Artikel II. Om arvesynden

1 Den anden artikel, om arvesynden, godkender modstanderne, men sådan at de alligevel kritiserer den definition af arvesynden, som vi gav i forbifarten. Her, allerede ved indgangen, vil Hans Kejserlige Majestæt opdage, at forfatterne til Konfutationen ikke blot manglede dømmekraft, men også ærlighed. For mens vi i al enkelhed blot ville nævne, hvad arvesynden omfatter, fordrejer disse mænd snedigt en sætning, som i sig selv ikke indeholder noget forkert, ved at give den en ondsindet fortolkning. De siger nemlig: «At være uden gudsfrygt og uden tro er aktuel skyld», og derfor nægter de, at det er arveskyld.

2 Det er helt tydeligt, at den slags spidsfindigheder stammer fra skolerne og ikke fra kejserens råd. Men selv om denne sofistik meget let kan gendrives, beder vi alligevel først og fremmest om, at den tyske bekendelse bliver undersøgt, for at alle gode mennesker kan forstå, at vi ikke lærer noget urimeligt i denne sag. Det vil fritage os for mistanken om at komme med noget nyt. Dér står nemlig: Weiter wird gelehrt, dass nach dem Fall Adams alle Menschen, so natürlich geboren werden, in Sünden empfangen und geboren werden, das ist, dass sie alle von Mutterleibe an voll böser Lüste und Neigung sind, keine wahre Gottesfurcht, keinen wahren Glauben an Gott von Natur haben können. [Endvidere læres der, at siden Adams fald undfanges og fødes alle mennesker, som fødes på naturlig måde, i synd, det vil sige, at de alle fra moders liv er fulde af ondt begær og tilbøjelighed og af naturen ikke kan have nogen sand gudsfrygt eller nogen sand tro på Gud.]

3 Dette sted bevidner, at vi frakender dem, der er forplantet efter den kødelige natur, ikke blot handlingerne, men også evnen eller gaverne til at frembringe frygt for og tillid til Gud. Vi siger nemlig, at de, der er født på den måde, har begær og ikke kan frembringe sand frygt for og tillid til Gud. Hvad er der at kritisere i det? Over for gode mennesker mener vi i hvert fald at have forsvaret os tilstrækkeligt. For i denne betydning frakender den latinske beskrivelse naturen [også de uskyldige små børn] evnen, det vil sige, den frakender den de gaver og den kraft, der skal til for at frembringe frygt for og tillid til Gud, og hos de voksne [ud over denne medfødte onde indstilling i hjertet også] handlingerne. Når vi nævner begæret, mener vi altså ikke blot handlingerne eller frugterne, men naturens vedvarende tilbøjelighed [den onde tilbøjelighed indeni, som ikke ophører, så længe vi ikke er født på ny ved Ånden og troen].

4 Senere vil vi vise mere udførligt, at vores beskrivelse stemmer overens med den gængse og gamle definition. Først må vi nemlig vise, hvorfor vi med vilje valgte netop disse ord her. I deres skoler indrømmer modstanderne, at «arvesyndens materie», som de kalder det, «er begæret». Derfor burde begæret ikke være forbigået i definitionen, især ikke i denne tid, hvor nogle filosoferer over det på en måde, som ikke sømmer sig for religionens lærere [taler om dette medfødte, onde begær mere på hedensk vis ud fra filosofien end efter Guds ord eller Den Hellige Skrift].

5 Nogle hævder nemlig, at arvesynden ikke er en fordærvelse eller ødelæggelse i menneskets natur, men kun trældom eller en tilstand af dødelighed [ikke en medfødt ond natur, men kun en plet eller en pålagt byrde], som de, der nedstammer fra Adam, bærer på grund af en andens skyld [nemlig Adams synd] og uden nogen fordærvelse hos dem selv. Desuden tilføjer de, at ingen fordømmes til den evige død på grund af arvesynden, ligesom de, der er født af en trælkvinde, er trælle og bærer denne tilstand, ikke på grund af nogen naturlig plet, men på grund af moderens ulykke [mens de i sig selv er født uden skyld ligesom andre mennesker: Sådan er arvesynden ikke noget medfødt ondt, men en mangel og en byrde, som vi bærer siden Adam, men vi er ikke af den grund selv i synd og under arvet skam].

6 For at vise, at denne ugudelige opfattelse mishager os, nævnte vi «begæret» og har i den bedste hensigt betegnet og forklaret det som «sygdomme»: «Menneskenes natur fødes fordærvet og fuld af fejl» [ikke en del af mennesket, men hele personen med hele dens natur fødes i synd som med en arvelig sygdom].

7 Vi har heller ikke kun brugt ordet begær, men vi har også sagt, at «gudsfrygten og troen mangler». Det har vi tilføjet med følgende hensigt: Også de skolastiske lærere formindsker arvesynden, fordi de ikke i tilstrækkelig grad forstår den definition af arvesynden, som de har modtaget fra kirkefædrene. Om fomes [eller den onde tilbøjelighed] [latin «tønder», dvs. syndens arnested] hævder de, at den er en egenskab ved [en plet på] legemet, og med deres sædvanlige tåbelighed spørger de, om denne egenskab stammer fra smitten fra æblet eller fra slangens ånde, og om den forøges af lægemidler. Med den slags spørgsmål har de fortrængt hovedsagen.

8 Når de taler om arvesynden, nævner de derfor ikke de mere alvorlige fejl i den menneskelige natur, nemlig uvidenhed om Gud, foragt for Gud, mangel på frygt for og tillid til Gud, had til Guds dom, flugt fra Gud [som fra en tyran], når han dømmer, vrede mod Gud, fortvivlelse over nåden, tillid til de nærværende ting [penge, ejendom, venner] osv. Disse sygdomme, som i allerhøjeste grad strider mod Guds lov, lægger skolastikerne ikke mærke til; ja, samtidig tillægger de den menneskelige natur uskadt kraft til at elske Gud over alle ting og til at opfylde Guds bud efter handlingernes substans, og de ser ikke,

9 at de siger ting, der modsiger hinanden. For hvad andet er det at kunne elske Gud over alle ting ved egen kraft og opfylde hans bud end at have den oprindelige retfærdighed [at være en ny skabning i Paradis, helt ren og hellig]?

10 Men hvis den menneskelige natur har så stor kraft, at den af sig selv kan elske Gud over alle ting, som skolastikerne selvsikkert påstår, hvad skal arvesynden så være? For hvad skal vi så med Kristi nåde, hvis vi kan blive retfærdiggjort ved vores egen retfærdighed [egne kræfter]? Og hvad skal vi så med Helligånden, hvis den menneskelige kraft af sig selv kan

11 elske Gud over alle ting og opfylde Guds bud? Hvem ser ikke, hvor bagvendt vores modstandere tænker? De lettere sygdomme i menneskets natur anerkender de, men ikke de alvorligere; og dog er det netop dem, Skriften overalt advarer os imod, og som profeterne hele tiden klager over (som den 13. salme og nogle andre salmer siger, Sl 14,1–3; 5,10; 140,4; 36,2), nemlig den kødelige sikkerhed, foragten for Gud, hadet til Gud og lignende fejl, som vi er født med. [For Skriften siger klart, at alt dette ikke er blæst ind i os udefra, men født med os.]

12 Men efter at skolastikerne havde blandet filosofi om naturens fuldkommenhed [fornuftens lys] ind i den kristne lære og tillagt den frie vilje og de handlinger, der udspringer af den, mere, end der var grund til, og havde lært, at mennesker bliver retfærdiggjort for Gud ved en filosofisk eller borgerlig retfærdighed (som også vi bekender er underlagt fornuften og i en vis grad står i vores magt), kunne de ikke se den indre

13 urenhed i menneskenes natur. For den kan kun bedømmes ud fra Guds ord, og det beskæftiger skolastikerne sig ikke ret ofte med i deres drøftelser.

14 Det var grundene til, at vi i beskrivelsen af arvesynden også nævnte begæret og frakendte menneskets naturlige kraft frygten for Gud og tilliden til ham. Vi ville nemlig vise, at arvesynden også omfatter disse sygdomme, nemlig uvidenhed om Gud, foragt for Gud, mangel på frygt for og tillid til Gud og manglende evne til at elske Gud. Det er de vigtigste fejl i den menneskelige natur, og de strider især mod Dekalogens første tavle.

15 Vi har heller ikke sagt noget nyt. Den gamle definition, rigtigt forstået, udtrykker nøjagtig det samme, når den siger: «Arvesynden er fraværet af den oprindelige retfærdighed» [en mangel på den første renhed og retfærdighed i Paradis]. Men hvad er retfærdighed? Her skændes skolastikerne om dialektiske spørgsmål; de forklarer ikke, hvad den oprindelige retfærdighed er.

16 I Skriften omfatter retfærdigheden ikke blot Dekalogens anden tavle [om gode gerninger i tjenesten for vores medmennesker], men også den første, som lærer om

17 frygten for Gud, om troen og om kærligheden til Gud. Derfor skulle den oprindelige retfærdighed ikke blot omfatte en ligevægt i legemets egenskaber [fuldkommen sundhed og på alle måder rent blod og uskadte legemlige kræfter, som de hævder], men også disse gaver, nemlig en helt sikker kundskab om Gud, frygt for Gud, tillid til Gud eller i hvert fald

18 retskaffenheden og kraften til at frembringe disse følelser [men det største ved denne ædle første skabning var et klart lys i hjertet til at kende Gud og hans gerning osv.]. Og det bevidner Skriften, når den i 1 Mos 1,27 siger, at mennesket blev skabt i Guds billede og lighed. Hvad andet betyder det, end at der i mennesket var en sådan visdom og retfærdighed, som fattede Gud, og som Gud afspejlede sig i, det vil sige, at mennesket fik gaverne: kundskab om Gud, frygt for Gud, tillid til Gud og lignende?

19 Sådan tolker nemlig Irenæus og Ambrosius ligheden med Gud. Den sidste af dem siger ikke blot meget i den retning, men erklærer især: Den sjæl, som Gud ikke til alle tider er i, er altså ikke i Guds billede.

20 Og Paulus viser i Ef 4,24 og Kol 3,10, at Guds billede er kundskab om Gud, retfærdighed og sandhed.

21 Heller ikke Petrus Lombardus er bange for at sige, at den oprindelige retfærdighed er netop den lighed med Gud, som Gud indplantede i mennesket.

22 Vi gengiver de gamles opfattelser, som på ingen måde strider mod Augustins tolkning af billedet.

23 Når den gamle definition siger, at synden er mangel på retfærdighed, benægter den derfor ikke blot lydigheden i menneskets lavere kræfter [at mennesket ikke kun er fordærvet i sit legeme og dets ringeste og laveste evner], men benægter også kundskaben om Gud, tilliden til Gud, frygten for og kærligheden til Gud eller i hvert fald kraften til at frembringe disse følelser [lyset i hjertet, som skaber kærlighed og lyst til disse ting]. For selv teologerne lærer i deres skoler, at disse ting ikke frembringes uden visse gaver og nådens hjælp. For at sagen kan blive forstået, kalder vi netop disse gaver kundskab om Gud og frygt for og tillid til Gud. Heraf fremgår det, at den gamle definition siger nøjagtig det samme som vi, når den frakender os frygt for og tillid til Gud, nemlig ikke blot handlingerne, men også gaverne og kraften til at frembringe disse handlinger [at vi ikke har et godt hjerte over for Gud, der virkelig elsker ham, og ikke blot at vi ikke kan gøre eller udrette nogen fuldkommen god gerning].

24 Samme mening har den definition, vi finder i Augustins skrifter. Han plejer at definere arvesynden som begær [den onde lyst]. Han mener nemlig, at da retfærdigheden var gået tabt, trådte begæret i dens sted. For da den syge natur ikke kan frygte og elske Gud og tro Gud, søger og elsker den det kødelige. Guds dom foragter den, når den føler sig tryg, eller hader den, når den bliver gennemrystet af rædsel. Således omfatter Augustin både manglen og

25 den onde tilbøjelighed, som er trådt i dens sted. Begæret er heller ikke blot en fordærvelse af legemets egenskaber, men også en ond vending mod det kødelige i de højere sjæleevner. Og de, der på én gang tillægger mennesket et begær, som Helligånden ikke helt har udryddet, og en kærlighed til Gud over alle ting, ser ikke, hvad de selv siger.

26 Derfor har vi med rette i vores beskrivelse af arvesynden udtrykt begge dele: både disse mangler – ikke at kunne tro Gud, ikke at kunne frygte og elske Gud – og desuden det at have et begær, som søger det kødelige imod Guds ord. Det vil sige: Det søger ikke kun legemets lyst, men også kødelig visdom og retfærdighed, og i foragt for Gud stoler det på disse ting som noget godt.

27 Ikke kun de gamle [som Augustin og andre], men også de nyere [lærere og skolastikere], i hvert fald de klogeste af dem, lærer, at arvesynden i sandhed på én gang er begge dele, nemlig de mangler, jeg har nævnt, og begæret. For Thomas siger: Arvesynden omfatter tabet af den oprindelige retfærdighed og dermed en uordnet tilstand i sjælens dele; derfor er den ikke et rent tab, men en fordærvet tilbøjelighed [noget positivt].

28 Og Bonaventura siger: Når man spørger, hvad arvesynden er, er det rigtige svar, at den er det umådeholdne [utøjlede] begær. Det rigtige svar er også, at den er mangel på den retfærdighed, der burde være der. Og det ene svar indeholder det andet.

29 Samme opfattelse har Hugo, når han siger, at arvesynden er uvidenhed i sindet og begær i kødet. Dermed viser han nemlig, at vi, når vi fødes, bringer uvidenhed om Gud, vantro, mistillid, foragt for Gud og had til Gud med os.

30 For når han nævner uvidenhed, omfatter han alt dette. Og disse opfattelser [også hos de nyeste lærere] stemmer overens med Skriften. For Paulus kalder den undertiden udtrykkeligt en mangel [en mangel på guddommeligt lys], som i 1 Kor 2,14: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det der kommer fra Guds Ånd.»

31 Et andet sted, Rom 7,5, kalder han den begær, der er virksomt i vores lemmer, så vi bærer frugt for døden. Vi kunne anføre flere skriftsteder om begge dele, men en åbenlys kendsgerning behøver ingen vidnesbyrd. Og den forstandige læser vil let kunne afgøre, at det at være uden gudsfrygt og uden tro er mere end gerningssynd (aktuel skyld). For det er vedvarende mangler i vores ufornyede natur.

32 Om arvesynden mener vi derfor intet, der afviger fra Skriften eller fra den almindelige kirke. Vi renser tværtimod nogle af Skriftens og kirkefædrenes vigtigste udsagn for forvanskninger og bringer dem atter frem i lyset, efter at de var blevet tildækket af de nyere teologers sofistiske stridigheder. For det er åbenlyst ud fra selve sagen, at de nyere teologer ikke har lagt mærke til, hvad kirkefædrene mente, når de talte om manglen [manglen på den oprindelige retfærdighed].

33 Men kendskabet til arvesynden er nødvendigt. For man kan ikke forstå, hvor stor Kristi nåde er [ingen kan af hjertet længes efter Kristus og den ubeskrivelig store skat af Guds gunst og nåde, som evangeliet tilbyder], medmindre man erkender vores sygdomme. [Som Kristus siger i Matt 9,12 og Mark 2,17: «De raske har ikke brug for læge.»] Menneskets hele retfærdighed er det rene hykleri [og en vederstyggelighed] for Gud, medmindre vi erkender, at vores hjerte af naturen

34 er uden kærlighed til Gud, frygt for Gud og tillid til Gud [at vi er elendige syndere, som er i unåde hos Gud]. Derfor siger profeten Jeremias i Jer 31,19: «Efter at jeg var blevet belært, slog jeg mig på låret.» Og Sl 116,11: «Jeg sagde i min hast: Alle mennesker er løgnere», det vil sige: De tænker ikke rigtigt om Gud.

35 Her farer vores modstandere også ud mod Luther, fordi han skrev, at «arvesynden bliver tilbage efter dåben». De tilføjer, at denne artikel med rette blev fordømt af Leo X. Men Hans Kejserlige Majestæt vil på dette punkt se en åbenlys bagvaskelse. For vores modstandere ved udmærket, hvordan Luther mente udsagnet om, at arvesynden bliver tilbage efter dåben. Han har altid skrevet, at dåben fjerner arvesyndens skyld, selv om syndens materie, som de kalder det, det vil sige begæret, bliver tilbage. Om materien tilføjede han desuden, at Helligånden, som gives ved dåben, begynder at døde begæret og skaber nye bevægelser [et nyt lys, et nyt sind og en ny ånd] i mennesket.

36 På samme måde taler også Augustin, når han siger: Synden forlades i dåben, ikke sådan at den ikke længere er til, men sådan at den ikke tilregnes. Her bekender han åbent, at synden er til, det vil sige, at den bliver tilbage, selv om den ikke tilregnes. Og denne opfattelse fandt så stor tilslutning hos hans efterfølgere, at den også blev optaget i dekreterne. Også imod Julian siger Augustin: Den lov, som er i lemmerne, er ophævet ved den åndelige genfødsel og bliver tilbage i det dødelige kød. Den er ophævet, fordi skylden er forladt i det sakramente, hvor de troende bliver født på ny; men den bliver tilbage, fordi den fremkalder lyster, som de troende kæmper imod.

37 Vores modstandere ved, at Luther tror og lærer sådan. Og fordi de ikke kan forkaste selve sagen, forvrænger de hans ord for med dette kneb at knuse en uskyldig mand.

38 Men de hævder, at begæret er en straf og ikke en synd [en byrde og en pålagt straf, men ikke en synd, der fører til død og fordømmelse]. Luther fastholder, at det er en synd. Ovenfor er det sagt, at Augustin definerer arvesynden som begær. Er der noget galt i denne opfattelse,

39 så lad dem strides med Augustin. Desuden siger Paulus i Rom 7,7 og 23: «Jeg vidste ikke af begæret uden at loven sagde: ‹Du må ikke begære.›» Og: «Jeg ser en anden magt i mine lemmer som fører krig mod loven i mine tanker, og som tager mig til fange ved syndens lov som er i mine lemmer.» Disse vidnesbyrd kan ingen spidsfindighed omstøde. [Alle djævle og alle mennesker kan ikke omstøde dem.]

40 For de kalder tydeligt begæret synd, en synd, som dog ikke tilregnes dem, der er i Kristus, selv om den i sig selv fortjener døden, hvor den ikke er forladt.

41 Sådan mener kirkefædrene utvivlsomt også. For Augustin gendriver i en lang drøftelse den opfattelse hos dem, der mente, at begæret i mennesket ikke er en last, men et middelting (adiaforon), sådan som legemets farve eller dårligt helbred siges at være middelting [ligesom det hverken er godt eller ondt at have et sort eller et hvidt legeme].

42 Men hvis modstanderne vil hævde, at fomes [den onde tilbøjelighed] er et middelting, så vil ikke blot mange skriftsteder, men simpelthen hele kirken [og alle kirkefædrene] modsige dem. For [selv om der ikke er fuldt samtykke, men kun tilbøjeligheden og lysten er til stede] hvem har nogensinde vovet at sige, at disse ting var middelting, selv om man ikke nåede til fuldt samtykke: at tvivle om Guds vrede, om Guds nåde, om Guds ord, at blive vred over Guds domme, at blive forbitret over, at Gud ikke straks befrier én fra trængslerne, at knurre over, at de ugudelige har bedre lykke end de gode, at blive drevet af vrede,

43 af lyst, af begær efter ære, rigdom osv.? Og alligevel erkender gudfrygtige mennesker disse ting hos sig selv, som det fremgår af Salmerne og profeterne. [For alle prøvede, kristne hjerter ved desværre, at disse onder sidder i menneskets skind: at sætte penge, gods og alt andet højere end Gud og leve sit liv i sorgløs tryghed; og at vi i vores kødelige sorgløshed altid forestiller os, at Guds vrede over synden ikke er så alvorlig og stor, som den i sandhed er. Desuden at vi knurrer imod Guds gerning og vilje, når han ikke hurtigt kommer os til hjælp i vores trængsler og ordner vores sager, som vi synes om. Og vi erfarer hver dag, at det gør ondt at se onde mennesker have lykken med sig i denne verden, sådan som David og alle de hellige har klaget. Og oven i alt dette mærker alle mennesker, at deres hjerte let bliver optændt, snart af ærgerrighed, snart af vrede og harme, snart af utugt.] Men i skolerne har man hentet helt andre forestillinger hertil fra filosofien: at vi på grund af lidenskaberne hverken er gode eller onde og hverken fortjener ros eller dadel. Og at intet er synd, medmindre det er frivilligt [indre lyster og tanker er ikke synd, hvis jeg ikke helt giver mit samtykke til dem]. Disse forestillinger blev hos filosofferne udtalt med henblik på den borgerlige retfærdighed, ikke med henblik på Guds dom. [For dér gælder, hvad juristerne siger, L. cogitationis [henvisning til den romerske retsregel «cogitationis poenam nemo patitur», ingen straffes for sine tanker]: tanker er fri for told og straf. Men Gud ransager hjerterne; i Guds domstol og dom er det anderledes.] Lige så uklogt tilføjer de andre forestillinger, som at [Guds skabning og] naturen ikke er [ikke i sig selv kan være] ond. På sin rette plads kritiserer vi ikke dette; men det er forkert at fordreje det til en formildelse af arvesynden. Og alligevel læses disse forestillinger i skolastikernes værker, som på upassende måde blander filosofien eller den borgerlige lære om etikken sammen med evangeliet.

44 Og disse ting blev ikke kun drøftet i skolerne, men blev, som det plejer at gå, ført fra skolerne ud til folket. Og disse overbevisninger [ugudelige, vildfarende, farlige og skadelige lærdomme] fik overhånd, nærede tilliden til menneskelig kraft og undertrykte kendskabet til Kristi nåde.

45 Fordi Luther ville vise, hvor stor arvesynden og den menneskelige skrøbelighed er [hvor svær en dødsskyld arvesynden er for Gud], lærte han, at disse rester af arvesynden [efter dåben] ikke af deres egen natur er middelting i mennesket, men at de behøver Kristi nåde for ikke at blive tilregnet og Helligånden for at blive dødet.

46 Skolastikerne formilder både synden og straffen, når de lærer, at mennesket ved egen kraft kan opfylde Guds bud. Men i Første Mosebog beskrives den straf, der er pålagt på grund af arvesynden, anderledes. Dér underlægges den menneskelige natur nemlig ikke kun døden og andre legemlige onder, men også djævelens rige. For dér, i 1 Mos 3,15, forkyndes denne frygtelige dom: Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd.

47 Manglerne og begæret er både straf og synd. Døden og de andre legemlige onder og djævelens herredømme er straf i egentlig forstand. For den menneskelige natur er overgivet til trældom og holdes fanget af djævelen, som forblænder den med ugudelige meninger og vildfarelser og

48 driver den til synder af enhver art. Men ligesom djævelen ikke kan besejres uden Kristi hjælp, sådan kan vi heller ikke ved egen kraft befri os selv

49 fra dette slaveri. Selv verdens historie viser, hvor stor magt djævelens rige har. Verden er fuld af gudsbespottelser og ugudelige meninger, og i disse lænker holder djævelen dem fanget, som i verdens øjne er vise og

50 retfærdige [mange hyklere, som ser hellige ud]. Hos andre viser der sig grovere laster. Men fordi Kristus blev givet os for at tage både disse synder og disse straffe bort og for at ødelægge djævelens, syndens og dødens rige, kan vi ikke erkende Kristi velgerninger, medmindre vi forstår vores egen elendighed. Derfor har vores prædikanter omhyggeligt undervist om dette. De har ikke fremført noget nyt, men har fremlagt Den Hellige Skrift og de hellige fædres lære.

51 Vi mener, at dette vil være Hans Kejserlige Majestæt nok over for den barnagtige og intetsigende spidsfindighed, som modstanderne har fordrejet vores artikel med. For vi ved, at vi tror ret og i overensstemmelse med Kristi almindelige (katolske) kirke. Men hvis modstanderne vil tage denne strid op igen, skal der ikke mangle folk hos os, som vil svare og forsvare sandheden. For i denne sag forstår modstanderne for en stor del ikke selv, hvad de siger. De modsiger ofte sig selv, og de forklarer hverken rigtigt eller logisk, hvad der hører til arvesyndens væsen [dvs. hvad der hører eller ikke hører til arvesyndens egentlige væsen], eller hvad de kalder mangler. Men vi har ikke her villet gå særlig spidsfindigt ind i deres stridigheder. Vi har kun fundet det umagen værd at gengive de hellige fædres opfattelse med vante og velkendte ord, og den følger vi også.