjenester. For retfærdiggørelsen er blevet lovet, og vi har ovenfor vist, at den egentlig er Guds gave; og til denne gave er løftet om det evige liv føjet, som der står i Rom 8,30: «dem han har erklæret retfærdige,

242 har han også herliggjort.» Hertil hører det, Paulus siger i 2 Tim 4,8: «nu ligger retfærdighedens sejrskrans parat til mig, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig.» For kransen skyldes de retfærdiggjorte

243 på grund af løftet. Og dette løfte skal de hellige kende, ikke for at de skal arbejde for deres egen fordel, for de bør arbejde til Guds ære; men for at de ikke skal fortvivle i trængsler, skal de kende Guds vilje: at han vil hjælpe, udfri og beskytte dem. [Det er ligesom når en fars arv og alle hans ejendele gives til sønnen som en rig gengæld og løn for hans lydighed, og alligevel får sønnen arven, ikke på grund af sin fortjeneste, men fordi faren vil, at han skal have den, netop fordi han er hans far. Derfor er det en tilstrækkelig grund til, at det evige liv kaldes en løn, at de trængsler, vi lider, og de kærlighedsgerninger, vi gør, derved bliver gengældt, selv om vi ikke har fortjent det. For der er to slags gengæld: én, som man er forpligtet til at give, og én, som man ikke er forpligtet til at give. Når kejseren for eksempel giver en tjener et fyrstendømme, gengælder han dermed tjenerens arbejde; og alligevel er arbejdet ikke et fyrstendømme værd, men tjeneren erkender, at han har fået et nådigt len. Sådan skylder Gud os ikke det evige liv; men når han alligevel giver det til de troende for Kristi skyld, er det en gengæld for vores lidelser og gerninger.] De fuldkomne hører dog tale om straf og løn på én måde, og de svage hører det på en anden måde; for de svage arbejder for deres egen fordels skyld.

244 Og alligevel er forkyndelsen af løn og straf nødvendig. I forkyndelsen af straf fremstilles Guds vrede, og derfor hører den til forkyndelsen af omvendelse. I forkyndelsen af løn fremstilles nåden. Og ligesom Skriften, når den nævner gode gerninger, ofte samtidig omfatter troen – for den vil have hjertets retfærdighed medregnet sammen med frugterne –, sådan tilbyder den også undertiden nåden sammen med andre belønninger, som i Es 58,8f. og ofte andre steder hos profeterne.

245 Vi bekender også, hvad vi ofte har bevidnet: at selv om retfærdiggørelsen og det evige liv hører troen til, så fortjener gode gerninger dog andre legemlige og åndelige belønninger [som gives både i dette liv og efter dette liv; for Gud udsætter de fleste belønninger, til han herliggør de hellige efter dette liv, fordi han vil, at de i dette liv skal øves i at døde det gamle menneske] og forskellige grader af løn, som der står i 1 Kor 3,8: «enhver vil modtage sin egen løn i forhold til sit eget arbejde.» [For de salige vil have løn, den ene højere end den anden. Denne forskel skyldes fortjenesten, alt efter som det behager Gud; og det er fortjeneste, fordi det er dem, Gud har antaget som børn og arvinger, der gør disse gode gerninger. For sådan har de fortjeneste, som er deres egen og særlige, ligesom det ene barn i forhold til det andet.] For evangeliets retfærdighed, som har med nådeløftet at gøre, modtager retfærdiggørelse og levendegørelse uforskyldt. Men opfyldelsen af loven, som følger efter troen, har med loven at gøre, hvor en løn tilbydes og skyldes, ikke uforskyldt, men efter vores gerninger. Men de, der fortjener denne løn, er retfærdiggjort, før de holder loven. Derfor er de, som Paulus siger (Kol 1,13; Rom 8,17), allerede forinden flyttet over i Guds Søns rige og blevet gjort til Kristi medarvinger.

246 Men hver gang der tales om fortjeneste, flytter modstanderne straks sagen fra de andre belønninger over til retfærdiggørelsen, selv om evangeliet uforskyldt tilbyder retfærdiggørelsen på grund af Kristi fortjenester og ikke vores egne; og Kristi fortjenester meddeles os ved troen. Men gerninger og trængsler fortjener ikke retfærdiggørelsen, men andre belønninger, sådan som lønnen tilbydes for gerningerne på disse steder: «Den som sår sparsomt, høster også sparsomt, og den som sår rigeligt, høster også rigeligt», 2 Kor 9,6. Her er lønnens mål tydeligt knyttet til gerningens mål. «Ær din far og din mor, så du får et langt liv i landet», 2 Mos 20,12. Også her tilbyder loven en løn for en bestemt gerning.

247 Selv om opfyldelsen af loven altså fortjener en løn – for lønnen hører egentlig loven til –, skal vi dog huske på evangeliet, som uforskyldt tilbyder retfærdiggørelsen for Kristi skyld. Vi holder ikke loven, og vi kan heller ikke holde den, før vi er blevet forsonet med Gud, retfærdiggjort og genfødt. Og denne opfyldelse af loven ville heller ikke behage Gud, hvis vi ikke blev antaget på grund af troen. Og fordi mennesker antages på grund af troen, netop derfor behager den begyndende opfyldelse af loven Gud og har løn i dette liv og efter dette liv.

248 Om ordet løn kunne der her siges rigtig meget andet, hentet fra lovens væsen; men da det ville blive for omfattende, må det forklares i en anden sammenhæng.

249 Men modstanderne hævder, at det er de gode gerningers fortrin at fortjene det evige liv, fordi Paulus siger i Rom 2,6: «Gud vil gengælde enhver i forhold til hans gerninger.» Og Rom 2,10: «herlighed, anerkendelse og fred vil komme over enhver som virker det gode.» Joh 5,29: «de som har gjort det gode, vil gå ud til en opstandelse der fører til liv.» Matt 25,35: «For jeg var sulten, og I gav mig at spise» osv.

250 På disse og alle lignende steder, hvor Skriften roser gerninger, er det nødvendigt ikke blot at forstå de ydre gerninger, men også hjertets tro, fordi Skriften ikke taler om hykleri, men om hjertets retfærdighed med dens frugter.

251 Desuden må vi vide, at hver gang loven og gerningerne nævnes, må Kristus som mellemmand ikke udelukkes. For han er lovens mål, og han siger selv i Joh 15,5: «Uden mig kan I slet intet gøre.» Efter denne regel kan alle skriftsteder om gerninger bedømmes, som vi har sagt ovenfor. Når det evige liv derfor tilkendes gerninger, tilkendes det dem, der er blevet retfærdiggjort. For ingen andre end de retfærdiggjorte, som drives af Kristi Ånd, kan gøre gode gerninger, og uden tro og uden Kristus som mellemmand behager de gode gerninger ikke Gud, efter Hebr 11,6: «Uden tro er det umuligt at behage Gud.»

252 Når Paulus siger: «Han vil gengælde enhver i forhold til hans gerninger», skal det ikke kun forstås om den ydre gerning, men om al retfærdighed eller uretfærdighed. Det samme gælder: «Herlighed … over enhver, som virker det gode», det vil sige over den retfærdige. «I gav mig at spise» anføres som frugt af og vidnesbyrd om hjertets retfærdighed og om troen, og derfor gives det evige liv

253 til retfærdigheden. [Her må man bestemt erkende, at Kristus ikke kun mener gerningerne, men at han vil have et hjerte, der agter Gud ret og tror ret om ham, nemlig at det er af barmhjertighed, at det behager Gud. Derfor lærer Kristus, at det evige liv skal gives de retfærdige, som han siger: «De retfærdige skal gå bort til evigt liv.»] På den måde omfatter Skriften både frugterne og samtidig hjertets retfærdighed. Og den nævner ofte frugterne, for at de uerfarne bedre kan forstå det, og for at vise, at der kræves et nyt liv og en genfødsel og ikke hykleri. Men genfødslen sker ved troen, i omvendelsen.

254 Intet fornuftigt menneske kan bedømme det anderledes. Vi søger her heller ikke nogen tom spidsfindighed for at skille frugterne fra hjertets retfærdighed – hvis bare modstanderne havde indrømmet, at frugterne behager på grund af troen og på grund af Kristus som mellemmand, og at de i sig selv ikke er værdige til nåden og det evige liv.

255 Det, vi fordømmer i modstandernes lære, er, at de forstår sådanne skriftsteder enten på en filosofisk eller på en jødisk måde og dermed afskaffer troens retfærdighed og udelukker Kristus som mellemmand. Af disse skriftsteder slutter de, at gerningerne fortjener nåden, undertiden de congruo [efter rimelighed, som en passende fortjeneste], andre gange de condigno [efter værdighed, som fuld fortjeneste], nemlig når kærligheden kommer til; det vil sige, at gerningerne retfærdiggør, og at de, fordi de er retfærdighed, er værdige til det evige liv. Denne vildfarelse afskaffer åbenlyst troens retfærdighed, den tro, der tror, at vi har adgang til Gud for Kristi skyld og ikke for vores gerningers skyld, og at vi ved Kristus som Præst og mellemmand bliver ført til Faderen og har en forsonet Fader,

256 som der er sagt tilstrækkeligt om ovenfor. Og denne lære om troens retfærdighed må ikke forsømmes i Kristi kirke, for uden den kan man ikke få øje for Kristi embede, og den lære om retfærdiggørelsen, der så bliver tilbage, er kun en lære om loven. Men vi skal holde fast ved evangeliet og ved læren om løftet, der er givet for Kristi skyld. [Vi søger her ikke en unødvendig spidsfindighed, men der er god grund til, at vi må have klarhed i disse spørgsmål. For så snart vi indrømmer modstanderne, at gerningerne fortjener det evige liv, spinder de ud fra denne indrømmelse den forkerte lære, at vi er i stand til at holde Guds lov, at vi ikke har brug for barmhjertighed, at vi er retfærdige for Gud, det vil sige antaget af Gud på grund af vores gerninger og ikke for Kristi skyld, og at vi også kan gøre overskydende gerninger, nemlig mere end loven kræver. Sådan bliver hele læren om troen undertrykt. Men skal der være og blive ved med at være en kristen kirke, så må den rene lære om Kristus og om troens retfærdighed bestemt bevares. Derfor må vi kæmpe imod disse store farisæiske vildfarelser, så vi kan redde Kristi navn og evangeliets og Kristi ære og bevare en sand, varig og vis trøst for kristne hjerter. For hvordan skulle et hjerte eller en samvittighed kunne finde hvile eller håbe på frelse, når vores gerninger i anfægtelser og i dødsangsten bliver til rent støv for Guds dom og for hans øjne, hvis det ikke ved troen får vished om, at mennesker bliver frelst af barmhjertighed for Kristi skyld og ikke på grund af deres gerninger og deres opfyldelse af loven? Og da Sankt Laurentius lå på risten og blev pint for Kristi skyld, mente han bestemt ikke, at han ved denne gerning fuldkomment og helt opfyldte loven, at han var uden synd, og at han ikke behøvede Kristus som mellemmand og Guds barmhjertighed. Han holdt sig tværtimod til profeten, der siger: «Gå ikke i rette med din tjener, for for dit ansigt er ingen levende retfærdig», Sl 143,2. Heller ikke Sankt Bernhard pralede af, at hans gerninger var værdige til det evige liv, da han siger: «Perdite vixi», «jeg har ført et syndigt liv» osv. Men han trøster sig frimodigt, holder fast ved nådens løfte og tror, at han har syndernes forladelse og det evige liv for Kristi skyld, sådan som Sl 32,1 lærer: «Lykkelig den, hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket over.» Og Paulus siger i Rom 4,6: «David kalder det menneske for lykkeligt, som Gud tilregner retfærdighed uden gerninger.» Paulus siger altså, at den er lykkelig, som får retfærdighed tilregnet ved troen på Kristus, selv om han ikke har gjort nogen gode gerninger. Det er den sande, varige trøst, som hjerter og samvittigheder kan styrkes og opmuntres ved, nemlig at syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv bliver givet os for Kristi skyld ved troen. Hvis nu de skriftsteder, der handler om gerninger, forstås sådan, at de omfatter troen, så strider de ikke imod vores lære. Og det er i sandhed nødvendigt altid at føje troen til, så Kristus som mellemmand ikke bliver udelukket. Men lovens opfyldelse følger efter troen, for Helligånden er til stede, og han fornyer livet. Det må være nok om denne artikel.]

257 Det er altså ikke en lille sag, vi strides med modstanderne om på dette punkt. Vi leder ikke efter tomme spidsfindigheder, når vi bebrejder dem, at de lærer, at vi fortjener det evige liv ved gerninger, mens de udelader den tro,

258 som griber Kristus som mellemmand. For om denne tro, der tror, at Faderen er os nådig for Kristi skyld, står der ikke en stavelse hos skolastikerne. Overalt mener de, at vi er antaget og retfærdige på grund af vores gerninger, gjort enten af fornuften eller i hvert fald på tilskyndelse

259 fra den kærlighed, som de taler om. Og dog har de visse udsagn, nærmest læresætninger,

260 fra de gamle forfattere, som de fordrejer, når de fortolker dem. I skolerne praler man af, at gode gerninger behager på grund af nåden, og at man skal sætte sin lid til Guds nåde. Her fortolker de nåden som en habitus [en indgydt egenskab i sjælen], som vi elsker Gud ved – som om de gamle virkelig ville sige, at vi skal stole på vores kærlighed, som vi af erfaring ved er både lille og uren. Det er i øvrigt mærkeligt, at de pålægger os at stole på kærligheden, når de lærer, at vi ikke kan vide, om den er til stede. Hvorfor fremholder de ikke her nåden, Guds barmhjertighed mod os? Og hver gang de nævner den, burde de føje troen til. For løftet om Guds barmhjertighed, forsoning og kærlighed mod os bliver kun grebet ved troen. Forstået sådan ville de have ret i at sige, at vi skal stole på nåden,

261 og at gode gerninger behager på grund af nåden, når troen griber nåden. I skolerne praler man også af, at vores gode gerninger gælder i kraft af Kristi lidelse. Godt sagt! Men hvorfor tilføjer de intet om troen? For Kristus er en soning ved troen, som Paulus siger i Rom 3,25. Når forskræmte samvittigheder bliver trøstet ved troen og bliver overbevist om, at vores synder er udslettet ved Kristi død, og at Gud er forsonet med os på grund af Kristi lidelse, så gavner Kristi lidelse os i sandhed. Udelades læren om troen, er det forgæves at sige, at gerningerne gælder i kraft af Kristi lidelse.

262 Og mange andre skriftsteder forvansker de i skolerne, fordi de ikke lærer troens retfærdighed, og fordi de ved tro kun forstår et kendskab til historien eller til læresætningerne og ikke forstår den som den kraft, der griber løftet om nåde og retfærdighed og gør hjerterne levende i syndens og dødens rædsler.

263 Når Paulus siger i Rom 10,10: «Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse», så mener vi, at modstanderne her indrømmer, at bekendelsen ikke retfærdiggør eller frelser ex opere operato [i kraft af den udførte handling], men kun på grund af hjertets tro. Og Paulus siger, at bekendelsen frelser, for at vise, hvilken slags tro der opnår det evige liv, nemlig den, der er fast og

264 virksom. Men en tro, der ikke viser sig i bekendelse, er ikke fast. Sådan behager også andre gode gerninger på grund af troen, ligesom kirkens bønner beder om, at alt må blive antaget for Kristi skyld. De beder også om alt for Kristi skyld. For det er åbenlyst, at der i slutningen af bønnerne

265 altid tilføjes: «Ved Kristus, vor Herre.» Derfor slutter vi, at vi bliver retfærdiggjort for Gud, forsonet med Gud og genfødt ved troen, som i omvendelsen griber nådens løfte, i sandhed gør det forskræmte sind levende og er overbevist om, at Gud for Kristi skyld er forsonet med os og nådig mod os. Og ved denne tro, siger 1 Pet 1,5, bliver vi bevaret til en frelse, som er beredt til at blive åbenbaret.

266 Kendskabet til denne tro er nødvendigt for kristne, giver den rigeste trøst i alle anfægtelser og viser os Kristi embede. For de, der nægter, at mennesker bliver retfærdiggjort ved troen, og nægter, at Kristus er mellemmand og forsoner, fornægter nådens løfte og evangeliet. Deres lære om retfærdiggørelsen er kun fornuftens eller lovens lære.

267 Vi har vist, hvor denne sag har sin oprindelse, så vidt det her kan lade sig gøre, og vi har gennemgået modstandernes indvendinger. Gode mennesker vil let kunne bedømme disse ting, hvis de, hver gang der anføres et skriftsted om kærligheden eller gerningerne, tænker på, at loven ikke kan holdes uden Kristus, og at vi ikke kan blive retfærdiggjort af loven, men af

268 evangeliet, det vil sige af løftet om den nåde, der er lovet i Kristus. Og vi håber, at denne drøftelse, selv om den er kort, vil være til gavn for gode mennesker, så den styrker troen og belærer og trøster samvittigheden. For vi ved, at det, vi har sagt, stemmer overens med de profetiske og apostolske skrifter, med de hellige kirkefædre, Ambrosius, Augustin og mange andre, og med hele Kristi kirke, som bestemt bekender, at Kristus er forsoner og den, der retfærdiggør.

269 Vi skal heller ikke straks slutte, at den romerske kirke er enig i alt, hvad paven, kardinalerne, biskopperne eller nogle af teologerne eller munkene godkender. For det er åbenbart, at de fleste paver bekymrer sig mere om deres egen myndighed end om Kristi evangelium. Og det er godtgjort, at de fleste af dem åbenlyst er epikuræere. Det er tydeligt, at teologerne har blandet mere filosofi ind i den kristne lære

270 end godt var. Deres anseelse må heller ikke regnes for så stor, at det aldrig skal være tilladt at være uenig i deres disputationer, for der findes samtidig mange åbenlyse vildfarelser hos dem, fx at vi af rent naturlige kræfter kan elske Gud over alle ting. Selv om denne læresætning åbenlyst er falsk, har den affødt mange andre vildfarelser.

271 For Skriften, de hellige fædre og dommene hos alle gudfrygtige taler overalt imod den. Selv om paver eller nogle teologer og munke i kirken altså har lært os at søge syndernes forladelse, nåde og retfærdighed ved vores egne gerninger og at opfinde nye former for gudsdyrkelse, som har formørket Kristi embede og gjort Kristus til en lovgiver alene og ikke til en forsoner og en, der retfærdiggør,

272 så er kundskaben om Kristus dog altid blevet bevaret hos nogle gudfrygtige mennesker. Skriften har desuden forudsagt, at troens retfærdighed på denne måde ville blive formørket af menneskelige overleveringer og gerningslæren. Således klager Paulus ofte (jf. Gal 4,9; 5,7; Kol 2,8.16 ff.; 1 Tim 4,2 ff. osv.) over, at der allerede dengang var nogle, som i stedet for troens retfærdighed lærte, at mennesker blev forsonet med Gud og retfærdiggjort ved deres egne gerninger og egne former for gudsdyrkelse og ikke ved troen for Kristi skyld. For mennesker

273 mener af natur, at Gud skal formildes med gerninger. Fornuften ser heller ingen anden retfærdighed end lovens retfærdighed i borgerlig forstand. Derfor har der altid været nogle i verden, som alene har lært denne kødelige retfærdighed og udelukket troens retfærdighed. Og sådanne lærere vil der også altid være.

274 Det samme skete i Israels folk. Størstedelen af folket mente, at de fortjente syndernes forladelse ved deres gerninger, og de dyngede ofre og gudsdyrkelser op. Profeterne derimod fordømte denne opfattelse og lærte troens retfærdighed. Og det, der skete i Israels folk, er forbilleder på det, som

275 skulle ske i kirken. Lad derfor ikke den store mængde af modstandere, som fordømmer vores lære, forvirre gudfrygtige sind. For deres ånd er let at bedømme: I nogle artikler har de fordømt en sandhed, der er så klar og åbenbar, at deres ugudelighed træder åbenlyst frem.

276 For Leo X's bulle fordømte en yderst nødvendig artikel, som alle kristne bør holde fast ved og tro, nemlig at vi skal stole på, at vi har fået tilgivelse, ikke på grund af vores anger, men på grund af Kristi ord, Matt 16,19:

277 «Det som du binder på jorden …» osv. Og nu på denne rigsdag har forfatterne af Konfutationen med klare ord fordømt, at vi har sagt, at troen er en del af omvendelsen, og at vi ved den får syndernes forladelse og overvinder syndens rædsler, og at samvittigheden får fred. Men hvem ser ikke, at denne artikel – at vi ved troen får syndernes forladelse – er helt sand, helt sikker og i særlig grad nødvendig for alle kristne? Hvem i alle kommende slægter vil, når han hører, at en sådan lære er blevet fordømt, mene, at ophavsmændene til denne fordømmelse havde nogen kundskab om Kristus?

278 Deres ånd kan man desuden slutte sig til ud fra den uhørte grusomhed, som de hidtil åbenlyst har udøvet mod mange gode mænd. Og på denne rigsdag har vi hørt, at en ærværdig fader, da rigsrådet afgav sine meninger om vores bekendelse, sagde, at ingen plan forekom ham bedre end at give et svar skrevet med blod på den bekendelse, som vi havde fremlagt skrevet med blæk. Hvad grusommere kunne Falaris have sagt? [Falaris, berygtet grusom tyran i Akragas på Sicilien i 500-tallet f.Kr.] Derfor mente også nogle fyrster, at disse ord var uværdige til at blive udtalt i en sådan forsamling. Derfor gælder det,

279 at selv om modstanderne tager navnet «kirken» for sig selv, så ved vi dog, at Kristi kirke er hos dem, der lærer Kristi evangelium, og ikke hos dem, der forsvarer ugudelige meninger imod evangeliet, sådan som Herren siger, Joh 10,27: «Mine får hører min stemme.» Og Augustin siger: «Spørgsmålet er: Hvor er kirken? Hvad skal vi så gøre? Skal vi søge den i vores egne ord eller i dens hoveds, vor Herre Jesu Kristi, ord? Jeg mener, at vi skal søge den i ordene fra ham, som er sandheden, og som kender sit eget legeme bedst.» Derfor vil vores modstanderes domme ikke forvirre os, for de forsvarer menneskelige meninger imod evangeliet, imod de hellige fædres autoritet, som har skrevet i kirken, og imod de gudfrygtige sjæles vidnesbyrd.