Artikel VII og VIII. Om kirken

1 Modstanderne har fordømt den syvende artikel i vores bekendelse, hvor vi sagde, at kirken er de helliges forsamling. De har tilføjet en lang udredning om, at de ugudelige ikke skal skilles fra kirken, fordi Johannes har sammenlignet kirken med en tærskeplads, hvor hvede og avner ligger i én bunke, Matt 3,12, og Kristus har sammenlignet den med et net, hvor

2 der er både gode og dårlige fisk, Matt 13,47. Det er et sandt ord, at der ikke findes noget værn mod bagtalerens angreb. Intet kan siges så omhyggeligt, at det undgår at blive bagtalt.

3 Derfor har vi tilføjet den ottende artikel, for at ingen skulle tro, at vi skiller de ugudelige og hyklerne ud af kirkens ydre fællesskab, eller at vi frakender sakramenterne deres virkning, når de forvaltes af hyklere eller ugudelige mennesker. Her er der altså ikke brug for et langt forsvar mod denne bagtalelse. Den ottende artikel er nok til at frikende os. For vi indrømmer, at hyklere og ugudelige mennesker i dette liv er blandet sammen med kirken, og at de er kirkens lemmer i kraft af det ydre fællesskab om kirkens tegn, det vil sige ord, bekendelse og sakramenter, især hvis de ikke er blevet lyst i band.

4 Sakramenterne er heller ikke uden virkning, fordi de forvaltes af ugudelige mennesker. Ja, vi kan endda med rette bruge sakramenter, der forvaltes af ugudelige mennesker. For Paulus forudsiger også, 2 Thess 2,4, at Antikrist skal sidde i Guds tempel, det vil sige, at han skal herske og bestride embeder i kirken.

5 Men kirken er ikke kun et fællesskab om ydre ting og skikke, sådan som andre samfund er det. Den er først og fremmest et fællesskab i troen og i Helligånden i hjerterne. [Den kristne kirke består ikke alene i et fællesskab om ydre tegn, men især i et indre fællesskab om evige goder i hjertet, såsom Helligånden, troen, frygten for og kærligheden til Gud.] Dette fællesskab har dog ydre kendetegn, så man kan kende det, nemlig evangeliets rene lære og forvaltningen af sakramenterne i overensstemmelse med Kristi evangelium. [Hvor Guds ord er rent, og sakramenterne forvaltes i overensstemmelse med det, dér er der helt sikkert kirke, og dér er der kristne.] Og det er kun denne kirke, der kaldes Kristi legeme, som Kristus fornyer, [Kristus er dens hoved, og han] helliger og styrer ved sin Ånd, sådan som Paulus bevidner i Ef 1,22f, hvor han siger: «Han gav ham som hoved over alt til kirken, som er hans legeme,

6 fylden af ham som fylder alt i alle.» Derfor er de, som Kristus ikke virker i [ved sin Ånd], ikke Kristi lemmer. Det indrømmer modstanderne også, nemlig at de ugudelige er døde lemmer af kirken. Derfor undrer vi os over, at de har udsat noget på vores beskrivelse [vores konklusion om kirken],

7 som taler om levende lemmer. Vi har heller ikke sagt noget nyt. Paulus har beskrevet kirken på nøjagtig samme måde i Ef 5,25ff: at den skal renses for at være hellig. Og han tilføjer de ydre kendetegn, ordet og sakramenterne. For han siger: «Kristus har elsket kirken og givet sig selv hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig som herlig, uden plet eller rynke eller noget af den slags, for at den kan være hellig og uden fejl.» I bekendelsen har vi gengivet denne sætning næsten med de samme ord. Sådan beskrives kirken også i den artikel i trosbekendelsen, der lærer os at tro, at der er en hellig, almindelig kirke.

8 Men de ugudelige er ikke en hellig kirke. Og det, der følger, nemlig «de helliges samfund», synes at være tilføjet for at forklare, hvad kirken betyder, nemlig de helliges forsamling, som har fællesskab med hinanden om det samme evangelium eller den samme lære [som bekender ét evangelium og har den samme kundskab om Kristus] og om den samme Helligånd, der fornyer, helliger og styrer deres hjerter.

9 Denne artikel er da også sat ind af en nødvendig grund. [Artiklen om den almindelige eller universelle kirke, som samles fra alle folkeslag under solen, er meget trøstende og højst nødvendig.] Vi ser de uendelige farer, der truer med at ødelægge kirken. I selve kirken er der en uendelig mængde ugudelige, som undertrykker den [som foragter Ordet, hader det bittert og forfølger det med den største vold, som fx tyrkerne, muslimerne, andre tyranner, kættere osv. Derfor bliver den sande lære og kirken ofte så fuldstændig undertrykt, at de forsvinder, som om der ingen kirke var, sådan som det er sket under pavedømmet; det ser ofte ud, som om kirken helt er gået til grunde]. Derfor giver denne artikel i trosbekendelsen os den trøst, at vi ikke skal fortvivle. Vi skal vide, at kirken alligevel vil bestå [indtil verdens ende], og at kirken [som er Kristi brud] findes, hvor stor mængden af ugudelige end er. Og vi skal vide, at Kristus giver de gaver, som han har lovet kirken: at tilgive synder, at høre bønner og at give Helligånden.

10 Og den siger «den almindelige kirke», for at vi ikke skal forstå kirken som et ydre styre over bestemte folkeslag [som om kirken var ligesom ethvert andet ydre samfund, bundet til dette eller hint land, rige eller folk, sådan som paven i Rom vil hævde], men snarere som mennesker spredt over hele verden [her og dér i verden, fra solens opgang til dens nedgang], som er enige om evangeliet og har den samme Kristus, den samme Helligånd og de samme sakramenter, hvad enten de har de samme

11 eller forskellige menneskelige traditioner. Og glossen til dekreterne siger, at kirken i bred forstand omfatter gode og onde, og desuden, at de ugudelige kun er i kirken af navn, ikke i virkeligheden, men at de gode er i kirken både i virkeligheden og af navn. Og der er mange udsagn i samme retning hos kirkefædrene. For Hieronymus siger: «Den synder, der er tilsølet af en eller anden plet, kan derfor ikke kaldes et lem af Kristi kirke og kan heller ikke siges at være underlagt Kristus.»

12 Selv om hyklere og ugudelige mennesker altså er lemmer af denne sande kirke i kraft af de ydre skikke [titler og embeder], er det dog nødvendigt, når man skal bestemme, hvad kirken er, at sige, at den er det, der er Kristi levende legeme, og som både af navn og i virkeligheden er kirken [som kaldes Kristi legeme og har fællesskab ikke alene om ydre tegn, men har gaver i hjertet, nemlig Helligånden og troen].

13 Og det er der mange grunde til. For det er nødvendigt at forstå, hvad det først og fremmest er, der gør os til lemmer – og det levende lemmer – af kirken. Hvis vi kun vil bestemme kirken som et ydre samfund af gode og onde, vil man ikke forstå, at Kristi rige er hjertets retfærdighed og Helligåndens gave [at Kristi rige er åndeligt, sådan som det jo er; at Kristus dér hersker indvortes, styrker og trøster hjerterne og giver Helligånden og forskellige åndelige gaver], men man vil mene, at det kun er den ydre overholdelse af visse former for gudsdyrkelse og skikke.

14 Og hvad forskel vil der så være på lovens folk og kirken, hvis kirken er et ydre samfund? Men Paulus skelner sådan mellem kirken og lovens folk, at kirken er et åndeligt folk, det vil sige, at den ikke er skilt fra hedningerne ved borgerlige skikke [ikke i samfundsordning og borgerlige forhold], men at den er Guds sande folk, genfødt ved Helligånden. Hos lovens folk havde den kødelige sæd [alle, der af natur var født som jøder og som Abrahams sæd] foruden løftet om Kristus også løfter om legemlige ting, om herredømme osv. Og på grund af dem blev selv de ugudelige blandt dem kaldt Guds folk, fordi Gud havde skilt denne kødelige sæd ud fra andre folkeslag ved bestemte ydre ordninger og løfter. Og alligevel

15 behagede disse ugudelige ikke Gud. Men evangeliet [som prædikes i kirken] bringer ikke blot skyggen af de evige ting, men de evige ting selv: Helligånden og den retfærdighed, der gør os retfærdige for Gud. [Men enhver sand kristen har allerede her på jorden del i de evige goder, ja, i den evige trøst, i det evige liv og i Helligånden og i den retfærdighed, der kommer fra Gud, indtil han bliver fuldkomment frelst i den kommende verden.]

16 Derfor er det ifølge evangeliet kun de, der tager imod dette løfte om Ånden, som er folket. Desuden er kirken Kristi rige, til forskel fra Djævelens rige. Men det er sikkert, at de ugudelige er i Djævelens magt og er lemmer af Djævelens rige, sådan som Paulus lærer i Ef 2,2, hvor han siger, at Djævelen nu virker i ulydighedens børn. Og Kristus siger til farisæerne, som helt sikkert havde ydre fællesskab med kirken, det vil sige med de hellige blandt lovens folk (for de bestred embeder, ofrede og underviste): «I er af Djævelen, jeres far», Joh 8,44. Derfor er kirken, som i sandhed er Kristi rige, i egentlig forstand de helliges forsamling. For de ugudelige styres af Djævelen og er Djævelens fanger; de styres ikke af Kristi Ånd.

17 Men hvad er der brug for mange ord i en åbenlys sag? [Modstanderne strider dog imod den klare sandhed.] Hvis kirken, som i sandhed er Kristi rige, er adskilt fra Djævelens rige, følger det med nødvendighed, at de ugudelige ikke er kirken, da de er i Djævelens rige – selv om de i dette liv, fordi Kristi rige endnu ikke er blevet åbenbaret, er blandet sammen med kirken og bestrider embeder [som lærere og andre embeder] i kirken.

18 De ugudelige er heller ikke Kristi rige, blot fordi åbenbaringen endnu ikke er sket. For det er altid det rige, som han gør levende ved sin Ånd, hvad enten det er åbenbaret eller skjult under korset – ligesom han, der nu er herliggjort, er den samme Kristus, som før led.

19 Og dette stemmer tydeligt med Kristi lignelser. Han siger i Matt 13,38, at den gode sæd er Rigets børn, men rajgræsset er den Ondes børn. Marken, siger han, er verden, ikke kirken. På samme måde taler Johannes [Matt 3,12: «Han skal rense sin tærskeplads og samle sin hvede i laden, men avnerne skal han brænde op»] om hele det jødiske folk og siger, at den sande kirke skal skilles ud fra dette folk. Derfor taler dette sted mere imod modstanderne end for dem, for det viser, at det sande og åndelige folk skal skilles fra det kødelige folk. Kristus taler også om kirkens ydre skikkelse, når han i Matt 13,47 siger: «Himlenes rige ligner et fiskenet», og når han taler om de ti jomfruer (Matt 25,1). Han lærer, at kirken er dækket af en mængde onde, for at denne anstødssten ikke skal forarge de fromme, og for at vi skal vide, at ordet og sakramenterne virker, også når de forvaltes af onde mennesker. Samtidig lærer han, at disse ugudelige mennesker, selv om de har del i de ydre tegns fællesskab, alligevel ikke er Kristi sande rige og Kristi lemmer;

20 for de er lemmer af djævelens rige. Vi drømmer heller ikke om en platonisk idealstat, som nogle ondsindet beskylder os for. Men vi siger, at denne kirke findes, nemlig de virkelig troende og retfærdige mennesker, som er spredt ud over hele verden. [Vi taler ikke om en indbildt kirke, som ikke findes nogen steder; men vi siger og ved med sikkerhed, at denne kirke, hvor de hellige lever, virkelig er og bliver på jorden; nemlig at nogle af Guds børn findes her og der i hele verden, i forskellige riger, på øer, i lande og byer, fra solens opgang til dens nedgang, og at de i sandhed har lært Kristus og hans evangelium at kende.] Og vi tilføjer kendetegnene: evangeliets rene lære [prædikeembedet eller evangeliet] og sakramenterne. Og denne kirke er i egentlig forstand «sandhedens søjle», 1 Tim 3,15. For den bevarer det rene evangelium og, som Paulus siger i 1 Kor 3,11 [«For ingen kan lægge et andet fundament end det der er lagt, og det er Jesus Kristus»], fundamentet, det vil sige den sande erkendelse af Kristus og troen. Blandt disse [i det legeme, som er bygget på det sande fundament, det vil sige på Kristus og troen] er der ganske vist også mange svage, som på fundamentet bygger strå, der skal gå til grunde, det vil sige visse unyttige meninger [nogle menneskelige tanker og meninger]. Men fordi disse meninger ikke omstøder fundamentet, bliver de tilgivet dem

21 og også rettet. Og de hellige kirkefædres skrifter vidner om, at også de undertiden byggede strå på fundamentet, men at det ikke omstødte deres tro. Men de fleste af de vildfarelser, som vores modstandere forsvarer, omstøder troen, for eksempel deres fordømmelse af artiklen om syndernes forladelse, hvor vi siger, at syndernes forladelse modtages ved troen. Det er også en åbenlys og skadelig vildfarelse, når modstanderne lærer, at mennesker fortjener syndernes forladelse ved kærlighed til Gud, før nåden. [I stedet for Kristus sætter de deres gerninger, klosterordener og messer, ligesom jøderne, hedningerne og tyrkerne vil blive frelst ved deres gerninger.] For også dette er at fjerne «fundamentet», det vil sige Kristus. Og hvad skal man så med troen, hvis sakramenterne retfærdiggør ex opere operato [i kraft af den udførte handling],

22 uden en god indstilling hos den, der bruger dem? [uden tro. Men den, der ikke anser troen for nødvendig, har allerede mistet Kristus. Desuden indfører de helgendyrkelse og påkalder helgenerne i stedet for Kristus, mellemmanden, osv.] Men ligesom kirken har løftet om, at den altid skal have Helligånden, sådan har den også trusler om, at der skal komme onde lærere og ulve. Men kirken i egentlig forstand er den, der har Helligånden. Selv om ulve og onde lærere huserer [raser og gør skade] i kirken, er de dog ikke i egentlig forstand Kristi rige. Det bevidner også Lyra, når han siger: «Kirken består ikke af mennesker i kraft af magt eller kirkelig eller verdslig værdighed, for man har set, at mange fyrster og ærkebiskopper og andre af lavere rang er faldet fra troen. Derfor består kirken af de mennesker, som har en sand erkendelse og bekendelse af troen og sandheden.» Hvad andet har vi sagt i vores bekendelse end det, Lyra her siger [med så klare ord, at han ikke kunne have talt klarere]?

23 Men modstanderne kræver måske [en ny romersk definition], at kirken skal defineres sådan: Den er det øverste ydre monarki over hele verden, hvor den romerske pave nødvendigvis har en ubestridt magt, som ingen må drage i tvivl eller kritisere [uanset om han bruger den ret eller misbruger den]. Han har magt til at fastsætte trosartikler; til efter forgodtbefindende at afskaffe Skriften [at fordreje og fortolke den imod al guddommelig ret, imod hans egne dekretaler, imod al kejserlig ret, så ofte, i så stort omfang og når det behager ham; at sælge aflad og dispensationer for penge]; til at indstifte gudstjenester og ofre; til at give de love, han vil, og til at give dispensation og fritagelse fra alle de love, han vil, guddommelige, kanoniske eller borgerlige. Kejseren og alle konger modtager efter Kristi befaling magten og retten til at besidde deres riger fra ham [som fra Kristi stedfortræder]. For man skal forstå det sådan, at denne ret er overført fra Kristus til paven, fordi Faderen har lagt alt under Kristus. Derfor må paven nødvendigvis være [en gud på jorden, den øverste majestæt,] herre over hele verden, over alle verdens riger og over alle private og offentlige ting, og han må have den fulde magt i timelige og åndelige ting og begge sværd, det åndelige og det verdslige.

24 Desuden har denne definition – ikke af Kristi kirke, men af pavens rige – ikke kun kanonisterne som ophavsmænd, men også Dan 11,36ff. [Profeten Daniel tegner på denne måde et billede af Antikrist.]

25 Hvis vi definerede kirken sådan [at den er en sådan pragt, som den der udfoldes i pavens styre], ville vi måske få mere retfærdige dommere. For der findes mange overdrevne og ugudelige skrifter om den romerske paves magt, uden at nogen nogensinde er blevet stillet til ansvar for dem. Kun vi bliver bebrejdet, fordi vi forkynder Kristi velgerning [og skriver og prædiker apostlenes klare ord og lære]: at vi får syndernes forladelse ved troen på Kristus og ikke ved gudstjenester [hykleri eller utallige gudstjenester], som paven har udtænkt.

26 Desuden definerer Kristus, profeterne og apostlene Kristi kirke helt anderledes end som pavens rige.

27 Vi må heller ikke overføre det, som hører den sande kirke til, til paverne, nemlig at de er sandhedens søjler, og at de ikke tager fejl. For hvor mange af dem bekymrer sig om evangeliet eller mener, at det [en eneste lille side, et eneste bogstav af det] er værd at læse? Mange [i Italien og andre steder] gør endda offentligt grin med al religion, eller hvis de billiger noget, så billiger de kun det, der stemmer med den menneskelige fornuft, og regner resten for fabler

28 og på linje med digternes tragedier. Derfor fastholder vi ud fra Skriften, at kirken i egentlig forstand er de helliges forsamling [af dem, der findes her og der i verden], som i sandhed tror på Kristi evangelium og har Helligånden. Og dog bekender vi, at der i dette liv er mange hyklere og onde mennesker blandet ind blandt dem. De har del i de ydre tegns fællesskab, er lemmer af kirken i kraft af dette fællesskab og bestrider derfor embeder i kirken [prædiker, forvalter sakramenterne og bærer navn og titel som kristne]. At sakramenterne forvaltes af uværdige, svækker heller ikke deres virkning. For fordi de er kaldet af kirken, repræsenterer de Kristi person og ikke deres egen person, som Kristus bevidner i Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig.» [Sådan blev selv Judas sendt ud for at prædike.] Når de frembyder Guds ord, når de frembyder sakramenterne, frembyder de dem i Kristi sted. Disse ord af Kristus lærer os ikke at tage anstød af tjenernes uværdighed.

29 Men om denne sag har vi talt klart nok i bekendelsen, hvor vi fordømmer donatisterne og wycliffitterne, som mente, at mennesker syndede, når de modtog sakramenterne af uværdige i kirken. Dette må foreløbig være nok til at forsvare den beskrivelse af kirken, som vi har fremlagt. Vi kan heller ikke se, hvordan kirken i egentlig forstand, når den kaldes Kristi legeme, skulle kunne beskrives anderledes, end vi har beskrevet den. For det er klart, at de ugudelige hører til djævelens rige og legeme, for det er ham, der driver de ugudelige og holder dem fanget. Dette er klarere end lyset ved middagstid. Men hvis modstanderne alligevel bliver ved med at fordreje det, vil vi ikke tøve med at svare mere udførligt.

30 Modstanderne fordømmer også den del af artikel VII, hvor vi sagde, at «det er nok for kirkens enhed at være enige om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning; og det er ikke nødvendigt, at menneskelige traditioner, skikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker, er ens overalt». Her skelner de mellem almene og særlige skikke. De godkender vores artikel, hvis den forstås om særlige skikke, men de godtager den ikke, når det gælder almene skikke. [Det er en fin – og klodset – skelnen!]

31 Vi forstår ikke rigtig, hvad modstanderne mener. Vi taler om den sande, det vil sige den åndelige enhed [vi siger, at de udgør én enig kirke, som tror på én Kristus; som har ét evangelium, én Ånd, én tro og de samme sakramenter; og derfor taler vi om den åndelige enhed]; uden den kan troen i hjertet eller hjertets retfærdighed for Gud ikke bestå. Til denne enhed, siger vi, er det ikke nødvendigt, at de menneskelige skikke er ens, hverken de almene eller de særlige. For troens retfærdighed er ikke en retfærdighed, der er bundet til bestemte traditioner [ydre ceremonier i menneskelige forordninger], sådan som lovens retfærdighed var bundet til de mosaiske ceremonier. Denne hjertets retfærdighed gør nemlig hjertet levende. Til denne levendegørelse bidrager menneskelige traditioner intet, hverken de almene eller de særlige. De er heller ikke virkninger af Helligånden, sådan som kyskhed, tålmodighed, gudsfrygt, kærlighed til næsten og kærlighedens gerninger er det.

32 Vi havde heller ikke ubetydelige grunde til at fremlægge denne artikel. For det er tydeligt, at mange [store fejl og] tåbelige meninger om traditioner havde sneget sig ind i kirken. Nogle mente, at menneskelige traditioner var nødvendige gudstjenester, som man fortjener retfærdiggørelsen ved [at uden sådanne menneskelige forordninger har kristen hellighed og tro ingen gyldighed for Gud; ja, at ingen kan være kristen uden at holde sådanne traditioner, skønt de kun er en ydre ordning]. Og siden diskuterede de, hvordan det kunne gå til, at Gud blev dyrket på så forskellig vis – som om disse skikke virkelig var gudsdyrkelse og ikke snarere ydre, borgerlige ordninger, der slet ikke har noget med hjertets retfærdighed eller gudsdyrkelsen at gøre, og som efter omstændighederne og af rimelige grunde er forskellige, snart på én måde, snart på en anden [ligesom det ene land har andre skikke end det andet i det verdslige styre]. Nogle kirker har også lyst andre i band på grund af sådanne traditioner, fx om fejringen af påsken, om billeder og lignende. Derfor har de uvidende troet, at troen eller hjertets retfærdighed for Gud ikke kan bestå [og at ingen kan være kristen] uden disse skikke. For summisterne og andre har skrevet mange tåbelige skrifter om dette emne.

33 Men ligesom det ikke skader kirkens enhed, at dag og nat er forskellige i længde, sådan mener vi heller ikke, at kirkens sande enhed skades af forskellige skikke, som mennesker har indført. Vi synes dog godt om, at almindelige skikke holdes for fredens [enhedens og den gode ordens] skyld, ligesom vi også i kirkerne gerne holder messens ordning, søndagen og de andre større højtider. Og med stor taknemmelighed tager vi imod de gavnlige og gamle ordninger, især fordi de rummer en tugt, der er gavnlig til at opdrage og oplære folket og de uvidende [de unge].

34 Men vi drøfter nu ikke spørgsmålet, om det er gavnligt at holde dem for fredens skyld eller for legemlig gavns skyld. Det er ikke det, sagen drejer sig om. For stridsspørgsmålet er, om det at holde menneskelige traditioner er gudsdyrkelse, som er nødvendig for at være retfærdig for Gud. Det er det punkt, der skal afgøres i denne strid. Og når det er afgjort, kan man bagefter afgøre, om det er nødvendigt for kirkens sande enhed, at de menneskelige traditioner er ens overalt. For hvis menneskelige traditioner ikke er gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden for Gud, så følger det, at også de, som ikke har de traditioner, man har taget imod andre steder, kan være retfærdige og Guds børn. Et eksempel: Hvis tysk klædedragt ikke er en gudsdyrkelse, der er nødvendig for retfærdigheden for Gud, så følger det, at mennesker kan være retfærdige og Guds børn og Kristi kirke, selv om de bærer en dragt, der ikke er tysk, men fransk.

35 Det lærer Paulus tydeligt kolossenserne, Kol 2,16–17: «Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller hvad angår fester eller nymåne eller sabbat, som er en skygge af det kommende, men kroppen tilhører Kristus.» Og i Kol 2,20–23: «Når I sammen med Kristus er døde i relation til verdens magter, hvorfor underkaster I jer så bestemmelser, som om I lever i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke – det er alt sammen bestemt til at nedbrydes, når man forbruger det – ifølge menneskers bud og undervisning? Det har ord for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse og ydmyghed.»

36 For meningen er denne: Hjertets retfærdighed er en åndelig sag, der gør hjerterne levende. Og det er tydeligt, at menneskelige traditioner ikke gør hjerterne levende. De er ikke virkninger af Helligånden, sådan som kærlighed til næsten, kyskhed osv. er det. De er heller ikke redskaber, som Gud bruger til at bevæge hjerterne til at tro, sådan som det ord og de sakramenter, Gud har givet, er det. De er derimod skikke i ting, der slet ikke vedkommer hjertet, og som forgår, når de bruges. Derfor må vi ikke tro, at de er nødvendige for retfærdigheden for Gud. [De er intet evigt; derfor skaffer de heller ikke evigt liv, men er en ydre, legemlig tugt, der ikke forandrer hjertet.] I samme retning siger han i Rom 14,17: «For Guds rige består ikke i at spise eller at drikke, men i retfærdighed,

37 fred og glæde i Helligånden.» Men det er ikke nødvendigt at anføre mange vidnesbyrd, for de ligger åbent for dagen overalt i Skriften, og i vores bekendelse har vi samlet et stort antal af dem i de sidste artikler. Og det punkt, der skal afgøres i denne strid, må vi tage op igen lidt senere, nemlig om menneskelige traditioner er gudsdyrkelse, som er nødvendig for retfærdigheden for Gud. Dér vil vi drøfte sagen mere udførligt.

38 Modstanderne siger, at de almindelige traditioner skal holdes, fordi de efter sigende er overleveret fra apostlene. Sikke fromme folk! De vil have, at de skikke, der stammer fra apostlene, skal bevares; men apostlenes lære vil de ikke have bevaret.

39 De må dømme om disse skikke, sådan som apostlene selv dømmer om dem i deres skrifter. For apostlene ville ikke have, at vi skulle tro, at vi bliver retfærdiggjort ved sådanne skikke, eller at sådanne skikke er nødvendige for retfærdigheden for Gud. Apostlene ville ikke lægge en sådan byrde på samvittighederne; de ville ikke gøre retfærdighed og synd afhængig af, om man holder dage, mad og lignende.

40 Ja, Paulus kalder sådanne meninger for dæmonisk lære, 1 Tim 4,1. Derfor skal apostlenes vilje og råd hentes fra deres skrifter; det er ikke nok at henvise til deres eksempel. De holdt bestemte dage, ikke fordi det var nødvendigt for retfærdiggørelsen, men for at folket kunne vide, hvornår de skulle samles. De holdt også visse andre skikke og en ordning for læsningerne, når de var samlet. Folket [i kirkens begyndelse de jøder, der var blevet kristne] beholdt også, som det almindeligvis sker, noget fra fædrenes skikke [fra deres jødiske højtider og ceremonier], og det tilpassede apostlene, en smule ændret, til evangeliets historie, fx påsken og pinsen. Sådan ville de ikke kun ved deres undervisning, men også gennem disse eksempler overlevere mindet

41 om de vigtigste ting til eftertiden. Men hvis disse ting var overleveret som nødvendige for retfærdiggørelsen, hvorfor ændrede biskopperne så siden mange ting netop i disse sager? For hvis de havde været af guddommelig ret, havde det ikke været tilladt at ændre dem med menneskelig myndighed.

42 Før Konciliet i Nikæa holdt nogle påske på ét tidspunkt og andre på et andet. Og denne mangel på ensartethed skadede ikke troen. Siden besluttede man en ordning, så vores påske ikke faldt samtidig med jødernes påske. Men apostlene havde befalet kirkerne at holde påske sammen med de brødre, der var blevet omvendt fra jødedommen. Derfor holdt visse folk efter Konciliet i Nikæa stædigt fast ved skikken med at følge den jødiske tidsregning. Men med denne bestemmelse ville apostlene ikke lægge tvang på kirkerne, sådan som ordene i bestemmelsen viser. For den siger, at ingen skal være bekymret, selv om hans brødre ikke regner tiden rigtigt ud, når de holder påske. Ordene i bestemmelsen findes hos Epiphanius: «Regn ikke efter, men hold den, når jeres brødre af omskærelsen gør det; hold den samtidig med dem, og selv om de skulle have taget fejl, så lad det ikke bekymre jer.» Epiphanius skriver, at dette er apostlenes ord i en bestemmelse om påsken. Her kan den kloge læser let se, at apostlene ville befri folket fra den tåbelige mening om et bestemt tidspunkt, når de forbyder dem at være bekymrede,

43 selv om man skulle tage fejl i beregningen. Desuden var der nogle i Østen, som efter ophavsmanden til deres lære blev kaldt audianere, og de hævdede på grund af denne apostolske bestemmelse, at påsken skulle holdes sammen med jøderne. Epiphanius gendriver dem, men roser bestemmelsen og siger, at den ikke indeholder noget, der afviger fra troen eller kirkens regel. Han bebrejder audianerne, at de ikke forstår udtrykket rigtigt, og han tolker det på samme måde, som vi tolker det: Apostlene mente ikke, at det havde nogen betydning, på hvilket tidspunkt påsken blev holdt. Men fordi fremtrædende brødre var blevet omvendt fra jødedommen og holdt fast ved deres skik, ville apostlene for

44 enighedens skyld have, at de andre fulgte deres eksempel. Og apostlene formanede klogt læseren til hverken at tage evangeliets frihed bort eller at lægge tvang på samvittighederne, for de tilføjer, at man ikke skal være bekymret, selv om der skulle ske en fejl i beregningen.

45 Mange ting af den slags kan man samle fra historien, og de viser, at mangel på ensartethed i menneskelige skikke ikke skader troens enhed [ikke skiller nogen fra den almindelige kristne kirke]. Men hvad nytter en lang drøftelse? Modstanderne forstår slet ikke, hvad troens retfærdighed er, og hvad Kristi rige er, når de mener, at ensartethed i skikke om mad, dage, klæder og lignende, som Gud ikke har befalet, er nødvendig.

46 Men se dog på de fromme folk, vores modstandere! For kirkens enheds skyld kræver de ensartede menneskelige skikke, skønt de selv har ændret Kristi ordning i brugen af nadveren, som tidligere utvivlsomt var en almindelig ordning. Men hvis almindelige ordninger er så nødvendige, hvorfor ændrer de så selv ordningen af Kristi nadver, som ikke er menneskelig, men guddommelig? Men om hele denne strid må vi tale flere gange nedenfor.

47 Hele den ottende artikel er blevet godkendt. I den bekender vi, at hyklere og onde mennesker er blandet ind i kirken, og at sakramenterne er virksomme, selv om de forvaltes af onde tjenere, fordi tjenerne handler i Kristi sted og ikke repræsenterer deres egen person, sådan som der står i

48 Luk 10,16: «Den, som hører jer, hører mig.» Ugudelige lærere skal man forlade [dem skal man ikke tage imod eller høre], fordi de ikke længere handler i Kristi sted, men er antikrister. Og Kristus siger i Matt 7,15: «Tag jer i agt for de falske profeter.» Og Paulus i Gal 1,9: «Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium, forbandet skal han være!»

49 Desuden har Kristus i sine lignelser om kirken advaret os om, at vi ikke skal skabe splittelse, når vi tager anstød af enkeltes laster, hvad enten det er præsters eller folkets, sådan som donatisterne ugudeligt har gjort.

50 Men dem, der har skabt splittelse, fordi de nægtede, at præster må eje gods og ejendom, anser vi for helt og aldeles oprørske. For at eje ejendom er en borgerlig ordning. Og det er tilladt for kristne at bruge borgerlige ordninger, ligesom de bruger luften, lyset, mad og drikke. For ligesom denne verdens orden og himmellegemernes faste bevægelser i sandhed er Guds ordninger og bevares af Gud, sådan er lovlige øvrigheder i sandhed Guds ordninger, og de bevares og forsvares af Gud mod Djævelen.