Artikel II. Om den frie vilje

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedspørgsmålet i denne strid.

1] Menneskets vilje findes i fire forskellige tilstande, nemlig 1. før faldet, 2. efter faldet, 3. efter genfødslen og 4. efter kødets opstandelse. Men hovedspørgsmålet gælder her alene menneskets vilje og formåen i den anden tilstand: hvilke kræfter viljen efter vores første forældres fald og før sin genfødsel har af sig selv i åndelige sager, og om den af egne kræfter, før den er genfødt ved Guds Ånd, formår at indstille og forberede sig til Guds nåde og tage imod den nåde, som Helligånden tilbyder i Ordet og de hellige sakramenter, eller ikke.

AFFIRMATIVA

Den rene lære om denne artikel i overensstemmelse med Guds ord.

2] 1. Herom er vores lære, tro og bekendelse, at menneskets forstand og fornuft er blind i åndelige ting og intet forstår af egne kræfter, som der står skrevet: «Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds Ånd; det er ham en tåbelighed, og han kan ikke forstå det, når der spørges om åndelige ting», 1 Kor 2.

3] 2. Ligeledes tror, lærer og bekender vi, at menneskets ugenfødte vilje ikke blot er vendt bort fra Gud, men også er blevet Guds fjende, så den kun har lyst og vilje til det onde og til det, som er imod Gud, som der står skrevet: «Menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen af», 1 Mos 8; og: «Kødets stræben er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke under Guds lov, ja, det kan heller ikke», Rom 8. Ja, lige så lidt som et dødt legeme kan gøre sig selv levende til det legemlige, jordiske liv, lige så lidt kan et menneske, der ved synden er åndeligt dødt, rejse sig selv op til det åndelige liv, som der står skrevet: «Da vi var døde i synder, har han gjort os levende sammen med Kristus», Ef 2. Derfor er vi heller ikke «af os selv kvalificerede til at tænke noget godt som af os selv, men vores kvalifikation er fra Gud», 2 Kor 3.

4] 3. Men Gud Helligånden virker ikke omvendelsen uden midler; han bruger dertil prædikenen og hørelsen af Guds ord, som der står skrevet: «Evangeliet er Guds kraft til frelse», Rom 1; og: «Troen kommer af det, som høres, af Guds ord», Rom 10. 5] Og det er Guds vilje, at man skal høre hans ord og ikke stoppe ørerne til, Sl 95. Ved dette ord er Helligånden til stede og åbner hjerterne, så de ligesom Lydia, ApG 16, giver agt på det og således bliver omvendt alene ved Helligåndens nåde og kraft; for menneskets omvendelse er alene hans værk. 6] For uden hans nåde er vores villen og løben, vores planten, såen og vanden alt sammen intet, Rom 9; 1 Kor 3, hvis han ikke giver væksten, som Kristus siger: «Uden mig kan I intet gøre.» Med disse få ord frakender han den frie vilje dens kræfter og tilskriver alt Guds nåde, for at ingen skal kunne rose sig for Gud, 1 Kor 1,29.

NEGATIVA

Modsat, falsk lære.

7] Derfor forkaster og fordømmer vi alle de følgende vildfarelser som stridende mod rettesnoren, Guds ord:

8] 1. Sværmeriet hos de filosoffer, man har kaldt stoikere, og ligeledes hos manikæerne, der har lært, at alt, hvad der sker, må ske sådan og ikke kan ske anderledes, og at mennesket gør alt, hvad det foretager sig, også i ydre ting, af tvang og tvinges til onde gerninger og handlinger som utugt, røveri, mord, tyveri og lignende.

9] 2. Vi forkaster også de grove pelagianeres vildfarelse; de har lært, at mennesket af egne kræfter uden Helligåndens nåde kan omvende sig selv til Gud, tro evangeliet, adlyde Guds lov af hjertet og således fortjene syndernes forladelse og det evige liv.

10] 3. Vi forkaster også semipelagianernes vildfarelse; de lærer, at mennesket af egne kræfter kan begynde sin omvendelse, men ikke fuldføre den uden Helligåndens nåde.

11] 4. Ligeledes når det læres, at selv om mennesket med sin frie vilje før genfødslen er for svagt til at gøre begyndelsen og af egne kræfter omvende sig selv til Gud og adlyde Guds lov af hjertet, så kan menneskets vilje dog – når Helligånden ved ordets prædiken har gjort begyndelsen og deri tilbudt sin nåde – af sine egne naturlige kræfter i nogen grad gøre noget, om end kun lidt og svagt, og hjælpe og medvirke dertil, gøre sig selv skikket og beredt til nåden, gribe den, tage imod den og tro evangeliet.

12] 5. Ligeledes at mennesket, når det er genfødt, kan holde Guds lov fuldkomment og opfylde den helt, og at denne opfyldelse er vores retfærdighed for Gud, som vi fortjener det evige liv med.

13] 6. Ligeledes forkaster og fordømmer vi entusiasternes vildfarelse; de opdigter, at Gud uden midler, uden at Guds ord høres og også uden brug af de hellige sakramenter, drager menneskene til sig, oplyser, retfærdiggør og frelser dem. Entusiaster kaldes de, som uden prædikenen af Guds ord venter på Åndens himmelske oplysning.

14] 7. Ligeledes at Gud i omvendelsen og genfødslen helt udsletter den gamle Adams substans og væsen og især den fornuftige sjæl og i omvendelsen og genfødslen skaber et nyt væsen af sjælen af intet.

15] 8. Ligeledes når disse udtryk bruges uden forklaring: at menneskets vilje før, i og efter omvendelsen står Helligånden imod, og at Helligånden gives dem, der forsætligt og vedholdende står ham imod. For Gud gør i omvendelsen de uvillige til villige og bor i de villige, som Augustin siger.

16] Dernæst er der de udtryk hos lærere i den gamle og den nyere kirke, hvor det siges: Deus trahit, sed volentem trahit, det vil sige: Gud drager, men han drager dem, der vil; og ligeledes: Hominis voluntas in conversione non est otiosa, sed agit aliquid, det vil sige: Menneskets vilje er ikke uvirksom i omvendelsen, men virker også noget. Disse udtryk er blevet indført for at bekræfte den naturlige frie vilje i menneskets omvendelse imod læren om Guds nåde. Derfor mener vi, at de ikke stemmer med den sunde læres form og med rette bør undgås, når der tales om omvendelsen til Gud.

17] Derimod tales der rigtigt, når det siges, at Gud i omvendelsen ved Helligåndens dragen gør genstridige, uvillige mennesker til villige, og at menneskets genfødte vilje efter en sådan omvendelse ikke er uvirksom i den daglige øvelse i omvendelse, men også medvirker i alle Helligåndens gerninger, som han gør gennem os.

18] 9. Ligeledes at det, dr. Luther har skrevet – at menneskets vilje i dets omvendelse forholder sig pure passive [rent passivt], det vil sige slet intet gør – skal forstås respectu divinae gratiae in accendendis novis motibus, det vil sige: når Guds Ånd ved det hørte ord eller ved brugen af de hellige sakramenter griber fat i menneskets vilje og virker den nye fødsel og omvendelse. For når Helligånden har virket og udrettet dette, og menneskets vilje alene ved hans guddommelige kraft og virkning er blevet forandret og fornyet, så er menneskets nye vilje et redskab og værktøj for Gud Helligånden, så den ikke blot tager imod nåden, men også medvirker i Helligåndens efterfølgende gerninger.

19] Altså findes der før menneskets omvendelse kun to virkende årsager, nemlig Helligånden og Guds ord som Helligåndens redskab, hvormed han virker omvendelsen. Dette ord skal mennesket høre, men det kan ikke af egne kræfter tro det og tage imod det, men alene ved Gud Helligåndens nåde og virkning.