Artikel III. Om troens retfærdighed for Gud

STATUS CONTROVERSIAE

Hovedspørgsmålet i denne strid.

1] I vores kirker bekendes det enstemmigt i kraft af Guds ord og efter indholdet af Den Augsburgske Bekendelse, at vi fattige syndere bliver retfærdige og frelst for Gud alene ved troen på Kristus, og at Kristus alene altså er vores retfærdighed, han som er sand Gud og sandt menneske, fordi den guddommelige og den menneskelige natur er personligt forenet i ham, Jer 23; 1 Kor 1; 2 Kor 5. Derfor er der opstået et spørgsmål om, efter hvilken natur Kristus er vores retfærdighed, og således er to modsatte vildfarelser trængt ind i nogle kirker.

2] Den ene part har nemlig ment, at Kristus alene efter guddommen er vores retfærdighed, når han ved troen bor i os; sammenlignet med denne guddom, der ved troen bor i os, skal alle menneskers synd regnes som en dråbe vand mod det store hav. Andre har derimod ment, at Kristus alene efter den menneskelige natur er vores retfærdighed for Gud.

AFFIRMATIVA

Den kristne kirkes rene lære imod begge de netop nævnte vildfarelser.

3] 1. Imod begge de netop nævnte vildfarelser tror, lærer og bekender vi enstemmigt, at Kristus er vores retfærdighed hverken efter den guddommelige natur alene eller efter den menneskelige natur alene, men at det er hele Kristus efter begge naturer, alene i hans lydighed, som han som Gud og menneske har ydet Faderen helt til døden, og at han dermed har fortjent os syndernes forladelse og det evige liv, som der står skrevet: «Ligesom de mange blev syndere ved ét menneskes ulydighed, således bliver de mange retfærdige ved ét menneskes lydighed», Rom 5.

4] 2. Derfor tror, lærer og bekender vi, at vores retfærdighed for Gud er dette, at Gud tilgiver os synden af lutter nåde, uden nogen af vores forudgående, nuværende eller efterfølgende gerninger, fortjeneste eller værdighed, og skænker og tilregner os retfærdigheden fra Kristi lydighed; for denne retfærdigheds skyld bliver vi antaget til nåde hos Gud og regnet for retfærdige.

5] 3. Vi tror, lærer og bekender, at troen alene er det middel og redskab, hvormed vi griber Kristus og således i Kristus den retfærdighed, der gælder for Gud; for hans skyld bliver denne tro tilregnet os som retfærdighed, Rom 4.

6] 4. Vi tror, lærer og bekender, at denne tro ikke er en blot kundskab om historien om Kristus, men en sådan Guds gave, hvorved vi i evangeliets ord ret erkender Kristus, vores Forløser, og stoler på ham, så vi alene for hans lydigheds skyld af nåde har syndernes forladelse, regnes for fromme og retfærdige af Gud Fader og bliver evigt frelst.

7] 5. Vi tror, lærer og bekender, at ordet «retfærdiggøre» efter Den Hellige Skrifts sprogbrug i denne artikel betyder at frikende, det vil sige at erklære fri for synder: «Den, der frikender den ugudelige og dømmer den retfærdige skyldig, er en vederstyggelighed for Herren», Ordsp 17; og: «Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er den, som erklærer retfærdig», Rom 8.

8] Og når ordene regeneratio og vivificatio, det vil sige levendegørelse og genfødsel, bruges i stedet for dette ord, som det sker i Apologien, så er det i samme betydning; ellers forstås der ved disse ord menneskets fornyelse, som skelnes fra troens retfærdiggørelse.

9] 6. Vi tror, lærer og bekender også, at selv om der stadig hænger megen svaghed og skrøbelighed ved de rettroende og sandt genfødte helt til graven, så skal de alligevel ikke af den grund tvivle hverken om deres retfærdighed, som tilregnes dem ved troen, eller om deres sjæls frelse, men holde det for vist, at de for Kristi skyld i kraft af løftet og det hellige evangeliums ord har en nådig Gud.

10] 7. Vi tror, lærer og bekender, at man for at bevare den rene lære om troens retfærdighed for Gud med særlig omhu skal holde fast ved particulis exclusivis, det vil sige de udelukkende ord hos den hellige apostel Paulus, hvorved Kristi fortjeneste helt adskilles fra vores gerninger, og Kristus alene får æren, når apostlen skriver: «Af nåde, uden fortjeneste, uden lov, uden gerninger, ikke af gerninger». Alle disse ord betyder tilsammen det samme som: Alene ved troen på Kristus bliver vi retfærdige og frelst.

11] 8. Vi tror, lærer og bekender, at selv om forudgående anger og efterfølgende gode gerninger ikke hører med i artiklen om retfærdiggørelsen for Gud, så må man dog ikke opdigte en sådan tro, som kunne bestå og blive ved side om side med et ondt forsæt om at synde og handle imod samvittigheden. Men når mennesket er blevet retfærdiggjort ved troen, så er en sand og levende tro virksom ved kærlighed, Gal 5, så de gode gerninger altid følger den retfærdiggørende tro og med sikkerhed findes hos den, når den er ægte og levende; den er jo aldrig alene, men har altid kærlighed og håb hos sig.

ANTITHESIS eller NEGATIVA.

Den modsatte lære forkastes.

12] Derfor forkaster og fordømmer vi alle følgende vildfarelser:

13] 1. At Kristus skulle være vores retfærdighed alene efter den guddommelige natur.

14] 2. At Kristus skulle være vores retfærdighed alene efter den menneskelige natur.

15] 3. At ordene «retfærdiggøre» og «blive retfærdiggjort» i profeternes og apostlenes udsagn, hvor der tales om troens retfærdighed, ikke skal betyde at erklære eller blive erklæret fri for synder og få syndernes forladelse, men at blive gjort virkelig retfærdig for Gud på grund af den kærlighed og dyd, som Helligånden har indgydt, og de gerninger, der følger deraf.

16] 4. At troen ikke alene ser hen til Kristi lydighed, men til hans guddommelige natur, sådan som den bor og virker i os, og at vores synder bliver dækket ved denne indboen.

17] 5. At troen er en sådan tillid til Kristi lydighed, at den kan være og blive i et menneske, selv om det ikke har nogen sand omvendelse, selv om der ikke følger nogen kærlighed, og selv om det bliver i synden mod sin samvittighed.

18] 6. At det ikke er Gud selv, men kun Guds gaver, der bor i de troende.

19] 7. At troen frelser, fordi fornyelsen, som består i kærlighed til Gud og næsten, bliver begyndt i os ved troen.

20] 8. At troen har forrangen i retfærdiggørelsen, men at fornyelsen og kærligheden alligevel også hører med til vores retfærdighed for Gud, sådan at de ganske vist ikke er den fornemste årsag til vores retfærdighed, men at vores retfærdighed for Gud dog ikke er hel eller fuldkommen uden denne kærlighed og fornyelse.

21] 9. At de troende bliver retfærdiggjort for Gud og frelst på én gang ved Kristi tilregnede retfærdighed og ved den påbegyndte nye lydighed, eller dels ved tilregnelsen af Kristi retfærdighed, dels ved den påbegyndte nye lydighed.

22] 10. At nådeløftet bliver tilegnet os ved troen i hjertet og ved den bekendelse, der sker med munden, og ved andre dyder.

23] 11. At troen ikke retfærdiggør uden de gode gerninger, sådan at de gode gerninger nødvendigvis kræves til retfærdigheden, og at mennesket ikke kan blive retfærdiggjort, uden at de er til stede.